Reportage fra fredagen på Spot 2016 – del 2

0
1356
views

Den sene del af fredagen bød på to forskellige hændelsesforløb. Her bryder vi kronologien lidt, og lægger ud med Troels-Henriks oplevelser til PB43-arrangementet på Tape, og herefter tager vi på fragmenteret tur med Jonas i området omkring Musikhuset. Vi stiller om til Tape. 

Fredag aften kom for Troels-Henrik til at foregå på Tape – og her var der fra første taktslag HELT andre boller på suppen end hvad eftermiddagen havde budt på! Vi lægger ud med We Like We, som består af tre unge piger på henholdsvis violin, xylofon/vestafrikansk kalimba og vokal. Ofte bruges der i kompositionerne (der er ikke rigtigt tale om ‘sange’) loops og effekter, så vokalisten fx kommer til at synge kor med sig selv og violinen bliver flerstemmig.

Det er voldsomt stemningsfuldt, sart og interessant. Og så igen; der går – som koncerten skrider frem – også lidt ‘museumsmusik’ i den. Altså mindre udtryk og vilje til at kommunikere, og mere udfordring á la noget, man kunne møde i et obskurt rum på ARoS. Nuvel. Det ER stemningsmættet, men virkelig, virkelig svært at anmelde, da det hverken falder inden for rock/rytmisk genre eller klassisk.

Det var en oplevelse, og at dømme efter den relative stilhed, der var blandt publikum må man også sige, at det er projekt der formår at fange folk…

We Like We

Efter We like We kiggede Frisk Frugt forbi. Det var igen i et lidt udfordrende set-up, idet der var valgt kammermusik-instrumentering. Det vil sige, at der var akustisk klaver, to strygere, slagtøj – og selvfølgelige frontmanden, Anders Lauge Meldgaard. Teksterne er et studie i sig selv – ret naivistiske og nærmest børnesangs-agtigt – og fremførslen er også distanceret, men med en stærk energi.

Jeg må tilstå, at da jeg havde hørt et par numre, prøvede jeg lykken andensteds på ét af de andre koncertsteder. Ikke fordi Frisk Frugt ikke er interessant nok. Eller at set-up’et også var spændende. Men oven på We Like We havde jeg nok brug for noget andet, og var derfor først tilbage til…SVIN.

Som var en fin oplevelse. Jeg stod ved siden af Rasmus Hjortshøj (Jazzhouse/Fanø Free Folk Festival) og han kunne berette, at vi nu skulle høre jazz. Jo, han fik ret. Og ja, SVIN spiller med deres set-up af guitar, keys, saxofon og trommer tydeligvis noget, der er stærkt jazz-inspireret.

Men flere af deres numre rummer også rockens vildskab og potens. Det er nærliggende at sammenligne SVIN med Oxx, men det virker alligevel til, at de tager hvert deres udgangspunkt; for hvor Oxx virker som om de er en formfor metalband, der tilfører nogle jazz-elementer, virker SVIN til at være et jazz-band, der så bare skruer op og kører potente ostinater.

Og begge dele er pisse fedt! SVIN forfalder aldrig til lange soloer – eller for den sags skyld rundesoloer, og til trods for den lidt aparte saxofon, så får den også via effekter og dygtigt spil en potens. Så når resten af bandet (for øvrigt uden bas!) smadrer igennem, er træblæseren helt med.

Det er ikke musik, hvor man efterfølgende nynner en melodi fra et ‘hit’. Men det skal nu intet tage fra at de er dygtige i SVIN – og også kan lave en fest, hvor der bestemt blev svinget lidt langt hår…

Og så kom vi til Speaker Bite Me. Nedenstående skal forstås som en fan-boy anmeldelse, idet jeg er mangeårig fan af netop Speaker Bite Me.

Op til koncerten havde der været lidt tvivl om Signes stemme, men hun leverede nu til UG med kryds og slange. Der lægges stille ud med et nummer jeg med skam må erkende, jeg ikke kan sætte titel på, men som i klassisk stil starter stille for at så at slutte støjende. Herefter erklæres det, at der vil komme tre nye og tre gamle numre. Altså virker det til, at bandet laver nye numre og en ny plade kan være på vej!

Det næste nummer er nyt og skramler derudaf i klassisk Speaker Bite Me-stil med progressiv bas og gode halvdesperate vokaler. Skal der endelig være en anke er det, at trommerne virker underligt maskinelle. Oh, well.. Det er jo også nyt. Herpå følger en perfekt leveret ‘Uh-Ah’, og bandets kariktaristiske, kompakte lyd kommer virkelig til sin ret.

