Bæst, Midsommer Festival d. 15/6 – 2018 ★★★★★☆

0
434
views

Bæst indhyldede Midsommer Festival i tyk, omsluttende og kvælende røg og viste, at der gemmer sig lidt af et musikalsk monster i tågerne.

Hvad er Bæst? Det er en størrelse der er lidt vanskelig at definere og blive klog på. Det er rock, i en eller anden form, i sin kerne. Der er nogle gazer-tendenser over noget af det generelt ret stenede materiale. Dermed er der også en psykedelisk dimension. Bæst virker både afventende og truende, som et rovdyr der ligger på lur, men også eksplosivt larmende og fremfarende i præcise hug.

Da jeg anmeldte deres seneste album, Det Umulige Rum sendte jeg 4 stjerner efter dem, for en plade der virkede som en trodsig modreaktion på tiden vi lever i og dens ræs, og som en leg med konceptet tid i det hele taget, med en række langsomt udviklende numre, hvor man faktisk lidt kunne miste tidsfornemmelsen. Bæst er ikke helt så trodsige live, de giver mere af sig selv, man bliver inviteret mere indenfor, uden at indtrykket af et egenrådigt og halv-trodsigt band ryger – effekten er faktisk næsten endnu stærkere end på plade.

Hvor et knugende nummer som “Tøven I Hvil” er et regulært epicenter på pladen, der hvor man endelig blev rusket godt og grundigt igennem, så skete det flere gange under koncerten, inden nummeret faldt mod slut i sættet. Det ødelagde ikke nummerets virkning, eller tog kraften ud af koncertens afslutning, tværtimod. Det virkede som om koncerten bestod af en række jordskælv der naturligt byggede op til den logiske afslutning, mens vokalen let snerrende leverede funderende sætninger som, “tænk hvis stjernerne følte, at de lyste for meget”, gennem det rungende lydbillede.

Vokalen er også noget for sig hos Bæst, nogen vil nok finde den en smule monoton i sin levering og små-irriterende i sin tone. Det kan jeg godt følge, men ligesom resten af Bæst’s udtryk så er der også noget dragende over den, og en form for insisteren og noget indædt, som det er svært ikke at blive fascineret af.

Og det var jeg, fra de første toner af “Linjernes Lys” begyndte at ulme og ose ud fra scenen sammen med en tæt tåge af røg, der nok var irriterende for fotograferne, men perfekt matchede bandets fortættede lydbillede og udtryk. Det var tydeligt, at der er tænkt over det samlede udtryk bandet går efter. Bæst virker både kontrollerede og lurende, men også som om de konstant befinder sig på randen af et udbrud de ikke helt kan tøjle, og derfor holder igen for, at bæstet ikke skal løbe løbsk. Der er noget på spil her, og faren ligger lige under overfladen. Det er et udtryk der kræver lidt af publikum, man er nødt til, at investere et eller andet for, at virkningen bliver optimal – lade sig suge ind i universet, kort sagt. Gør man det, så er der virkelig noget at komme efter her.

Det er en koncert der bølger frem og tilbage, hele tiden ud til kanten og lige dingle en fod ud over den og kigge ned i dybet og så få vægten over på det andet ben i sidste øjeblik. Som jeg står der og bliver trukket ind i “Linjernes Lys” står jeg og stener lidt over bandnavnet. Det passer på en måde overhovedet ikke til gruppen, og så, alligevel, er det spot on i forhold til den oplevelse man får.

Det lidt sammenbidte udtryk Bæst også har, kunne godt virke fremmedgørende eller skabe afstand, men forsangeren begynder at åbne koncerten lidt mere op med lidt snak mellem numrene og musikken følger med. Et mere rocket og udfarende, for dem, nummer fyres af, mens jeg fik mig en velfortjent anmeldersmøg og glemte at notere mig titlen, koncertens tredje nummer, anyone? Var det “Sort Røg”? Nå, men var man ikke fanget inden, så blev man det nok her, en flok yngre damer rykker op foran scenen, de kan teksterne, danser stille med og vi har fået os selv en rockkoncert og ikke bare en mindre magtdemonstration fra Bæst.

“Venter på Hvem” tager tempoet ned igen, men Bæst taber ikke momentum eller publikum, nu lyttes der intenst til hvert ord der flyder ud fra scenen, sammen med de roligt brusende toner, hvor man “svæver i et hav”, i en fin lille leg med ord og billeder. Jeg vil næsten gå så vidt, at kalde det helt bjergtagende! Mens man står der og svajer med under koncertens ebbe og flod, toppe og dale og dans på kanten så søger vi mod “Det Højeste Sted”. “Vi fandt det højeste sted på kajen, tog hinanden i hånden og sprang”, lyder det fra den halv-lyse, monotone og konstaterende stemme. Der er noget nærmest fatalistisk over Bæst flere steder, eller en følelse af noget uundgåeligt, der også matches af vokalens klang og levering. Sjovt nok skaber det, i hvert fald for mig, ikke afstand, eller kommer til, at føles følelsesløst, nærmere modsat, uden jeg helt kan forklare hvorfor og hvordan?

Bæst er en modsætningsfyldt krabat, og det burde egentlig ikke fungere så godt som det gør, men linjer som “hvor det hele, hvor det hele ender” og “stof mellem stof” kommer pludselig, i kombination med det velspillende band, til at give mening og blive større end summen af enkeltdelene.

Vi nærmer os afslutningen og “Kolofon”, der åbner Det Umulige Rum, vælter tungt ud fra scenen. Jeg har forlængst pakket notesbogen væk og står og suger til mig og prøver, at få det hele med og ind. Forsangeren springer ned fra scenen, er ikke helt sikker på, at det var under dette nummer, men i hvert fald under koncertens afslutning og giver for alvor slip og straffer guitaren til teltets begejstring. Hvis Bæst havde publikum i deres hule hånd inden, så er det her de giver slip og skubber skidtet ud over kanten.

Det er en svær balancegang Bæst har gang i, musikken og deres udtryk er både indad- og udadvent på samme tid, tillukket og inviterende, krævende men også forløsende, stramt og voldsomt i glimt. Det kræver ikke kun noget af publikum, men også af bandet og her ramte Bæst den næsten optimale balance.

Det giver 5 store stjerner, og en opfordring til andre festivaler, også de større til, at tjekke bæstet ud live!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.