Redwood Hill + Rising + Electric Hellride + SpitAnger, Templet, d. 19/12 2015

0
1764
views
Rising

Black Christmas lod den sorte sne falde over Templet i Lyngby lørdag aften, hvor 4 repræsentanter for den danske metalscene fik muligheden for, at vise hvordan formen ser ud, inden julemiddagene sætter sig på sidebenene. Det blev en aften med både en del højdepunkter og et enkelt “meh”.

Black Christmas, I gave you my heart, and the very next day I felt like SHIT! Nuvel, det er næppe det gode Tempel i Lyngby’s skyld, eller nogle af de 4 bands, men jeg mødte sgu’ lidt klatøjet og hostende og spruttende op til den metalliske julefest. Og det viste sig at bajere og smøger, mod forventning, ikke gjorde det en skid bedre i løbet af den alt for korte nat. Så, med forbehold for at det hele sejler lidt, det følgende er skrevet af en mand i sølle, sølle forfatning – og med alt for lidt sympati og opvartning!

Men lad os da gå lidt anderledes til værks end normalt, den gængse livekoncert anmeldelsesform keder mig ærlig talt en smule, og nu stod vi med 4 nogenlunde ligeværdige bands, i hvert fald hvad kendthedsgrad og den slags angår, så lad os da holde dem op mod hinanden og se hvem der tilsyneladende kommer stærkest ud af 2015?

Hvert band havde cirka 35 minutter til rådighed, nogen gik lidt over tid, men lad os bare for nemhedens skyld sige at de havde ens vilkår. Publikumsopbakningen var, naturligt nok, størst først på aftenen, mens det tyndede noget ud mod slut – sådan er det jo, når et arrangement strækker sig til den anden side af midnat.

Rising
Rising

Præsentation og performance

Rent visuelt er der ingen tvivl om, at Redwood Hill har fat i den lange ende her. Både hvad angår den simple, men meget effektfulde, brug af lys, over bandets udstråling på en scene, og bandmedlemmernes placering derpå, samt deres performance, ikke mindst frontmand Marco Sewohl.

Hvis man endelig skulle kritisere dem for noget, så er det, at det måske godt, for de uindviede og de der ikke kender musikken, kunne virke som en lidt lukket fest. Der er stort set ingen kommunikation fra scenen, ikke før helt mod slut, og heller ikke deres kropssprog og øvrige performance, signalerer, at man er inviteret til at være med.

Det er ikke fordi bandet er stillestående, tværtimod faktisk, hvor især Marco Sewohl i front er en fryd at følge, når han med hætten trukket op over hovedet, og meget af tiden snørret til, skridter sit lille område på scenen af med autoritet og stor intensitet. Her er især hans hænder og arme et vigtigt element i det der udtrykkes, når man nu ikke kan se ansigtet – til gengæld forstår man de knugede hænder, de spredte arme og de gentagende slag med mikrofonen mod kroppen.

For Redwood Hill virker det, på godt og ondt, lige meget om der står 5 mand eller 5000 mand foran dem, det her handler om musikken, og at få udtrykt de mørke kræfter den rummer, for ens egen skyld. Så kan publikum være med eller ej i den musikalske eksorcisme.

Redwood Hill
Redwood Hill

SpitAnger, der åbnede ballet, var nu også ret fint med på den visuelle front, selvom det et eller andet sted også er et lidt “sjovt” band at se på, på en scene. Der spænder fra guitarist Rasmus Toftlund, med sin store sølvgrå manke og ditto skæg, til frontmand Mario Giovagnoli med noget der efterhånden ligner et Amish skæg og briller – det må da være lidt upraktisk når man skal hoppe rundt? Altså brillerne… Nuvel, SpitAnger havde egentlig ret godt styr på attituder, og udstråler en god portion selvtillid og begejstring på en scene, hvilket jo næsten altid er et plus. Deres musik og stil er som udgangspunkt også noget mere inviterende og imødekommende, end det tilknappede univers Redwood Hill fremmaner.

I lange stræk var det en fin performance SpitAnger leverede, men det virkede måske som om de ret intime fysiske rammer på scenen hæmmede dem en lille smule? Det blev meget de samme bevægelsesmønstre der gik igen, der er jo ikke ligefrem plads til de store badutspring i Templet. Alligevel begyndte det at føles en smule forudsigeligt performancemæssigt, som koncerten skred frem, hvor den store energi og pondus der ellers ligger i sangmaterialet måske gik lidt tabt.  Men pluspoint for god publikumskontakt og endda et optimistisk forsøg på en call and respons leg.

SpitAnger
SpitAnger

Briller bærer Rising’s (der lukkede løjerne) ny forsanger Morten Grønnegaard også, bare lige for at komme elegant videre til næste navn. Den nye inkarnation af Rising tæller hele 5 mand, så der var heller ikke vildt meget albuerum til de enkelte medlemmer på scenen, men det var der egentlig heller ikke brug for med det musikalske stilskifte gruppen har lavet efter, der er kommet nye medlemmer til.

