Reportage fra lørdagen på Spot 2016 – del 1

0
1452
views

Lørdag på Spot var tætpakket og blev også lidt længere end fredagen – vi har igen delt reportagen op i to mere hapsevenlige bidder. Her skal vi omkring vestjysk eftermiddagsdunder, moderne beat, følsom folk og eksperimenterende toner. 

Efter reportagerne fra fredag var kommet på siden, var det tid til at møde festivalvirkeligheden igen, i form af to interviews. Troels-Henrik fik sig en god snak med Signe Højrup Wille-Jørgensen aka Jomi Massage, mens Jonas drak en sodavand i selskab med Andreas og Dina fra Northern Assembly. Interviews, du kan se frem til at læse de næstkommende uger.

Første koncert for Jonas blev i Scandinavian Centers store sal, hvor Whores & Thieves havde fået lov at åbne, efter de vandt en TAK ROCK! afstemning om en plads på festivalen. Det takkede Whores & Thieves for ved at levere et brag af en åbning på lørdagen. Det var tydeligvis et tændt band og en forsanger Christian Bonde med masser af opsparet energi, der skulle slippes fri på den store scene.

Med et mikrofonstativ, der oftere blev svinget rundt i luften, væltet omkuld på scenegulvet eller svinget som en kølle, vandrede og sprang Bonde rundt på scenen, delvist formummet i det lange hår og skæg, mens han sang igennem og bandet bastant hamrende numre som ‘My Condition’ og sejt svingende ‘Digging Holes’ fra debutalbummet, og den glimrende riff-basker ‘Spain’ fra opfølgeren, Silent Town, som udkom sidste år – et album, som bandet aldrig rigtig nåede at følge op på dengang på grund af alvorlig sygdom hos et af bandmedlemmerne.

Det virkede til at koncerten blev en slags forløsning for bandet, som spillede knusende tungt, tight og overbevisende. Min eneste, lillebitte anke, var at vokalen ind i mellem lå en smule for lavt, men ellers ramte de den lige i røven, som John Faxe ville sige. Numre som ‘I Am the Cat’ og ‘Old Man’s War’ blev begge præsenteret med tør humor af Christian Bonde, og blev hamret hjem med rustne syvtommersøm af et band, der spillede som en monstertruck og tromlede alt på deres vej. Til sidst hamrede en siddende Bonde mikrofonen i scenegulvet, inden han rejste sig, kylede mikrofonen i gulvet, og forlod scenen, mens guitarerne feed’ede. Lidt af en pragtpræstation på en lørdag eftermiddag, som viste at Whores & Thieves er klar til at indtage verden igen.

W&T Spot

Lidt andre toner var der i Rytmisk Sal i Musikhuset, hvor jeg nåede sidste halvdel af Anna Scharlings koncert.  Scharling har en alsidig og stærk stemme, som fik god plads til at udfolde sig i de relativt enkle arrangementer, hvor hun selv betjente henholdvis akustisk guitar og piano, mens hun blev bakket op af violinist og elektrisk guitar. Scharling har samtidig et godt greb om melodierne, og selv om man måske lige savner det ene nummer, som for alvor sætter sig fast, så skal det nok være værd at holde øje med Anna Scharling fremadrettet.

Troels-Henrik ramte Jomi Massage som sin første koncert lørdag – ganske passende, qua interviewet tidligere. Jomi Massage, som netop er en form for kunstnerisk alter-ego til Signe Høirup Wille-Jørgensen.

Setup’et var Signe alene på scenen omgivet af to keyboards og nogle sequenzers / loop-pedaler. Jomi Massage benyttede lejligheden til at snakke lidt om projektet mens folk kom ind, og som lovet i førnævnte interview var det ‘seks dødssange fra Primitives (album, 2013, red)’, der var på programmet.

Prologen rundede også at pladen handler om forskellige mennesker, der har ændret verden – og med en vis betænklighed måtte Jomi Massage erkende, at de alle havde lidt små-psykopatiske træk. Og hvad nu hvis det betyder, at det er en forudsætning for folk, der ændrer verden?! Der åbnes med ‘I Will Be Born’, som sluttes med noget sampling af reallyd-klap på mikrofonen, som så leder over i ‘Flap Like a Flag’ (inspireret af Emily Davison) efter Signe har konverteret disse hjerte-klap på mikrofonen til heste-trav.

Der leveres med for Jomi Massage vanlig intensitet, og den betegnelsen ‘avantgarde pop’ er ganske beskrivende.  Det er meget ‘fortællende’ musik, hvor både de forklarede historier og andre spirer ud af – og det bliver decideret rørende under ‘A Fake start is Life’ – til trods for at den introduceres som ’tissesangen’. Om det er tømmermændene fra gårsdagen vides ikke, men en modig tåre måtte forlade min øjnkrog under dette intense nummer.

