Copenhell ’19: Reportage & anmeldelser, lørdag d. 22/6

0
505
views
Lørdag på Copenhell startede lidt sløjt med Living Colour, blev spillet varm med Glenn Hughes, inden festivalen fejrede 10 året med en vellykket 10 Years In Hell koncert, hvorefter det hele blev revet ned igen af The Psyke Project. Her er ord og flimrende tanker fra sidste dagen i helvede.

Uargh, med en overskredet sengetid, der betød at vi først lå på langs i Herlev et godt stykke tid efter klokken 3 tillod vi os, at sove helt til halv 9. Den var lidt hård og bentøj, samt anmelder skallerhjernen, skulle lige genstartes og køre nogle programmer der kunne rense systemet. Man må skrive sig ud af en krise!

Da fotografen/skrive-makker Jonas skulle hjem til Aarhus allerede om middagen grundet familie og noget ph.d ræs takkede han af i år før tid. Det betød solotur for bassemand og at jeg skulle agere både skribent, fotogaf, styre vores AWZUM Instagram konto og, nå ja, holde lidt styr på mig selv, på samme tid. Noget af en udfordring, jeg har aldrig taget et koncertbillede med andet end mobilen i hele mit liv, så det var med, at holde tungen lige i munden, pege, trykke og håbe på det bedst. Mens jeg forsøgte, at tage notater og SoMe opdatere. Med en øl i hånden… og en smøg i kæften… Jeg har nu 4 hænder, jo, den er god nok.

Jeg valgte den lidt længerevarende tur, men med færre skidt, jeg kunne sidde og lade op. Det resulterede i, at jeg fik Garth Brooks “Friends In Low Places” på hjernen, kun en bid af omkvædet. Aner ikke hvorfor men det halve omkvæd hjemsøgte mit sind på hele gåturen fra Christianshavn til pladsen, som en broken record, der sad fast i en rille. Det må være et tegn på begyndende Copenhell hjerne…

Det blev forsøgt kureret med en kold øl efter en ankomst der inkluderede en del kø ved indgangen? Kø, på Copenhell!?! Nu har jeg aldrig! Og også ved Presseindgangen!! UHØRT, der er nogle af os, der skal skynde os til Living Colour!!!

Living Colour åbnede Helviti

Living Colour, Helviti ★★☆☆☆☆

Et par minutter forsinket gik bandet på scenen, efter de gik lidt over tid på Hades. Eller, det meste af bandet var faktisk listet på scenen da konferencierne lavede introduktionen, kun frontmand Corey Grover kom luskende lidt efter. Bandet lagde solidt, men måske lidt dovent, eller i hvert fald tilbagelænet ud med en klassisk blues klingende sag.

Allerede som andet nummer faldt deres vel nok mest kendte sang, den glimrende “Cult Of Personality”. Offensivt og, desværre, leveret i en liiiidt gumpetung version. Specielt swingende og funky var det i hvert fald ikke, men sangen er så stærk i sig selv at den nægtede helt at dø mellem hænderne på det aldrende orkester. Nummeret blev fulgt op med en kæk bemærkning om, at “we can leave now, right?”. Tjaaa, måske, i hvert fald måtte bandet genstarte 4. nummer efter en eller anden misforståelse på scenen.

Den blev professionelt samlet op, men ridserne i den noget slidte funk Metal lak begyndte at træde tydeligere frem i eftermiddagssolen, ligesom jeg endelig fattede at de vist havde gang i, at spille hele 1988 albummet Vivid? Om folk ikke kendte numrene (jeg er heller ikke godt inde i materialet, hvis det ikke fremgik), solen og tredjedagen var for hård kost, eller bandet bare virkede en kende bedagede, festligt blev det ikke rigtig. Folk klappede høfligt efter numrene, hvor det ene lidt tog det andet, men bifaldet døde hurtigt ud, ligesom de indledende klap ved sangenes start.