‘Landscapes Can Move Themselves’ følger og jeg tror vi alle på Tape føler en smule klaustrofobi i forbindelse med dette kompakte, voldsomme nummer…Og sådan spilles der i 30 minutter hvor der skiftes imellem det tætte og det smadrede, larmende.Speaker Bite Me lyder næsten fuldstændig som sidst jeg så dem på det daværende Musikcafeen – og der er altså røget meget vand igennem Århus å siden da!

Er det så trist at bandet ikke har udviklet sig siden da? Nej. For den gang var de på forkant med lyden – og selv i dag – 10 år eller mere senere – lyder de stadig til at være i front!

Speaker Bite Me

Imens i et Musikhus, hvor regnen stod ned udenfor…

Efter planlægningsøl i Musikhusets lobby, nåede jeg at høre de første par numre af Ida Gards koncert i Rytmisk Sal i Musikhuset. Gard var kun bakket op af en trommeslager, men med elektrisk guitar og vokal formåede hun alligevel at fylde rummet godt ud, trods det relativt minimalistiske set-up. Jeg havde gerne hørt mere, men for at nå LEW kl. 20, satte jeg kursen mod Filuren.  Der har i øvrigt i foråret (igen) raset en debat omkring andelen af kvindelige kunstnere på de danske festivaler, og om man synes det er vigtigt eller ej, hvor stor andelen af kvindelige kunstnere er, så kunne man i hvert fald konstatere at Spot fredag aften havde en hel del koncerter med kvinder i front. Således også LEW, som for nylig har udsendt en rost debutplade, som også snart anmeldes her på siden.

Bakket op af trommeslager, keys og bassist leverede LEW fem numre fra debutalbummet, som er kendetegnet ved en relativt indadvendt og dunkel stemning, mens der også hele tiden lurer en potentiel støjeksplosion et sted. Der er god styr på lyden, som er klar og fangerne nuancerne i musikken  – blandt andet fungerer blandingen af analoge og digitale trommer fint, og Sara Lewis Sørensen viser også at hun er en dygtig guitarist. Hun bemærker undervejs, at hun kun har taget tre guitarer med i dag, og det er tydeligt at det er vigtigt for LEW at ramme den helt rette lyd. Det gør de også her på Filuren, selv om man nok også på sigt kan arbejde med at gøre denne optræden mere udadvendt.

Ikke at det gør noget, udtrykket passer sådan set godt til det musikalske, og der er potentiale til at nå et internationalt publikum i LEWs lyd, der rummer elementer af både støj-rock, folk og trip-hop, som mødes i en velfungerende symbiose. Sættet afsluttedes af ‘Cave’, som velfortjent har fået en del opmærksomhed.

LEW 1

Efter LEW konstaterede jeg at køen til Naked-koncerten, hvor forskellige sangere optræder kun bakket op af en pianist, var for lang, og gik i stedet en tur på Remisen på Godsbanen, hvor I Said I Love netop var gået i gang med deres korte sæt, under Rock The Region-banneret, hvor upcoming bands fra Region Midtjylland får sceneplads på Spot. Den unge kvartet har jeg tidligere anmeldt på EP, hvor de spillede blueset southern rock, men nu er udtrykket mere hæsblæsende og math-rocket. Det betyder på den ene side at noget af sikkerheden og soliditeten er smidt over bords, men omvendt også at der blæses en frisk energi ind i foretagendet. Der var således godt knald på udtrykket, og selv om jeg ind i mellem tænkte, at det nok kunne trænge til et par ture mere i øveren, så var der også både melodisk bid og smæk for skillingen i de nye numre.

DSC_0056

Inden et planlagt interview med LEW, nåede jeg at kigge kort ind forbi Mads Björn på HeadQuarters, hvor der så ud til at være en god energi, men jeg nåede ikke at blive helt fanget ind. På den anden side af interviewet (vores interviews bringes i ugerne efter Spot), nåede jeg også at smage på et af festivalens få metalnavne, nemlig hardcore-kultisterne i Cabal. Her var der godt tryk på lyden, som heldigvis også var ren, og der blev hamret godt igennem. Jeg kender ikke det store til bandets materiale, som måske ikke brød nogen genre-konventioner, men det blev leveret tight, præcist og tungt, og frontmanden var lidt af en energi-bombe -han endte koncerten på gulvet foran scenen, og fik også råbt et dybfølt tak til publikum; ” Vi havde ikke regnet med at der ville komme nogen! Tak, tak, tak, tak, tak!”.

Herefter blev det også tid til at sige tak til Spot for fredagens alsidige program for to halvgamle mænd. Vi vender stærkt tilbage i morgen med en eller flere reportager fra lørdagens program.

Fotos og tekst: Troels-Henrik Balslev Krag (del 1) og Jonas Strandholdt Bach (del 2)

 

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.