RF16: På tur i programmet, fredag d. 1/7

0
1574
views

Traditionen tro dykker vi ned i Roskilde Festivalens program, dag for dag, time for time og går på opdagelse i det bugnende udbud der endnu engang præsenteres. Der er de store, de små, de ukendte og de helt skæve – nysgerrighed belønnes, som næsten altid. Vi forsætter rækken med fredag (onsdag kan findes HER, og torsdag HER) – en af de lange!

Vores dækningsområde er efterhånden blevet ret bredt, også bredere end det var meningen, det skete sgu’ bare, derfor fandt jeg også hele 87 (!) navne på plakaten, som jeg på en eller anden led synes man kunne “forsvare” at tage med – selvom nogen var på dispensation og tålt ophold. Jeg kan, eller vil, naturligvis ikke gå i dybden med, eller anbefale, 87 navne, det er slet ikke pointen – og så bliver vi vist heller ikke færdige inden festivalen.

Nej, det bliver en slags GFR-rute igennem programmet, det, som vi kunne finde på at dække/selv se, krydret med forslag til afstikkere eller omveje, samt et bud på nogle lottokuponer eller ting der falder udenfor vores ramme til sidst, hvis man vil være den totalt alternative type.

Dagens program rummer hele 26 navne, som med lidt god vilje kunne presses ind under vores dækning. Det mere alternative og skæve kan findes i et afsnit nederst, kaldet Alternative Fristelser. Must see navne er bold + kursiv.

Fredag

Aufwachen arschloch, kl. 12.15 er vi allerede klar til musik på Pavilion. Dagen startes af Methyl Ethel, der i følge Pitchfork laver “dream pop for insomniacs”, om det så er en kompliment er vist åbent for fortolkning. Lytte lytte, OK, normalt ville det nok være lidt for hipt-artsy for mig det her, men hvis solen skinner, så virker det som en god måde at starte endnu en lang dag på. Ellers kan du jo bare gå full alternativ fra start med samisk folkemusik fra VassvikGloria kl. 12.30!

Hypekanonen er også varmet op fra middagstid, denne gang skyder den med dansk når Liss indtager Avalon med deres soul-pop kl. 13.00. Det kan umiddelbart virke som en lidt stor scene for det unge orkester, men radio airplay, medieomtale og branchebuzz siger noget andet. Vi er igen i yderkanten af hvad vi måske under normale omstændigheder ville dække, meeeeen, nu er det jo Roskilde, så måske man skulle kigge forbi og se hvad det hele går ud på?

Ellers kan man dase ved Gutter Island Baren ved Pavilion indtil kl. 14.15, når indie-soul-country og andet støder sammen i det amerikanske band Whitney‘s lyd. Det lyder vel, på papiret, også lidt hipster chic, men igen har bandet, efter lidt hurtige lyt, en blød klang som ville gøre sig godt til sol, sommer og lidt afslapning tidligt på dagen. Det samme gør sig på sin vis gældende for Highasakite, det norske indie-pop/rock band der får æren af Avalon kl. 15.00 (UPDATE: Highasakite og Jacob Bellens, der spiller kl. 23.00 har byttet spilletidspunkt.. hvilket koster mig en must see koncert mere, så tak..). Bandets 2 første albums har fået strålende anmeldelser i hjemlandet, som i topkarakter flere steder, og jeg er selv helt oppe at svæve i min anmeldelse af deres nyeste album, Camp Echo (som kommer på siden, på onsdag, så tease tease):

“Highasakite formår at fremstå opløftende og anspore til eftertænksomhed på samme tid, det er mystisk og dragende, når det ikke lige er lige på og hårdt. Det er musik du kan sidde stille og drømme til, hvis du ikke lige får en ustoppelig trang til at rejse dig og danse tankerne ud. Det er en invitation til at slutte dig til selskabet og rejse ud i det ukendte, men heller ikke bleg for periodevis at slippe din hånd og efterlade dig på egne ben. Det føles som en varm omfavnelse og et diskret skub væk fra intimiteten, når du begynder at føle dig lidt for sikker”.

Er du til skotsk alternativ rock? Så er det kl. 16.00 på Arena det går ned med storsælgende Biffy Clyro, der egentlig startede med at lave mere eksperimenterende mathrockish ting tilbage i 90’erne, men så blev de sultne og ville tjene penge, så lyden fik en kommerciel overhaling i 00’erne, and here we are! Et band der måske, hvis man skal være endnu mere flabet, lidt har peaket og nok var lidt mere i vælten, da de var på plakaten for 5 år siden. Nuvel.

Der er heldigvis alternativer til det såkaldt alternativt-rockende, hele 2 af slagsen indenfor relativt kort tid. Først kl. 16.15 på Pavilion, hvor det lettere tåbelige kunstnernavn Hurray For The Riff Raff dækker over en omgang amerikansk folk-blues/americana fra New Orleans. En hurtig googling førte mig hen til denne live-session, som muligvis godt kunne være salgsargument nok for mig til a svinge forbi og vippe lidt med. Hvis man trænger til at space lidt ud i stedet for, så er der “cinematisk art rock” på Gloria kl. 16.30, leveret af italienske C’ Mon Tigre.

