Silent Fracture: Kill Season (EP) ★★★★☆☆

0
420
views

Silent Fracture varsler Kill Season med deres seneste EP, hvor der leveres et tungt los hardcore/melodisk metal lige dunken. Meget, meget lovende!

Først fremmest spiller og lyder Silent Fracture bare godt, gammeldags fedt og gør sådan set meget rigtigt over EP’ens 6 numre (inkl. et kort instrumentalt break). Der er plads til både melodiske passager, med store riffs og aggressiv tons der læner i en hardcore retning. En sprængfarlig og effektiv cocktail der smager af mere, med små opstrammere hist og her.

“Hate Anthem”, der åbner ballet, føles som noget af en bølge, som kommer skyllende mod en. Man når lige, at trække luft ind og tænke “oh shit”, og så ruller nummeret ellers indover dig. Det er tungt, det er vredt og arrigt, men også lidt groovy og melodisk. Det er både et nummer, som går i nikke-musklen og som giver dig lyst til at slås lidt. “I don’t stop until you bleed out”, lyder det lidt Corey Taylor vrængende fra forsangeren. OK, der uddeles ikke priser for et fornyende tekstunivers til Silent Feature, men inden for deres univers fungerer det. Stærk åbning.

Det er egentlig kun næstsidste nummer (der er er kort instrumentalnummer mellem dette og afslutteren), “Damned Ignorance”, hvor der er lidt optræk til stilstand. Den rolige og afdæmpede intro fungerer fint som stemningskaber, men jeg synes det efterfølgende vers bliver lidt tungt bagtil og slæber sig lidt for meget fremad. Til gengæld reddes sangen og løftes i omkvædet med fedt råbekor og smæk på, og senere en god omgang circle pit raseri.

I det hele taget synes jeg Silent Fracture har fået godt med energi og kraft med i numrene og deres lyd, det er svært ikke at blive revet med af dette alene. Når de så også lige formår, at skrive en række virkelig solide sange, så har vi en potent lille udgivelse, der vil frem i verden. Det er “The Only Way”, for lige at misbruge en af deres sangtitler, et nummer der åbnes med primalbrøl, primitive trommer og fuld skallesmækker attitude.

Voldsomt raffineret er det måske ikke, men voldsomt virkningsfuldt til gengæld, med en tungt gyngende rytme der går lige i spisekammeret. Og så ellers bare herlig hulemandsmetal tons fremad.

De to resterende numre, “Strung Out” og lukkeren “The Heretic” er mere af samme skuffe, og igen solide støbninger. Som titlen måske antyder, så er det igen ikke på lyrikfronten, at Silent Fracture har de store overraskelser i ærmet, men det ugudelige nummer er endnu en kraftkarl, som insisterer på, at blive GODDAMN hørt. Om man så synes man har hørt sådan en tekst før. Ligesom det måske bliver lidt emo i “Strung Out”, hvor det blandt andet lyder: “I carve your name in my skin and I hurt myself”. Men, for det første er leveringen af den forpinte tekst meget oprigtig og troværdig, og for der andet spiller bandet bare godt gammeldags pissefedt, så jeg sluger skidtet.

Selvtillid, vilje og hårdt arbejde kan få en et godt stykke og her synes jeg, at Silent Fracture allerede er rigtig godt med. Teksterne kunne godt bruge et løft, i hvert fald hvis de skal være decideret interessante at lytte til eller tænke over. Som en stemningssættende del af musikken er de mere end brugbare og der er sgu mange metalbands som er nået længere, med mindre, end tilfældet er her.

Det vigtigste lige nu er, at bandet lyder som om DE tror på det, så jeg også tror på, at de mener det. Det gør jeg også og ikke mindst, hvad den samlede pakke angår. Det er bundsolidt på den fede måde og lovende for fremtiden, hvis de formår at udvikle sig og bygge ovenpå.

Og så lyder de som et band, der kunne tear you a new one live, så lad os holde øje med dem!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.