RF ’18: Reportage & korte anmeldelser fra onsdag d. 4/7

0
418
views

May I have your attention please! Ja, vi anmelder sgu også Eminem, bare fordi vi kan og ikke mindst fordi han leverede det man går og higer efter år efter år: den HELT store, samlende oplevelse på Orange. På en lidt ufokuseret dag blev det også tid til lidt Slaves og Clutch, meget mere I’m With Her og tågen rundt mellem Charlotte Gainsbourg og BCUC.

Jo, det var en dag i Eminems tegn på Roskilde Festival, og heldigvis med rette, skulle det vise sig. Mere om det senere, for der var langt tid til klokken 22.30 da jeg indfandt mig, overraskende tidligt (?!) i skriveladen lidt over klokken 9. Måske rubbede jeg neglene fordi jeg vidste, at der ventede en lejrfest senere.

Onsdag er på en eller anden måde endt med, at blive min fri/drukdag på Roskilde, både fordi den signalerer, at jeg er nået halvvejs og fordi den traditionelt er den helt store ankomstdag for resten af “min” gamle lejr. De huserer nu i Get a Camp, hvor man kan flotte sig på græs, masser af benplads og under nogenlunde rolige forhold. Det er også et tiltrængt pusterum mellem Rising og nogle ventende meget lange musikdage, så hjernen blev parkeret for en stund, notesblokken gemt helt væk og så blev der ellers suget til sig med sanseapparatet.

Min tidlige ankomst i Medieladen gjorde også, at jeg var det tidligere færdig med skriverierne og kunne nå ud af Arena Gate inden den store nedlukning af den indre plads, der skal holde uvedkommende væk fra området op til åbningen. Normalt har vi ikke kunnet nå, at smutte ud af den Gate og har måttet tage turen hele vejen “bagom” og ind af indgang øst. Det sparede lige tid og en gåtur, så det var i opstemt sindstilstand jeg indtog Get a Camp.

Og så var det jo min store jubilæumsdag herude, 20. gang i streg, så der var “arrangeret” en kæmpe reception med alt hvad hjertet kunne begære. Hvis dit hjerte begærer billig papvin og diverse salte snacks… OK, det kunne godt have været lidt mere fancy, indrømmet, men på en måde meget passende og noget der passer godt til undertegnede! Fotografen ankom med forsyninger i bil på Øst, efter at have sneglet sig igennem trafikken tidligt på Eminem-eftermiddagen. Hun var forresten lidt udfordret på teknikken i dag, så hun fik frit lejde og at vide, at hun bare skulle skyde hvad hun nu kunne komme til – fotografer fortjener også, at have fri!

Nuvel, folk ankom, der blev grinet, gu’ fanden gjorde der så, og drukket, gu’ gjorde der da. Nogen skulle til koncerter tidligt, andre blev hængende, der blev givet gaver til jubilaren, blandt andet bøllehat, Hawaii-skjorte og et “Thomas Treo anmeldersæt”: et par solbriller og en dunk citronkoncentrat, fordi giveren mente jeg var lidt for flink i mine anmelder – selv de negative. Det smagte ikke så godt…

Jeg brød op en times tid inden Clutch, egentlig med henblik på, at få noget i skrutten og ud den anden vej, men ingen af delene lykkedes på festivalpladsen i den omgang. For hold nu KÆFT, hvor var der mange folk. Overalt. OVER ALT. Jøsses, hvor mange endags-Eminem-billetter var der solgt? Det var nok bare et tegn på, at han vitterlig er et enormt trækplaster, på tværs af generationer og for “hele” pladsen.

Nå, kø kø kø, så jeg dalrede forbi Orange og så Saveus spille deres to sidste numre foran en gigantisk skare, og det gjorde de/han faktisk temmelig overbevisende. Videre mod Pavilion, hvor jeg fandt vores flagstang, og bærer, stående lige i udkanten af et propfyldt telt mens Slaves bankede løs oppe på scenen. Der var kraftedeme også tryk på kedlerne her, så man blev helt svedig af bare, at kigge og lytte. Således nåede jeg også lige, at få dunket den herligt huggende “Cheer Up London” i smasken, inden de væltede af scenen.

Men hvorfor stå stille, det store musikalske supermarked med “gratis” smagsprøver var åbent, over til Avalon, hvor Clutch gik på et kvarters tid senere. Her ramlede jeg også tilfældigt ind i fotografen og den 6-æårige assistent, så jeg tog børnevagten mens fotografen testede udstyret oppe foran. Hun havde købt kanelsnegle, den bette, så jeg fik lige lidt sukker i den næsten tomme tank!