En velsunget og soulet “Broken Hearts” stak lidt ud midt i sættet og fik et kort øjeblik lidt gang i de forreste. Desværre blev det fulgt op af noget der lød som en jam… Af den funky rodede slags, ikke lige det min hvide (ok, nu ret røde) nakke havde brug for! Og så forsatte koncerten ellers sin pænt stivbenede og usexede færd ud i glemslen… Indtil en, lad os kalde det, “uskøn” udgave af The Clash’s “Should I stay or should I Go” bumlede koncerten over målstregen. Eh, I behøver ikke blive, eller komme tilbage i den blodfattige forfatning!

Så var det tid til dagens første meet up, yay, folk man kender som man kan snakke med, hvis man ellers kan finde ud hvor det er de mener, at de selv står! “Ved hjørnet af den store hal”, klart nok. Sniksnaksniksnak, nå, I skulle videre til Orange Goblin, så ser jeg hvad Glenn Hughes har tilbage i tanken…

Glenn Hughes i skøn forening med Søren Andersen

Glenn Hughes, Hades ★★★☆☆☆

Britiske Glenn Hughes største claim to fame er nok indiskutabelt hans år som bassist og en af sangerne i Deep Purple, i årene ’73 til ’76, hvor bandet blandt andet udsendte albummet Burn. Numre derfra fyldte, måske naturligt nok, også godt op i det knap en time lange sæt, hvor Hughes var bakket kompetent op af de to danske islæt, guitarist Søren Andersen og tagenttrykker Jesper Bo Hansen, samt engelske Fernando Escobedo på trommer.

Så vidt, så godt. At Hughes på den måde hylder, eller virker fanget i, fortiden er hvad det er. Man forstår det godt, det er trods alt nogle af rockhistoriens helt store numre, og byggesten, vi taler om. Problemerne var ikke materialet. Det var for det første en helt overskyggende fornærmelse af, at sidde fast i en tidslomme, uden noget der pegede fremad, eller bare virkede nutidigt.

Altså udpræget nostalgi. Det skal der også være plads til, i tilpasse doser. Hvad der ikke behøver være plads til er en hovedperson uden skyggen af selvkontrol eller nogen form for filter, hvad hans vokal angår (og så virkede en sceneudsmykning der bestod af et ungdomsbillede af hovedpersonen i klassisk hippiestil måske lidt… you know). Hughes kunne egentlig godt ramme de høje, lyse toner og holde dem… Og det gjorde han så. Konstant. Så det enten virkede som om han prøvede, at skrige retroskjorten af hans magre krop eller decideret slå de arme sange ihjel. DØD VED SHRILL SHRIIIIIEKING.

YIIIIIAAAARRRH, UH UH UH UUUUUUH

Det var ikke så ulideligt i begyndelsen, hvor vi kommer hæderligt fra land med “Stormbringer”, men tendensen til at give den for meget gas begyndte at vise sig i et andet Deep Purple nummeret “Sail Away” og derefter kom vi altså ud på lige lovlig dybt vand til mine sarte ører. Dem besluttede jeg, at give et lille hvil, da jeg opdagede, at der ikke var nogen kø hos Grill Em All lige ved siden af scenen, så jeg skyndte mig at bestille en “Vulgar Display of Pølse”, pølsemix. Altså, jeg har lavet en pølsemix der er langt mere vulgær, nogen ville måske sige “ulækker”. Det er derfor jeg er en tyksak! Det kan man ikke beskylde Hughes for, at være, der efter at have bøvlet med diverse helbredsproblemer, ikke mindst i en hård periode op gennem 80erne, virkede i god form. Og ikke mindst taknemmelig.

Men den pølsemixede oplevelse (den VAR faktisk ganske godkendt) blev toppet op med, at Hughes og band kastede sig ud i pøllerockeren over dem alle, “Smoke On The Water”. Og straks gik dette øjeblik over i min personlige Copenhell historie, som et af de mest Copenpøllede øjeblikke nogensinde. Den sang er jo et eller andet sted slidt op, død, begravet og gravet op igen, men, den gled faktisk fint ned. Det gjorde stakkels “Georgia On My Mind”, måske mest kendt i Ray Charles’ følte udgave, til gengæld ikke. Da fik den så meget emotionel sovs fra Hughes, at Mariah Carey nok ville have tænkt, “dude, chill”. Det var sikkert heller ikke godt for min fordøjelse!

