Copenhell ’19: Reportage & anmeldelser, fredag d. 21/6

0
444
views

Fredag på Copenhell bød på en bunke blandede oplevelser fra danske navne som Pretty Maids, Baest og Slægt, samt internationale godbidder fra blandt andet Unleashed, Lamb of God og Slipknot.

Men først skulle man lige få rykket korpus fra Herlev af, da! Formiddagen var en dejlig kaotisk blanding af kaffe, skriverier, moderat søvnunderskud og en fotograf/skrivemakker, der havde et forretningsmøde ude af huset, der lige gjorde at det hele skulle gå lidt hurtigere og koordineres på en eller anden måde.

Jeg endte med, at måtte tage en bette omvej, da busserne (endnu engang) svigtede fra forstadsparadiset og forlængede rejsetiden lidt. Efter meet up på Christianshavn Station, hvor en del festivalgæster stod og ventede på de der famøse festivalbusser der, måske/måske ikke, samler folk op, hvis de ikke er blevet fyldt op på hovedbanegården. Vi valgte sightseeing ruten til bens og fik os lige et lille pitstop på vejen, hvor vi kunne nyde en kold dåseøl på en bådebro og overveje om vi ikke burde anskaffe os en husbåd. Det burde vi!

Nå, videre i rask trav, uden at humpe, hvilket ellers lignede højeste mode på pladsen dagen inden? Modedille eller eksplosion i fod- og benskader? Det fik vi aldrig opklaret. Nuvel, keep on moving, smooth indgang, spilde lidt tid i en øl-kø, og så ellers front mod Pandæmonium, hvor svenske Unleashed stod klar kl. 15.30. Og de gjorde da et ihærdigt forsøg på, at ruske lidt op i det sikkert tømmermændsramte publikum, der havde fået slæbt sig op til scenen i den skiftende eftermiddagssol, som lige fik gemt sig bag en regnbyge da vi nærmede os pladsen.

Unleashed

OK, ihærdigt og ihærdigt, det nu 30 år gamle band slog måske lige autopiloten på tonserdød da de fangede, at en stor del af den fremmødte skare virkede lidt matte og tørre i spyttet. Det er bestemt ikke en ueffektiv omgang død Unleashed har på lager, hvor de kommer omkring klassiske temaer som nordiske folklore og visse fantasy elementer, men den del opdagede man måske ikke lige når forsanger og bassist, Johnny Hedlund, stod og glammede løs. Numre som “Don’t Want To be Born” og “Into Glory Ride” fik det til, at gynge godt i mellemgulvet. Især sidstnævnte var lidt af et opkvikkende dødsridt mod slut i koncerten.

En ganske hæderlig, men også lidt tomgangspræget omgang død til, at få løsnet op i de stive led og den godt brankede redneck solen skænkede mig dagen inden.

Pretty Maids, Helviti ★★★★☆☆

Så gik det i adstadigt tempo om til hovedscenen, der denne dag skulle åbnes med en dosis Horsens Heavy fra veteranerne Pretty Maids. Her blev det virkelig tydeligt, hvor meget placering og den individuelle oplevelse spiller ind på ens bedømmelse af en koncert. Objektivt set var det rutinerede orkester nok en smule fejlcastet hvad scene og sted angik. Vi kunne vandre direkte ind i pitten kort inden koncerten, en pit der aldrig blev tilnærmelsesvis fyldt eller på nogen måde rowdy.

Det kan skyldes flere ting, men den egentlige grund skal nok findes i, at Pretty Maids ganske enkelt ikke er det store trækplaster på Copenhell. Og så kan man måske undre sig lidt over, hvorfor de overhovedet var booket? Ligeledes er de jo ikke bannerfører for nogen form for moderne strømning inden for metal og rock, eller virker som et band der har deres bedste sange foran sig. De er skrevet og mange af dem for 30 år siden…

MEN. Nu stod vi der og, ja, vi blev faktisk stående tæt på scenen hele koncerten igennem og jeg nåede ikke rigtig, at kede mig igennem deres 70 minutter lange sæt. Lyden var mere end godkendt hvor vi stod og jeg blev kort og godt grebet lidt af stemningen, i en grad som jeg måske ikke lige havde set komme.

Hammer time!