Clutch kom ellers liiiiidt slæbende ud af startblokken, eller hvad? Den bumlende sydstats-stoner/truckerrock havde ikke det sikreste vejrgreb indledningsvis, hvor “X-Ray Visions” og “Firebirds!” ikke fik udrettet meget foran en, igen, kæmpe skare. Der begyndte, at ske noget omkring “A Quick Death In Texas”, men da var jeg så småt trukket over mod Pavilion for, at få en god plads til I’m With Her.

I’m With Her ★★☆☆☆☆

Der var ingen gode pladser… jo, jeg kom nemt helt op foran, men det var bestemt ikke en fordel i et telt der åbenbart havde fået snakketøjet med ind under teltdugen. Den lille, ret tyste og delikate country-trio, der “just landed from the States” og glædede sig til, at spille på “the legendary Roskilde Festival”, havde aldrig en chance. Deres sarte og meget klassiske, man kunne også sige gammeldags, der er næsten tale om en art throwback til tidlige country-indspilninger, hvor det hele var akustisk, håndspillet og meget båret af vokalerne, druknede fuldstændig i snak.

Og det var som om den blot tog til under den meget stille indledning på koncerten, hvor den smukke “See You Around” trillede koncerten i gang med en, i dette tilfælde, ret ironisk åbningslinje… “I hear you loud and clear…”. Yeah… NO?! Jeg stod på anden række og kunne høre musikken som en næsten undskyldende baggrundssummen og næsten intet af vokalerne. Lyden virkede både for lav og slet ikke med nok kraft på vokalerne, hvilket virkede helt tosset, men det var intet i forhold til den volumen den udisciplinerede snakkeklub kunne leverer.

HOLD NU KÆFT, SHUT THE FUCK UP, eller gå UD af teltet, hvis I skal stå og kagle på den måde? Det er ikke blot uhøfligt og uopdragent, det er komplet idioti: mon I ikke kan høre hinanden BEDRE udenfor, hvor der ikke spiller musik?! Jeg havde lyst til, at trække hele flokken ud bag den fiktive barnyard og give dem the ol’ yeller treatment.

Nå, jeg forsøgte at abstrahere fra det, finde ind i musikken og blive der, på en eller anden måde. Helt håbløst. Folk begyndte kraftedeme bare at ævle højere jo mere I’m With Her forsøgte, at sætte lidt mere tryk på. Den ellers fine, fine “Ain’t The Fine” kom ikke to meter ud fra scenekanten inden den ramte snakkemuren, Jim Croce coveret “Walkin’ Back to Georgia” led samme pauvre skæbne og nu begyndte jeg langsomt, at blive frustreret og rastløs. Ud af teltet så!

Øh, folk udenfor teltet sad og lyttede og snakkede overhovedet ikke i samme grad som dem inden i det?! What… the fuck… til gengæld var volumen så lav, eller lyden så tynd, at det næsten kom ud på ét og nu virkede det som en regulær fejlplacering, at trioen stod der og smilede på Pavilion. De skulle sgu nok have været på Gloria. Ellers glimrende numre som “I-89” og “Overland” stod ikke til, at redde, men redder da en karakter lige under middel.

Det meste af skylden for de to stjerner går videre til den flok idioter der ødelagde koncerten for dem, som rent faktisk stod og prøvede på at lytte. Lidt skyld tilfalder også planlæggerne, der måske burde have set den komme og smidt bandet ind i Gloria’s skygge og så falder en lille smule også tilbage på trioen – de gjorde, rent performancemæssigt, ikke meget væsen af sig. Så taber man mod overmagten.

Overmagten stod Eminem måske også overfor lidt over en time senere, der var sgu i hvert fald nok omkring de 100.000 foran Orange da han gik på lidt efter klokken 22.30. Jeg ankom en times tid inden og da var der allerede kødrand i yderområderne og ved, at være ret godt pakket foran scenen, der hvor vi normalt parkerer bussen til de store Orange Koncerter: lidt mod højre, foran den inderste lydmast/barteltet foran pitten. Jeg skal grave i hukommelsen for, at kunne huske sådan et fremmøde så lang tid inden et hovednavn på Orange Scene og hvad den samlede skare angår, da koncerten gik i gang da nærmede vi os nok en form for rekord?

