RF16: På tur i programmet, lørdag d. 2/7

0
1023
views
Bruce Springsteen i fugleperspektiv

Traditionen tro dykker vi ned i Roskilde Festivalens program, dag for dag, time for time og går på opdagelse i det bugnende udbud der endnu engang præsenteres. Der er de store, de små, de ukendte og de helt skæve – nysgerrighed belønnes, som næsten altid. Vi er nået til festivalens sidste dag (find hele vores RF16 dækning HER) – søreme endnu en af de halv-lange!

Vores dækningsområde er efterhånden blevet ret bredt, også bredere end det var meningen, det skete sgu’ bare, derfor fandt jeg også hele 87 (!) navne på plakaten, som jeg på en eller anden led synes man kunne “forsvare” at tage med – selvom nogen var på dispensation og tålt ophold. Jeg kan, eller vil, naturligvis ikke gå i dybden med, eller anbefale, 87 navne, det er slet ikke pointen – og så bliver vi vist heller ikke færdige inden festivalen.

Nej, det bliver en slags GFR-rute igennem programmet, det som vi kunne finde på at dække/selv se, krydret med forsalg til afstikkere eller omveje, samt et bud på nogle lottokuponer eller ting der falder udenfor vores ramme til sidst, hvis man vil være den totalt alternative type.

Dagens program rummer ikk mindre end 25 navne, som med lidt god vilje kunne presses ind under vores dækning. Det mere alternative og skæve kan findes i et afsnit nederst, kaldet Alternative Fristelser. Must see navne er bold + kursiv.

Lørdag

Vi lægger, naturligvis, ud med at finde noget på en af de mindre scener, der på papiret lyder lidt sært. Denne gange er det “italiensk-folk” på Avalon kl. 12.00 fra Kalàscima, faktisk mikser bandet krydderier fra både balkan og irsk folkemusik, med egne toner fra de syditalienske himmelstrøg. Det lyder da festligt… måske FOR festligt? Men så kan vi gå over til naboen, Pavilion, hvor der er noise & romance støj-udladninger fra The Entrepreneurs kl. 12.15. Forfremmet fra Rising Scenen sidste år… til et op ad bakke spilletidspunkt på festivalens sidste dag! Så er det godt de har årerne fyldt med musikalsk EPO og har Tony Rominger med som hjælperytter. Den tidligere schweiziske cykelstjerne hyldede de ved at navngive deres fine nye EP efter ham, men det er live, som hørt på netop Rising sidste år, og næsten endnu bedre i Lille Vega tilbage i oktober måned, at bandet for alvor træder på den store klinge.

Nok om cykelsport, hvis den slags tempo-tramp ikke lige er dig, så kan du slappe lidt af til tonerne fra Troels Abrahamsens nyeste musikalske output, Exec, der er Veto-manden i piano man udgaven kl. 12.30 på Gloria. Nu får jeg lyst til at høre Billy Joel. Vi bliver lidt ved det klassiske, og så alligevel slet ikke. Andromeda Mega Express Orchestra kunne måske falde i kategorien for Alternative Fristelser, men vi sniger den alligevel med her. Bandet, der spiller kl. 14.00 på Avalon, er et 18 mand stort orkester, der lyder som et klassisk orkester, men blandet med big band toner, soundtrack feeling, kammermusik og progressive rock elementer ind i lydbilledet. Skal vi kalde det en tidlig lottokupon?

Hvis det lyder for forvirrende, så kan du få din eftermiddags-metal indsprøjtning med danske Rising kl. 14.15. på Pavilion. Endnu et dansk band med et lidt udfordrende spilletidspunkt, men det er Rising sgu nok ligeglade med. Guitarist og sangskriver Jacob Krogholt har samlet et nyt hold omkring sig, well, trommeslageren er en gammel Rising kending, men ellers er tavlen vasket ren efter en pause. Bandet har netop udsendt albummet Oceans Into Their Graves, hvor der skrues lidt ned for den harske sludge og op for den klassiske heavy. Faktisk både klassisk heavy metal og heavy rock, for nogle af de nye sange lyder som en grimmere og tungere version af Deep Purple, et eller andet sted. Vi har fanget gruppen live 3 gange, inden pladen udkom, først var Jonas på Radar, så var  jeg i Templet i Lyngby, senest var Troels-Henrik på Atlas i Aarhus – vi var vist enige om, at den nye retning, og ikke mindst den nye vokal, fungerer rigtig godt.

