Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Sølvfisk: Er Vi Så Kærester Nu? ★★★☆☆☆

Sølvfisk: Er Vi Så Kærester Nu? ★★★☆☆☆

417
0

Sølvfisk er på mange måder en lige så mystisk størrelse, som det lille, mærkværdige dyr af samme navn.

Find den på dit badeværelsesgulv eller andre fugtige steder. En sølvfisk hedder også et almindeligt sølvkræ, så her hører sammenligningen mellem insektet og den musikalske sølvfisk her også helt op. Der er forresten heller ikke meget fugtigt over Sølvfisks lyd, så måske er der, ud over navnet, slet ikke nogen fællesnævner, nå jo, ud over at jeg synes begge dele er mystiske størrelser.

Sølvfisk er ifølge dem selv “en kitschet og dyster blanding mellem skrigende saxofon, kolde synthesizere og bragende trommer holdt sammen af frontmand Oscar Sejr (Vakuum, Rigtige Venner, Nima). ‘Er Vi Så Kærester Nu?’ er blandt andet lavet i samarbejde med folk som Brian Batz (Sleep Party People, Luster), Jens Benz (Iceage, Bisse, Thulebasen) og Andreas Pallisgaard (Pinkunoizu, Son Ash)”. Det er et rent instrumentalt projekt, der her boltrer sig over 9 ret varierede numre. Faktisk så varierede, at jeg ind imellem har svært ved at se sammenhængen når de optræder under samme, noget diffuse, albumtitel.

Som man måske kan fornemme ud fra beskrivelsen, så er det et album der som udgangspunkt finder en eller anden nydelse i, at det hele er lidt forvirrende og hvor en del af pointen muligvis er, at fange lytteren på det forkerte ben. Det har bestemt sin charme og kan være voldsomt effektivt, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg klikkede på “pressetekst” mappen i den digitale pressemappe og fik et “mappen er tom”. Jeg ved ikke om det er en fejl, at der ikke er en pressetekst vedhæftet, men det virker på en eller anden måde ret i denne udgivelses ånd. Pointen? Den må du sgu selv finde ud af!

Jeg kan sagtens tåle en udfordring og udgivelser som jeg måske ikke helt forstår i første omgang (eller nogensinde for den sags skyld), problemet opstår når jeg ikke rigtig bliver grebet af musikken. Og her er Er Vi Så Kærester Nu? en plade der efterlader mig skiftevis kold og varm, mest i den rækkefølge i den forstand at jeg først for alvor er fanget på albummets anden halvdel. Her finder vi en række numre, hvor Sølvfisk kommer til at lyde tungere, mere dunkle og får bygget en effektiv, knugende stemning op, som jeg synes fungerer rigtig godt. Hvilket står i ret voldsom kontrast til pladens udlæg, der i mine ører bliver sådan lidt gammeldags, computerspilsfjollet eller som et score fra en low budget scifi-film, hvor musikken ikke lige sidder helt i skabet.

Og jeg kan godt lide gamle computerspil og 8/16/whatever-bits og synth soundtracks, men her fanger det mig godt nok ikke rigtig. Det kommer, desværre, til at lyde en kende “hjemmelavet” på sådan en “glad amatør” måde. Åbneren “Stjerner Over Hovedet” føles uendeligt lang for mig med sine 5 ½ minut, hvor der muligvis stræbes efter at ramme en eller anden skinger og forvrænget mareridtsstemning med en forulempet saxofon og buldrende, hule trommer. Det rammer mig bare ikke rigtig. Den følges op af den nærmest lalleglade og dansable “Stilletter”, der lyder som et bizart møde mellem et 80’er dansegulv i Caribien og lydsporet til et gammelt platformspil. Den er egentlig meget sød og catchy men efter den tilstræbt urovækkende åbner, så virker det som et virkelig kuriøst indslag og sporskifte. Derefter er der dømt skæve synth eksperimenter på den lidt mere afdæmpede “Hjerteøjne”, der har lidt Carpenter plus over sig men også bare en mærkelig, mærkelig sag. 3 vidt forskellige numre inde og jeg har ingen anelse om, hvor det er Sølvfisk vil hen med det her?!

Herefter følger en række numre, hvor der stille og roligt sniger sig lidt mere mørke og “uhygge” ind, uden at man direkte begynder at ryste i bukserne. Den tilstand kommer man dog lidt tættere på når vi når syvende nummer, “Tabere”, hvor enhver antydning af synthede gak og løjer er sivet ud af musikken og et mere tillokkende mørke vundet indpas. Her får Sølvfisk for alvor fat i mig, der er noget smukt, faretruende og dragende over de dunkle toner her, som at stirre ind i et sort hul og forsøge at ane figurer og konturer, mens musikken skiftevis smyger sig omkring en, brækker af, forsvinder, kalder fra mørket. Den efterfølgende, korte “Fejl 40” er en fin, lille stemningsskabende overgang til den overraskende tempofyldte, næsten rockende, lukker “Holdsport”. Et ret medrivende punktum for en ujævn plade men også en der samtidig mod slut sender endnu en ny spiller på banen og skyder pladen i en ny retning.

Som man kan fornemme, så kan jeg ikke helt finde ud af hvad Sølvfisk egentlig er ude på og hvad jeg skal synes om det. En gennemgående rød tråd kan være vanskelig at ane og på mange måder virker albummet bare som en samling af 9 vidt forskellige sange. Og så alligevel, måske aner man svagt en eller anden sammenhæng i det fragmenterede vanvid? Noget helt andet er så, at jeg aldrig helt, med en enkelt undtagelse, bliver fanget af Sølvfisks indfald og udflugter. Det er måske smag og behag, men det meste af Er Vi Så Kærester Nu? efterlader mig med en “nej og det er dig, ikke mig” den er gal med følelse.

Og så alligevel, selvom man måske ikke gider være kærester med Sølvfisk, så er der et eller andet fascinerende ved det man ikke helt forstår… vi ender på 3 noget uafklarede stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.