Home Upcoming & Rockin' April 2020 - U&R Selma Higgins: To The Sincerest from Selma Higgins (EP) ★★★★★☆

Selma Higgins: To The Sincerest from Selma Higgins (EP) ★★★★★☆

769
0

Den danske singer songwriter Selma Higgins debuterer med en varm, nærværende og gribende EP, der kan smelter hjerter – hvis man da ellers har sådan et.

Den unge, debuterende sanger og sangskriver Selma Higgins imponerer på hendes nye 4 numre lange EP. Ikke ved, at opfinde sangskriverkunsten på ny men med hendes flotte vokal, ører for den gode, lidt underspillede melodi, en veludviklet sans for stemning og atmosfære, sat i scene med ret enkle virkemidler og et knugende nærvær. Nogle gange dukker der bare en ung kunstner op, hvor man kan blive helt benovet over, at hun allerede fremstår så moden og rammer plet i første hug. Sådan en er Higgins.

Der er noget sødmefuldt og uskyldigt over udtrykket, men man finder også en dybfølt længsel og en følelse af savn, som man skulle tro ville kræve, at man havde vandret en hel del flere år her på planeten. Et nummer som den 6 minutter lange afslutter “The Lake and Him” er noget af det smukkeste og mest rørende jeg har hørt i lang tid, den går rent ind. En vokal der veksler mellem det fine og rene, inderlige og en gribende desperation, diskrete strygere og en flot, lille akustisk melodi skaber tilsammen et fortryllende og gribende lydunivers, der er lige ved at tage pusten fra mig.

Det kræver, naturligvis, at man falder for Higgins vokal, der også har en lille antydning af noget melodrama og en sjæl der et tæt på at blive krænget ud i glimt. Det er lige før det truer med at kamme over hist og her, lige før… For nogle vil det sikkert overskride denne grænse, men for mig holder det sig lige på den rette side af hvad min mave kan holde til og kommer i stedet til at virke som det sidste, lille ekstra krydderi – det der får blandingen til at løfte sig det sidste stykke.

Der skal alligevel en del til, at imponere inden for americana/singer songwriter folk – det er et overfyldt rum Higgins bevæger sig ind i, hvor det kan være svært at stikke ud. På overfladen er det ikke med de store armbevægelser Higgins prøver at trænge igennem, men der er alligevel et indbygget drama i det her, som blusser op og har muligheden for at fange folk. EP’en bindes tematisk sammen ved at være fortællinger om “mennesker i naturen”. Dens beskrivelser er egentlig et meget fint og dækkende billede på musikken her. Der er lidt “Into The Wild” over det i den forstand, at Higgins periodevis, som i den følte og delikate “The World In The Evening”, lyder som om hun sidder alene i vildmarken og kigger på solnedgangen. På en og samme tid smukt og episk, på den anden side ensomt og isoleret.

Sentimentaliteten ligger på lur, det kan være et tveægget sværd. På den ene side kan det blive for meget, så det ender med at blive vammelsødt og/eller alt for tilbageskuende. Men det kan også som her trykke på de helt rigtige knapper og give en en varmende følelse af nostalgi, hvor billederne på den indre film bliver grynede og gullige, som i den sagte og skrøbelige “How Old Are You Now”. Her er melodien holdt helt enkel og vokalen tyst nynne-syngende, men det spirer, lyset kigger frem mellem trækronerne og vinden får kornet på markerne til at bølge. Det er signede for kvaliteten, at 5 minutter selskab med så få og nedtonede virkemidler ikke føles søvndyssende og langstrakte.

Den mere rørige (for Higgins) åbner “Unruly Nature” har jeg allerede anmeld som en del af Repeat-serien, men jeg vil blot tilføje, at den i denne sammenhæng virker glimrende som lokkemaden, der skal fører en ind i universet. Det bobler og vibrerer, musikken danser rundt, mens Higgins vokal hvirvler frem og tilbage og ud og ind, helt tæt på og så længere væk, så man er nødt til at følge efter. Resten af EP’en har ikke det samme drive og tempo, hvilket kan virke som et sats, men modet og tiltroen Higgins har til sangene og at man som lytter nok skal blive hængende, betaler sig.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har lyttet til en debut-EP, der virker så sikker og formfuldendt, og samtidig emmer af liv og en sans for, at lade musikken ånde og ikke forcerer noget. Det her lyder fuldstændig som det skal og som en kunstner der allerede har fundet sig selv og sin egen stemme. Velkendte omgivelser, jovist, men det virker som en naturlig hjemmebane for Higgins – det kan ikke være anderledes.

Det bliver til 5 kæmpestore stjerner og et “bare bliv ved med at gøre som du gør” herfra.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.