Hvor man tidligere, i hvert fald ikke mindst på deres seneste album Abominor, fornemmede en punk indflydelse i musikken, så er det nu den klassiske heavy metal der virker som det fremtrædende element. Det gør, at bandet egentlig “bare” behøver stå med fødderne solidt plantet i jorden, eller hvilende lidt på en monitor og så ellers se pisse seje ud, mens de fyrer deres tunge og storladne toner af. Det gjorde de sgu ret godt!

Grønnegaard kunne måske godt arbejde lidt med udstrålingen og udtrykket under sangene, hvor det trods nogle relativt store musikalske armbevægelser og en stemme der får lov til at folde sig flot ud, kommer til at virke en kende fysisks hæmmet eller små-genert. Som om han ikke helt ved, hvor meget gas han kan tillade sig at give den endnu i forhold til musikken? På den anden side, så bliver det så heller ikke et heavy metal rockshow, hvor frontmanden vifter og spjætter sig til al opmærksomhed.

Electric Hellride
Electric Hellride

Det efterlader Electric Hellride, aftenens anden navn på scenen, og de gjorde det, rent performance og præsentationsmæssigt “okay”. Der er ikke så meget at sige til det, det var et metalband der gik på scenen og opførte sig som et metalband, og lignede et i attituder og udstråling. Der mangler nok lige noget, der gør dem specielt mindeværdige på en scene, et eller andet man husker efterfølgende, noget der får dem til at skille sig ud fra mængden. Det var ikke dårligt, men heller ikke rigtig godt.

Musikken og sangene

Det samme kan man sige om selve Electric Hellride’s musik og sange. Det er ganske habilt skruet sammen, bandet har styr på teknikken og alt det der, men det kommer lidt for hurtigt til at føles noget generisk og uspektakulært. Og så er numrene mestendels alt, alt for lange i forhold til de lidt sparsomme idéer. Det føles ganske enkelt som om, at de fleste af dem bare bliver trukket unødigt i langdrag, bare for at gøre det, så deres ellers kraftfulde thrashede metal lidt for hurtigt mister sin virkning. Ja, jeg hader det ord, men stod faktisk og begyndte at kede mig – og jeg var åbenbart ikke den eneste, for der blev sgu’ hurtigt lidt tyndt besat i den forreste del af salen.

Trods det, så er et nummer som “Grey Mass Depression” bestemt ikke uden kvaliteter, og Electric Hellride fik da også skabt aftenens eneste mosh pit. Den betod godt nok kun af to mand, på et næsten tomt gulv, men alligevel!

ris10
Rising

Rising præsenterede ikke kun deres nye line up, de fokuserede også, ud over en enkelt unødvendig afstikker til gruppens første EP, også en håndfuld helt nye numre, fra deres kommende album. Det kræver både mod og nosser, for dermed har du nærmest sørget for, at INGEN blandt publikum kender sangene  -selv ikke hvis der skulle have gemt sig nogle ældre Rising fans ude i salens mørke.

De fik sig muligvis også lidt af en overraskelse, for Rising anno 2015 (næsten 16, hvor pladen også udkommer), er en noget andet størrelse end sidst vi hørte fra dem. Der har altid gemt sig en strøm af noget melodisk et sted i bandets musik, lige meget hvilken inkarnation der har været tale om, at guitarist og primus motor i bandet, Jacob Krogholt, har haft i søen som Rising, Nu er det melodiske kommet helt frem i lydbilledet, der stadig er voldsomt tungt og hårdt, men samtidig rummer en næsten klassisk, episk heavy metal dimension.

Det har selvsagt givet bandet flere musikalske strenge at spille på, og ud over at jeg gik lidt død i sættes sammensætning i anden halvdel af koncerten (udover et prægtigt afslutningsnummer), så har Rising tilsyneladende også bevæbnet sig med en række virkeligt imposante, slagkraftige og slet ikke uinteressante numre. Her var det især numrene i sættets første halvdel der fangede min opmærksomhed, titler kender jeg selvfølgelig ikke nogen af, men en bølgende, hårdtslående anthem-lignende sag, hvor der blev sunget noget med “devour” var et højdepunkt. Lige som afslutteren, hvor der blev sunget noget i retning af “prepare to die for your truth”, der bevægede sig fra højstemt heavy hymne til at slutte i en sønderlemmende mur af larm.

Nu glæder jeg mig for alvor til bandet nye album, det virker meget, meget lovende det her.

SpitAnger
SpitAnger

SpitAnger er heller ikke underernæret på sangfronten, der mangler måske liiiige det allersidste rigtig store nummer, der kan løfte sættet det sidste stykke op, især fordi de valgte ikke at spille det bedste nummer fra debutpladen – metalballaden “A Better Man”. Det var sådan set en klog nok disposition ikke at bruge 7 minutter af deres 35 minutter på en ballade, den slags afbræk ville nok bremse det relativt korte sæt for meget.