Numrene fra Deep Purple-tiden, som “Mistreated” og “Highway Star” fik dog kørt koncerten sikkert i hus, selvom den liiiige skulle have lidt ekstra fraserings-dressing igen mod slut Jeg kom lidt til, at tænke på Eddie Murphys Randy Watson karakter fra Coming To America. SEXUAL CHOCOLATE.

Nuvel, hvad der kunne have været et afdanket og sørgeligt trip ned af mindernes allé, endte som en lidt ujævn, men meget velspillet affære. Hughes’ vokal har stadig noget styrke og gennemslagskraft, trods de hårde tider, men man savner lidt mere selvkontrol. Så havde vi været oppe på en fin 4’er, nu lander vi i stedet på en venlig stemt 3’er.

Men, der var ikke meget tid, at fordøje hverken semi-vulgære pøller eller musikken for der var dukkede vikingehorn op på den store Helviti Scene, hvor den stod på mjød-død fra Amon Amarth, Dem og deres take på dødsmetallen med en gevaldig slagside i langbåden over mod noget nordisk mytologi har jeg allerede anmeldt to gange på Copenhell. Så det blev en koncert, hvor jeg lyttede lidt fra periferien, efter at have stået de indledende tre numre igennem foran scenen.

Bandet fik nu skuden ret effektivt søsat med to af deres mest medrivende numre, “The Pursuit of Vikings” og “Deceiver of The Gods”, men allerede under den efterfølgende “First Kill” blev mine ører lidt trætte. Så jeg gik i stedet for lidt rundt, cirklede området, fik mig en kop kaffe mens vikingerne nåede til “Guardians of Asgaard”. Det er uhyre effektivt i mindre doser for mig, det Amon Amarth har gang i, men så skal jeg også lige lidt på afstand. Der var jo også ild og alt muligt!

Vikinger var kendte som nogle af de første. der brugte flammekastere i kamp.

Derefter trak det op til et lidt særligt indslag på den næststørste scene.

Ten Years In Hell, Hades ★★★★☆☆

For at fejre sig selv og 10 års jubilæet havde festivalen stablet en art jubilæumskoncert på benene med op mod 40 musikere i forskellige konstellationer. At remse dem alle og hvert nummer der blev spillet op virker lidt håbløst, der var flyvende udskiftning mellem hvert nummer. I mellem numrene underholdt Jacob Binzer, der har været inde over sammensætningen af programmet og konferencier Carsten Holm. Små anekdoter, præsentation af numrene, snik snak og introduktion af de næste musikere, selvom det naturligt gav seancen et hakkende flow, forløb de 90 minutter nu overraskende gnidningsfrit.

Det gælder også den musikalske del, bevares, der var ikke alle der måske var lige vel matchet op med pågældende sang, eller sanger, der skulle fortolkes, men ingen faldt rigtigt igennem. Oscar Frederiksen fra Slægt kæmpede dog muligvis en smule med hans normalt lidt tilbagetrukne og distancerede facon, da han pludselig skulle kanalisere sin indre Lemmy ud og glamme “Born To Raise Hell”. Han slap hæderligt fra selve sangdelen, men et forsøg på at gejle op til noget fællessang mod slut virkede lidt… Unaturligt for ham.

Jacob Binzer fik også tid til lige at kæle lidt for strengene

Helt overordnet slap samtlige optrædende dog godt fra, at agere forvokset coverband uden, at det blev alt for bovlamt. Blandt højdepunkterne var Panteras “Walk” med Simon Olsen fra Baest på vokal. Tror onkel Anselmo ville ønske, at han kunne ramme SÅ dybe toner rent, som Olsen præsterede. I den lidt anden ende af spektret fik vi en rasende udgave af Slayers (selvfølgelig blev der spillet noget med Slayer) “Angel of Death”, med Artillerys Michael Dahl på vokal, samt Dio æra Black Sabbath, hvor Ronnie Atkins fra Pretty Maids trådte til.

