Så skal vi til det igen, Roskilde Festival lurer forude, det bugnende program og spilleplanen er ude. Vi har kastet et blik på den, og forsøger her, at komme med et bud på en rute igennem dagene. Vi har allerede taget turen igennem onsdagen, så nu gælder det torsdag.
Og det er sgu’ en af de længere, hvor man, hvis man vil og har kræfterne til det, kan holde koncertgryden i kog fra middagstid til midt på natten. Vi må lige se, hvor langt kræfterne rækker for undertegnede, men der er i hvert fald ingen undskyldning for, at gå musiksulten i seng.
Det er, igen, mest de mindre scener der trækker og er rigt repræsenteret, mens der er lidt længere mellem de koncerter der trækker i mig på Orange og Arena. Det her er ikke et bud på, at få alt med, som måske kunne falde under vores fokusområde(r), men en kronologisk tur igennem spilleplanen med et kig på de navne man kan vælge, at tjekke ud. Vi kommer ikke selv til, at nå det hele, det har vi vist efterhånden indset, men det er da rart, at have lidt valgmuligheder og en eller anden form for retning.
Som noget nyt, så har vi, som en lille appetitvækker og motivation til selv, at gå på opdagelse, lavet en Spotify spilleliste til hver dag. Ikke alle nævnte navne er med, da ikke alle er at finde på netop den streamingtjeneste, så igen, det er ikke det komplette billede.
Torsdag d. 5/7
Vi lægger ud på Pavilion klokken 12.00, sharp, hvor Bo Madsen og hans Turbolens projekt, hvor han laver musik sammen med børn/unge fra Bernadotteskolen har fået åbningstjansen. Du har sikkert allerede hørt de to singler “Rastløse Bevægelser” og “Farver” i radioen, hvor især førstnævnte er en decideret fremragende single. Et lydunivers der, som Jonas bemærkede i hans reportage fra Spot Festival, sender tankerne i retning af en DR B&U afdeling produktion. Jeg får også associationer til ting som 70ernes Vesterbro Børnekor udgivelser, krydret med atmosfærisk pop/rock.
Efter en lille siesta, hvor man lige kan bliver drillet lidt af Gutter-folket og få lidt mælk til sin Kahlua, er det igen Pavilion som trækker. Klokken 14.00 er der folk/cana rock fra canadiske The Weather Station med Tamara lindeman i front. Bandet har eksisteret i 12 år, men det er et af den slags navne jeg kun er faldet over hist og her på tryk, men aldrig fået lyttet til før nu. Det var en fejl, jeg er i hvert fald blevet lidt solgt på deres nyeste udgivelse, et selvbetitlet album, der udkom sidste år, samt 2011 albummet All Of It Was Mine. Ikke nyskabende, som sådan, men virkelig solidt sangskriver håndværk og sikker udførelse. Hvis det bliver for velkendt, så kan man jo gå mod Avalon, og lige smage på Tune-Yards musikalske udskejelser i et spraglet indie/art-pop univers, mens man bevæger sig over mod Orange.
For, jeg kommer da ikke helt udenom den Orange teltdug, der klokken 16.00 skal huse de to svenske Söderberg søstre, Klara og Johanna, bedre kendt som First Aid Kit. Vokalharmonier, luftige country melodier og poleret poppet indpakning på den enorme Orange Scene? Held og lykke, de damer, og vi be’r bare guderne om godt vejr! Ellers kunne det da godt blive lidt af en mundfuld. Det er vældig pænt og nydeligt, det de to søstre leverer, men hold da op, hvor det også bare lyder fortryllende. Så så man lige mig, stå der er og brøle med på “Fireworks”, “Emmylou” og “It’s a Shame”…
Alternativt kan man traske over til Arena, hvor When Saints Go Machine præsenterer deres, øhm, “alternative pop” (?) på samme tidspunkt, men det bringer os bare lidt ud af kurs, vi skal nemlig styre mod Gutter Island igen. Eller i hvert fald Pavilion, hvor der klokken 18.00 bliver tidligt mørkt, når Chelsea Wolfe folder den stemningsfulde og ildevarslende metalrock ud. Eller er det folk-doom? Gotisk rock? Anyway, endnu et navn, som jeg på elegant manér har undgået at lytte til indtil nu, men som har fået en stjernemarkering i programmet efter jeg fik ørerne op under min research til de her skriverier.
Klokken 19.00 skal Interpol forsøge at bevise flere ting: at de stadig er relevante i 2018, at de kan slippe levende fra et møde med Orange og at de kan trække publikum nok til, at det ikke ikke ser helt deprimerende ud. Jeg har sådan set intet mod Interpol, jeg synes de var meget fede da det udsendte deres to første plader… for henholdsvis 16 og 13 år siden. Sidst de spillede på Roskilde, i 2014, syntes jeg det var en forholdsvis tynd booking til Arena, 4 år senere får de Orange? Jeg glæder mig til Band of Horses samme sted næste år!
