Roskilde ’14: Jack White, Orange, søndag d. 6. juli ***** (5/6)

0
1732
views

En times tid efter Stevie Wonder havde solet sig i publikums gunst,  mens campingstole, skrald og festivalgængere flød på pladsen foran Orange og folk med kursen sat hjemad oksede afsted på kryds og tværs, begyndte der at gjalde old school hip hop ud fra højtalerne ved Orange. Og så gik Jack White på, til lyden af et trommebombardement, der lød som skudsalver, og gav en guitarrocklektion til os, der var tilbage. 

Mørket havde så småt sænket sig, da Jack White sprang ind på scenen mens han vred lyd ud af sin guitar og satte ind med et direkte rockangreb, hvor der blev riffet igennem fra start, blandt andet på ‘Icky Thump’ og ‘Lazaretto’. White var hyret ind i sidste øjeblik, da Drake måtte melde sig syg, og som White lidt senere fortalte om opkaldet, hvor de blev spurgt om de ville spille på Roskilde, “yeah, why didn’t you call us earlier?”. Formentlig fordi White stod på samme scene for to år siden, dengang aktuel med sit første soloalbum, så jeg vil gætte på man hos Roskildes bookere har tænkt,at det var for tidligt at hive White ind igen. Men med sit nye album, Lazaretto, i baggagen er White højaktuel, så rockpublikummet kunne altså glæde sig over Drake’s aflysning, og at Roskilde ringede til White og band, som udskød hjemrejsen til USA for at spille for os, der var tilbage foran scenen.

Det gjorde han, og det velspillende band, han havde med, glimrende. Spilleglæden strålede ud af White, på en helt anden måde end da han sidst besøgte Roskilde Festival med et rent kvindeband og med en overvægt af materiale fra Blunderbuss. Denne aften var det kvindelige islæt på scenen mindre, i form af  violinist og sangerinde Lillie Mae Rische, men til gengæld var der en storm af energi, især personificeret i den energiske trommeslager, der ind i mellem rejste sig for at give trommerne lidt ekstra bank. I det hele taget spillede Jack White og band bare grundlæggende fed rockmusik med tæsk til trommerne, guitar- og tangent-improvisationer, og bassen som bindemiddel, mens White’s vokal denne aften også stod stærkt i billedet. Violin og theremin sørgede for ekstra lydnuancer i et flot lydbillede.

Der skulle gå nogle numres intens guitarudfoldelse inden vi fik et lille pusterum med et par mere countryficerede rockskæringer, blandt andre ‘Freedom at 21’ og ‘Hotel Yorba’, mens ‘Love Interruption’ blev leveret i en elektrificeret udgave, hvor violinist Lillie Mae Rische igen bidrog på vokalen, hvilket hun gjorde godt. Afdæmpede ‘Just One Drink’, som faldt lige ovenpå en udsyret omgang guitarlir, fik snakken til at blusse lidt op (det var ikke White’s skyld, nok nærmere at folk skulle snakke færdig og tage afsked rundt omkring), mens ‘You Don’t Know What Love Is (You Just Do What You’re Told)’ hev folk ind igen. ‘Missing Pieces’ hamredes effektivt i, mens ‘The Hardest Button to Button’ (et af flere White Stripes numre denne aften), vakte genkendelse og jubel rundt omkring på pladsen. På dette tidspunkt i koncerten var det også som om White havde fået afløb for sit tilsyneladende utøjlelige behov for at fyre guitarbredsider af og vride toner ud af gribebrættet, en disciplin han i øvrigt mestrede overlegent, bakket op af det årvågne band, der fulgte håndbevægelser og vink fra White, når han ind i mellem havde en hånd fri til at dirigere lidt. Store smil var der også på læberne hos bandet, som tydeligvis nød at få lov at fyre den af i selskab med White.

Som afslutning på aftenen fik vi flere glimrende numre fra tre perioder af White’s karriere – først ‘Would You Fight For My Love?’  fra det nye Lazaretto album, som indeholder meget af det, White gør så godt på sine soloalbums – en besk kærlighedssange, med rockpondus og melodiøre. Den muterede til sidst til en saftig udgave af ‘I’m Slowly Turning Into You’ fra White Stripes-tiden. Og her stoppede det ikke – vi fik som afslutning to af White’s største hits, først ‘Steady As She Goes’ fra det første Raconteurs-album, som førte til spontan fællessang, og i øvrigt blev fremført stramt og koncentreret, men stadig med plads til at inkorporere publikums stemmer i opbygningen, og siden ikoniske ‘Seven Nation Army’ (som synges i tide og utide både på Roskilde Festival og diverse fodboldstadions), som fik lov at lukke med “lå-lå-lå-lå-lå-lå-låååh” til op over begge ører. White og band bukkede og takkede, og det samme gør undertegnede anmelder, der havde festivalens bedste koncert foran Orange sent søndag aften.

White satte en streg under at rock-musik ikke behøver være kalkuleret og kølig, og at en hårdt blues-rockende guitarekvilibrist med et glimrende band i ryggen (og en række gode sange) stadig kan spille Orange scene op. Man var sgu næsten kommet lidt i tvivl om det kunne lade sig gøre. 5 klare stjerner til Jack White og band for den rocklektion. Og tak for i år…

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.