RF16: Neil Young + Promise of The Real, Orange Scene, d. 1/7 ★★★★★★

0
1012
views

Neil Young og hans forrygende backing band, Promise of The Real, leverede en på alle måder historisk koncert på Roskilde Festival fredag aften, hvor Orange Scene, i hvert fald i 3 timer, var det rockhistoriske tempel som det stadig kan være, når kunstneren er af en kaliber som denne.

Men måske ikke så længe mere? For der er kun én Neil Young og han lever jo nok ikke evigt, selvom der ikke var tegn på at det lakkede mod enden under gamlingens 3 timers maraton på Orange Scene. Jeg tog mig i at stå og tænke, i et af de få øjeblikke hvor tankerne fik lov til at vandre, at det her måske ikke kommer til at ske igen? At rocken på den måde erobrer Orange og der står en så troværdig repræsentant for genren på scenen, og uddeler den ene lektion efter den anden i, hvordan man rykker Dyrskuepladsen rundt.

Hvem skulle gøre det, hvis ikke Neil? Alle andre blegner simpelthen i forhold til, når han ruller arsenalet i stilling og skyder den ene perle efter den anden af, eller jammer i det tilsyneladende uendelige, UDEN at tabe tråden eller gå i tomgang. Man føler man kommer nogen steder, ud af stedet, til et andet sted – alt sammen på samme tid. Alt sammen styret med overblik og overskud af en stadigt uregerligt rockende stædig rad, der nægter at følge med tiden, men i stedet slår hælene i og forsøger at bremse tiden, bare for en stund i det mindste, mens musikken spiller.

Derfor virkede det også som det mest naturlige i verden, at Neil åbnede koncerten solo, siddende ved sine tangenter og klimpede sig igennem en øm og rørende version af “After The Gold Rush”.

There was a fanfare blowing
To the sun
That was floating on the breeze
Look at Mother Nature on the run
In the nineteen seventies

Og så var jeg hooked og kunne pludselig mærke den aldrende hippies budskaber gå direkte ind, selvom det et eller andet sted lyder som fortærskede floskler fra en gammel drømmer. Men Neil mener det. Hvert et ord, stadigvæk, og man kan jo ikke sige, at de ikke stadig burde vinde genklang. Og han var, naturligvis, i klædt en t-shirt, hvor der blot stod “Earth”. Neil pakker ikke tingene ind, men insisterer, stædigt og utrætteligt på, at råbe resten af verden til fornuft, selv de som opfatter ham som en forvirret Grampa Simpson der står og råber af og ryster næven mod en sky.

Jeg hørte dig, Neil, og jeg følte det, Neil!

Man kunne næsten heller ikke undgå noget så simpelt som en følelse af glæde, da “Heart of Gold” faldt allerede som andet nummer, modtaget med stor jubel fra et publikum, der momentvis havde lidt svært ved ikke at knævre under den stille åbning – jeg tilgiver, for selvom lyden var god og klar der hvor vi stod, så VAR det jo stille, og folk har bygget en god promille op i løbet af dagen. I know I had! “Needle and The Damage Done”, i en skrøbelig og følt version blev afløst af “Mother Earth (National Anthem)”, hvor musikken langsomt begyndte at stige i intensitet og volumen, som om det ulmede og byggede op mod et udbrud – men ikke endnu.

Tilbage til en af karrierens store plader, Harvest, via en vidunderlig udgave af “Out on the Weekend” (jeg løber tør for superlativer snart, hvis det forsætter i dette tempo), videre mod luftige “Unknow Legend”. Et nummer der altid giver mig følelsen af at svæve lidt væk, eller glide ubekymret ud mod horisonten på en amerikansk highway. Her godt hjulpet af virkeligt velspillende Promise of The Real, der rent musikalsk, selvom de lidt ligner nogle duksedrenge, faldt fuldstændig i hak med Neils kantede og flossede stil. Og så sad de der vokalharmonier LIGE i skabet.

