Reportage: Fredag 3/11 2017 på Iceland Airwaves

0
589
views

Fredagen var der hverken rest-sygdom, der skulle ruges ud eller søvn, der skulle indhentes. Dagen gik derfor med en køretur til vandfaldet Gullfoss. Forholdsvis mange kilometer for at se noget vand falde ned i et hul, men hvis man er på Island, skal man nærmest skamme sig, hvis man ikke kommer ud og ser på det meget anderledes land. Set med danske øjne.

…Den Blå Lagune kunne også have været valgt, men da det koster ca 500 DKK for en entré-pakke med håndklæde (det er nok en nødvendighed), så blev det stille og roligt sprunget over.

På turen til Gullfoss var der et utal af smukke kig – og man kommer også naturligt forbi Geysir – der er nu noget fascinerende over de eksplosive udbrud – og det gamle Tingstedet, som jeg dog ikke besøgte.

Smukt er landet og perfekt måde at se det på fra en bil, så man selv styrer tempoet.
Det kan dog være en udfordring, at det er svært at finde steder at holde – der er strenge love for, hvor man må stoppe, hvilket nok også giver fint mening da ringvejen, der løber rundt om hele hovedøen oftest kun består af to modsatrettede spor…

Nå. Musik!

I preview’et blev fredagen i høj grad fremstillet som punket. Det viste sig kun til dels at være sandt – men en enkelt totalt smadret punk-oplevelse blev det dog til…
Fredagen blev på den måde også et forsøg på at få hørt lidt folk fra Island og prøve noget, der måske var lidt mere usikkert.

Ragga Gröndal, 3. november 2017 Gamla Bió

Ragga Gröndal @Gamla Bió

Med et klaver og en guitarist stiller Ragga Gröndal op på Gamla Bió. Og det skal vise sig at være en særdeles behagelig start på fredagens program.

Første nummer synges på engelsk og minder meget om noget, Tori Amos kunne have begået i sin senere karriere. Stage-piano’et lyder super og guitaristen spiller primært med palm-mute og godt med effekter og agerer dermed både rytmegruppe og bas. Gröndals stemme er stærk – om end ikke Amos – og der er godt styr på både melodiføring, mikrofonteknik og udtryk. Ofte flagrer hænderne i luften for at understrege en pointe i teksten.

Efterfølgende får vi en islandsk hyldest til gudinden Freya – og på den måde varieres der mellem engelsk og islandsk. Gröndals absolut stærkeste kort er hendes meget klare stemme, der både fortæller – understreger lyrikken og bruges uden ord i uh-stykker.

Der er en generel høj lækkerhedsfaktor på koncerten og selv om den måske ikke er en koncert, der vil stå ud i forhold til så mange andre, så er det godt, gedigent håndarbejde vel fremført med enkle midler.

Vi får også et nummer, hvor Gröndal griber en akustisk guitar – hvilket desværre resulterer i et stemningsmæssigt tab, da klaveret har fyldt godt. Skidt var det ikke, men bare anderledes.

Endelig får vi nok en klaver-baseret sang, der brydes ned i et nyn-med-stykke som Gröndal får publikum med på. Nummeret slutter endda med, at guitaren får lidt kant og får lov at åbne lidt og helhedsindtrykket bliver overvejende positivt på en stille start på fredagen.

200.000 Naglbítar 3. november 2017, Gamla Bio

200.000 Naglbitar @Gamla Bió.
Islandske darlings med høj energi

Med store skæve smil træder de tre islændinge på scenen og har med det samme medvind fra publikum; de er uomtvisteligt darlings. Og ganske rigtigt er der flere numre, hvor publikum højlydt synger med.

Det er så her, man bliver lidt prisgivet som ikke-islænding, for alle tekster er på islandsk. Men tabet af mulighed for at forstå tekst-indholdet gør ikke nødvendigvis det store, da det er et stærkt underholdende band. Måske ikke så meget punk, som groovy rock i en let dansabel udskæring. Masser af pop-hooks og attitude gør, at man nok ikke erklærer det den store nye opdagelse, men må medgive at det er effektivt og underholdende.

