Rowbird: Rowbird ***** (5/6)

0
2097
views

Rowbird’s selvbetitlede første album udfolder flot det musikalske potentiale, som man kunne ane på debut-EP’en fra sidste år. 

Jeg havde fornøjelsen af at anmelde Rowbird’s stemningsfulde selvbetitlede debut-EP for godt et år siden. Nu er Rowbird så klar med et selvbetitlet debutalbum, som til fulde lever op til EP’en. Der er tale om et udpræget lyttealbum, der kræver nogle lyt før man kan fravriste det dets hemmeligheder. Der er masser af fine musikalske detaljer at dykke ned i undervejs, hvilket gør rejsen gennem Rowbird til en rejse, man med glæde gentager.

Jeg var ellers lige ved at være nervøs for at albummet ville få svært ved at leve op til mine forventninger, da jeg første gang lyttede til førstesinglen, ‘Cellophane’. Når tracklisten samtidig tæller hele to interludes og et cover af ‘What A Wonderful World’, så begyndte jeg at frygte at Rowbird havde været lidt for hurtig til at få sendt et debutalbum på gaden og måske ikke havde fået nok luft under vingerne, om man så må sige. Heldigvis blev jeg positivt overrasket, for albummet er en helstøbt helhedsoplevelse, hvor jeg især nødigt ville være coveret af Louis Armstrong-klassikeren, der lukker og slukker som tiende og sidste nummer, foruden.

Men lad os spole lidt tilbage og dykke ned i hvad albummet ellers byder på. For der er nok at tage fat på – twangende guitar indleder   ‘Don’t Ever Let Them’ og dermed albummet, og anslår straks den dunkle, men på samme tid nærmest elegante, stemning. Det emmer af stil og klasse, på en ufimset måde. Rowbird rammer noget af samme dunkel-coole stemning som bands som Tindersticks, Lambchop og Portishead er leveringsdygtige i og Camilla Würtz Bredahl’s mørke vokal klæder musikken – og omvendt. Også når den får et western-agtigt tilsnit, som på indledningen til ‘The Birds They Whisper’, som i øvrigt har nogle af de samme cinematiske kvaliteter som førnævnte Portishead. Men det er bare en del af nummerets kvalitet, som rummer en stærk dynamik og udvikling – og både guitar-, bas- og trommespil byder ind med stærke bidrag, som er med til at løfte Bredahl’s vokalarbejde yderligere.

Eller tag albummets andet nummer, ‘I Do So Fine’, som har en stærk baslinie og dæmpet buldrende percussion som underlægning til Bredahl, eller den efterfølgende ‘Cold Fellowship’, hvor pianoet indtager hovedrollen i instrumenteringen, og tempoet slæber, mens guitaren svinger sig rundt om pianoet og vokalen, og der langsomt bygges op mod en mere intens slutning. Albummets første ‘Interlude’ lyder som om der er fundet inspiration hos Tindersticks eller Nick Cave’s kreative wingman Warren Ellis, hvilket betyder at det er stemningsskabende instrumentalt stykke.

Pianoet slår også klangen an på ‘Whatever I Wanted To Become’, der er noget af det mest nøgne og nedbarberede på albummet, og hvor Bredahl’s vokal nærmest bruges som ekstra instrument, mens guitaren sniger sig rundt i baggrunden og trommerne dæmpet lusker sig ind sammen med bassen undervejs. Det fører os frem til førstesinglen ‘Cellophane’, som falder lidt over halvvejs på albummet, og som jeg altså ved første lyt var lidt loren ved. Det er jeg ikke længere, for trods den lidt discount-agtigt lydende rytmepuls i starten, så vokser nummeret, blandt andet i kraft af pulserende basspil og en levende guitar, sig stort og stærkt og dystert støjende. Til gengæld er den efterfølgende ‘Moaning’ trukket ned i tempo, som albummets andet ‘Interlude’ fortsætter i.

Det bringer os frem til enden, ‘What a Wonderful World’ som gæstes af Kira Skov, hvis vokal skygger Bredahl’s i versene, mens en mørk bas, spartanske pianoanslag, orgel og sitrende guitarspil spinder vokalerne ind. I omkvædet slynger de vokaler sig om hinanden, og pianoet sætter tempoet op godt halvvejs, så intensiteten øges og afslutter med en collage af de to sangerinders vokaler inden det hele klinger ud. Det er gennemført flot udført, og hvor det ind i mellem kan ende tamt, når kunstnere tager livtag med musikalske klassikere, så er Rowbird’s anderledes version af ‘What a Wonderful World’ ikke et fejlskud, men nærmere et pletskud.

Skal jeg drysse en smule malurt i bægeret, så er Rowbird også musik man i et eller andet omfang skal være i humør til at høre. Det kan blive lige langsommeligt nok, men på den anden side er det også styrken ved Rowbird’s univers. Her er nok dystert og skyggefuldt, men ingen stress og jag. Det er et ganske overbevisende debutalbum Camilla Würtz Bredahl har stykket sammen og der er bestemt perspektiver i flere fremtidige samarbejder a la det med Kira Skov. Albummet virker som en organisk helhed, og selv om der er en gennemgående dunkelhed i stemningen, fluktuerer numrene ofte musikalsk undervejs, hvilket skaber god variation. Endvidere er Bredahl’s mørke vokal med til at fange én ind som lytter – det er sådan en slags vokal, man kan blive spundet ind i og den har en undertone af noget mørkt dragende, mystisk og ind i mellem nærmest farligt.

Kort sagt er det et flot og helstøbt debutalbum, Rowbird leverer. Det giver 5 store stjerner og en stor anbefaling med på vejen.

Find Rowbird på facebook. Der er releasefest for udgivelsen på Huset-KBH onsdag d.5. november.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.