Og så rammer vi det største hul i programmet i år, i hvert fald for undertegnede. Der er lidt Alternative Fristelser (se flere af dem nederst), men ellers kunne man bare stene, og drikke en White Russian i Gutter Baren, og vente på at klokken bliver 16.15, hvor Guardian Alien lander på Pavilion. Konstellationen, bestående af Greg Fox (hans tredje koncert på Roskilde Festival i år) på trommer og Alexandre Drexchin på elektronik og, øhm, aparte vokal af en art. Og så er det, selvfølgelig, improviseret – lige til at få mælken galt i halsen af.

Du kan også rejse et kvarter tilbage i tiden og trække din søndags-slagne krop over til Avalon, hvor Danko Jones tropper op kl. 16.00 og spreder punkificeret, canadisk rock og rul. Uden at lyde alt for nedladende, så er det en af de der “fyld hylderne op bookinger”, lidt ligesom Meshuggah tidligere på festivalen, hvor jeg jeg automatisk kommer til at tænke, “nå, ok, ‘random bandname’, i 2016? Tjo, ok…”. Dermed, overhovedet ikke, sagt, at det ikke kunne blive rigtig fedt, det er bare lidt en booking af den slags der ikke gør den store forskel, hverken til plus eller minus siden, and that’s cool!

Så gik den ikke længere. Klokken 17.00 er det Dizzy-tid, når, ja, Dizzy Mizz Lizzy endnu engang indtager Orange Scene med deres, åbenbart, tidløse knallert-rock. Bandet behøver jo næppe nogen nærmere introduktion, men det er en af den slags orkestre som jeg har haft et noget tumultarisk forhold til over årene. Da jeg var 15 år gammel i 1994 var der 3 måneder, hvor jeg hørte Dizzy’s debut virkelig meget, og så blev jeg så træt af pladen at jeg solgte den – det må være første gang jeg nogensinde solgte et album. Rotator kom og gik, bandet gik i opløsning, Tim Christensen fik en flot solo karriere og bandet blev gendannet i 2010, hvor de også besøgte Orange Scene. Og her troppede jeg, lidt modvilligt, op for at se om nostalgien var rusten eller kunne klare et gensyn. Det kunne den, det var faktisk en ganske vellykket koncert. Og de skulle, efter sigende, være endnu stærkere live nu, end sidst de besøgte Roskilde, så…

Men det bliver uden mig, fordi min nøje timede og tilrettelagte rødvins-brandert i år kommer til at peake kl. 18.00, sharp, når outlaw-country’ens nye håb, Sturgill Simpson indtager Avalon. Det er kort og godt mit hovednavn i år (altså, ud over Onkel Neil, selvfølgelig), og lad ikke country mærkatet skræmme dig, Simpson er måske country i kernen, ikke mindst når hans vokal slår over i Waylon Jennings rungende klang, men den musikalske palet er virkelig bred og egentlig et stort sammensurium af klassiske amerikanske genrer og stilarter. Kunne godt blive hen og blive årets Misty “talk of the town, du skulle have været der” oplevelser.

Desværre kolliderer koncerten med de franske metal-tryllemænd Gojira, der indtager Arena kl. 18.30. Årets største program-clash for mig, men sådan er det jo, OG jeg så Gojira tromle Copenhell ned i overlegen stil sidste sommer, så selv om valget mellem deres ekvilibristiske og blærede udskejelser, der nok skal ryste Arena helt ned i sidste jordspyd, og Sturgill Simpson, er ærgerligt, så er det ikke så svært. Simpson har jeg ikke set før, så han vinder. Men, er du ikke til den alternative country-ting, eller har til gode at se den franske Godzilla hærge, så se Gojira. Se dem, se dem, se dem!

Lige midt i mellem de to topnavne har der sneget sig en et lille indie-poppet navn ind kl 18.15, på Pavilion, nemlig den walisiske sangerinde Cate Le Bon, der nu er bosat i solskinsstaten Californien, hvilket tilsyneladende også har smittet af på hendes boblende toner.

