RF15 optakt: på tur i torsdagens program

0
1197
views

Roskilde Festivalen er nær, så det er igen blevet tid for os at trawle programmet igennem for navne, som sådan nogenlunde falder ind under vores dækningsområde. Vi går kronologisk frem, Rising Scenen har vi allerede kigget på HER, onsdagen HER, og helt overordnede betragtninger om programmet finder du HER. Nu er turen kommet til dag nummer to på festivalen, torsdag d. 2/7.

Efter en på papiret stille onsdag, som ved nærmere eftersyn rummede koncert på koncert, der lød som om de var værd at tjekke ud, så ser torsdagen, som udgangspunkt. allerede endnu mere fyldig ud – den er jo længere! Dah! Men hvad gemmer der sig, udover de navne der stikker ud på grund af kendtheds-faktor? Frem med garnet, nu skal der fiskes!

Man kan lægge ud med at varme stemmebåndet op, med en omgang sing-a-long på Gloria, hvor der for andet år i træk afholdes “Roskilde Songbook”. Det er simpelthen god gammeldags morgensang. Sidste år var det Pete Seeger der var omdrejningspunkt, i år er temaet lidt mere åbent og vagt, “klassiske numre fra alle årtier, med følelser og sing-a-long kvaliteter”… eller noget. Det er kl. 10.30, torsdag til lørdag.

Efter sådan en omgang med traditioner og det velkendte, så kan vi lige så godt starte dagen med at tage på musikalsk eventyr, som jo er en stor del af hele Roskilde oplevelsen. Klokken 12.00 fyldes det lille Pavilion telt nemlig med afro-fusionstoner fra Kenya. Sarabi er et 8 hoveder højt band fra Nairobi’s slumkvarter, der har eksisteret siden 2005. Bandnavnet skulle betyde noget i retning af fatamorgana, og musikken skulle efter sigende matche dette.

Hvis det alligevel lyder lidt for eksotisk og svævende for dig, så var det måske noget med en omgang “ass kickin’ redneck string band music”? Ja, det er en ting! Og leveres kl. 12.30 på Gloria af det amerikanske strengelegsband Foghorn Stringband, der blander alt fra country, bluegrass, folk og cajun musik – lige til trampebenet og røvballe-dansebenene! Du kan også skynde dig videre til Avalon, der torsdag åbnes kl. 13.00 med et et metalcore brag fra Everytime I Die – du skal dog ikke lige regne med at jeg går med. Jeg får udslæt, gevækster, hjerte- og hjerneflimmer af metalcore… bare bandnavnet får mig til at hive lidt efter vejret og hovedpine af at forsøge at rulle mine øjne på plads. MEN, det skal da ikke forhindre forstokkede mig i at anbefale bandet, hvis du er til genren. Og et band der har 7 albums på samvittigheden, hvor de gentagende gange har udfordret genren og leget med dens konventioner, kan sgu’ nok et eller andet.

Herefter kommer der igen lidt luft i programmet til at gå på opdagelse – der er vidt forskellige retter at kaste sig over i Roskildes bugnende buffet. Klokken 14.00 kunne man tjekke en omgang ørkenblues ud på Pavilion, leveret af sangerinden Khaira Arby fra Mail. Hun kaldes i programmet “en af Afrika’s vigtigste kvindelige kunsterne” – det dækker jo alligevel en del! I en lidt anden boldgade finder vi den blonde svenske popsangerinde Veronica Maggio, der indtager Arena med hendes radiovenlige ørehængere på samme tidspunkt. Så hvis du skal have lidt “nårh, det er da den der fra P3” til din eftermiddags cocktails, så er svensken leveringsdygtig.

Klokken 14.30 byder den lille Gloria igen på noget der lyder interessant, nemlig Ezra Furman, der præsenteres som lidt af en musikalsk spradebasse, hvor rock og rul, honky tonk, punk og det mere poppede smelter sammen. Med sig har han backing bandet The Boy-Friends, der sammen med Furman leverer små 3 minutter lange catchy numre fra rockens smeltedigel – det kunne godt blive en af de sjove. Vi bliver i det guitar-orienterede med Steve Gunn, der står bevæbnet med guitar-rock på Pavilion kl. 16.00. Selvom Gunn stammer fra Brooklyn, så er der, i de par numre jeg har fået hørt, en bred, traditionel amerikansk folksy klang over numrene – der kunne passe perfekt til en eftermiddagsdaser inden det for alvor går løs.

Samtidig er der afro-funk for fuld udblæsning på Arena med Jupiter & Okwess International fra Congo. Tight afro-pop med traditionelle congolesiske toner og rytmer – hvis du ikke fik dit Afrika-fix tidligere på dagen! I anden, men stadig traditionsbundet, boldgade finder vi Dreamers’ Circus, der fylder Gloria med danske folk-toner kl. 16.30. Trioen har helliget sig hvad der kaldes skandinavisk folk, en stil der allerede har kastet koncerter med Copenhagen Philharmonics og en tur i operahuset i Sydney af sig.

