Home Artikler Repeatlisten #4

Repeatlisten #4

257
0

Dingeling, næstsidste omgang i 2021! Yes, vi iler afsted, og får lige klemt lidt ekstra singler/Repeat ind inden jul. Denne udgave er helt fri for bjælder og “smarte, grimme med vilje, så det er med ironisk distance” julesweatre, til gengæld er der musik fra navne som Flowerchild, Mellemblond, UBLU, Doula, Palace Winter og Stine Klingsten.

De fleste der orker, at læse med her i Repeatlisten, er nok efterhånden bekendt med det (knap) så nye koncept. En subjektiv singleliste, der har afløst det tidligere “anmeldelse af singler” Repeat-format, der kørte i over 100 udgaver og bød på 7-800 anmeldelser af singler. Nu kører jeg top 12 blandt de indsendte singler, som altså konkurrerer om en af de eksklusive pladser på listen!

“Spillereglerne”, og den aktuelle Repeatliste kan findes nederst i artiklen her. Samtidig vil jeg lige gøre opmærksom på, at der nu kun er én omgang Repeatliste tilbage i år, inden jeg låser listen og rangerer listens singler. Det bliver afrundingen på Repeat for i år.

Inden skal vi dog have nogle nye bejlere i spil. Som noget nyt vil jeg starte med, at liste samtlige de numre, der er blevet hørt igennem i lyttepuljen. I stedet for, at springe frem til dem, jeg har valgt ud til, at komme i betragtning til listen. Bare så evt. interesserede kan se, at deres sange rent faktisk er nået frem til vores indbakke og hørt – og nysgerrige kan se, hvad der blev sorteret fra.

Numre, der er markeret med fed/kursiv er de sange, som jeg lyttede ekstra meget til inden feltet blev snævret ind. Puljen bestod i denne omgang af følgende 22 numre.

Lyttepuljen til Repeatlisten #4:

Mads Langelund – “2009”, Ida Gard – “Lad Os Prøve Igen”, Melissa Inya – “Lion’s Den”, Sweet Tempest – “Party In Panama”, De Frigjorte – “Sluk Det Lort”, Line Marianne – “Oblivion”, Flowerchild – “Flying to the Sun”, Astrid Cordes – “Male Lead”, MILA – “Make Room”, Mellemblond – “For at noget kan blomstre”, Sequine – “Slip”, The Beatophonics – “I Go Through Emotions”, UBLU – “The Light”, Lydsyn – “Abernes Planet”, Doula – “Constantly Repeating”, Palace Winter – “Slasher”, Stine Klingsten – “Ingen Råber”, Lush Lullaby – “Dark Light”, Kindsight – “Don’t You Grow Up”, KØTER – “Stopdans”, History of Sugar ft. Nive Nielsen- “Plywood Confidence” og RAMBUK – “23 & 1”.

Følgende numre kom i betragtning til Repeatlisten:

Flowerchild – “Flying to the Sun”

Lyder umiddelbart som noget hippie-shit, ik? Og det er det skam også. Flowerchild skuer bagud, og finder solskinnet i musikken fra slut-60erne/start-70erne, men i den afdeling, hvor verden endnu ikke var gået af lave og hippiedrømmen knust. Det er i hvert fald grundstemningen.

Det er varme vellyde og amerikanske vestkyst krusninger, der strømmer en i møde og fylder kroppen med musikalsk velvære. Det mere moderne twist kommer i form af, at lyden er spædet op med elementer af mere moderne rock/indie-tendenser. Duoen, der består af Lucas Delacroix og Joseph Tranæs Driffield nævner selv et navn som Sparklehorse, som en inspirationskilde.

Det fungerer samlet set rigtig godt. God, liflig og iørefaldende melodi, uden at være alt for poppet og pågående. Lys og “strålende” stemning og fine vokalharmonier. Mod slut får jeg endda en vibe af noget Big Star, da nummeret for alvor folder de bløde, brede vinger ud, letter og svæver ud mod solnedgangen.

Havde det ikke været fordi, at jeg synes de numre som kan lidt det samme på Repeatlisten, er en lille smule stærkere samlet set, så havde Flowerchild sneget sig med.

