Kan du stadig gå? Har du stadig ører? Så er du mere end kompetent til, at tage med på en tur rundt i lørdagens program på Roskilde Festival. Vi er nået til det sidste, seje træk.
Og det bliver sgu nok med ømme ben og en let summen for ørerne, at jeg kaster mig over afslutningsdagen på dette års Roskilde Festival, efter nogle meget, meget lange musikdage. Så er det godt, at lørdagen er dejligt kort og overskuelig! Haha, nå, det er den ikke… eller jo, den er muligvis en lille smule kortere, der mangler i hvert fald, på papiret, en time i begge ender i forhold til de seneste par dage.
Det kommer nok ikke til at gøre den helt store forskel, tænker jeg. Til gengæld er det en dag med nogle ret grimme overlap i spilleplanen, hvor der enten skal vælges, eller løbes rigtig stærkt, hvilket allerede nu virker som et både urimeligt og uoverskueligt krav på en sidste dag på Roskilde?! Ahmeeen, hva’ har de forestillet sig??!! Festival first world problems…
Nå, lad os se om vi når forbi Orange scene hele to gange denne dag, eller om det, endnu engang, er de små scener der løber med min gustne gunst.
Lørdag d. 7/7
Jeg kan sove længe! For jeg skal først have skrevet færdig, spist morgenmad og fået kaffekvalme til klokken 14.15, hvor britiske Yonaka indtager Pavilion. Der er lidt buzz og hype-alarm omkring gruppen, der spiller en art halv-tung, punkrocket, grungy rabalder der stedvis svinger over i noget mere poppet med en kvindevokal i front, som har en ret sjov “hip hoppet” levering. Bandet har udsent nogle singler og EP’en Heavy, fra sidste år, og der er faktisk nogle ret fede numre og deciderede fuldtræffere imellem. Måske et af de her “fang dem inden de muligvis får vokseværk” navne. Er det for nyt for dig, så kan du også se The Strokes guitaristen Albert Hammond Jr. brække nakken på en alt for stor scene med sine alt for små sange. Det er klokken 14.30 han med en vis sandsynlighed er oppe mod overmagten på Arena. ELLER, du slår en fræk kontra, gør noget helt andet, og ser om den nye, hypede, men stadig ukronede pop/RnB dronning Kali Uchis på Apollo klokken 15.00.
Sikken en start på dagen, so many choices, så er det godt, at man nu igen allerede skal foretage et valg, hvor man ikke kan undgå, at miste et eller andet. Klokken 16.30 er det tid til, at C.V. Jørgensen endelig træder op på en scene igen og deler ud af dansksprogede perler fra hans bugnende bagkatalog, efter mange år i frivillig eksil. Ej, det er bare pjat, han har allerede spillet til en byfest, på et spillested, en parkeringsplads, eller i din spisestue inden han når til Arena. Da C.V. Jørgensen blev annonceret til Roskilde i slutningen af sidste år, tænkte jeg, “yes, perfekt timing og endelig”. Både fordi, han virker som om han aldrig er gået helt af mode, og ikke mindst fordi en lang række nyere danske navne, også blandt dem vi har anmeldt, virker kraftigt inspireret af hans sange, sangskrivning og vokal. Så det virkede bare så rigtigt. Glansen er gået lidt af den booking efter koncert på koncert og adskillige festivaloptrædener efterfølgende er blevet annonceret. Det ødelægger jo ikke den her koncert, og i det mindst må han og bandet da være varmet op, men, alligevel…
Klokken 17.30 går en af C.V.’s arvtagere og åndsbeslægtede navne dog på Orange, når Peter Sommer og hans tiggere får lov til at lægge arm med hovedscenen. Hvem fanden har planlagt det?! Jeg kunne næsten ikke forestille mig to danske navne, fra hver deres generation, med mere overlapspotentiale hvad publikum angår?? Jamen, det kan jo være, at begge har andre planer, skal videre (C.V. skal sikkert, der er nok en rundkørsel i nærheden, som skal indvies med lidt musik) eller hvad ved jeg? Come on, det er to danske navne, det var ikke muligt at rykke det ene en time, eller begge en halv, i hver sin retning? Nej? Nå, OK, men så må man jo regne med, at dele et segment blandt publikum når vi nærmer os 17.30 (OBS: Peter Sommer er nu rykket til kl. 18.00, problem solved). Sommer fortjener forresten at prøve kræfter med Orange, så ingen brok herfra over det (Myrkur indtager forresten Gloria med akustisk guitar klokken 17.00).
Nå, jeg ved alligevel ikke, om jeg ville kunne nå det meste af Peter Sommer i forvejen, der er nemlig nogle mindre kendte toner, som kunne lokke mig over mod Pavilion klokken 18.15. Omni, amerikansk post-punk, det vil sige, de lyder faktisk både som punkrock fra før og efter post-punkens guldalder, men det er sådan et cirka pejlemærke. Det kunne også være et af de der navne, som med lidt held kunne få en større fanskare fremover… eller fise ud i ingenting, what do I know, jeg er ikke talentspejder for et pladeselskab, vel! Nå nå nå, ro på, pulsen ned. OK, men så skal jeg i hvert fald ikke trække mod Arena og få en blodstyrtning til Veto klokken 19.00. Veto og Nephew på samme Roskilde plakat? Let’s party likes it’s 2007!!! Egentlig har jeg intet imod Veto, jeg er bare SÅ meget over 00’erne og får udslæt af alt der lugter lidt af revival eller genkomster fra det årti, også selvom Veto egentlig er pladeaktuelle. Hey, den plade burde de da have snakket noget mere om i radioen, og spillet numre fra, i en sådan grad, at man var ved at skrive et surt læserbrev? Måske på P6 Beat. Bare et forslag.