Forsanger Ronnie Atkins sang overraskende godt, forstået på den måde, at livet på landvejene gennem 3-4 årtier må forventes, at sætte sine spor på stemmebåndet. Ligeledes lå han, der hvor vi stod, fint i lydmikset, så man faktisk kunne høre vokalen. Der er forlydender om, at det var mere mudret længere fra scenen. Så igen: placering betyder noget. Så jeg kom sgu til, at stå og smile lidt, da bandet lagde effektivt fra land med “Pandemonium” (tror jeg det var, beklager, hvis jeg husker forkert) og så gik det ellers… tja… jo… det gik faktisk over stok og sten, synes jeg. Bevares, ikke alle af de ældre numre har holdt sig lige friske, men, selvom et nummer som “Little Drops of Heaven” stilistisk kan virke en kende udkørt og bedaget, så slap den nådigt fra, at blive luftet i eftermiddagssolen.

Så var der mere bid i gode, gamle “Red, Hot and Heavy”, eller “Kingmaker” fra nyeste album, der kom i 2016. Det hele blev modtaget lidt blandet af publikum. Nogle var med på opfordringerne til, at synge lidt med og få hænderne i vejret, andre sad på dem, mange i bogstavelig forstand på bakken. Det kunne godt trække ned på den samlede karakter, publikumsbegejstring og engagement kan være en væsentlig del af en koncertoplevelse. Men, når man stod så tæt på scenen, som tilfældet var her, så var det ikke rigtig noget der blev bidt mærke i. jeg nød bare bandet samspil på scenen og Ken Hammers udladninger på guitaren.

Det er ikke raketvidenskab Horsens slænget er ude i. Hverken før, nu eller i hvilken fremtid de nu end måtte have. Det er heller ikke en koncert der går over i Copenhell historien, men, for hvad det var, så var det lige til en “godkendt” karakter. Andre vil helt sikkert have en anden opfattelse, især hvis de ikke var helt oppe foran, hvor man kunne blive revet med af en smittende “Future World” mod slut i koncerten.

Således opløftet og veltilpas var det tid til, at dingle videre og kigge lidt på øl-situationen. Og lige vende om ham fyren Jonas faldt i snak med inden Pretty Maids virkelig havde 7000 CD’er derhjemme og om vi skulle have korrigeret ham, da han sagde at King Diamond havde været med i Pretty Maids engang?

Baest, Hades ★★★★☆☆

Here’s the deal. Jeg har tidligere rost Baest og især deres livekoncerter til skyerne, og lidt over. Jeg har også efterhånden set dem mere end en håndfuld gange, hvilket giver lidt perspektiv på tingene. Ulempen er så, at man kender en del af deres tricks og fremgangsmåden, så man undgår ikke en følelse af deja vu eller forudsigelighed. Det er uundgåeligt, ikke mindst hvis bandet ikke har lært nogen nye tricks i mellemtiden.

Det har Baest, desværre, ikke rigtig. Nok har de nogle nye numre på sætlisten, også nogle der blev luftet for første gang under deres velbesøgte Copenhell koncert. Men det har, endnu, ikke smittet af på performance delen. Problemet er nok, at Aarhus-bandet, i min optik, har kørt for fuld damp fra start med en “alting vildere” tilgang på scenen. Det er svært, at gøre meget mere end hvad de her gutter allerede har leveret på en scene, medmindre de skal til, at gøgle med effekter, bulder og brag.

Jeg stod og følte, at der var tale om en slags genudsendelse. Det er måske ikke udlukkende bandets skyld, men når man på den her måde maxer helt ud og ikke, lader det til, har skrevet en ny dødsmetalklassiker endnu, så begynder det hele at rumle lidt i tomgang for mig. Uhyre effektiv tomgang, skal det siges. Der var godt gang i pitten, men et par meter længere ude i siden, hvor vi havde parkeret bussen, da forplantede den arrige vildskab sig ikke rigtig til publikum.

Håret i svingninger

Baest bliver her lidt offer for deres egen succes og de højnede forventninger, som hører med. Jeg har måske gjort dem, og mig selv, en bjørnetjeneste ved, at have sendt topkarakter efter deres koncerter flere gange. Men det var en anden tid, bandet var et andet sted, mit bedømmelsesgrundlag anderledes og så blev de bedømt efter vores lidt udefinerbare “upcoming skala”. Her ser man lidt mere igennem fingrene med visse ting, hvis “bare” performance delen sidder i skabet. Det gjorde den og gør som end stadig, jeg har bare set det hele mange gange før nu, måske også vildere og så bider det hele bare ikke på mig i samme grad længere.