Mellemblond – “For at noget kan blomstre”

Kristoffer Munck Mortensen, manden bag Mellemblond, udsendte sit sjette album, En Jordisk Chance, tilbage i november. “For at noget kan blomstre” var tredje singleforløber derfra, som udkom op til udgivelsesdatoen. Endnu et offer for den moderne algoritmetid, hvor der helst skal udsendes singler hver 4.-5. uge op til en udgivelse for, at være synlig på streamingtjenester…

Nå, det er en helt anden og mere tør tech-snak, singlerne fra Mellemblond synes jeg generelt har været ret fine. Det er “For at noget kan blomstre” bestemt også, på flere punkter måske endda den stærkeste af trioen. Hvad skal man næsten sige, hvis du kender Mellemblond, så lyder det som… Mellemblond! Bundsolidt sangskriver håndværk, god, driftsikker melodi, gennemarbejdet tekst og alt emmer sådan set af kvalitet.

Munck Mortensen kan kort sagt sin metier, og holder sig til den. Det er dansksproget pop og poesi, med fine ordbilleder og generelt et sprog, der slår rod i en, blomstre og vokser. Mens musikken indtager en lidt mere diskret, men bestemt ikke uvæsentlig rolle, hvor den ligger og bakker op, skubber bagpå lyrikken og sørger for, at bevæge sangen fremad.

Omdrejningspunktet, eller den centrale del af lyrikken, er for mig ikke-omkvæds/omkvædsdelens “for at noget kan blomstre, må noget andet gå ud”. Tankevækkende, på en måde smukt, om end også barskt og nøgternt. Et livsvilkår. Eller er det?

Det er en god sætning. Men, hver gang jeg har hørt den, har det fået mig til, at studse over, om det ikke er en af den slags tekstbidder, som gør sig rigtig godt på papiret. Holder det i praksis? Tolker man det 1:1, sådan som det lidt leveres her, at det er en byttehandel: “x” dør, “y” vokser frem i stedet for. OK, ok ok ok, nu bliver det måske fluekneppri, men det har gået mig på. Kan man stille det så firkantet op?

Naturen “går op”, hvis man tager det som et samlet regnestykke, men ny blomst skyder jo ikke nødvendigvis frem på samme sted, hvor en er gået ud. Et barn fødes ikke, når et andet menneske dør, som en form for “erstatning” osv. osv., jeg ved det… det er alt for meget, at jeg har spekuleret over den sætning. Billedet og budskabet fungerer i sangen, men det går mig alligevel lidt på!?

Jeg må hellere komme ud af den rille og videre i “teksten”…

UBLU – “The Light”

Så skal vi have pulsen i vejret med et nummer, der presser sig tæt ind til en, tager fat og rusker kroppen godt igennem. Det er en form for danserock møder pop med en tungt pulserende rytmebund, som UBLU går i kødet på en med her.

Effektivt, relativt dunkelt og dunkende, snerrende rocket-vibe og, efterhånden som sangen skrider frem, dobbelt vokal med mande- og kvindevokal, eller hvilket køn (eller intet!), som man nu erklærer/føler man er. Pludselig tager UBLU sig tid til, at bremse det knap 4 minutter lange nummer op. De skruer bissen på, op for intensiteten og bygger op mod et klimaks, som ikke bliver en eksplosion, men mere en bidsk afskedssalut.

Spændende nummer! Det er virkningsfuldt og potente sager. UBLU har noget kant, virker næsten lidt farlige, eller i hvert fald ildevarslende og faretruende. Samtidig er der næsten noget… disco-glitter-glammet over bandets mange farvede og tvetydige udtryk? En lettere bizar blanding, som måske ikke burde fungere, eller hænge sammen. Men, det gør det sgu’ her!

Selv kalder UBLU deres indbydende cocktail for “flamboyant, noisy, queer dance rock”. Jeg siger tak for skænken, og smager gerne på de kulørte og stærke sager en anden gang.

Doula – “Constantly Repeating”

Gentagelse på gentagelse, der kører i ring, indtil det næsten bliver hypnotisk. Jeg vil gøre det relativt kort, for jeg har ikke så meget at sige om dette nummer. Den handler i følge kvintetten selv om: “…den længsel, vi nogle gange føler for at frigøre os fra mekaniske hverdagsritualer”.

