Home Artikler April 2020 - Fokus Repeat #53

Repeat #53

787
0

Vi trucker videre med en let udvidet udgave af Repeat, hvor der er blevet lyttet til singler fra Anders Hjernø, Northfield, The Great Dictators, Yune, Frederich Bondo, Samzara og Silque.

Endnu en uge og endnu en uge uden kvindeligt islæt… Vi kan ikke rette op på den her skævvridning mellem kønnene, hvis der ikke sendes singler til os fra kvindelige kunstnere, eller i det mindste bare bands med en eller flere kvindelige medlemmer. Så lad os kigge på ugens pølsefest, der grundet den sædvanlige kø og ventetid på linjen dækker singler der hovedsageligt har nogle uger, eller mere, på bagen.

Anders Hjernø – “Ordet”

Der stod egentlig i mailen fra Hjernø, at pressemeddelelsen var vedhæftet, men det er åbenbart glippet, jeg kan i hvert fald ikke se den. Nuvel, nu er jeg jo gået i gang, så hvorfor ikke bare kaste sig ud i et nummer uden at vide en pind om det på forhånd og føle os frem?

“Ordet skal have tyngde, det skal føles sandt at synge det”, lyder det fra Hjernø i noget det ved første gennemlytning lyder som en art metasang. Det er ikke fremmed for ham, at arbejde med “Kunst om kunst”, det har han blandt andet også gjort på det soundscapebaserede Sandslotte album, hvor ordene leveres via en samtale mellem to unge piger, der diskuterer sandslotte/kunst. I denne omgang er der dog tale om en “rigtig” sang, en slags halv-skæv pop/rock, der nok er iørefaldende men også har noget over sig, der føles lidt “off”.

Ordet skal lyde som at så, men Hjernøs “frø forbliver i lommen”, er det mon en sang om en form for skriveblokering? En der så løses ved, at skrive en sang om ikke at kunne få ordene til at gro? Det kender jeg godt… den slags anmeldelser har jeg prøvet at skrive. Det er en drøj omgang. Men hos Hjernø lyder det næsten som om han er lidt lettet, når melodien danser ubesværet afsted og med hans fabulerende ordstrøm lige i hælene. Det fungerer sådan set meget godt og gnidningsfrit det hele, hvilket jo kan virke lidt modstridende emnet taget i betragtning og Hjernøs eller også lidt småskæve og relativt ikke-kommerciel sangstil. Men på en eller anden måde får han arbejdet sig ind i øregangene på en.

Nogle lydsamples mod slut, som lyder som om det er taget fra noget “songwriting tutorial” på engelsk virker dog en kende forstyrrende. Først troede jeg, at min browser havde fået åbnet en eller anden hjemmesides pop-up video og lyden derfra miksede med sangen. Det kan der også være en pointe i, men det hyler mig lidt ud af nummeret mod slut.

Konklusion: En kæk, lille meta-sag, som kommer i mål på idéen og udførelsen, men som jeg måske ikke lige vil skamhører.

Northfield – “Talk Talk Talk”

Northfield er nået til 3. single fra et kommende album, første anmeldte jeg i Repeat #43. Nummer to er åbenbart smuttet for mig? Nuvel, så hopper vi til nummer 3. Om nummerets tilblivelse lyder det blandt andet:

“Jeg havde en kæreste som rejste til sydamerika i 4 måneder og mens hun sad på den anden side af jorden, ringede hun til mig for at fortælle at hun ville have en pause og efter det opkald var der total kommunikations stilhed. Efter det vandrede jeg bare hvileløst rundt om mig selv i den sidste måned af hendes rejse. Alt jeg kunne tænke på var hvad jeg skulle sige til hende når hun kom hjem. Jeg vil bare have hende til at tale med mig og få hende til at sige at hun havde fundet en anden eller bare have en grund, for smerten ved at blive kastet ind i mørket af ingen information er bare så pirrende at man nærmest kan blive helt sindssyg. Så efter hun slå op vil jeg skrive en sang som virkelig beskrev følelsen af den onde spiral af spørgsmål som jeg havde fået mig selv ind i. Men den sang som kom ud (Talk Talk Talk) var på en måde ret glad i dens repeterende groove og lyd at det virkede helt forkert, men da jeg så fik teksten på plads kunne jeg virkelig mærke den der pirrende følelse af ikke at blive fortalt noget”.