Bummelum, så er der Dixie-pause ser det ud til, den kan du jo passende putte i lommen og tage med over til Orange Scene for at se om stakkels Foals har en chance i de omgivelser. De britiske alternative/indie-rockere med dansable rytmer havde nok haft bedre vilkår på en mindre scene, kunne man eventuelt ikke have byttet rundt på dem og Biffy Clyro? Nå, hvad ved jeg, ikke en skid og jeg skal alligevel over mod Arena, så jeg er klar kl. 19.00, når en af den moderne singer-songwriter stils nye håb, Mac DeMarco tropper op (Blaue Blume spiller samtidig på Avalon). Igen, godt nok er canadieren lidt i vælten, men Arena i noget der ligner primetime lyder alligevel som noget der kunne være en stor mundfuld. Nå, any way, der tuder naturligvis en moderat hipster-hype alarm i det fjerne her, men synes sgu det er “ok, fee” det DeMarco får blandet sammen af indie, pop, psych med mere, i sit sangskriver-labaratorium.

SÅ er det endelig blevet tid til at få en på snotten efter en indtil nu lige lovlig pussenusset fredag, der er nemlig post-hardcore fra Californien fra Letlive. Pavilion. Ja, punktummet skal være der så vidt jeg kan se. Nu kan “post-hardcore” jo dække over en hel del, desværre (for mig), så virker det her som om at det er i den lige lovlig pop-smarte og stilede ende af spektret. Bandmedlemmerne, og deres videoer, gør mig egentlig i tvivl om det er en H&M reklame jeg kigger på… Redwood Hill it ain’t.

Men who am I kidding, på det tidspunkt står jeg allerede og tripper utålmodigt med 3 liter rødvin foran Orange Scene og venter på Onkel Neil. Når klokken rammer 21.00, og muligvis 3 timer frem, er der dømt Neil Young og bandet Promise of The Real. Jeg har set Young ruske Orange 2 gange tidligere, i 2001 og 2008, og det kommer nok til at ske igen medmindre universet har noget i mod mig. I 2001 var jeg, selvfølgelig, bekendt med hans legende status og de største af hans numre, men ikke fan som sådan. Det blev jeg efter det rockende tordenvejr han slap løs på Orange. 2008 var knap så buldrende, men stadig fedt. Nu skriver vi 2016 og min største frygt er egentlig at tiden lidt er løbet fra Neil Young som hovednavn på Orange Scene, ikke fordi han ikke leverer varen, men er aldersforskellen blandt størstedelen af publikum, og deres smag, til Young og hans hippie-rock, blevet for stor? Godt nok er han en legende, men modsat navne som Springsteen, Stones og McCartney der har prydet plakaten de senere år, så har han måske ikke ligefrem den samme brede appel og udbredelse blandt masserne? Slet ikke de unge. Lad os håbe de tropper op og bliver tildelt en rockhistorisk lektion!

I mens Young er i gang med sin 17 minutter lange solo nummer 2, så er der punk på Gloria fra svenske Paper. Eller punk og punk, ud over det præsenteres bandets lyd som en blanding af krautrock, industrial, synth og RAWK. Heftig blanding alligevel. Og hvis det lige som bare bliver for meget for dig, maaaand, så er der anderledes poppet-sensibilitet med dyb vokal at finde fra danske Jacob BellensAvalon. Da må man da håbe, at Onkel Neil er færdig med at larme sig igennem sin solo, eller kunne det da bliver overdøvet.

Nå, mens Young måske hører lidt fortiden til, men bliver hængende af ren og skær stædighed, så tilhører nutiden, og måske også fremtiden, sangskriver Kevin Parker og hans Tame Impala. Et af de mest roste, og også hypede, orkestre indenfor neo-psykedelika, pop, hvad det nu er de spiller, indenfor de seneste 5 år, hvis ikke DET mest roste. De har fået Arena kl. 23.30, det må siges at være lidt at et sweet spot for dem. Et af de bands hvor man også tænker, måske skulle Roskilde også have haft dem lidt fø… HOV, det har de, for de spillede på Odeon Scenen i 2011, inden de for alvor strøg til tops.

Så er spørgsmålet om jeg får vaklet hele vejen fra Orange over til Arena for at fange noget af dem efter Neil Young har raset af, for kl. 00.15 er der igen toner der lokker i Gutter-Dixie bæltet ved Pavilion. Her kan man får renset ørerne af Mutoid Man (der forresten spillede på Beta for ikke så lang tid siden), og deres blanding af elementer fra punk, metal, prog og klassisk rock. Der er kraftedeme fræs på her!