Vi kom godt rundt i genrerne, fra ACDC og “TNT”, over en (meget velspillet) “Ride The Lightning” af Metallica, til dødsmetal i form af Death’s “Pull The Plug” med grum, grum growl. De to nyskrevne Copenhell 10 års sange var hvad de var, mens afslutningen og en hyldest til Kim Larsen med Gasolins “Rabalderstræde” kunne have virket lidt corny, hvis det ikke var fordi at publikum var med på konceptet og bandet på rigtig fin maner ydede sangen…. Her beviste Bersærk frontbrøler Casper Popp også, at den mand bare er en naturlig entertainer, indpisker og glimrende sanger i sin egen ret.

Alt i alt er vellykket, relativt velsmurt og velkomment indslag i programmet. Til gengæld udstillede det på fornem vis et stort problem i genren, Lola fra Baby In Vain var eneste kvinde på scenen i løbet af koncerten og ingen af sangene havde en kvindelig forsanger. Jeg er normalt ikke den store kønsdebatør, det lader jeg folk med pænere hår, avisabonnoment og mere korrekte holdninger om, men, et 10 års jubilæum, fejret med sange fra 4 årtier, 1 kvinde… Der er lidt at arbejde med de næste 10 år der.

Bersærk Popp poppede også op

Den der omgang pøllemix, kaffen og andres stimulanser gjorde altså et eller andet ved kroppen. Så jeg måtte lige gå en lille tur. Hvilket i sidste ende bragte mig over til Pandæmonium Scenen, hvor The Psyke Project var i gang med lydprøver. Da jeg også havde fået tanket lidt dåseøl til tasken, tænkte jeg en lille puster ville være på sin plads inden Copenhell skulle rives ned for i år. Så jeg brugte en lille times tid på, at tømme hjernen, få styr på mine noter og få begyndt på disse skriverier. Med Rob Zombie i skøn forening med Psyke lydprøven som fin baggrundsmusik.

Men, snart var freden forbi.

Møøøørkt

The Psyke Project, Pandæmonium ★★★★★☆

Det var bestemt ikke festivalens mest disciplinerede koncert The Psyke Project leverede da mørket sænkede sig over Pandæmomium. Det var rendyrket vildskab og en form for kontrolleret kaos i sin løsest mulige form. Koncerten virkede som om den konstant dinglede ud over kanten og på randen af et totalt sammenbrud. Lige som man kunne håbe på.

The Psyke Project blev aldrig det største metalband herhjemme, med god grund. Ikke på grund af musikkens manglende kvalitet, eller deres liveoptrædner. Det er simpelthen ikke for sarte sjæle og i sin essens undergrund. Alligevel fik det for en kort bemærkning gendannede band trukket en god skare til Pandæmomium. Og kvitterede med et skalleflækker sæt, der på den lille time de fik lov til at være gendannede, kom godt rundt i deres 15 år lange bagkatalog.

Prisværdigt, forståeligt og ganske logisk, men det bidrog også til, at koncerten virkede endnu mere kaotisk i sin opbygning, hvis ikke ligefrem rodet. Et lille minus, eller noget der bare understregede det samlede indtryk af et gendannet band, som havde tænkt sig at lukke det lille ekstra kapitel ved, at brænde hele bogen af? Det må være en smagssag.

Allerede i andet nummer lagde frontbrøler Nielskov sig ud i de kogende første rækker for, at føle varmen. Det blev ikke sidste tur, men den hyperergiske indsats og bandets vælten rundt på scenen i deres løst afgrænsede mareridts univers var også lige ved, at tage pusten fra ham. Der skulle hives noget ilt ind mellem numrene og vikles ting ud af hinanden, hvilket gav et par længere pauser hist og her, hvilket han også så påtalte med en frisk bemærkning.