Efter en eftermiddag på opdagelse, hvor man kan plukke lidt her og der, løber man direkte ind i festivalens sværeste og mest unfair valg. I hvert fald for undertegnede. To personlige hovednavne, der på en måde tiltaler det samme segment, placeret nøjagtig samtidig og klods op af hinanden – hvad fanden er meningen! Skal man vælge Ryan Adams på Orange eller Father John Misty på Avalon når klokken rammer 17.00?

Ryan Adams besøg på Roskilde er long overdue, og skulle måske have fundet sted da han var på sit produktive højdepunkt i løbet af forrige årti, men det er nu langt fra en afdanket, falmet stjerne der dukker op. Måske er han bare blevet lidt mere afrundet, han er endda begyndt at virke selvironisk og spille numre af næsten navnebror Bryan Adams live, efter mange år hvor han reagerede knap så overskudsagtig på den kække sammenligning. Adams er ikke kræsen hvad genrer angår, og har bevæget sig rundt mellem alt-country, det mere folkede og singer songwriter klingende og regulær rock ‘n roll. Er det nok til at spille den store orange Scene og pladsen foran op, eller ville han have været bedre tjent med Arena? Det må vi se….

J. Tillman, aka Father John Misty kunne måske også have spillet Arena op (måske!) med hans folkrockede toner, men Avalon er nu heller ikke en helt skidt placering – udover spilletidspunktet! Efter en tur rundt i manegen som trommeslager hos Fleet Foxes, har faderen markeret sig som en af tidens mest interessante sangskrivere og performere, hans ironiske optræden under Letterman Show er allerede semi-legendarisk. Musikalsk set er han egentlig temmelig traditionelt funderet, som en opdateret version af Elton John, Brian Wilson, Randy Newman, Beck, Springsteen og alle mulige andre, samlet i et univers fyldt med ironi, kærlighed, besk og satirisk levering, humor og et strejf af noget spirituelt – det er nok her “Father” titlen kommer ind. Det kunne blive en af de legendariske!

Efter dette uretfærdige valg (måske er jeg nødt til at flip a coin på dagen?), hvor jeg hælder mod en tur i Avalon kirken, så er der faktisk et navn der virker placeret helt rigtigt på Arena. Klokken 18.00 står den nemlig på St. Vincent (samtidig er der latinske danserytmer fra Ferror Gaita på Pavilion). Ann Erin Clark har det seneste årti været en søgende sjæl indenfor art-rock, hvor der genremæssigt ikke er nogen smalle steder – og anmelderne kan lide det, kan de! Hvis det lyder som til for artsy fartsy for dig, så kunne du i stedet for søge mod Gloria, hvor der 18.30 er ungdommelige singer songwriter toner på programmet. Bogstaveligt talt, for Bridie Monds-Watson aka Soak er kun 18 år gammel, alligevel har den unge nordirske sangerinde allerede opbygget en god buzz. Er det en af morgendagens stjerner Roskilde har hapset her, eller går der Jake Bugg i den?

Hvis det ikke er hype nok, så er det med at møde op ved Avalon kl. 19.00, hvor de unge genre-tyveknægte Foxygen endelig får lov til at bevise om de var den ganske massive omtale værd, da de udsendte det sprælske og kulørte neo-hippie album We Are The 21st Century Ambassadors of Peace & Magic for cirka 2 år siden. Albummet blandede alt fra The Beatles, Elvis, The Rolling Stones, hippie-rock og en pæn sjat syre. Ofte i én og samme sang – som jeg formulerede det i min 4-stjernede anmeldelse dengang. Foxygen skulle egentlig have spillet på Roskilde Festival allerede dengang, men aflyste, sidste år udsendte de det ambitiøse dobbeltalbum …..And Star Power, til temmelig lunkne anmeldelser. Den har jeg ærlig talt ikke orket at lytte til, men genhørte for nylig We Are…, og den er måske vokset lidt på mig siden jeg anmeldte den? NÅ, er de hypen værd eller en småprætentiøs fis i en hippie-hornlygte? Let’s see….

Min udflugt til San Francisco på Avalon gør nok også, at jeg ikke når det hele af Florence + The Machine, der indtager Orange Scene kl. 19.30. Godt det samme, deres bombastiske radio pop-anthem rock kunne jeg nok hurtigt blive træt af. Jeg forstår  godt appellen ved foretagendet i visse kredse, ikke mindst de der kommer på Northside (uden at fornærme nogen), men det bliver ikke lige her jeg investerer mest tid… gad vide hvornår jeg rent faktisk skal se en koncert på Orange i år?