Eminem ★★★★★(★)

Den sad, næsten, som den skulle! Eminem virkede tændt, veloplagt og helt tilstede i ROSKILDE, ikke noget Copenhagen her. Jo, det var et velsmurt og stramt tilrettelagt show, leveret på den der driftsikre superstjerne manér, men det virkede ikke som om den blev kørt hjem på rutinen eller var noget der bare skulle overstås. Noget man måske kunne have frygtet fra den notorisk lidt sky stjerne, som tidligere har aflyst koncerter og turnéer pga. “udmattelse”. Nu virker han sund, rask, rørig og stadig tilpas sulten.

Lad os få det negative af vejen, den sult man fornemmede i store perioder af koncerten kunne godt virke lidt magelig og “voksen” i de nyere, mere poppede anthems, hvor han blev bakket op af sangerinden Skylar Grey, der da nok kunne synge, men også havde et lidt fersk “talentshow” sangerinde over sig. Men, bestemt mere end hæderligt og dejligt med en live-sangerinde og ikke bare ren backtrack til duetterne. Og så var lyden ikke helt på toppen. Indledningsvis alt for lav, men der blev skruet nogenlunde tilpas op. Men, jeg savnede den helt afgørende, dyyyyybe bund og tunge stød fra bassen. Der har været skrevet en del om Roskildes nye højtaler/lydsystem, hvor et eller andet teknisk mumbojumbo gør, at man skulle kunne føle “vibrationer”, fremfor lydtryk, så trykket er tilstede, selvom der ikke må skures op for DB’en. De vibrationer synes jeg ikke helt jeg kunne mærke, men, det var da heller ikke fordi man ikke fik masseret mavsen lidt.

Resten var nærmest ren optur!

Eminem skulle lige i gang, flankeret af rapper/hypeman Mr Porter, der gjorde det godt, og lejlighedsvis nogle strygere, en live-guitarist udover det “sædvanlige” setup man kender fra hiphop koncerter. Ikke det store, vilde sceneshow med gak og gøgl, der var lidt spredt fyrværkeri af den tamme slags, måske det det kunne blive til pga. tørken, og ellers Hr Marshall Mathers i centrum.

Han skulle lige i gang, men allerede under tredje nummer, “3 AM”, var han varm og så gik der ellers ren fest og fællesskabsstemning i den foran Orange. Der var noget for enhver smag, noget til de gamle fans, dem der hoppede på da han hittede omkring “Stan” og alt det der og de senest ankomne, som måske kender ham bedst bakket op af tidens popnavne.

Nogle sange led den typiske hiphop skæbne, hvor de blev kortet ned og man kun fik et enkelt vers eller to, inden næste nummer gik i gang. Men, jeg savnede egentlig ikke mere af numre som “Sing For The Moment” og “Like Toy Soldiers”, det var alligevel her jeg begyndte, at blive lidt træt af Eminem i første omgang. Heldigvis var der masser af the old shit, selvom et nyere nummer som “Rap God” også viste, at Eminem fra dette årtusinde i glimt kan leverer en edderspændt maskingeværssalve med motormunden. Han missede ikke et beat, ikke her og ikke koncerten igennem. Lige inden rap guds opvisningen faldt koncertens første store højdepunkt, hvor “White America” fik en tur på lige præcis den fjerde juli. Ætsende, arrigt og stadig relevant her 16 år efter den udkom.

“Just Don’t Give A Fuck” førte os helt tilbage til starten med The Slim Shady LP, og det virkede kraftedeme som om der nærmest ikke var gået en dag. Slim Shady findes åbenbart stadig derinde i Mr Mathers og han ville UD og feste sammen med et menneskehav, som nu var helt oppe at støde. Håndtegn og fuckfingre over alt og et massivt lydtryk. Hypeman Porter havde travlt med, at få folk til at lave noget larm mellem numrene, det var næsten overflødigt, folk VILLE det her. I en sådan grad, at Eminem på et tidspunkt indskød “you might actually be thes loudest motherfuckers we ever played for?”, man troede ham faktisk næsten! Det tog helt overhånd da publikum i spontan glædesrus kastede sig ud i “Seven Nation Army” LÅLÅLÅ i en lille pause langt inde i sættet, hvor Eminem virkede oprigtigt overvæltet og taget på sengen?! Hvad helvede sker der nu?? Jeg er normalt ikke helt glad for det ustyrlige LÅ’en, men her virkede alt bare rigtigt – why the fuck not, then…