Coveret til singlen er noget himmel med skyformationer holdt i blålige og violette toner, der giver det hele et lidt luftigt, ikke helt varmt og heller ikke koldt, sommerligt skær med en bismag af noget kulørt 80er. Sådan er det her synthede popnummers lyd egentlig også, det er ikke varmt, selvom solen skinner men ej heller iskoldt, som tematikken måske ellers godt kunne lægge op til. Der noget, hvis ikke lidt opgivende, så i hvert fald en smule resignerende over Northfields vokal og levering, der med til at forstærke indtrykket af, at vi befinder os et lidt tvetydigt sted.

Er der håb og lys i mørket, for det er ikke decideret opgivende og modløst, den stemning nummeret sætter en i. Eftertænksomt? Måske? Tvivlen nager, når Northfield bedende synger “talk talk talk to me now” og så ellers finder sig selv liggende på køkkengulvet… der meldes ikke noget om, at det er i fosterstilling. Det kan lyde lidt klynkende og ynkeligt, men synes faktisk Northfield finder en god balance i det her, så det ikke bliver noget navlepillende flæberi, der giver en lyst til at sætte Slayer på og stikke ham en flad.

Elegant og velsmurt er det også, jeg syens nummeret har en god og let fremdrift, der er medvirkende til, at det rammer den der “pirrende” fornemmelse, som Northfield selv nævner gentagende gange.

Konklusion: Gad vide om han nogensinde fik et svar? Nå, der kom da i hvert fald en rigtig vellykket og lækker, men ikke for kandiseret og klistret, popsang ud af et nederen telefonopkald.

The Great Dictators – “Creep For Life”

The Great Dictators har efterhånden 9 år og over en håndfuld udgivelser på bagen, dog ligger det seneste album, Woman, tre år tilbage i tiden. Efterfølgende blev bandets forsanger ramt af en depression og der har naturligt været lidt stille om trioen, dog er det blevet til en single sidste år. Nu er der et nyt album på trapperne, samt denne single der har været ude siden slutningen af marts:

’Creep for life’ er en elektronisk pop-rock single, som byder på en ny stil fra den danske trio i form af bombastiske synthesizere og forvrængede samples. Teksten handler om en ret så dysfunktionel familie, hvor kærlighed og tillid er illusioner, der prøver at stikke knive i ryggen på én. Man siger tit, at familie er en velsignelse – det kan også være en forbandelse for livet.

“This party is the worst party ever”, nå da, nedtur! Hvad faen er det, at det her minder mig om? Melodien, trykket på ordene og leveringen, især i omkvædet… hmm… tænkepause… i mens nummeret smyger og vrider sig og langsomt får lagt lag på lag i lydbilledet, så det tilsidst virker ganske massivt. Er det Depeche Mode det minder mig om? Ach, jeg HADER når jeg ikke kan komme i tanke om den slags!

Nuvel, det får mig heldigvis ikke til at hade det ulmende og langsomt pulserende nummer, det er en den slags stille snigere, som vokser for hver gennemlytning. Det er især stemningen og den tungsindige atmosfære trioen lykkes med at få opbygget her, der fanger mig. Der dukker noget diskret trut op i baggrunden i løbet af sangen, der skaber en sjov kontrast til det ellers ret massivt til-synthede nummer og kaster en smule lys og håb ind i lydbillede. Vokalens lettere nedslående og “dovent” bølgende levering har også noget besnærende og tillokkende over sig.

Konklusion: Der er rigtig meget at synes om her, og faktisk også en del lag af dykke ned i, i en sang der umiddelbart virker ret lige til på overfladen – men der foregår altså en masse lige nedenunder. Jeg er på!

Yune – “Low”

Så er det ud i ørkenen igen med Yune, en tur jeg allerede har taget et par gange og måske ikke er blevet heeeelt så hooked, som man kunne håbe på. Jeg har haft det som om, at jeg kun fik en del af et større billede og at det måske ikke helt er musik, der kommer til sin fulde ret når man ikke får helheden? Den kan man få nu, der er nemlig et album lige om hjørnet, indtil da har jeg forsøgt at blive ramt af varmebølgerne fra “Low”.

OK, vi er måske ved at være ude i en situation med Yune og Jeg, at vi bare ikke helt passer sammen eller kommer på bølgelængde. Gruppen har efterhånden fået opbygget en fin hype og fået omtalte nogle af de helt “rigtige” steder for et band af denne type og størrelse. Jeg kan også sagtens høre kvaliteten i musikken, der tilmed er lækkert produceret og i det hele taget præsenterer sig rigtig godt, ligesom jeg har fuld forståelse for, at nogle ville synes det her er sagen. Det er det, desværre, bare ikke for mig.