OK, det var faktisk ikke for, at fornærme nogen, jeg kan jo bare lade være med, at se dem. Så det gør jeg! Jeg skal nemlig se Nelson Can bevise, at de fortjener at være oppe i tiden, få ganske massiv airplay både i ind- og udland og blive rost af kapaciteter som, well, mig selv jo! EP 3, som de udsendte sidste efterår, blev et fortjent, og måske lidt forsinket, gennembrud for trioen. Der er faktisk ikke skyggen af et dårligt nummer på udgivelsen, men tilmed nogle af de bedste singler, der blev udsendt sidste år. Og den bedste, i form af “Break Down Your Walls”, som jeg har rost en del gange før og fandme om jeg ikke gør det igen! Det går ned klokken 19.00 på Avalon.
Nå, hvad fanden skal vi så finde på? Jeg har lidt et “problem” her, der er et par ting som man måske kunne tjekke ud, men jeg har en date med en 6 årig, der skal vise mig hendes dansemoves når Bruno Mars gå på Orange Scene klokken 22. Ellers ikke liiiiige min favoritkunster fra 00erne, men, man må jo lige ofre sig af og til. Det kommer så til, at gå ud over Stone Sour klokken 21.30 på Arena, måske ikke det store tab. Slipknot’s frontmand Corey Taylor, som udlever hans post-grunge amerikansk radiorock trang? Ah, næææh. Til gengæld trak det lidt i mig, at tjekke Preoccupations ud på Pavilion klokken 22. De hed tidligere Viet Cong, som jeg har anmeldt et ikke helt vellykket, synes jeg, album fra for nogle år siden, men synes faktisk post/art-punk gruppens nyere numre, er ret gode. Nuvel, next time!
Hvis jeg får listet væk fra den hawaiianske Michael Jackson light discofunk klon i tide, eller han spiller en herligt kort koncert, så gælder det Avalon klokken 23.00, hvor den står på lydeksperimenter fra konstellationen Boris & Merzbow. Japansk rock i alle afskygninger møder lyd/støj kunst med volumen skruet op på max. Det lyder som en fin måde, at få renset krop og sjæl for funky vibes, og komme tilbage på ret kurs! Gad vide om det er en af den slags forestillinger, hvor det ikke gør nogen forskel, at man ser det fra start, eller kommer dallerne midt i det hele og løber panden mod lydmuren?
Forvirret, måske lidt bange, sikkert halv-træt og sulten kan man så vakle over mod Pavilion, hvor der fra midnat er blandingsrock på plakaten. Oh Sees hedder bandet, i hvert fald på Roskilde Festival, for bandet, der nu er nået op på omkring 20 udgivelser, har det med , at justere lidt på navnet i tide og utide. Det samme kan vel siges om deres musikstil, da er de heller ikke kræsne indenfor rockens rammer, og lidt udover. Jeg har forsøgt, at begrænse min lytning til albums udsendt indenfor de seneste par år, og synes den garage psychede stil de her hælder imod er ganske fængende.
Så klapper jeg i takt, og siger det mig selv, Nææææpheew, hvil i fred. De har intet glemt på Orange Scene klokken 01.00 i 2018, det var meget skægt et par minutter i 00erne, og deres 070707 koncert er, med rette, semi-legendarisk. 11 år senere får vi så endelig afgjort dysten mellem højre og venstre side af publikum, når der skal synges om kap i “Worst and Best Case Scenario”. Da står jeg nok og undrer mig over, hvad pokker Heilung er for en størrelse? Er det metal, der går på klokken 01.00 på Avalon? Hedninge folk? Vikingcana? Musik til et eller andet jernalder ritual? Jeg er ikke helt sikker, men det er da godt nok anderledes og jeg tror endda, at jeg kan lide det!
Ellers må jeg sprinte (høhø, yeah right! “Tøffe”) mod Gloria og få smadret hvad der måtte være tilbage af hjernen der, når Nyt Liv går på klokken 01.30. Det er dansk hardcore, du kender stilen, det lyder som bølleoptøjer og tilhørende paroler fra KBH NV, og du kan lide det, kan du. Det er samtidig startskuddet til en lille, eksplosiv nedlukning af fredagen på Gloria. Motorsav følger trop 02.15, det er satme et fedt bandnavn, der bare skriger af smadder-punk. Festen lukkes af Ond Tro klokken 03.00 med en sidste, ondsindet hardcore-punk lussing. Hvis det er for undergrundsvæmmeligt for dig, så kan man i stedet for søge mod Arena, hvor My Bloody Valentine leverer shoegazer-støj, skruet op til 11 fra klokken 02.00.
Det kommer nok til, at afhænge lidt af dagsformen hvor langt jeg når på ruten denne torsdag, man skal jo op og skrive og drikke kaffe. Nå ja, og så venter der jo en lige så lang dag fredag, som, igen, ender med verdens undergang på Gloria klokken scheisse!
Af Ken Damgaard Thomsen