Så mens man går der og bliver godt mavesur og ikke ved, hvor man skal gøre af og få sine lørdagsfrustrationer ud, så dukker Phil Anselmo op, plakatfuld og med hele pusher street i skallen, på Pavilion klokken 20.15. Denne gang får vi æren af ham i Scour udgaven, hvis sangskrivning synes at matche Anselmos aftagende stemmepragt og melodiøre. Det lyder lidt som om det er skrevet og indspillet mens en råbende, spritstiv Phil vælter ned af en trappe. Sidst Anselmo kiggede forbi Roskilde Festival var det mere underholdende end godt, men at være så usammenhængende allerede klokken 15.00 burde da aftvinge en form for respekt. Tænk hvad han kan få ud af en aftenkoncert! Skål (men ikke i hvidvin, Phil. Nej. Fy).
Hvis du ikke er så meget til et musikalsk trafikuheld af den slags, så kan du i stedet for søge mod Arena, hvor de skotske post-rockere Mogwai spreder atmosfære og lydtryk fra klokken 21.00. Storhedstiden er, med al respekt, nok ved at ligge et par år tilbage i tiden, og det virker også lidt som et sikkert kort, at trække fra bookerne. Men, fred være med det, det kan jo ikke være sats og nytænkning det hele, der skal de her mellemstore, driftssikre navne til, at binde det hele sammen og lægge en solid bund.
Jeg kunne godt finde på, at daske lidt rundt og gå på eventyr i stedet for, hvis jeg har energien til det og samle kræfter til en voldsom slutspurt (I hope). Det kunne eksempelvis inkludere en tur forbi Avalon klokken 21.30, bare for at se hvad den norske popprinsesse Sigrid har at byde på. Synes hendes singler hidtil har været lidt skizofrene, hvor hun det ene øjeblik har prøvet, at tale til festfolket og det næste viser en meget mere eftertænksom pop-side. Men måske gennemstrømmer det, det hele, og jeg har bare ikke hørt ordenlig efter? Fanger det mig ikke, så viser Scared Paws kløer klokken 22.00 på Pavilion, wraauuw. Det er sådan noget smittende jangle indie-pop møder post-punk med mere i letfordøjeligt duo-format, og så er de også fra Skotland.
Herefter trækker Blonde Redhead på Avalon, som jeg egentlig synes er ret interessante, eller det syntes jeg i hvert fald engang i start 00’erne, nok det korteste strå i forhold til Gorillaz afslutningskoncert på Orange klokken 23.00. Skal der være fest på Orange for mig i år, så er det her sidste udkald og selvom jeg ikke er megafan af netop denne udgave af Damon Albarn, så kan jeg nu sagtens være med på noget af det. Gorillaz spillede en rost koncert i Royal Arena i slutningen af sidste år, så selvom det dermed ikke ligefrem er noget eksklusivt navn hvad afstanden til seneste koncert angår, så lugter det lidt af festgaranti. Mon ikke Albarn, der efterhånden er stamgæst på Roskilde, nok skal klare den… Mens vi venter på Blur. Ja, jeg trakt det kort, Blur tilbage på Orange Scene, for Helvede!
Er du ikke til tegneseriebands, så er du måske mere til klassisk New Yorker hardcore? Madball får fornøjelsen af, at spille på Arena klokken 23.30. Mulighed for albuerum og god plads på dansegulvet: udsigterne er glimrende! Der bliver, formodentlig, mere tætpakket til Anderson.Paak og hans The Free Nationals. Anderson.Paak var efter sigende ved, at vælte Apollo da han besøgte Roskilde i 2016, så det trækker lidt i mig for, at se what da fuzz is about. Men det er klokken 01.30. Det er satme sent efter en uge fyldt med musik og mangel på alt andet (where is the love?).
Og der er et andet “problem”. Skulle det vise sig, at jeg ganske naturstridigt, og uden at være blevet fanget i anmelder-dopingkontrollen i Backstage Village, så er der en anden afslutningsfest der trækker. De Underjordiske og Fribytterdrømme byder nemlig op til afdansningsbal klokken 01.00 på Avalon. Da det først blev annonceret, at de to danske (psych)rockbands skulle dele scene, tænkte jeg, “buh, ripoff, giv dem en tid hver, maaand!”. Men da havde jeg ikke lige fået med, at de skulle være med til, at lukke hele møget ned. Det giver straks mere mening for mig og lyder som en fin idé! Begge band har tidligere leveret gode til glimrende koncerter, jeg har især trippet godt og grundigt ud til Fribytterdrømme og efterhånden set dem… tælle tælle… øhhh… 4 gange. Min første koncert med bandet, da de spillede release for deres debutalbum på Stengade, står stadig som et højdepunkt for mig. Good times… Nå, bliver 5. gang også et hit? 5 er jo det magiske nummer.
Jeg er blevet helt ør og lidt rundtosset af bare, at dykke ned i spilleplanen, smage lidt på en voldsom bunke store og små navne og skrive de her mere eller mindre realistiske ture gennem dagene. Nu venter hovedretten, hvor man rent faktisk skal ud i Roskildes parallelle virkelighed og foræde sig.
Bon appetit. Og husk, der er forretter på Rising Scenen, dem kigger vi på næste gang!
Af Ken Damgaard Thomsen
