Vi fik stukket fingrene i øjnene og jump’et the fuck up og holdt en fest med et stort publikum til Slipknot fredag aften på Helviti-scenen.
Egentlig havde vi tænkt vi skulle luske af inden Slipknot og måske nå til Herlev-basen i nogenlunde tid, uden at skulle med en taxa fra Vanløse… men som humøret blev højere med ølindtaget, virkede alt mere overskueligt, inklusiv en Slipknot-koncert. Vi fandt et nogenlunde roligt hjørne et godt stykke fra scenen, men heldigvis var der skruet godt op for lyden, så Corey Taylor og de andre maskeklædte herrer gik fint igennem, og ramte også durk ind i publikum hvor vi stod.
Og det var på mange måder business as usual med Slipknot. Vi har set dem i flere omgange, senest på samme scene i 2015, og ligesom dengang holdt Slipknot et fint energiniveau denne fredag aften. Der blev lagt hårdt ud med ‘People = Shit’ og ‘(sic)’, og bandets nye single, ‘Unsainted’ blev også luftet, inden vi også rundede flere numre fra både Slipknot’s seneste album, 2014’s .5: The Gray Chapter, hvorfra vi fik en nogenlunde overbevisende udgave af ‘Devil In I’, og 2008-albummet All Hope Is Gone, hvor ‘Psychosocial’, som altid, fristes man til at skrive, uddelte nyreslag med sit tunge groove, mens der samtidig blev inviteret til fællessang i de melodiske passager.
I front var Corey Taylor på dupperne som indpisker og omkring ham styrtede de maskeklædte makkere rundt og så onde ud. Numre som ‘Sulfur’ og den overstyrede adrenalin-basker ‘Custer’ er af forskellige årsager ikke lige mine favoritter i studieversioner, men live blev de blæst afsted med en kraft, så man ikke kunne lade være med at blive revet bare en smule med, selv om man bare stod der i mørket og havde en god lille hyggebrandert kørende.
Slipknot afsluttede med først ‘Duality’, hvor publikum brølede med på “I push my fingers into my…EYEEEES!’, og derefter en et-to kombination som ekstranumre i form af først ‘Spit It Out’, hvor vi selvfølgelig skulle ned og sidde og “Jump the fuck up!”, og derefter frontalangrebet ‘Surfacing’ med sin hidsige rytme, og så var den koncertplads blæst godt igennem – igen – af Slipknot.
Selv om der er en god del show i at have flammekastere, baseballbat med ild i, og et medlem, der stort set kun tonsede rundt på scenen, så er det musikalske også mere end i orden hos Slipknot, og bandet virkede vitale og klar til at tage flere omgange i manegen. Det fysiske tryk Iowa-bandet kan lægge er stadig imponerende, og Taylor i front ramte både når han sang rent, og havde saft og kraft i den mere brølende ende af spektret.
Man kan egentlig bare lade sig rive med, og det gjorde vi så – ja, vi havde sgu en fest, og det er på en måde også blevet noget af det Slipknot kan. Skabe en metalfest. Det gjorde de ganske effektivt og overbevisende og selv om det næppe ryger på i hovedtelefonerne på vej hjem mod hovedlandet, så var det en koncert, der gav lidt energi til den lange march mod Christianshavn, for at komme på en Metro… men det er en anden historie.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