Et tidligt højdepunkt i sættet, OK, alt var et højdepunkt, men så en bjergtinde der lige stak lidt højere op, var en sejt rockende udgave af gode, gamle “Alabama”. Hold nu kæft hvor den bare svingede og vuggede med saft og kraft, så man var ved at ryge i en lille trance derude på pladsen. Og lige som man troede det ikke kunne blive bedre, så tændte Neil og gutterne op for endnu en Harvest klassiker, “Words”, der ikke efterlod den mindste tvivl om, at der brænder en uslukkelig rock-flamme inde i Onkel Neil. Puha, fy for pokker det var fedt!

Så stod man der med svedige håndflader, stort smil og nogle ører der for længst havde overgivet sig betingelsesløst.

I waited for you, Winterlong
You seem to be where I belong
It’s all illusion anyway

“Winterlong” bragede ud af højtalerne, som om man havde fortjent mere allerede?! Den fik en ekstra indsprøjning med stærkstrømstråd, så man igen stod og vippede sig over i en anden dimension, Roskilde against drugs? Vi behøver kun Neil! De efterfølgende 25 minutter af sættet gik med at brænde fuldstændig igennem med “Love To Burn”, der bølgede, brusede, gik i opløsning, samlede sig igen og slog fra sig, så man helt glemte tid og sted. 25 minutter? Og jeg hverken kedede mig eller stod med følelsen af, at den skulle have været kortere? Alle andre end dig er amatører, Neil….

Så kom den. “Powderfinger”. En af mine personlige favoritter, det er noget med melodien og stemningen der strømmer igennem nummeret, en af den slags sange der bare taler til et eller andet inde i mig, som er svært at beskrive. Også i går, hvor den blev spillet mere stramt end de foregående par numre, med lidt forlængede passager hist og her, men temmelig tro mod forlægget. Tusind, tusind TAK, Neil. “Mansion on the Hill”? Mere endnu! Man begyndte næsten ikke at kunne rumme mere derude, i det tiltagende mørke. Det begyndte åbenbart også at blive for meget for nogle,  det tyndede ud i folk, selv helt oppe ved hegnet til pitområdet – pyt, mere Neil til mig!

Det fede ved en Neil Young koncert er, at han spiller så længe, at han rammer plet med noget forskelligt, hos forskellige mennesker, i løbet af sådan et plus 20 numre langt sæt. Således var min sidemand helt oppe at støde over “Vampire Blues”, som ikke rammer mig på samme måde, men så fik jeg jo “Country Home” og “Everybody Knows This Is Nowhere” lige bagefter. Og alle fik en stor, hård pakke mod slut… “Rocking In The Free World”….

Den gik, selvfølgelig, rent ind hos de standhaftige, som fik et nyt vers til nummeret at hygge sig med, mens det huggende riff truede med at give en indre kvæstelser. Så blev der sgu endnu engang skruet op på 11 og bare rocket ud, igennem og mod nattehimlen fra Promise of The Real, der fik lov til at være andet end bare backing band. Neil spiller SAMMEN med sit band, det handler om musikken og om at skabe noget på en scene, ikke om hvem der er stjernen eller om at sætte sig selv i centrum. Derfor var det også sparsomt med kommentarer til publikum koncerten igennem, og det var også fløjtende ligegyldigt. Jeg forstod jer.

Efter en kort pause trådte Neil og band ud i spotlyset igen og lukkede seancen med en lang, skvulpende version af “Love and Only Love”, hvor vi lige skulle have en sidste lektion ud i hvordan rigtig rockmusik skal lyde, og leveres. Medrivende, fængende og vellydende, men ikke leflende eller noget der tager en i hånden – Neil Young står, blandt meget andet, også for kompromisløshed.

Hvad gør vi så nu? Neil Young kan jo ikke komme tilbage hvert år og give rockmusikken hjertemassage og puste nyt liv i Orange Scene? Men det burde han. Tak Neil, det her trængte jeg og Roskilde Festival til.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.