Nuvel, så har man jo de mindre scener, hvor Pavilion har et, på papiret, opsigtsvækkende og pirrende tilbud kl. 20.00. Androgyn pianobåret (og lidt elektronisk) musik fra newyorkeren Perfume Genius, der synger om seriemordere og børnemishandling  – så er torsdag aften da reddet, hvabehar mine damer og herrer? Nej? Hvad så med noget industriel synth-pop fra Lust For Youth på Gloria kl. 20.30? Heller ikke?

Okay, så går vi da bare over og ser Mastodon på Arena kl. 20.30. Jeg har ikke helt styr på, hvor mange gange jeg har set sydstats progrock/metal bandet live, og hver gang har været vidt forskellige oplevelser. Fra det elendige, sidst de spillede på Arena i stiv sidevind, til deres overraskende vellykkede magtdemonstration på store Orange for et par år siden. Bandet er hyppige gæster på vores breddegrader, derfor er lidt af glansen måske også gået af dem som et metal hovednavn, ligesom det er ved at være nogle år sid de udsendte et album der virkelig fangede mig – MEN, det er jo bare mig. Har du ikke set dem før, eller elsker du deres nye materiale, så er det bare med at troppe op.

De er sjovt nok programsat, så man med det lange ben forrest, lige kan nå og sprinte over til Pavilion tidsnok til at få et ordentlig skud i doom-dunken kl. 22.00. Her er der nemlig et nyere indslag på den amerikanske slowmotion metal scene der sørger for toner til underlivet – Arkansas bandet Pallbearer. Dem anmeldte Jonas 2 gange sidste år, først blev det til hele 5 stjerner for albummet Foundations of Burden, mens de måtte nøjes med en stjerne mindre, da de gæstede Atlas i Aarhus sidste efterår.

Trænger du i stedet for til at få testet falset og sing-a-long stemmebåndet, så er der jo Muse på Orange Scene kl. 22.30. Dem er jeg personligt færdige med, og har været det i efterhånden mange år. Det var da meget sjovt for 10-15 år siden, men så kørte jeg lidt træt i deres hysteriske hybrid-rock, men at have skruet ned for blusset kan man da bestemt ikke beskylde briterne for! De er desuden højaktuelle med albummet Drones og har åbenbart stået højt på publikums ønskeliste år efter år, selvom de har spillet en del gange på Roskilde efterhånden. Men nye folk kommer til og alt det der, så godkendt booking – og de leverer garanteret varen live. Spil “New Born”,  “Bliss”, “Plug In Baby” og “Muscle Museeum” for helvede!

Nå, hvad fanden skal vi så finde på – hvis du ikke lige skal over og danse romerdans sammen med Bikstok på Arena kl. 23.00? Gloria? Ok, her er der noget der lyder dejligt sært på programmet kl. 23.00, Margaret Chardiet aka Pharmakon. Hun beskrives som en nedstirrende strigle der larmer løs og nogen gange slår på en metalplade? Barsk støj og/eller “lydkunst” af en art? Det er vist en af dem for det kræsne publikum. Eller måske var det noget med en dosis “congotroniks”, fra Kasai Allstars på Avalon på samme tidspunkt? “percussion, xylophones, distorted guitars and thumb pianos (the locals know them as mbiras)” – sure thing, baby!

Jeg er generelt vild med den måde Roskilde præsenterer deres navne på i spilleplanen, hvad med den her om Ought, der spiller kl. 00.00 på Pavilion: “Angular post-punk panic attacks”! Wow, det må sgu da være godt så! Efter Pallbearer bliver torsdag sgu nok en af de der cruiser dage, hvor jeg blafrer lidt rundt med min karton rosé for at se om et eller andet fanger mig. Det kunne også være voodoo-musik fra Haiti fra Chouk Bwa Libéte, det er noget med trommer og trance, kl. 01.00. Det lyder sgu som en fin måde at smide resten af forstanden overbord på…

Du kan så vælge at lukke torsdagen med at feste med Hot Chip på Arena kl. 02.00, eller få sokker rocket (ikke af, der står ikke noget om at de bliver rocket af, blot rocket) af engelske Fat White Family der lægger Pavilion i seng (også kl. 02.00) med et rock og rul rabalder. De skulle åbenbart være i stand til at skabe musikalske optøjer, så har du ikke fået afreageret til Florence tidligere på aftenen, så….

Torsdag ligner en arketypisk Roskilde dag, det vil sige en kæmpe smeltedigel med store, små, skæve og decideret underlige navne, som man kan smag på i småbidder eller indtage som hovedmåltid. Orange Scene er lidt tyndt besat for mig personligt, men man får da mere end rigeligt travlt, hvis man ikke er kræsen hvad de små scener angår!

Og så venter to personlige hovedretter forude når det bliver fredag: Lamb Of God og Run The Jewels (ja, det er hiphop).

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.