Men så er ørerne og din trætte krop lige som varmet op til endnu flere tæsk, for hvad der mangler af metal og hårde toner først på dagen kompenseres der åbenbart for sent. Klokken 01.15 bliver det svensk og tungt på Avalon, gode gamle Meshuggah har nemlig fundet vej tilbage i Roskilde programmet. Måske en lidt “sikker” og konservativ booking i kategorien “nå, de manglede lige nogen og det hvad var der kunne skaffes”, men jeg er da ikke så uhøflig at jeg siger det højt. De progressive ekstrem metallere kan faktisk fejre 30 års jubilæum næste år, der kan man bare se.

Så er det tid til en nat-Dixie ovre ved Pavilion, og kl. 02.15 kan du endda få lidt indie (hvis du ikke fik nok tidligere på dagen) til natmaden. Det lidt finurlige, lad os kalde det det, kunstnernavn Car Seat Headrest dækker over sangskriver Will Toledo, fra Virginia, og der er faktisk en ganske logisk historie, med forbindelse til musikken, bag navnet. Bagsædet af en bil var nemlig det eneste sted, hvor han som 16 årig kunne finde ro til at skrive og lave sange. Nu, 6 år efter debutten, er projektet vokset til et band, og rykket til Seattle, og det er siden 2010 blevet til ikke mindre end 13 (!) albums, alle udsendt via bandcamp. Så der er nok at kaste sig over. Lytte lytte, hey, det lyder egentlig lidt som en blanding af Beck, Eels og måske noget Guided By Voices?! De får sgu’ dagens lottokupon, da det enten kunne bliver et superfedt natte-trip eller totalt noller fordi man er smadret.

Dagens menu med Alternative Fristelser

Man kan argumentere for, at Vassvik’s samer-folk også hører til her, men nu starter vi altså kl. 14.30 med Fox Millions DuoGloria i stedet for. Det er simpelthen en tromme-duo, bestående af Greg Fox (der også spiller med Guardian Alien og Ex Eye på festivalen) og Kid Millions, der gør sig i eksperimental instrumental musik. DAH DAM DAM TJIH. Så blev klokken 17 og du trænger til at strække dansebenene lidt. Fortvivl ej, hump i stedet over til Avalon, hvor der er svingende og swinging afro-funk og calypso fra Trinidad og Tobago’s Calypso Rose.

Hvis det ikke er nok, og du BARE ikke kan holde de stænger i ro, så jidderbug over mod Pavilion, hvor der kl. 18.15 serveres tropiske snacks fra brasilianske Graveola. De stammer fra Belo Horizonte, som jeg kun kender på grund af fodbold VM i 2014, det var blandt andet her Tyskland udraderede værtslandet i semi-finalen (sehr schönn). Hvad har det så med musikken at gøre? Ikke en skid, ville jeg umiddelbart mene, men Roskilde Festival’s program på hjemmesiden loader så hjernedødt langsomt at jeg skulle bruge tiden på et eller andet, jo. Jazz, funk, rock, soul og et tropicana twist, OK.

Er du mere til horn og violin (din frækkert), så er der noget for dig kl. 18.30 på Gloria, hvor duoen Colin Stetson og Sarah Neufeld trutter og filer. Neufeld slår også sine folder i Arcade Fire, mens Stetson blandt andet har spillet med The National og Tom Waits, og så optræder han også som en del af Ex Eye bandet på årets festival.

Så er der dobbelt op på afro-rytmer først på aften. Klokken 20.30 indtager Damily den lille Gloria Scene med guitar-pop fra Madagaskar. Nu har jeg lige givet det et lyt, og nej, det er ikke guitar pop i bleg-fimset vestlig forstand. Samtidig med at Neil Young åbner for sluserne, så byder AvalonTal National kl. 21.00, “hypnotisk vestafrikanske guitar musik”.

Hvad med Apollo Scenen? Jo, altså, den har vel egentlig et ret stærkt program, men også et der falder udenfor vores dækningsområde. Det skulle da lige være med undtagelse af uforudsigelige og kompromisløse Peaches, der er blevet placeret på Apollo fredag midnat. “FUCK THE PAIN AWAY”!

Nå, hvis det alligevel er for konfronterende for dig, så lokker Gloria igen med noget der lyder lidt mærkværdigt, men ganske fredeligt. Klokken 00.30 står den nemlig på Karl Hector & The Malcouns. Det er et tysk band, med guitarist og producer J.J. Whitefield som omdrejningspunkt, der fusionerer funky jazz, kraut rock, west afrikanske rytmer OG etiopisk jazz. Hvorfor? Fordi de kan! Det kunne enten blive de fedeste, eller det mest skrækkelige, du kommer til at høre den dag – dagens sene lottokupon!

En dag du kan slutte på samme scene kl. 02.30 med synthesizer kompositioner og eksperimenter fra amerikanske Kaitlyn Aurelia Smith.

Jaaaa, det var lidt af en mundfuld igen, men huske at få sovet ud, for nu venter festivalens sidste dag, lørdag. Da skal vi igen tidligt ud af teltet, for der venter endnu engang en 25 navne lang shortlist med navne man kunne tjekke ud. Vi ses i morgen til en tur igennem festivalens sidste dag.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde / GFR, Honningbarna RF15

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.