Vi er nået til 3. single og jeg er stadig, i bedste fald, kun lunken overfor deres ellers varme og indbydende toner. Jeg vil sgu ikke engang sige, at musikken keder mig, døsig er den, men på sådan en laid back cool måde, men de ræsonnerer bare ikke med mig. Sådan har jeg det så med en del af den mere varmblodede nyere danske drømmepop, hvor et navn som Masasolo kunne nævnes som et andet eksempel. Jeg forstår appellen, den appellerer bare ikke lige til mig.

Konklusion: Nu kan jeg vist ikke finde på mange flere måder, at sige “det er ikke jer, det er mig” på…

Frederich Bondo – “Et Nyt Hjem”

Hej GFR,
Frederich Bondo har lige udgivet sin første single “Et Nyt Hjem”.
Vi håber I vil dele og/eller anmelde den på jeres side.
På forhånd tak

OK, det vil vi da gerne!

Tid til en bekendelse, jeg har en dårlig vane med, at sætte de her numre i gang når jeg lige er en lille smule afledt, så første gennemlytning ikke altid er lige fokuseret. Men, der er også en mening med galskaben, for mig er en vigtig kvalitet ved en single jo netop, at der er et eller andet ved nummeret der skal fange mig – og hive mig ind. Det gør sig, naturligvis især gældende, hvis det er en single der håber at komme i radioen, men det er under alle omstændigheder noget af det jeg lytter efter, uanset genre.

Bondo kører i første omgang lidt i baggrunden, jeg registrerer lidt ufokuseret, at vokalen måske ikke er af den mest renskurede eller teknisk overlegne slags, men har et eller andet og så fanger jeg pludselig ordet “waders”. Hvem faen synger om waders og hvilke andre sange kan jeg nævne, hvor det ord indgår? Så ser jeg, at han i den tilhørende musikvideo går og ryger en smøg?! Tror han det er en Netflix serie, det her?! Han drikker tilmed en gylden dame på en (sørgeligt) tom beværtning og ser i det hele taget noget ensom og alene ude, den gode Frederich.

Der er noget “levet liv” over Bondo og hans udtryk, som har noget over sig der pirrer min nysgerrighed. Hans bløde singer songwriter spillemandsmusik er måske knap så kradsbørstig, som man kunne have forventet, når man lytter til teksten og præsentationen i videoen, Men hvem har sagt, at en stor fyr med neck tattoos ikke kan have en blød side? Han ligner en der burde synge som Everlast, men det her er knap så rusten og gustent. Nummeret ligger også i en live session udgave på Youtube, som gik i gang da musikvideoen sluttede – den kan jeg næsten lide endnu bedre! Den officielle udgave er ikke ligefrem overproduceret eller sovet ind i alt muligt, men den har en smooth underlægning med noget diskret stryger, tror jeg det er, og lidt pynt hist og her, hvor imod live session udgaven er helt stripped down . Det gør, at at jeg føler at man faktisk kommer endnu tættere på. Men vi er ude i nuancer og småting, det er nok en smagssag.

Konklusion: Hey, ugens artige overraskelse! Det kan “noget” det her. Jeg ville nok have foretrukket det hele var lidt mere “hærget”, rent musikalsk, men på den anden side vil den let polerede indpakning måske give det her fine nummer en chance på nogle af landets lokalstationer, eller endda noget P4’ish?

Samzara – “Poet”

Så skal vi til det karantæneramte Aarhus (d. var det den 17, marts da vi modtog denne mail og stadig d 6/4, da jeg endelig nåede til den i indbakken… må vi gerne komme lidt mere ud nu?). “Poet” handler om “et endt forhold man skal lære at vende ryggen til, selvom man stadig længes. “Poet” handler om at være bundet op af et net af forhåbninger, skabt af en forelskelse. Det handler om, at lære, at vikle sig fri og endeligt gå fra det, som var.”

Tilbage i Repeat #37 anmeldte jeg singlen “Let’s Hide” fra de aarhusianske indierockere og skrev noget med, at de sådan set “tjekkede alle bokse af” og lød meget sikre, hvilket jeg så fik vendt til en form for mild kritik: var det FOR sikkert?

