Sonic Moon: Usually I Don’t Care for Flowers ★★★★☆☆

0
166
views

Med en lyd og en feeling, jeg ikke havde forventet at høre i 2019, slæber Sonic Moon sig sejt ind på scenen: På EPen med det sigende navn Usually I Don’t Care for Flowers, spilles der rock – men i et sejt, tungt tempo, der for mig giver associationer til pre-emo’erne i det tidlige Life of Agony.

Selv kalder bandet det stoner, psykedelisk eller noise rock – og tempoet passer om noget med stoner-beskrivelsen.

For en øvelokaleindspilning er der rigtig fint lyd, og der er tale om en meget levende, organisk, rocket lyd som aldrig bliver brutal eller indistinkt. Det er et band, der har godt styr på lyd, på at indspille og på at få et udtryk af sted.

Anken kan måske være, at det ikke er så voldsomt varieret over fem numre, men det bliver aldrig et problem og får især titelnummeret, der ligger som femte og sidste, til at stå lidt ud. Rigtig fint. Vokalen er også skarp og kan have lidt et hint af Mina da hun var Keith – igen før i tiden.

Det bliver ikke til de store soli – det er helt forfriskende, da der falder en blueset solo i titelnummeret, og riffsene fremstår meget simple – men bliver til gengæld gentaget dér, hvor man ellers ville forvente en solo.

Der er en stærk blueset inspiration over mange af numrene, og numre som ‘Keep Bleeding’ og ‘Usually I Don’t Care for Flowers’ trækker sig sejt igennem en æstetik, der kunne være dyb amerikansk. Til sammenligning er åbneren ‘All Things Evergreen’ og ‘Epitaph’ nærmest melodiske i deres tilgang og sidstnævnte har en vis Pearl Jam-kvalitet over sig. En æstetik, der til dels fortsætter ind i ‘Vulture’s Beak’.

EPen fungerer ganske fremragende i at have så tydelig, støvet amerikansk inspiration og små variationer, der gør lige nøjagtig nok til at man ser forskellen men stadig bevarer stemningen EPen igennem.

Vil de så en hel masse i Sonic Moon? Det er faktisk lidt svært at afgøre, da meget af materialet lyder som noget, man har hørt før. Men det stopper ikke bandet fra at levere en interessant nok EP, hvor man dog skal kigge langt efter hitmateriale eller nyskabende idéer.

Jeg sidder dog med en følelse af noget sydamerikansk støv i næsen, når titelnummeret er klinget ud, og bandet sætter effektivt en ramme og stemning.
Ikke dårlig gået for et lille band fra Århus!

Teksterne er bestemt forståelige og tydelige, men måske også lidt typisk dramatiske som sangtitlerne indikerer – vi strejfer ikke alt for langt fra et rock-ideal om at skrive om noget dramatisk som blod, ørkener (meta- og fysiske) og de mørkere sider af livet.
Men det fungerer rigtigt fint, leveret af Oliver Lyngkilde.

Til tider undres jeg over, hvorfor bands indspiller noget, der er så gennemprøvet. Men Sonic Moon har bestemt fat i den lange ende på Usually I Don’t Care for Flowers og imod en hel del odds glædes jeg over de associationer, bandet giver mig og når bandet så oven i spiller fedt, kan indspille og skabe stemninger, ender vi på fire stjerner!

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.