Efter dette sammenstød af navne lige midt i aftensmaden, kan du tage en late rock ‘n roll supper foran Orange, sammen med Last Shadow Puppets kl. 19.30. Hoveddrivkraften i den engelske rockgruppe er Arctic Monkey’s Alex Turner og Miles Kane, der debuterede med sideprojektet tilbage i 2007. Nu er de tilbage med nyt album efter en længere pause, men det spørgsmål jeg sidder med er, er tiden måske løbet lidt fra det her projekt? Har de stadig kommerciel gennemslagskraft og så meget medvind, at man kan forsvare, at de skal spille på kæmpestore Orange, på et temmelig profileret spilletidspunkt? Kan de kort sagt fylde scenen ud, på den en eller anden måde, og kan de samle folk i en sådan grad, at det ikke virker som høj baggrundsmusik for en tidlig aftenbrandert og summen?

Inden du skal videre mod Pavilion, så kan du lige nå at slå omkring Avalon kl. 20.15, hvor der er alternativ pop fra danske Lightwave Empire. Og hvis du nu tænker “hvem?”, så er vi to, for her er et dansk band jeg ikke kan mindes at have set omtalt nogen steder inden jeg faldt over dem i programmet. Det kan jo betyde, at jeg ikke har fået alt med, eller hype-kanonerne er ladet med tunge kugler og er lige ved at blive fyret af, mens de rigtige bookere har allerede fået færten af hvad der er under opsejling.

Hvorom alting er, så står den nok, for første og sidste gang, på veganer menu for mig, i det de kød-fjendtlige metal-ekstremister Cattle Decapitation spreder deathgrind på Pavilion kl. 20.15. Det er ikke kun dyrerettigheder og indtagelsen af kød bandet kæmper for og imod, men en grøn og miljøvenlige linje på kloden generelt, hvilket jo sådan set er prisværdigt, selv om jeg føler mig stigmatiseret nok som ryger  -så kødet behøver I ikke give mig dårlig samvittighed over oven i hatten! Nå, nok om mine afvigende svagheder, bandet udsendte en af de mest roste metalalbums i 2015 med The Anthropocene Extinction, og har holdt (veganer)gryderne i kog med heftige tour-virksomhed siden, så de burde være brandvarme.

Hvis det alligevel lyder lidt for hipt til dig, så kan du tage en danserejse tilbage i tiden kl. 21.00, på Arena, hvor legendariske New Order folder knap 40 års musikhistorie ud. Bandet ligger nok på kanten af vores normale dækningsområde, i hvert fald noget af musikken, men de udspringer trods alt fra asken efter Joy Division og har bibeholdt en eller anden rocket vibe, eller puls, i en del af deres materiale. Sidst de gæstede Roskilde Festival, tilbage i 2002, havde jeg mig en meget fin fest, der måske delvist skyldes uhæmmet rødvins-indtag, men siden er der sgu løbet meget vand under broen. Også hos bandet selv, der har brugt de mellemliggende år på at holde pause, genopstå, blive uvenner (Peter Hook er vist stadig skide sur), sideprojekter og udsende en ny, ganske velanmeldt New Order plade sidste år.

Så rammer vi ellers punk-timen, “en” genre (der er jo mange afskygninger) som måske er lidt underrepræsenteret på Roskilde Festival. Derfor er det egentlig også lidt ærgerligt, at der ligger to navne næsten oven i hinanden, som kunne appellere til samme publikum, uden at de nødvendigvis minder helt vildt om hinanden. klokken 22.15 går det løs Pavilion med Protomartyr, der skruer tiden tilbage til  70’erne og blander U.K. post-punk og elementer fra en rå omgang amerikansk garage-rock. Er du til dansksproget “Ungdomshus-punk”, med dræberinstinkt og en no nonsense attitude, så er det med at indfinde sig på Gloria kl. 22.30, hvor Halshug fræser ud af starthullerne. Lidt af et ridt de har været på med international pladekontrakt og udgivelse af deres dansksprogede udgydelser på Blodets Bånd, og en koncert på sidste års Copenhell, hvor de led lidt under, at sættet skulle strækkes til en halv time. Men fandeme godt gået ellers!

