Esben Kronborg: Trumpets **** (4/6)

0
1683
views

Esben Kronborg er en ung sangskriver, der på debutalbummet ikke er bange for, at besynge velkendte emner, ikke mindst den der forbaskede kærlighed. Men de lyriske klichéer glider temmelig ubesværet ned, på grund af Kronborg’s flair for gode melodier og generelt velsmurte sangskrivning.

Det er bestemt ikke fordi det er synderligt originalt den pop/rock/singer songwriter blanding Kronborg disker op med, men den serveres med stort overskud og troværdighed, så man gerne mæsker sig i de klassiske retter én gang til. Endvidere lader Kronborg sig ikke rigtig begrænse af snævre genregrænser og musikalske kasser, det resulterer i et album med masser af musikalsk variation, men også et der i sidste ende måske stritter i lidt for mange retninger.

Jeg har læst andre drage paralleller mellem Esben Kronborg og Mads Langer, hvilket i min verden kun giver mening i den forstand, at de begge er leveringsdygtige i pop-rockede numre, der gør sig godt i landsdækkende radio. Ellers også har jeg ikke hørt nok Mads Langer. Kronborg er i min bog (den er fiktiv, jeg har ikke en bog) langt mere en klassisk sangskriver i retning af Springsteen, en ung Dylan og måske en snert Rodriguez – i hvert fald de i de bedste stunder på Trumpets. Uden dog helt, at kunne matche nogle af disse koryfæers niveau, naturligvis. Men mindre kan i denne sammenhæng nu også gøre det, for hvor Kronborg måske ikke har skrevet nogen evergreens (endnu?), så har han et rigtig godt greb om de helt basale byggesten, som disse musikhistoriske legender skabte tidløse værker ud af for 30-50 år siden.

Springsteen kigger især frem på de 2 numre “Big City Lights” og bonusnummeret “4th of July” (ikke et cover af Bossens ditto). Førstnævnte er en tempo- og kraftfuld sag, der lyder inspireret af Springsteen’s Born To Run periode, tilsat en sjat U2’sk pomp og pragt. Hvis inspirationen er forsøgt kamufleret, så er det ret skidt udført, der bruges endda Bruce-typiske ord som “engine” og noget med “streets on fire”. Men det er en veludført efterligning/hyldest og helt elementært medrivende. Selv om der skal noget mere tyngde til i alle sangenes facetter for at matche mesteren.

Ekkoerne af Rodriguez og til dels Dylan (i hans yngre dage) aner jeg på et nummer som “Everything and That”,  der gennemstrømmes af en let-nostaligisk tone og en sagte brise af længsel og melankoli. Det er især Kronborg’s vokal og levering af visse ord, som fyrer op under nævnte associationer. Igen er det mest klangen der matcher, for rent lyrisk savner jeg noget vægt for at være helt solgt.

Dermed ikke sagt, at det ikke lyder som om Esben Kronborg har noget på hjertet, tværtimod. Den måde følelser og fortællinger formuleres og udtrykkes på, lider bare en smule under, at disse vendinger er hørt før. Nu er der bestemt intet galt i, at skrive tekster der er både letforståelige og lettilgængelige, jeg har bare rent personligt nok hørt rigeligt af den slags. Eksempelvis er den afdæmpede “What Tomorrow Brings” et virkeligt flot, ærligt og velfortalt nummer om, mod alle odds, at stifte familie og falde til ro, kontra det omflakkende og frie musikerliv. Kornborg lyder både oprigtig og troværdig når han synger bekendelsesteksten – den ræsonnerer bare ikke hos mig. Jeg kan sagtens høre, at det er et rigtig flot og velskrevet nummer, men rørt, det bliver jeg ikke.

Regulært radiovenligt bliver det på den catchy og velskårne albumåbner “Someone Else”, der glider ned som varm mælk med honning på en kold vinterdag. Ingen tvivl om, at Kronborg har et veludviklet melodiøre og sans for at skrue fængende melodier sammen. Samtidig bakkes han på albummet op af et kompetent hold af musikere, der blandt andre tæller Lars Skjærbæk, Palle Hjort, Peter Dombernowsky m.fl, plus at albummet lyder virkeligt lækkert, varmt og indbydende produceret. Det er lige før man savner lidt ridser i lakken….

Der bliver også plads til et par numre, hvor der eksperimenteres lidt mere med klang og stil, som “Questioning My Love”, der smyger sig af sted i tusmørke med en lidt kratlusker-klingende rytme og en lidt dansabel elektro-poppet puls. “Honey” sætter tempoet helt ned og tøffer langsomt af sted med chillet og cool lounge-stemning, i mens teksten fra afstand (jeg vil ikke kalde det stalker-agtigt, men..) hylder en laber kvinde. Stemningsmæssigt fungerer de fint, og tilfører albummet noget variation, men de er også med til at give et billede af en plade, der måske har lidt for mange løse ender.

For mig er Kronborg bedst, når han rammer en balance mellem det tilbageskuende og poppet sensibilitet, som de tidligere nævnte sange, men også fine skæringer som “Farther Apart” og “Too Many Times”. “They are prescribing sunshine, but I need rain”, lyder det små-melankolsk på “Farther Apart”, der et eller andet sted, er et af de numre, hvor jeg kan mærke Kronborg mest. Det lyder stadig som en blanding af velkendte klange og stemmer, nu med et meget let strøg af country, men her føler jeg for alvor, at jeg kan høre sangerens egen stemme.

Det er egentlig mit største “problem” ved udgivelsen, og det der synes at holde Kronborg lidt tilbage fra at udfolde hele sit potentiale som sanger og sangskriver.  Jeg mangler et mere klart billede af, hvem Esben Kronborg egentlig er og hvad han vil? Han kan tydeligvis en masse ting og har også både hjerte og sjæl med sig, men udtrykket er stadig lidt utydeligt og udvisket – ikke mindst fordi, der mangler en lidt mere tydelig rød tråd igennem materialet, end “bare” “sange om kærlighed”.

Leder du efter en letfordøjelig, men ikke kaloriefattig, pop/rock plade uden dårlige stunder, så er det her sagen. Jeg selv kunne godt ønske mig endnu flere kalorier – men jeg er også til godt med sovs og kartofler. 4 fine stjerner til Esben Kronborg i denne omgang, men potentialet til mere kunne være tilstede!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Esben Kronborg på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.