Nu synes jeg for alvor, at et nummer som “March of The Undead” lyder alt for meget som Morbid Angels “Where The Slime Live”, ligesom sprækkerne andre steder i sangskrivningen træder tydeligere frem. Det er smittende som bare pokker, det Baest leverer, uden tvivl. Men har man hørt det nok gange også lidt for ordinært og, ja, forudsigeligt og måske også stadig lidt for uselvstændigt. Selvom et nummer som den nye “Gula” peger i en lidt mere langsom og dyster retning, hvilket virker OK lovende, jeg ved bare ikke helt om jeg synes sangen er specielt mindeværdig?

Baest står med en gylden mulighed for, at være noget så sjældent som et dansk dødsmetalband, som kan få et bredere gennembrud og få en ellers ildeset genre ud til hr og fru Danmark. De har et kæmpe es i baghånden fordi de virker så nede på jorden, likeable og har den der “folkelighed”, på den gode måde, som man bare ikke kan lære. Du har den, eller har den ikke. Den har Baest, det er et solidt fundament. Men det der skal bygges ovenpå skal simpelthen være mere imponerende end tilfældet er nu. Barren er, fair eller ej, sat markant højere for bandet nu end tidligere. Med det følger også højnede forventninger. De har selv medvirket til, at sætte barren så højt, nu skal de også over den.

Retfærdigvis skal det siges, at jeg talte med flere efter koncerten, som syntes det var det vildeste pis, derfor bliver en meget subjektiv 3er til en mere objektiv 4er her.. De havde netop heller ikke set Baest før og så rammer de altså som en måjerfåkker. 5. gang virker det dog knap så overrumplende.

Baest

Efterfølgende tog vi kræmmerruten rundt til Pandæmonium, hvor man kan købe alle mulige tænkelige ting og sager, som du med sikkerhed har brug for. Var du forresten klar over, at der er et officielt Copenhell køleskab? Sommerens must have item…

Must have på Copenhell er også øl, arbejde eller ej, kroppen, hjernen og humøret skal smøres med noget snakkevand og søreme om vi ikke fandt en bar ved Biergarten, hvor der nærmest ikke var nogen kø?! Tilmed solgte de øl i dåser som IKKE blev åbnet, haps haps, i tasken med et par stykker af dem, dem blev vi glade for senere!

Lamb Of God ★★★★☆☆

Vi fik vraltet de lettere vingeskudte kroppe tilbage til Helviti, hvor Lamb of God netop skulle i gang med deres show, en koncert der skulle prøve, at følge op på deres nu legendariske optræden på Copenhell i 2012. Den slags sammenligninger er altid farlige, jeg var ikke selv tilstede under 2012 koncerten, så har ikke dette sammenligningsgrundlag. Ligesom med Baest, så ved jeg heller ikke om det har en negativ indflydelse, hvis man har set bandet før, så virkede det her måske også lidt som en genudsendelse?

Nuvel, bandet kom lidt sløjt fra land, det vil sige, at bandet sådan set så ud som om de var tændte, men lyden var foruroligende lav under koncertens første nummer. Så lav, at man kunne høre tastelydene på folks mobiltelefoner… det punkterede stemningen en del, og gruppen fra Virginia blev mødt af en kæmpe skare af saltstøtter med armene nede langs siden. Der blev dog hurtigt skuret gevaldigt op, selvom jeg aldrig syntes det nærmede sig mavepusterniveau. En skam, men så var det godt, at Randy Blythe var i fin form og indpisker-hopla i front. Og serviceminded, da en ung svensk kvindes pas af uransagelige årsager var endt på scenen. Hun blev opsporet og kunne komme hjem til Sverige! Det blev også til lidt Christianiahyldest, og uden at pege fingre, så kunne et par af bandmedlemmerne da godt lige nogle gutter, som havde hygget sig lidt på Staden i løbet af dagen.