Så begynder det at lakke mod enden, og der er også et hul i programmet, hvis du ikke lige gider se MØ på Orange Scene, eller de Alternative Fristelser ikke… frister. Ellers kan du jo nå en Dixie Burger eller to og få maven fyldt op, så du er klar til at råbe om “North American Scum”, danse dig svimmel til “Dance Yourself Clean” eller påstå at “Daft Punk Are Playing At My House”. Ja, kl. 01.00 lukker James Murphy og hans genopståede LCD Soundsystem Orange Scene med hybrid-lyden af punk, rock, electronica og dansemuzak.

Inden de får skudt de sidste konfetti-kanoner af, så indtager The Minds of ’99 Arena kl. 02.00 med deres roste og populære dansksprogede synth-pop/rock. De åbnede Orange Scene sidste år med blandet succes, i hvert fald i følge anmelderne, året før stod de på Rising, og i år lukker de Arena. Så er den cirkel vist også komplet…

Lige nøjagtig samtidig er der minimalistisk mod-punk med den britiske duo Sleaford Mods Avalon. De to herrer er inspireret af, ja, mod-kultur, og også hiphop navne som Wu Tang Clan, eller som de selv beskriver det “electronic munt minimalist punk-hop rants for the working class”. Det bliver da muligvis en lidt op af bakke oplevelse for dem klokken 2 om natten, på en halv-stor scene, på festivalens sidste dag? Lidt mindre rammer har Sumac kl. 02.15 på Pavilion, hvor du lige kan få dig en skylle post-metallisk sludge fra det Nordamerikanske kontinent at gå hjem på! BOOM, Roskilde Festival 2016 OUT.

Dagens menu med Alternative Fristelser

Første fristelse finder vi kl. 14.30, hvor man kan tage en tur til Rancho AparteGloria, det er colombiansk (der er da lidt colombianske krydderier på plakaten i år?) og det er, øhm, aro-colombianske danserytmer! Jeg har ikke super meget forstand på den slags musik, OK, men det lyder sgu’ festligt, spraglet og farvestrålende, og det er jo trist når man bare gerne vil være gammel og mavesur på sidste dagen.

Det får man nok heller ikke lov til kl. 16.00 på Arena, hvor der er lovet reggae, endda fra Elfenbenskysten. Tiken Jah Fakoly er navnet og han synger i tråd med Bob Marley om social uretfærdighed i hjemlandet, men har også opnået berømmelse i blandt andet Frankrig. Det lyder umiddelbart spændende, men også som en stor scene for et navn man må formode er et relativt ukendt navn herhjemme. Det er nok et af de tilfælde, hvor Roskilde på den måde vil signalere, at det her altså ER et stort og vigtigt navn.

Så hopper vi lidt i tid og lander på Gloria kl. 20.30, hvor Los Piranas bringer sydamerikansk psykedelika til Gloria‘s intime rammer. Fundamentet for den colombianske trio er hjemlandets toner krydret med alt muligt eksotisk, samt noget elektronisk, til et instrumentalt lydbillede, der mildt sagt er særpræget. jeg har lyttet til et par numre på nettet, og kan vist bare konkludere, at det her er noget man bare skal give et lyt – ord er ikke helt dækkende.

Når vi stille og roligt har passeret midnat, så kan du få din Marokko på og danse natten ind med afro-trance fra Imghrane, på Pavilion kl. 00.15. Guitar, banjo og trommer og så ryger vi i trance. Hvis du hellere vil tage det lidt mere roligt kan du trække mod Gloria, der kl. 00.30 lokker med et tysk-brasiliansk musikalsk kludetæppe af folk, pop og electronica fra sangerinden Dillon.

Og dermed nåede vi også igennem i alt 87 forskellige navne, i større og minde grad, på årets Roskilde plakat. Så gælder det om at vælge, dykke ned i, tage chance, være spontan, vælge det sikre, få stress, tage det helt med ro og af og til råbe “det her lyder overhovedet ikke som forventet/lovet live, røvhuller” når vi når frem til festivalen.

Næste gang kigger Jonas på Rising programmet.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: JUST LARS / Lars Just / Polfoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.