Den beskrivelse ved jeg ikke om nogen fik noget ud af, jeg er selv lidt forvirret!? Men, jeg falder desværre nok lidt tilbage i samme rille her. Der ER ikke rigtig noget at udsætte på udførelsen, bandets halv-mørke indielyd, den fine, fyldige vokal, bandets “look”, stil og udtryk generelt. Faen, selv sangen er virkelig “fin” og gør det den skal. Omkvædet er tilmed ganske iørefaldende og et man ret hurtigt kan sidde og nynne med på. Det tænder mig bare ikke rigtig det her og jeg savner et eller andet. Det ville være nemt at sige, at der mangler noget “personlighed”, “selvstændighed” eller et mere originalt fingeraftryk, som gør at det ikke lidt lyder som et kompetent sammenkog af andre navne i genren.

Ah, mand, jeg ville så gerne kunne lide det her bedre! Jeg hader det modsat heller ikke, det ender i sådan en lidt kedelig “neutral” zone, hvor jeg ikke ville have noget imod, hvis det kørte i radioen. Men jeg ville nok ikke sætte det på af mig selv.

Konklusion: Jeg sidder lidt med en fornemmelse af, at jeg måske gør Samzara uret ved ikke at kunne lide det mere end tilfældet er? Er du til sådan lidt halv-mørk indie, der ikke bliver decideret farlig, så giv det et lyt. Jeg kan sgu’ nok bare ikke rumme flere bands af den her slags…

Silque – “The Love You Give”

Vi runder af med Silque, hvis dansevenlige single “Venus” fra sidste år jeg var ret vild med. Bandet har tidligere, under andet navn, gjort sig i det mere klassisk energisk rockede. Energien har de bibeholdt efter skiftet, men rocken er skiftet ud med fængende pop – hvilket lader til, at være rette hylde for gruppen. Noget tyder dog på, at de ikke helt har sluppet rocken, om nyeste single lyder det i hvert fald:

‘The Love You Give’ er et upbeat indie-rock nummer med referencer til The War On Drugs og Palace Winter. Det er melankolsk i sin stemning og eftertænksomt i sin tekst der handler om den karmiske kærligheds natur. Desuden er den et shout-out til Beatles klassikeren ‘The End’.

Silque forlader ikke ovennævnte passende hylde på “The Love You Give”. Jo, det er lidt mindre diskofilt og udpræget dansevenligt og har en lidt mere rocket vibe end forrige single, den forrygende frække dansemus “Venus”. Men du kan sagtens danse til det her. Mere oplagt ville det dog nok være at cykle derudaf sammen med og til det mekaniske trommebeat, der lugter langt væk af nævnte The War On Drugs. Dermed lykkes det nærmest for Silque, at gøre farrocken moderne og dansabel!?

Nu nævnte jeg “Venus”; som er næste nummer som Spotify smækkede på efter den her single fortonede sig. Og jeg troede egentlig springet og kontrasten havde virket mere voldsom end tilfældet er på papiret? Jeg kan godt høre nogle fællesnævnere i de to numre, ikke kun vokalen, men der er noget i den solbeskinnede lyd der går igen og på en eller anden måde også i trommelyden og følelsen af disse – selvom de bruges på ret forskellig vis. Det var ment som en kompliment og en god ting, især hvis man skulle kigge frem og tænke begge numre som del af et album. Det viser alsidighed hos bandet, på en måde hvor det ikke kommer til at stritte i for mange retninger.

Nå, tilbage til “The Love You Give”, som altså cykler afsted med vind i benene og godt hår… eller omvendt. Gode ben, vind i håret, yes. Den er naturligt ikke så “hittet” som “Venus”, men vil så til gengæld heller ikke virke så anmassende på nogle lyttere. Der er et eller andet ved vokalen, som virker utroligt bekendt, især måden slutningen/sidste ord i sætningerne leveres på og klinger generelt. Først tænkte jeg Brandon Flowers fra The Killers, men det er måske ikke heeeelt det jeg leder efter? Hmm… nå, så længe det ikke springer direkte i ørerne, så er det heller ikke distraherende.

Konklusion: Silque får demonstreret at de kan andet end danse. De er også habile musikalske cykelryttere. “The Love You Give” er muligvis mindre iørefaldende og akut fængende end forrige single, men måske vinder den på udholdenheden og i det lange stræk? Hvis man ikke har taget en The War On Drugs overdosis allerede.

Føj til På Repeat-listen: The Great Dictators + Silque

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Line Westerboe, Silque pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.