Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Niklas Schneidermann: Runaway ★★☆☆☆☆

Niklas Schneidermann: Runaway ★★☆☆☆☆

2054
0

Niklas Schneidermann har de seneste mange år gjort sig som guitarist i Magtens Korridorer, men nu står han for en stund på egne ben med et guitar-rockende soloalbum. Desværre er underlaget lidt usikkert og materialet ikke stærkt nok til at bære en spilletid på knap tre kvarter.

Det føles, desværre, som længere tid end de 42 minutter de 11 numre giver sammenlagt, det skyldes ikke mindst, at der bare kort og godt mangler nogle mere markante, mindeværdige og slidstærke numre. Stilen er overordnet 90’er midterrabat-rock, med afstikkere til de britiske øer, hvor især Oasis spøger i kulissen. Det er sådan set et fint og solidt fundament, og sender i hvert fald undertegnede tilbage til endeløse somre med eksamenslæsning, øl i gymnasieparken og en masse forvirring omkring de der damer og hvad de egentlig er ude på.

Således også i en del af Schneidermann’s for det meste temmelig lige-ud-af-landevejen tekster, der kredser om kærligheden, og lidt cigarettes and alcohol. De engelske tekster er brugbare, uden at være prangende, men lider ligesom resten af musikken under, at være lidt fortærskede og kort og godt hørt bedre og mere raffineret tidligere. Men decideret dårligt er det bestemt ikke.

Lidt det samme kan siges om Schneidermann’s vokalarbejde på albummets 11 numre, hvor det går hæderligt når han holder sig indenfor et lidt begrænset registers grænser, men til gengæld kommer på alvorlig slingrekurs, når stemmebåndet får for meget gas og presses unødigt. De største udskridninger finder vi i de mest Oasis-klingende stunder, den britpop anthem prægede “Dance Alone”, hvor vokalen kammer over og er faretruende tæt på at knække i omkvædet, og i lidt mindre grad i den afdæmpede ballade “Right Where You Belong”. I sidstnævnte kommer de engelske gloser ud med en lidt for markant danglish bismag, det er dog til at leve med, hvis det ikke var fordi vokalen samtidig skærer i ørerne.

Et andet problem er kvaliteten af materialet sådan helt generelt, første halvdel af pladen er OK, uden at der lurer priser for opfindsomhed og innovation ude i horisonten, især er der rigtig godt guitararbejde flere steder på albummet. Men jeg synes kvaliteten daler på albummets anden halvdel, hvor et nummer som den ellers sommer-lune “Dreamy Copenhagen Time” bare ikke er specielt godt, eller de to langsomt opbyggende (og alt for lange), mere tilbageholdende størrelser, “Life As It Happens” og afslutteren “Where Are You Now”, der ender med at stå noget i stampe. Her savner jeg en større forløsning på opbygningen, det er som om der mangler noget fremdrift, og ganske enkelt noget “pep”, der sparker mere liv i sagerne.

Men, et nummer som “The Phone”, hvor der føjes lidt stryger til udtrykket, et faktisk en fin lille skæring, selvom den lider af galoperende Noel Gallagheritis. Det er dog ikke nok til at redde indtrykket af et album, der på en måde ruller i tomgang, som det skrider frem og ender med at fise noget ud…..

Vi kommer ellers fornuftigt fra start, for lige at afslutte på en positiv note med begyndelsen af Runaway. Åbneren “The Best Day” får pladen rigtig solidt fra land, på en sådan lidt Foo Fighters i 90’erne møder The Beatles måde. “Don’t Go” skruer op for både tempo og de sommerlige temperaturer i parken, fin melodi og et drive der skubber nummeret dejligt let og ubesværet fremad – banebrydende er det ikke, men det fungerer. Titelnummeret, der lander lige før albummets midte, bæres frem af godt guitararbejde og en mere pågående rytme, inden 90’er bølgen for alvor skyller ind over os i et habilt omkvæd.

På mange måder føles Runaway som et soundtracket til en film om en svunden tid, men ikke ubetinget på den gode måde. Minderne er jo sådan set gode nok, men ligesom en stor del af den mere midtersøgende rock fra dengang, som man sagtens kunne forestille sig være en del af netop et filmsoundtrack til en ungdomsfilm, så holder det ikke helt ved et nærmere genhør.

Projektet et sympatisk, den musikalske del sådan set kompetent nok udført, vokalen har sine udsving, men det store problem, det, der sender karakteren under middel, er at det bare ikke er videre ophidsende lytning. Driftsikre melodier, jovist, men der er for få af dem der sætter sig fast eller tiltvinger sig ens opmærksomhed.

Det ender desværre med at føles som et lidt svagt ekko fra en tid, der måske slet ikke var så superfed som de overfladiske minder kunne antyde.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.