Spol tilbage: 2010, et godt år

0
131
views

Vi får en masse ideer på GFR. Nogle er mindre gode, nogle er…måske bedre. Vi tester et nyt format her, hvor en af vores skribenter præsenterer 3 gode albums fra et godt musikår. Denne gang 2010. 

2010 føles ikke som om det er så længe siden. Men når nu kalenderen siger vi er i efteråret 2018, så er der alligevel løbet vand under broen. Og så alligevel. Vi mærkede stadig efterdønningerne af finanskrisen og hvad der fulgte med af mistro til deen finansielle sektor og politikerne.  I 2010 var Lars Løkke Rasmussen i øvrigt også dansk statsminister. Året efter blev han afløst af Helle Thorning Schmidt – og så vendte han tilbage i 2015. I 2010 var Putin ikke præsident i Rusland, men bestemte vist alligevel over Dimitrij Medvedev, og Obama var amerikansk præsident og ingen (ud over manuskriptforfatteren til Back to the Future) forestillede sig Donald Trump som præsident.

Arcade Fire var også noget helt andet i 2010. De skulle følge op på debuten Funeral, der var et bredt indie-hit (selvmodsigelse, jeg ved det) og opfølgeren, den mørke, orgeltunge Neon Bible fra 2007, og det gjorde de med The Suburbs. Det er det første af de tre gode albums jeg gerne vil hylde her.

For hvor Arcade Fire med Win Butler i front på de to foregående albums appellerede til klynkeren i én med masser af weltschmerz og undergangsromantik, så gik The Suburbs anderledes til værks. Tag bare åbneren, som er blevet en slags nyklassiker, nemlig titelnummeret ‘The Suburbs’, som selveste Father John Misty har lavet et akustisk cover af, i en nærmest inderlig version, der virker blottet for ironi. Så stærkt et nummer er det.

Her beretter Win Butler om at vokse op ude i de snorlige ordnede forstæder, hvor man er nødt til at køre til alting. “In the suburbs I/Learned to drive/And you told me we’d never survive“. Okay, det var ikke helt slut med undergangsromantikken – og det er det vel stadig ikke. Men den fik et skær af nostalgi over en ungdom, der begyndte at forsvinde i bakspejlet. Det er et nummer, jeg aldrig rigtig bliver træt af.

Og der er faktisk en del af den slags numre på albummet. ‘Deep Blue’ er et andet, om skakcomputeren, der som den første computer besejrede verdensmester Kasparov i 1997. Eller ‘We Used to Wait’, om at sende og vente på breve. Og hey, send et brev til nogen! – det er altså noget helt andet end at være på messenger, snapchat eller whatsapp. Jeg ved godt det kan lyde af meget at det koster 9 kr at sende et brev, men prøv lige at tænke på hvad du tjener i timen. ‘Suburban War’. ‘Modern Man’. ‘Wasted Hours’, der er mange stærke sange.

2010, det var dengang Arcade Fire lavede noget, der lød hen ad rock. Det kan man vist ikke helt anklage dem for længere. Nu er det konfetti og discoinficeret undergangsromantik. The Suburbs står stadig for mig som deres hovedværk.

2010, det var også før vi begyndte at grave os ned i den danske undergrund (og overgrund) på GFR. Lige præcis et år før. Dengang hørte jeg mest udenlandske bands. Volbeat var talk of the town i Danmark – jeg var aldrig helt med på vognen og valgte Arcade Fire over dem på Roskilde Festival i 2007, i modsætning til det meste af lejren. Murder var anmelderdarlings det år. Tilbagevendte Niels Skousen opfordrede til at Lyt til din coach, og Søren Huss dukkede op som solist med Troen & Intet, også et glimrende album, hvor han behandlede sin kærestes død i en trafikulykke. Det album opdagede jeg først senere. Og så var der sikkert en masse rædselsfuld musik i omløb, som jeg lykkeligt har glemt igen.