Der er en konstant tongue-in-cheek over projektet uden at der går plattenslageri i sagerne. Ét nummer minder lidt om Blurs ‘Girls & Boys’, et andet starter med blomsterpinde på trommerne for at udvikle sig til et veritabelt dansenummer. Flere gange er det netop det festlige, dansable indtryk, der gør sig gældende.

Forsangeren er ikke voldsomt vild med at tale engelsk mellem numrene, men det behøver han heller ikke; for han har allerede sejret blandt det islandske publikum, der udmærket kender det nu 24 år gamle band. Flere gange er der dog optræk til lidt college-punk stemning, men det er stadig bedre end som så.

Som antropolog er det ikke uvant at være vidne til noget, man ikke helt forstår, men én ting står helt klart efter de 200.000 neglebidere har spillet; det har været en fest og smilene er brede hele vejen rundt!

Pink Street Boys 3. november 2017, Gaukurinn

Højere! Vildere!
Pink Street Boys @Gaukurinn

På loftet på Guakurinn får vi så hands-down punk. Igen er det svært hvis ikke umuligt at forstå teksterne. Men denne gang altså fordi de skriges ud over scenekanten af forskellige sangere. De skulle altså være på engelsk.

Det er som at sætte sig i en tidsmaskine og komme tilbage til den gang, punken blev født. Masser af vrede, efter kort tid flere bare maver på scenen og en kæmpe energiudladning. En afpillet percussionist/sanger spiller i et nummer på en pedalsteel. Han kunne lige så godt have ladet være – det drukner alligevel i de andre to guitarer, bassen og de vilde trommer.

Det kan godt være, det er svært at anmelde post-rock (se i går), men så meget desto sværere at det at sige noget begavet om et band, der bare larmer derudaf i højt tempo som Pink Street Boys.

Af med trøjen! Vi spiller punk, gør vi!

Det fungerer, for det gør punk nu én gang, men det er også en smule trivielt og unuanceret så 30 minutters showcase må siges at være rigeligt. Ikke for det. Der er tydeligvis et publikum til punk i Reykjavik og det hele er ganske festligt – komplet med en gråhåret herre, der dancer pogo-dance og det kommer endda også til lidt skubberi oppe foran af nogle lidt yngre herrer.

Som et flashback til tidligere tider var det dybt fascinerende – men høj kvalitet var det ikke.

Efter denne oplevelse tager jeg lige en skrivepause og snupper en snack (se nedenfor) inden Arab Strap.

Arab Strab 3. november 2017, Gamla Bio

Oh my God! Kenny is KILLING that bass!
Pinegrove @Gamla Bió

Inden Arab Strap nåede jeg lige at høre et par numre med Pinegrove, der synes at være et sympatisk ungt band. Af udseende virker det til at man har samlet en række nørder i en high school (komplet med lille, kvindelig bassist i Kenny-fra-South-Park-anorak) og lært dem at spille.

Det lyder fint og skægt at de slutter med et cover; ‘Natural Woman’, hvor den mandlige forsanger ikke lægger fingrene imellem.

Kaos og kærlighed. Arab Strap @gamla Bió

Nå. Arab Strap. Dette band er var i sin tid tungen på vægtskålen der gjorde, at jeg tog beslutningen om at i år skulle det være Iceland Airwaves. Betegnelsen kultband er blevet brugt om mange bands, men for Arab Strap er det en meget fin beskrivelse.

De havde deres storhedstid i 90erne inden de lavede et fremragende comeback-album med The Last Romance i 2005. Så blev instrumenterne hængt op men for et par år siden begyndte de at spille – både i radio i England og lidt på spillesteder.
Aftenens koncert er den sidste på deres turne – og måske nogen sinde.

Til lyden af sækkepiber går bandet på og publikum stamper i gulvet i takt til indmarch-musikken. Der er stemning allerede inden første nummer, Stink, bliver spillet – men da det sætter i gang hujes der højt fra salen.

Godt halvdelen af numrene spilles via en tromme/bas-maskine og trommeslageren bliver dermed mest en slags pynt, når han sidder med bløde køller og ’varmer’ bækkenerne.
Men i andre kører han den maskinelle stil. Som I don’t want to dance, hvor han hele vejen igennem nummeret lægger det samme, faste beat mens intensiteten i nummeret ellers bølger op og ned.

