SOL: And The Mouth Of Time Is Open ***** (5/6)

0
1956
views

Dunkel aarhusiansk doom åbner døren til en anden verden, eller er af en anden verden? Dag og nat blandes sammen, vendes op og ned eller forsvinder – tag med på en fascinerende rejse ind i SOL’s verden. Vær på vagt, det er både forførende, foruroligende og musikalsk decideret fremragende.

Jeg tror egentlig klokken var hen ad 6 imorges, da jeg pludselig blev bevidst om, at jeg lå og var halv-vågen alt imens en melodistump fra “As The World Burned” rumlede igennem knolden på mig. Og havde gjort det i et stykke tid. Det er et af de der øjeblikke, hvor man med et føler sig lys vågen men samtidig halvdøsig – fanget et sted mellem 2 verdener. Søvnen, hvor man stadig har en fod i drømmeland og så den skinbarlige virkelighed, hvor man godt kan mærke at det er ubehageligt koldt når den anden fod danser over gulvet udenfor dynen.

Det hele har et sært skær af noget David Lynch’sk over sig, ER jeg vågen eller drømmer jeg stadig? Og hvorfor snurrer SOL’s åbningsnummer fra And The Mouth Of Time is Open løs i baggrunden i begge verdener – eller er det kun den ene? Musikken er tung, fortættet, lyder på en og samme tid fjern og helt tæt på. Det er som om Emil Brahe’s vokale brøl runger ud af mørket fra en dunkel, dyb og fugtig kælder. Der er ikke noget lys, men øjne og især ørerne har vænnet sig så meget til mørket, at man aner omrids, svage konturer og ænser noget der bevæger sig et sted i mørket. Og brøler i min retning, tekster hvor jeg opfatter hele og halve sætninger, fornemmer jeg forstår en mening med det, måske ikke “den rigtige”, men dog en form for mening?! I passager lyder det næsten mere som en art grum spoken word, fremført over den droonende doom. Hvad er det Emil Brahe og hans hjælpere vil mig, når han skriger tilsyneladende løsrevne årstal i min retning?

Noget orgel er med til at give det hele et skær af semi-psykedelisk mareridt. Bas og trommer dunker en ildevarslende puls ud i mørket, orglet pumper mere atmosfæriske klangflader, der pakker en lidt ind, ud i den fugtige kælder. Eller kælder og kælder, jeg ligger jo ret beset under en dyne, men den forkætrede melodi vil ikke slippe mig. Det vil sige, jeg formoder da, at jeg ligger under min dyne?

Det er jo også løgn, jeg LÅ under min dyne, nu sidder jeg alene i natten og skriver, som en anden Jack Torrance. Spærret inde lidt ude på landet i et koldt og frossent landskab. “And The Mouth Of Death Is Open”, musikken fra andet nummer begynder at hakke og save løs i mit sind. Der ligger faktisk en kvinde og et barn og sover inde ved siden af, isoleret sammen med mig, Ondskabens Hotel følelsen vil pludselig ikke helt slippe og forlade mig. “When you fell…” hører jeg Brahe råbe i starten af “And The Mouth Of Death Is Open”, musikken klinger nu som et fuldblods mareridts soundtrack, en sort/hvid horrorfilm, hvor Brahe’s brøl river igennem mørket med lige dele desperation, vrede og fråde i stemmen- det lyder som om musikken udspringer fra et sted bagerst i det dybe lokale. Sindssygen står i lys lue i den formørkede kælder… eller udspiller hele scenariet sig oven i hovedet på mig? All work and no play makes Ken a dull boy.

Musikken toner langsomt ud, bliver mere fjern, ændre karakter og begynder at vokse frem igen. “Ceremonial Rot”… underlige orgel toner fylder rummet, helt enkelte og simple akkorder der repeteres. Luften begynder at føles mere varm og fugtig end hidtil. Musikken bliver også langsomt tykkere. Den begynder at virke omklamrende, kvælende og faretruende. Som om jeg ligger i en kiste, imens et begravelsesoptog stimler sammen om den. Det er på alle måder klaustofobisk. Brahe lyder også som om han forsøger at grave sig igennem muld fra six feet under for at snappe bare en enkelt mundfuld frisk luft og et strejf af en solstråle. No such hope. Det hele begynder langsomt at hvirvle stille og roligt, men ustoppeligt, rundt i mørket. Som en spiral ned i afgrunden, med den tonstunge og slæbende musik kværnende med nedad. Jeg har det som om jeg ikke kan trække vejret, men jeg får lige hevet nok luft ind til ikke bare at give slip og lade mig glide væk – det er grumt, det er som om SOL ønsker at trække pinen ud. “Ceremonial Rot” varer over 10 minutter, men når man svæver rundt i musikken føles det både som et minut og hundrede.

“This Realm Is Free and Remains Eternal” giver mig et frirum. Hvis man kan kalde det det? Omkring 4 minutter med afdæmpet men stadig foruroligende instrumental “musik”. Det giver lidt følelsen af drømmeflimmer på éns indre skærm. Overlook hotellet erstattes for en stund af rumkapslen fra Rumrejsen 2001, bare uden at jeg  hverken når til Jupiter eller når et højere (det næste) stadie som menneske. Er SOL mere Kubrick end Lynch så? Og hvorfor får jeg hele tiden tvunget filmiske sammenligninger ind i det her?

Rejsen ind til, med og hen imod SOL slutter på “Hill”. Hvor tid og rum for alvor bliver nogle løst definerede størrelser i løbet af de 20 minutter nummeret snegler sig af sted i natten. Uvejret har trukket sig sammen (er vi så stadig i den kælder, var der nogen der råbte det?), midt i orkanens øje står Emil Brahe og messe-brøler som en besat ypperstepræst. Kunne forestille mig, at han skiftevis råber mod den kulsorte himmel, med regn og blæst piskende mod ansigtet og med lukkede øjne og hovedet bøjet mod jorden. Jeg stirrer på en skærm fyldt med tekst, der flyder sammen til uforståeligt vrøvl. Det kunne lige så godt være en blank skærm. “Leave everything behind”, kommanderer Brahe! Jeg fjerner hænderne fra det fedtede tastatur.

Jeg har ingen idé om hvor længe jeg var væk, suget ind i en indre film bestående af fragmenterede billeder af brændende floder, kirker og en masse løsrevne “drømme-billeder”, der ikke lader sig beskrive. Eller jo, jeg har en idé om, at jeg nok cirka zonede ud i et kvarters tid… Imens vikler SOL’s musik sig ubesværet sammen med ens tanker, bliver en del af filmen der ruller. Hvor det ene ender og det næste starter kan være svært at holde styr på, hvis man er med på bare at give slip og se hvad der sker. Musikken bliver aldrig for dominerende eller fortæller dig hvad du skal føle, den er en rejsemakker, ikke en anmassende guide.

“My world collide // In dreams // Shattered across // The Univers”

Var det på grund af musikken jeg ikke kunne sove, eller var det fordi jeg ikke kunne sove at jeg hørte musikken for mig? Jeg troede klokken var hen ad 6, det viste sig at den kun var lidt over 2 da jeg satte mig ved tastaturet. Nu sniger den sig klamt og dovent mod 4. Jeg tror jeg hopper under dynen igen. Lur mig om jeg ikke “vågner” på samme måde igen lidt i 6. “Igen”. “And The Mouth Of Time Is Open”.

Anmeldt af KDT

SOL og andre spændende udgivelser kan hentes ganske GRATIS hos Drowning

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.