Nogle gange har man brug for en god krammer

“Walk With Me In Hell” ramte som en tung mukkert lige i synet på én relativt tidligt i sættet, det er sateme en effektiv feststarter, som da også fik gang i de forreste områder af pladsen. man stod lidt med fornemmelsen af, at Lamb of God kom og gjorde som de plejer, men det er nu ikke nødvendigvis en direkte dårlig ting, når det bare bliver gjort med noget oprigtig entusiasme og på det punkt virkede Blythe ikke som en der manglede noget. Genren og virkemidlerne kan godt blive lidt monotone for mig i længden, jeg er ikke ligefrem en energisk circle eller mosh pitter, men her virkede folk i lange stræk utrættelige, mens numre som “512” og “Laid To Rest” regnede ned over dem.

Der blev lukket og slukket på behørig vis med en brutal fuldtræffer i form af “Redneck”, der ikke blot blev et passende punktum men også stod godt til den nakke jeg fik reddet mig med hjem fra festivalen dagen før. Vellykket, måske ikke ligefrem legendarisk, seance med Lamb of God. Lynet slår sjældent ned det samme sted to gange, men lige ved og næsten er da heller ikke at kimse af!

Videre videre videre, tisse tisse tisse og daller rundt og finde vej om til Pandæmonium igen, hvor Slægt stod klar mens mørket, helt passende, faldt på over Refshaleøen.

Slægt, Pandæmonium ★★★☆☆

Desværre blev Slægt koncerten aldrig den mørke triumf for orkesteret, og det lidt sparsomme, efter Copenhell standard, aftenpublikum. For det første var lyden indledningsvis så dårlig og blafrende, at jeg ikke kunne afkode, hvilket nummer de lagde ud med. Det blev ikke meget bedre under den efterfølgende “Move In Chaos”, der ellers er en stjernestund på deres fremragende Beautful & Damned EP. Den lød lige præcis kaotisk, men det var som den blev spillet og røg direkte hen over hovederne på store dele af publikum, der tog imod med høflig tavshed og stilstand. Jovist, der var gang i de forreste rækker, det er der næsten altid, men resten af pladsen virkede ikke ramt af de ellers smittende black ‘n roll toner.

Det var som om, at koncerten aldrig kom sig over den på mange punkter ujævne start. Bandet fyrede deruadaf med 120 i timen, som de plejer, men det bed bare ikke rigtig og kom til, at virke som en koncert der “kun” foregik oppe på scenen. Band og publikum kom aldrig på bølgelængde, ikke at Slægt på den måde er festmusik, men de gange jeg ellers har oplevet dem live får den fat i en og suger en ind i deres dunkle univers. Ikke igår. En stor del af den afstand jeg stod og følte, skyldes helt sikkert lyden, men, ligesom der er dage, hvor der bare er noget i luften, så er der dem, hvor der ikke er. Det her var en af den slags.

Slægt

Bandet er hamrende dygtige, ingen tvivl om det, men på en dag hvor rammerne måske svigter og “magien” af en eller anden grund udebliver, da bliver deres manglede publikumskontakt og måde at leverer det tempofyldte numre på måske også en hæmsko? Slægt har bare ikke de der ekstra trick i ærmet, der gør at de på anden vis, kan få fat i og skovlen under publikum, hvis det de normalt gør til UG ikke virker: spille røven ud bukserne.

Så kom det lidt til, at virke som skønne, spildte kræfter, ikke engang det mægtige titelnummer fra seneste plade The Wheel, som lukkede koncerten ned efter tre kvarter, havde den vanlige gennemslagskraft. Bummer, man, den/det var der bare ikke i dag, Slægt gjorde det de kan og gør, ingen dikkedarer der, men det endte med at føles en kende omsonst.

Derefter gik der for alvor meet and greet og hilsen på folk fra nær og fjern i den, mens det trak op til en røvfuld fra Slipknot på Helviti. De gjorde sådan det også som de plejer, men, man kan sgu ikke tage fra dem, at det ikke er virkningsfuldt, Jonas’ anmeldelse af koncerten, som jeg blev lidt overrasket over at blive så revet med af (igen!), kan læses HER.

Stemningsbillede!

Efter den øretæve var der dømt opløsningsstemning og langsomt begyndte vi, at sive mod udgangen. Gårsdagens 2 timer lange hjemtur til Herlev sad tydelig i hukommelsen, mens vi stille og roligt travede mod Christianshavn… det tog ikke kortere tid, at komme hjem end dagen før, så klokken havde rundet 3 inden vi kunne få os en bid natmad i førerbunkeren. Imorgen venter endnu en dag i helvede, Gud hjælpe os!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Bach/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.