Det afsluttende repeterede vers ‘From Hell’ lyder i den grad til at kommet fra mørkets dybder og bliver understøttet af noget, der lyder som en samplet, distortet guitar. Det bliver decideret ubehageligt – Fedt! ‘Stray Arrows’ følger derpå – akkompagneret af en gulv-tam – og slutteligt lukkes der ned med en ukulele på ‘The Dust & the Dirt’.Jomi Massage er måske ikke rock (i denne opsætning), men har en intensitet, der både rører og fortæller historier som få andre bands.

På samme tid, tilbage i Scandinavian Center havde Karrierekanonen-vinderne  Klub 27 indtaget den store sal, og de havde i hvert fald et godt tag om det yngre segment blandt publikum. Bandets blanding af dansk beat-rock, som den lød omkring Steppeulvene og tidlig Gasolin’, og en opdateret, men stadig ligefrem lyrik, går direkte i vippefoden, og der er ingen tvivl om at bandet skruer catchy sange sammen. Samtidig er forsanger Haruna James Wasajja en humørbombe på scenen, og hans smittende energi er svær at modstå. Jeg endte nu alligevel med at fortrække inden koncerten var ovre, mest fordi kompositionerne fremstod ret endimensionelle og ensartede. Men kan Klub 27 arbejde videre med variation og nuancer, så kan det blive rigtig stort.

Klub 27 Spot

Efter en kort øl- og koordineringspause og redaktionel rådslagning, satte Jonas kursen mod Atlas, som havde fokus på folk lørdag eftermiddag. Kl. 18.15 var det Ida Wenøe som indtog scenen sammen med The Silver Chords, Anders Mathiassen (Vessel) på akustisk guitar og Hal Joseph Parfitt-Murray på violin og mandolin. Wenøe har tidligere slået sine folder i Boho Dancer, men udgav sidste år sit første album under eget navn.

Hun er også flyttet til Berlin, og har haft pæn succes blandt andet i England. Herhjemme er det mere i folk-kredse Wenøe har fået opmærksomhed, men det kan være koncerten på Spot kan åbne for et bredere publikum. Det relativt minimalistiske trio-format gav et lidt andet, og mere nedbarberet og klassisk folket udtryk end albumudgaverne, men det klædte også Wenøes på en gang både sarte og stærke vokal, som har en stor spændvidde og en klang, som ikke mange andre sangere eller sangerinder rammer. De personlige sange hvoraf mange så vidt jeg kunne tolke kredsede omkring forelskelse, blev leveret med vokalt overskud, og da Mathiasen stemte i med en form for mumlekor på ‘In the Flesh’ gik det op i en højere enhed.

Til sidste sluttede Wenøe af alene på scenen med ‘Tit er jeg glad’, en gammel sag af Carl Nielsen og B.S. Ingemann, men her leveret meget lidt støvet, og med Wenøes indlevelse og klang resonerede sangen også et stykke tid efter hun blev klappet af scenen. Flot afslutning på en stærk koncert.

Wenøe Spot

Næsten samtidig, hos naboerne Voxhall, oplevede Troels-Henrik en anden stærk kvindelig vokalist. Her hos svenske Pale Honey, som jeg ikke havde nået at researche på, men som skulle vise sig at være ganske fremragende.  To kvinder og en mand indtager scenen, og svenskerne stiller op med en kvindelig trommeslager, kvindelig forsanger/guitarist, mens manden tager sig af guitar og percussion.

Det er ostinat/riff-baseret rocket musik, hvor der ikke er plads til mange guitarsoloer, men det til trods er der masser af dynamik. Forsanger Tuva Lodmark bærer med sit lidt kejtede smil og sin fantastiske stemme sættet igennem og udstråler en coolness og ro, der får svenskerne i bandet til at lyde noget mere erfarent, end deres udseende indikerer.

Stemmen minder til tider om Nina Perssons, PJ Harvey (og så er vi vidst også ved at være trætte af sammenligninger af kvinde-vokaler?!) og den nedbarberede lyd kan til tider minde om The XX – men med noget mere potens!

I en tid, hvor der er fokus på kvinder på festivaler, får Pale Honey stillet skabet lige dér, hvor det skal stå, og selv om man måske kunne have ønsket sig en bas af og til (guitaristen gjorde et fint stykke arbejde med at lægge bund, but still), så var det et meget helstøbt sæt, der blev leveret. Lidt koket, lidt ungt – men samtidig med en tyngde, der fik det til at virke mere erfarent.

Pale Honey Spot

Så var det blevet provianterings- og interviewtid – anden del af reportagen følger snarest, og kigger nærmere på blandt andre Long Line Down, Redwood Hill og The White Dominos.

Tekst og fotos: Troels-Henrik Balslev Krag og Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.