Det kan godt være, at jeg var mere til den lidt vrede fællessang på numre som “The Way I Am”, men jeg kan ikke snige mig udenom, at der var et kor på omkring 100.000 mennesker der fuldstændig overtog omkvædet og BRØLEDE et nummer som “The Way I Am” helt op i nattehimlen. Da stod den gamle stodder her og fik lidt gåsehud, shit mand, jeg holdt bare bøtte og tog det ind. Der var et af de der helt store Orange øjeblikke. Meget kan man sige om fordele og ulemper ved Orange og open air koncerter i den størrelsesorden, du vil aldrig helt få det samme sydende og boblende tryk, som hvis der var tag over… men… jeg skal igen langt tilbage i Roskilde hukommelsen for, at grave noget lignende frem, hvor man tænkte, at hvis der havde været et tag over dyrskuepladsen, så var det fandeme nok blæst af her.

Og det blev bare ved, indtil Eminem tog det sidste stik hjem med en helt balstyrisk slutspurt med et slags sammenkogt hit medley, hvor “The Monster” blev afløst af 3-trins raketten “My Name is”/”The Real Slim Shady” og en forrygende “Without Me”, hvor det kogte helt over på og foran scenen. Så manglede vi bare “Lose Yourself”, inklusiv den fine klaverintro, at gå hjem på som eneste ekstranummer.

You better lose yourself in the music, the moment
You own it, you better never let it go
You only get one shot, do not miss your chance to blow
This opportunity comes once in a lifetime

Det kunne næsten ikke have passet bedre på den her koncert som helhed…

Jeg har set bedre koncerter på Orange, alt efter hvilke parametre man nu vil måle efter, men jeg kan ikke huske mange, om nogen, der har virket så samlende og forløsende. Det er det her man kommer for, det der sus foran Orange, hvor jeg håber dem længere nede bagved havde bare lidt af samme oplevelse.

Midt i havet, hvor vi stod, virkede det som det hele eksploderede omkring en og Orange, endelig, fik taget sin Eminem mødom. Kan han ikke komme tilbage en anden gang så, hva’? Vi kalder det “næsten” 6 stjerner på skalaen, ja, det må godt, nu er vi alligevel udenfor det vi normalt dækker, så…!

Så stod man der og afklimatiserede lidt… og opdagede, at, for helvede, Charlotte Gainsbourg VAR sgu da gået på Avalon, ach scheisse, schnell schnell… stau. Kø på motorvejene væk fra Orange, det tog satme da sin tid, at komme væk fra området, så fransk Gainsbourg allerede havde været i gang i 25 minutter da vi ankom til teltåbningen. En godt fuld wingman, Mongo, skulle tisse og blev “væk”, jeg stod og stenede til de kølige franske elektro-pop toner og kunne slet ikke komme ind i det univers efter den mentale orgasme foran Orange.

Så følte jeg sulten og kom i tanke om, at jeg da faktisk ikke havde fået andet end en halv sandwich omkring 12 timer tidligere, så jeg søgte mod Big A’s Burger mellem Avalon og Pavilion. Så stod man der med Gainsbourg i det ene øre og afrikanske danserytmer fra BCUC på Pavilion i det andet.

Det blev til en peperoni slice til 35 kr. og en cheeseburger til 65. Pizza havde det ikke rigtig noget at gøre med, det er nærmere et tykt stykke franskbrød med smeltet ost og, hvis man er heldig, to skiver pølse. Æh, det var vel fint til prisen, vi siger 3 stjerner efter value for money princippet. Samme karakter kan den lidt magre cheese burger få, hvor tomat og agurk dominerede smagsmæssig i forhold til cirka alt andet, bøffen var ikke uspiselig og det var lykkedes dem, at få osten til, at smelte. Pluspoint for det, måske kan Dixie Burger lærer det trick?

Så stod jeg der og proppede føde ned i en helt tom motor, der rumlede godt, men BCUC forsøgte at få Pavilion med på deres smittende rytmer, Det lykkedes vist meget godt, og det talte i hvert fald lidt mere til mig i det øjeblik end den stenede franskmand ovre på naboscenen.

Alligevel valgte jeg, at drible mod teltet ved halv 2 tiden, arbejdsdagen i morgen kaldte jo, så…. følg med strømmen ud fra pladsen og ud i natten.

Af Ken Damgaard Thomsen (ord og mobilfotos)

Foto: Lene Damgaard

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.