Men det var det år, jeg opdagede canadiske Wolf Parade, og deres 2010-album, Expo 86. Jeg startede egentlig med At Mt. Zoomer, og blev hurtigt hooked af bandets lyd, en blanding af Spencer Krug’s keyboard-tunge og dunkeltpoppede sange og Dan Boeckner’s mere heartland-rock inspirerede lyd. De to sangskrivere synger også begge to, hvilket er med til at give Wolf Parade’s albums en god variation, selv om der også er en tydelig rød tråd i lyden.

Der er stadig et nummer som ‘What Did My Lover Say? (It Always Had to be this Way)’, som jeg kan blive ved med at vende tilbage til. Siden udgivelsen fik medlemmerne travlt med andre projekter, inden de i 2017 igen udgav et album, Cry, Cry, Cry. Det havde vist også noget med Trump at gøre.

Resten af albummet står ikke helt så stærkt, som jeg synes det gjorde i 2010, og det er som om, der er skruet lidt for højt op for det bombastiske element. Men der er nu stadig stærke sange i for eksempel ‘Palm Road’, ‘Ghost Pressure’ og den buldrende maniske ‘Cave-O-Sapien’ – og altså førnævnte ‘What Did My Lover Say? (It Always Had to Go This Way)’, som på meget Krug’sk vis blander drømme og semi-filosofiske udgydelser, som disse linier:

“I sleep all night with the light on//And dream about the sun//Maybe because of the light//Maybe because of the sun”

Vi skal lidt sydpå for at finde det tredje album fra det år, der har gravet sig fast i min hukommelse. Og måske også det album, jeg hørte mest det år. I eksil i Boston sad Patrick Stickles fra New Jersey og havde ondt i livet. Hans band hedder Titus Andronicus, efter et Shakespeare stykke, som jeg i øvrigt så i London sidste år, hvor alt og alle (næsten) dør på forfærdelige måder. Det er en af tragedierne, og ja, det er mere dystert end Macbeth.

I 2010 udgav Titus Andronicus albummet The Monitor, et temaalbum, hvor outsider-weltschmerz smeltede sammen med referencer til den amerikanske borgerkrig. The Monitor var et nordamerikansk krigsskib, det første pansrede krigsskib nordstaternes flåde tog i brug, som viste sin berettigelse ved slaget ved Hampton Roads i 1862, men senere samme år kæntrede skibet, og 16 ud af 62 besætningsmedlemmer druknede.

Nå, men tilbage til musikken. Ligesom på andre Titus Andronicus albums er der et væld af gæstemusikere fra andre bands med, fra blandt andet The Hold Steady, og lyrikken refererer både Shakespeare, amerikansk borgerkrig og populærkultur – New Jersey-ikonet Bruce Springsteen, blandt andre. En del af numrene bevæger sig over 7 minutters spilletid, blandt andet lukkeren ‘The Battle of Hampton Roads’, hvor Stickles’ selvlede får frit løb: “So when I leave Boston my tail is between my legs//After deep cuts of patience and drunk to the dregs//And now I’m heading west on the 84 again//And I’m as much of an asshole as I’ve ever been//And there is still nothing about myself I respect//Still haven’t done anything I did not later regret“. Og det fortsætter.

Faktisk er albummet en lang klagesang over eksistensen, menneskets væsen livets fortrædeligheder, men samtidig livsbekræftende med sin fandenivoldske heartland rock og masser af glimt af bister humor. Det er en ordentlig mundfuld med sin over 1 times spilletid, men faktisk også et varieret album, der refererer lystigt ikke kun i lyrikken men også i den musikalske del. Samtidig er det umiskendeligt Titus Andronicus og stadig bandets bedste album. Det er som om Stickles har famlet lidt efter et koncept, der ikke ramler sammen under det umiskendelige talent for bitre vokale udgydelser og energiladet guitarrock. Det er også stadig et album, det er værd at grave ned i, og som jeg, stadig, kan finde nye passager at hive luftguitaren frem til eller tekststykker at dykke ned i.

Lyden af 2010 er måske ikke så markant anderledes end i dag, og verden virkede også dengang som et sted, der kunne være på vej mod undergangen. Men der er nu alligevel god grund til at dykke ned i kassen med cd’er – eller hvilket medie du nu hørte musik på dengang – og støve nogle albums af. Det var vist moralen i denne omgang.

Af Jonas Strandholdt Bach

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.