Home Artikler April 2019 - Fokus Roots & Hybrid x Tundra: Nysgerrighed og helhedsoplevelser

Roots & Hybrid x Tundra: Nysgerrighed og helhedsoplevelser

1474
0

En mandag i april satte jeg Thomas Beyer fra Roots & Hybrid festivalen og Thorbjørn Ingemann Lervig fra bandet Tundra stævne på Sydhavnen i Aarhus til en snak om hvordan musik kan nedbryde grænser og være med til at gøre os mere nysgerrige – og om årets udgave af Roots & Hybrid festivalen, som nærmer sig med hastige skridt.

Roots & Hybrid festivalen finder igen i år sted under Spot Festival, som sin egen selvstændige festival, men stadig med under Spot paraplyen. Tidligere har de præsenteret danske navne som Gurli Octavia, Afenginn og Black Sand, ligesom de har haft en række spændende udenlandske navne på plakaten.

Blandt de 19 navne på årets plakat er Tundra, med rødder i Nordjylland, men nu med base i Aarhus.

Tundra og Roots & Hybrid

Men hvad kan Roots & Hybrid gøre for et band som Tundra?

Thorbjørn: Roots & Hybrid er nok det sted vi som band passer allerbedst ind. Vi startede egentlig som et psykedelisk world rock band, men begyndte så at arbejde mere hen imod at lave nogle numre, så det blev mere rettet mod et publikum. Men vi holder meget fast i den legende tilgang, og vi spiller ikke nødvendigvis på de instrumenter eller måder, vi er trænede i.

Vores pianist har klassisk baggrund, vores guitarister er lige så gode på andre instrumenter, og vores bassist har spillet rigtig meget citar, Vores sangerinde, Sofie, har haft stor succes med en noise rock duo i Japan. Jeg spiller selv improviserede koncerter for multihandicappede med min mor ved siden af Tundra. Så det er rigtig mange forskellige baggrunde og tilgange vi kommer med. Og det giver rigtig god mening i forhold til Roots & Hybrid.

Vi kan godt lide at lege med både det scenografiske og helhedsoplevelsen, og på Roots & Hybrid går det hele op i en højere enhed, med dufte, smage, og det visuelle udtryk. Så legoklodserne passer bare godt sammen. Den musik vi har bliver præsenteret på den bedste måde i den slags rammer. Vi har spillet alle mulige forskellige steder – på Nordsø Museet i Hirtshals, i Tingbæk Kalkminer og mange andre steder – og omgivelserne giver noget forskelligt hver gang.

Thomas: Det er også noget af det, vi synes er så fedt ved Tundra. At de har en god publikumsfeel, at de kan mærke rummet og tilpasser musikken til det. Og så passer det også bare godt i vores musikalske profil, at de har den nysgerrighed musikalsk. Det er noget af det, vi også gerne vil fremme med festivalen. Og så har de jo en lokal tilknytning. Vi vil rigtig gerne støtte den lokale scene, og bringe dem i spil sammen med nogle spændende internationale navne.

Bands fra hele verden

Roots & Hybrid præsenterer ikke kun bands, fra Danmark, men bands fra mange forskellige steder i verden – både europæiske, sydamerikanske, mellemøstlige og afrikanske navne har været på plakaten. Der er også et alsidigt program på festivalen i år.

Thorbjørn: Det er også fedt, at få lov at dele scene med bands fra hele verden. Vi vil altid gerne spille med det rum, der er, og for det publikum der er. Vi er interesserede i at fange det, der er i rummet. Det giver Roots & Hybrids en god ramme for. Og det bliver også præsenteret rigtig lækkert i Roots & Hybrids’ format.

Thomas: For os er det faktisk en formidlingsmæssig udfordring at præsentere en masse musik, som folk ikke rigtig kender. Men det fungerer godt for os at præsentere det på denne her måde, hvor vi ligesom har et samlet program og kan fylde en ramme ud. Det er også fedt for os at kunne være drivkraft for det lokale miljø – både at udvide spændvidden i, hvad publikum lytter til, men også understøtte at udvide spændvidden i forhold til hvad der bliver produceret.

Her er Tundra også gode, fordi de skaber et rum for refleksion, som folk også tager med hjem. De kan både være rockede og poppede og trækker på en masse andre indflydelser også fra folk/world, og det er også noget af det, vi virkelig gerne vil have frem. Folkemusikken kan et eller andet, den rammer et eller andet i os.

Anbefalinger til årets program

Thorbjørn: Hvem er egentlig de store navne i år?

Ja, lad os høre en håndfuld navne, du gerne vil anbefale på årets festival til et rockorienteret (men nysgerrigt) publikum?

Thomas: Jamen ud over Tundra, så vil jeg gerne fremhæve Ipek Yolu – de blev egentlig dannet som et jam band forud for sidste års Roots & Hybrid, og de er ligesom fortsat med at arbejde sammen. Det er sådan et møde mellem afro, cumbia og tyrkisk blues/folkemusik.

Så er der Yin Yin – det er 70’er inspireret thai-funk, meget syret og energifyldt. Tænk Khruangbin, og så bare lidt hurtigere og alligevel anderledes.

Tuhaf vil jeg også gerne fremhæve. Det er anatolsk folk, med synths, og det giver bare en ret fed og speciel lyd.

Hvis man er til det mere afslappede, så er Bremer/McKoy bare ret fede. De har nogle ret jazz-dubbede grooves, og så er der en melankoli i musikken, som de bruger på en god måde.

Og så vil jeg også gerne nævne The Mauskovic Dance Band. De blander alt muligt, space disco, rock, afro-funk, og det tror jeg bare bliver en stor fest.

…men jeg synes jo bare folk skal komme og høre det hele. Jeg synes det er et supergodt program vi har sat sammen i år.

Den opfordring er hermed givet videre. Roots & Hybrid festivalen finder sted under årets Spot Festival i Den Rå Hal fra torsdag d.2. til lørdag d.4. maj. der er adgang med Spot-armbånd, men man kan også købe billet til Roots & Hybrid separat. Læs mere HER.

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleNyt Liv: Ensomhedens Kolde Kald ★★★★☆☆
Next articleElevatorfører: Jeg er kommet for at slå tiden ihjel ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.