Stærkest, som jeg også skrev i min anmeldelse af pladen, synes jeg bandet er, når de bare giver efter for deres Pantera-klingende trang og groover tungt igennem, mens jeg er knap så begejstret når der er går lidt for meget tonser fræs i den. I begge tilfælde vil jeg dog lige rose deres trommeslager, hold da kæft der blev både hamret og svunget igennem på de gryder!

Og så har de med numre som “Unfaithfull”, “Welcome To The Real World”, “Tales From Reality” og “Wedding Day” altså en lille håndfuld numre, der blev leveret så højt og tungt, at det momentvis hev godt i plomberne.

Redwood Hill
Redwood Hill

Det var næsten feje hold, for jeg har skamlyttet de 2 Redwood Hill albums, Decender og Collider, det seneste års tid og er stor fan af begge plader. Det er ganske enkelt en musikalsk stil og et tekstunivers, ja faktisk hele Redwood Hill universet, der taler til mig – og rører et eller andet i mig, som ellers i lange perioder godt kan være lidt lammet, når man tvinger så meget musik igennem systemet som tilfældet er.

Derfor var Redwood Hill også det band hvis numre jeg havde mest inde under huden inden koncerten, det giver jo lidt andre forudsætninger i en direkte sammenligning. Nuvel, intet bedømmelsessystem er perfekt, det er heller ikke pointen, og når Redwood Hill valgte at benytte deres lidt forlængede spilletid til at levere en sand stjerneparade af mørke perler fra de 2 albums, i et nærmest perfekt afbalanceret sæt, så må man bare overgive sig.

Jeg strækker våben, kapitulerer og lod mig totalt opsluge af de dunkelt messende pragtnumre. Fra den truende åbner “Aten”, over den ildevarslende og huggende “Microgravity” og den mægtige tysksprogede “Wie Ein Adler”, hvor det for alvor lettede, gennem mareridtet “Albedo”, helt ned i det sorte dyb på prægtige “Posidon”, til “Dybbuk” sugede de kræfter ud af en – hvilket ridt og hvilken sætliste!

Rising
Rising

De sidste ord og dommen

I min optik har Redwood Hill stort set hele pakken, hvis man er til deres introverte, men på sin egen måde flammende og udfarende, post-metal (eller hvad pokker de nu spiller?). De har sangene, de har det visuelle flair, de har deres egen lyd, de her en uforlignelig timing hvormed det hele eksekveres og så er der bare en, for mig, helt uimodståelig kraft i musikken – der suger mig ind om et nådesløst sort hul.

Her kommer de andre band en smule til kort, hvor jeg især synes at Electric Hellride halser lidt efter på flere punkter. Både bandet og sangene mangler ganske enkelt noget personlighed og et eller andet der holder min interesse fanget, især når de insisterer på, at skrive så lange numre. Jeg mangler lidt et svar på, eller en antydning af, hvor bandet egentlig vil henad med det her. Lidt en skam, for bandet kan, som nævnt, sgu’ godt spille.

Electric Hellride
Electric Hellride

SpitAnger er noget mere flyveklar, hvor det virker som om de har nok gode numre til at levere et potent lille sæt. Vi er nok ikke oppe på headliner niveau, endnu, men med lidt justeringer hist og her og det der udefinerbare “noget” til lige at løfte bandet det sidste stykke, så virker det hele meget, meget lovende.

Mindst lige så lovende ser det ud for Rising, der for mig lidt var en dark horse denne aften, med det nye line up og rygtet om et stilskifte. Begge dele overraskede positivt, hvor jeg lige vil sende en ekstra rose efter Krogholt, det fyrede nogle onde, onde guitarpassager af i løbet af koncerten og ikke mindst den nye forsanger Morten Grønnegaard, der var meget overbevisende på vokalfronten. Han kommer muligvis til at stå lidt i skudlinjen, som en tydelig repræsentant for bandets nye lyd og stil, der måske vil dele vandene en smule hos ældre Rising fans. Det ER noget helt andet det her, men under samme bandnavn, det kan jeg ikke rigtig blive enig med mig selv om, om jeg synes er en god idé. Jeg forstår udmærket motivation for at holde et etableret bandnavn i live, men nogle tvivlere ville måske give det her en fair chance, hvis der var fulgt et nyt navn med den nye stil? Det fortjener det i hvert fald – tjek Rising ud ved lejlighed!

Redwood Hill
Redwood Hill

Når alt kommer til alt en fornøjelig aften i Templet, hvor der kraftedeme er skruet op for højtalerne – jeg var helt katatonisk og halv-døv da mit syge legeme søgte ud i natten og væk. Stadig med Redwood Hill’s fuldstændig overrumplende magtdemonstration siddende i krop og sind – det kan simpelthen ikke gøres meget bedre indenfor denne ramme.

Redwood Hill ★★★★★★

Rising ★★★★☆☆

SpitAnger ★★★★☆☆

Electric Hellride ★★★☆☆☆

 Af Ken Damgaard Thomsen
Mobilfotos: Nicolai Rerup Nielsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.