Men Arab Strap er især forsanger Aidan Moffat. Han er så skotsk (glaswegan?), at det gør helt ondt. Og i modsætning til fx Franz Ferdinand, som man kun kan høre er skotter når de snakker mellem numre, så bruger Moffat sin dialekt, når han synger. Han kan i sin stageperformance minde lidt om Mark Kozelek for der er en vis apati eller frustration over udtrykket. Men Moffat er alligevel i den grad på hele aftenen, selv om ham mellem vers vender ryggen til publikum for at bunde den ene øl efter den anden.

En mægtig mand er han at se til, og med Arab Straps tekster, der kredser om sex og skam – eller mangel på skam, bliver det bare endnu mere intenst af at der står en halv-gammel gråskægget mand og syger/reciterer tekster, der både rummer usikkerhed og erkendelse af kroppenes forgængelighed.

Det er i det hele taget RET fantastisk!

Personligt synes jeg, det fungerer bedst når Arab Strap spiller mere rocket. De kan godt nok larme med deres to guitarer og bas, og med en enlig stryger over, skaber det lige dele pænhed og kaos. Også dét er ret eminent.

Det er ungdomslyrik, men det virker ikke malplaceret, når kæmpen Moffat fremfører det: Som det akavede i at date og vide, at man skal bolle. Men lige skal igennem en masse snak først (Trippy). Eller en sang, der ifølge Moffat handler om at knalde på et toilet (New Birds). Vi får også et enkelt instrumentalt nummer mens Moffat henter flere øl – og generelt er der en sær løssluppen stemning som alligevel læner sig op af et afsindigt checket band.

De har ellers deres udfordringer; violinen kommer ikke ordentligt igennem forstærkeren, mikrofonstativet vælter, en guitarstrop går itu. Men på en underlig, kaotisk måde er det perfekt for dette band, som på mange andre måder også er sært.

Der sluttes af med ‘The First Big Weekend’, som ret beset er mere spoken word end en sang, da Moffat har en laaaaang tekst, han mere eller mindre lirer af, mens der sættes forskellige riffs/melodistykker/grooves i gang hos de forskellige instrumenter. Det er en fin, kaotisk finale og der er stor ærgrelse over, at de ikke kommer tilbage til et encore.
Inden da får Moffat forklaret os, mens han på sædvanlig vis karter rundt på scenen, at det altså er sidste show og at de måske bare ’fucker af’ eller måske bare tager et par års pause. Han får næsten sendt violinist og trommeslager ud, inden sidste nummer, men med lidt snak og grin frem og tilbage bliver de og betjener begge trommesættet under ‘The First Big Weekend’ .

Og det er i høj grad et billede på, hvad vi oplevede til denne Arab Strap-koncert: Et band, der er afsindigt checket og virker sammenspillet. Men som også er dybt præget af en kaotisk frontmand, og man fornemmer en vis overbærenhed og træthed hos både violinist og trommeslager. Det er et skarpt, skarpt band – der alligevel virker til ikke at kommunikere.

Det spejler sig igen i Arab Straps udtryk: For intet prises, men der råbes heller ikke ’knep’ for at provokere. Der er en konstant spænding i dét. Og det fik vi set oversat til koncertform denne aften.

Mad

Igen godt fodret hjemmefra, kom sulten dog alligevel over mig. Flere gange havde jeg passeret flere – indrømmet ret stinkende – Lobster Huts. En slags pølsevogn med hummer.

When in Rome må vel være devicen og for 1600 islandske kroner (~90-100 DKK) kan man få en halv sandwich, bestående af et OK brød med grøn salat, hvidløgsdressing, knuste nachos (?!) og krebsehaler.

Rock Lobster?
Nej, ikke rigtigt. Men skægt, at de sælger krebsehaler og hummer som snack…

I modsætning til hotdoggen fra i går, så smager det af noget. Hvor godt det er, hænger der store spørgsmålstegn over – men det smager da af noget… Prisen er selvfølgelig horribel. Især da det er street food og mest en snack. Men sådan er det vel bare i Island.

Nu er det prøvet, og denne erfaring rigere vil det nok være at foretrække at handle på en restaurant, da der er set retter dér til ca det dobbelte, som må forventes at være bedre…
Vi kalder det feltarbejde…

Af Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.