10 året for Copenhell har været domineret af masser af ord om kærlighed det ene og det andet, det er fint nok. Her følte jeg den for alvor. Mellem band og publikum, publikum i mellem og især blandt bandmedlemmerne. Det kan virke paradoksalt når bandet leverer grumme onde numre som den bidske “Fimbul” (med deres oprindelige guitarist og medstifter Simon som gæst) eller en altødelæggende trykbølge som “Stockholm Bloodbath” og “Never Like Judas”. Musikken lyder muligvis led og som om den er parat til, at æde dig, men det her var en renselse fremfor en ondsindet ofring af kroppe. Dem var der ellers nok af! Alle steder, fra alle retninger og ofte med bentøjet i en uhensigtsmæssig vinkel.

Mod slut blev de villige kroppe opfordret til, at lave Pandæmomiums største circle pit, selvom Nielskov godt vidste, at de ikke var verdens største band, eller kunne konkurrere med et band som Terror. Men pitten kom og et af de første numre bandet skrev sammen, som det blev forklaret, “Just At The Moment” dannede det piskende soundtrack til lidt af en menneske cirkel. LØB!

Det kunne have været peaket på en koncert der vekslede mellem bandets knusende tunge riffhugger numre og de mere tempofyldte hardcore sprints. Men så kom “In The Mist” og så blev lortet for alvor splittet ad. Bogstaveligt talt. Først kastede Nielskov mikrofonen ud blandt publikum, hvor en eller anden skreg løs mens han selv ragede rundt på scenen og koksede på gulvet. Mikrofonen kom tilbage og så sagde The Psyke Project farvel og tak ved at smelte koncerten ned i et inferno af støj og en uskyldig guitar, der blev gjort så meget fortræd, at Pete Townshend i hans velmagtsdage fremstod som en der kælede lidt for guitaren i stedet for at ødelægge den. Den her skulle FUCKING DØ (korrektion, der var tale om en bas, så Pete-referencen virker nu lidt tvivlsom!).

“Vi ses aldrig mere” var den sidste passende afskedssalut fra scenen. Det kan man jo så ærgre sig lidt over, til gengæld var afskedsgaven et helt igennem passende og ikke overflødigt PS til det voldsomme punktum de satte i Pumpehuset for næsten 5 år siden.

Det var også lige det TUNGE knæ i skridtet jeg havde brug for som opfordring til, at skride hjem ad. På en måde også passende, at et 10 års jubilæum slutter med, at man kommer en tur tilbage til rødderne og ned i undergrunden de er vokset op fra.

Er Copenhell kommet for langt væk fra sine rødder, er rødderne ved, at være lidt visne, eller kører den forvoksede betonhavefest på den måde, som den skal? Det vil der være mange meninger om. Jeg frygter mest for stilstand eller nogle fremtidsudsigter, hvor det er lidt svært at se hvor festivalen kan udvikle sig henad, især på den musikalske front. De er kort og godt ved, at løbe tør for store kunstnere de kan booke. Derfor er det også uhyre vigtigt, at et band som Baest får muligheden på en af de store scener. Det er fra undergrunden og de mindre scener rundt omkring, at de næste headlinere skal findes og groomes. Men den slags tager tid. Har Copenhell tid til, at vente på det inden de genudsender sig ihjel?

Den slags kunne jeg så spekulere lidt over på min hjemtur, der inkluderede en gåtur fra pladsen (med selskab!) til Christianshavn, metro, S-tog og ingen taxaer på Herlev Station da jeg endelige nåede dertil… fuck it… så gik jeg de sidste 4 kilometer hjem, så kunne den samlede transporttid for denne weekend komme op på 14-15 timer (no kidding) fordelt på de tre dage. Man bliver lidt træt, men, om en uge går det løs på Roskilde, endda i en hel uge, men, der har jeg et telt at sove i så…! Haha!

Ses i helvede næste år….? Forsættelse følger… måske.

Ord og billeder af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.