RF16: Roskilde Festival – mere end bare musik

0
818
views

Hvert år sker der mere rundt omkring på campingarealerne, og også på festivalpladsen, både af officiel og uofficiel karakter, end man kan nå at deltage i. Eller i det hele taget bare opsnappe sker. Vi kaster her et blik på et lille udsnit, smager lidt på sagerne og hiver et par eksempler frem på hvad du kan opleve på camping, i Dream City, i Rising City og på selve festivalpladsen.

Og vi lægger ud med sidstnævnte, som i år har fået en lille, ny udbryder scene for undergrunden i området omkring Orange Scene. Det er Nørrebro-spillestedet Mayhem og pladeselskabet Escho der kommer til at stå for sagerne, hvor der præsenteres navne fra den den mere eksperimenterende del af undergrunden, samt lydkunst, digtoplæsninger og “performances”.

Programmet er slået op ved siden af scenen, på ægte undergrunds manér, og “spiller” under hele festivalen, fra onsdag til lørdag, hvor du kan opleve navne som Cancer. T.S. Høeg, Gooms og 40+ andre kunstnere.

Drejer vi mod Rising Scenen og især området omkring (Jonas kiggede på musikprogrammet for scenen HER), så hedder det i år Rising City. Hvordan det rent visuelt og opbygningsmæssigt skiller sig ud fra andre år ved jeg ikke, da jeg ikke har set billeder af det endnu, men på Roskilde Festivals hjemmeside kan man læse lidt mere om hvad der foregår i “byen”.

Ligesom sidste år ser det ud til at der er tænkt i, at hjernen skal have lidt massage med noget der lyder som diverse workshops (du kan blandt andet få pudset dine flirting skills af) og nogle “talks” af en art, hvor nogle af de kunstnere der også optræder på Rising deltager. På programmet kan man (indtil videre, måske kommer der mere?) under overskriften Music parlament + art boks med Katinka + Shy shy shy, F.M.K. + The Powpow og Masasolo + Palace Winter. Hvad går det hele ud på, jeg har ingen idé!?

Bevæger vi os fra vest over på øst og sætter kursen mod Dream City, så bliver det for alvor mere eller mindre uoverskueligt. Dream City konceptet går, kort fortalt, ud på at festivalgængere og hele camps har bygget en hel by op fra grunden de seneste mange uger. Konceptet med at lade folk leve deres indre fantasifulde håndværker ud er sikkert en udløber fra dengang folk slæbte alt muligt (og umuligt) byggemateriale, møbler og diverse med ind på camping området og pimpede deres lejr op med fuldt møbleret dagligstue, et kirketårn eller hvad de nu kunne komme på. Det eskalerede over årene til et punkt, hvor der fra festivalens side, af sikkerhedsmæssige (og sikkert pladsbegrænsende) hensyn blev nedlagt forbud mod at slæbe den slags med ind på camping arealerne.

Dream City opstod ikke lige efter det forbud (jeg tager den lige frit fra kød-harddisken her), men idéen ligner i hvert fald en der er inspireret af folks iværksætter ihærdighed og vilje, og så på typisk pædagogiske Roskilde manér er det blevet puttet ind i en mere kontrolleret ramme, hvor folk kan udfolde sig. Måske ikke for anarkistisk og free spirited i princippet, men klassisk Roskilde… grafitti problem, siger I? OK, her er nogle spraydåser og nogle vægge i kan overmale.

Hvor kom jeg fra… Ah ja, Dream City. Der sker virkelig meget i drømmebyen, så det er bare med at gå på opdagelse, så du ikke går glip af VHS aften, konfirmation i forsamlingshuset, Roskilde Festival’s største vandkamp, Sodavandsdiskotek, Game of Thrones bogoplæsning, Historien om Bodegaen, queer yoga, kombineret 10 års camp jubilæum og 80 års fødselsdag for Burt Reynolds, Daft Punk Tribute Party, Glitter Wrestling, Nøgen Løbet og og og…

Her vil jeg lige anbefale både Dream City’s officielle facebook side, hvor de har oprettet et hav af begivenheder man kan melde sig til og siden Events at Roskilde Festival, der som navnet antyder er en side der samler “alle” de arrangementer and what not som sker på camping arealerne under festivalen – de har endda en nogenlunde overskuelig kalender!

Der foregår også en masse omkring den såkaldte Street City, der er området på og ved skatebanen på camping vest. Diverse musik arrangementer, der falder udenfor vores dækningsområde, basketball og fodbold med mere. Her vil jeg lige fremhæve to fodboldkampe, nemlig søndagens mellem de hjemløses landshold og nogle politikere, samt mandagens mellem FC Christiania og Politiet. Læs mere om Street City HER

Igen i år vil der være morgensang på Gloria, du kan i skrivende stund ikke se det nogen steder i programmet, men pålidelig kilde har sent os et lille tip. Så hold øje med de officielle kanaler, måske kommer der mere info?

Og så ville jeg egentlig gerne være sluttet af med nogle pop-up koncerter, men modsat de seneste par år, så ser det ikke ud til at der bliver afholdt nogen med nogle af Rising navnene i år? Men er der nogle bands/solister derude, som popper op et sted på pladsen, så smid en kommentar!

Det var bare et meget, meget lille udpluk af alle de arrangementer, aktiviteter og adspredelser der er i løbet af ugen på Roskilde Festival, det er jo egentlig bare ment som inspiration og en opfordring til at holde øjne og ører åbne – hvis man mangler noget at give sig til udover øl-bowling!

Vi ses derude et sted, og følg da endelig med her på siden, på vores facebook, men ikke mindst på Instagram og Twitter, hvor vi vil prøve at komme lidt udover vores normale dækning og musikboblen.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.