Det forklarer den repeterende sang, der fint rammer den tilsigtede følelse og effekt af, at noget sidder fast i en rille. Det er bass og tromme-tungt, jeg får associationer til et nyere navn, som Baxter Dury, der vil være kendt af P6-lyttere. I hvert fald et nummer Mikael Simpson yndede, at spille cirka hver formiddag i en periode.

Stilen, især den markante og “maskinelt” leverede vokal, bliver en lille smule enerverende efter flere gennemlytninger. Men, det er nok også en del af pointen, og med til at understrege det fastlåste i “Constantly Repeating”. Vellykket eller ej, så gør det bare også, at nummeret ender med, at balancere på grænsen af musikalsk tomgang.

Smagssag, hvor jeg falder lidt i midten, efter umiddelbart at være positivt stemt.

Palace Winter – “Slasher”

Hold da op, det lyder godt nok som et Palace Winter nummer! Nu er det ikke, nødvendigvis en dårlig ting, at have noget genkendelighed, eller for den sags skyld, at lyde som sig selv… om noget, så viser det, at duoen har fået etableret og forfinet en klang og stil, som gør, at man ved, at det er dem man lytter til.

Det sagt, så er der måske ikke de store overraskelser her. “Slasher” ligger i naturlig forlængelse af den Palace Winter stil og lyd, som man kender fra deres side. Blød, harmonisk indierock, der cykler effektivt derudad i et fint, medrivende midttempo. Lige til enhver radiosendeflade på en P6 kanal nær dig, playliste algoritmen er glad.

Dermed ikke sagt, at der er noget odiøst eller spekulativt fra den dansk/australske duos side. De er, som de er og gør det de kan og man kender dem for. Leverer endnu en driftsikker indie-ørerhænger hymne, med fine, stemningsfulde krusende flader, der glider gnidningsfrit og nemt hiver en med.

Halvvejs bryder de lidt med stilen, stopper op og svæver lidt rundt i cirkler om sig selv. Og så tilbage, genetablere jordforbindelsen og cruise sangen sikkert over målstregen. Den skal nok få noget (velfortjent) airplay.

Stine Klingsten – “Ingen Råber”

Klingsten virker både lidt kantet, små-skæv og meget ubesværet og umiddelbar. Der er noget hyggeligt, næsten flinkt og naivt over den lille, fine og delikate popsang. Det minder, på en måde, om en mere P4-venlig udgave af et navn om Kom Vi Løber, hvis den sammenligning giver mening?

Uskylden og renheden repræsenteres også ved den sarte, næsten lidt spæde og lyse vokal og den hjertelige tekst. Det er kvart i “hjerte/smerte” lyrik, hvor man bare så gerne vil lukkes ind i hjertekulens varme i disse kolde tider. Men, Stine Klingsten formår, at balancere på kanten mellem det charmerende banale og grænse til der, hvor det bliver for letbenet.

Måske fordi, at det bare er god sangskrivning? Det behøver ikke være så skide kompliceret, påtaget dybt og artsy for, at være god pop-poesi. Beviset har vi her i form af “Ingen Råber”. Klingsten har allerede single nummer to ude fra hendes kommende debut-album, men jeg kan, som nævnt indledningsvist, ikke følge med den streaming-dikterede frekvens singler udsendes.

Det ender i “brug og smid væk” singler, hvor den næste allerede er klar inden den første er slidt op. Synd for “små” sange, som “Ingen Råber”, der risikere at blive udkonkurreret af et nyt nummer fra samme kunstner før tid! Nå, ned fra min soapbox, vi skal have lavet den her singleliste færdig, det er alligevel ikke en “kamp” jeg vinder… Åh, fin single, Stine, jeg når til den anden i 2022. Da er tredje single sikkert udkommet…

Og ugens “vindere” er… OK, vi trækker spændingen med en lille påmindelse: der føjes KUN nye numre til Repeatlisten såfremt nogle fra det nye kuld, i min optik, er bedre (“som jeg bedre kan lide”) end nogen af dem, som allerede ER på listen. Det er altså ikke en selvfølge, at nye numre føjes til hver gang.

UBLU giver noget (måske?) tiltrængt kulør og karakter til Repeatlisten, jeg er faldet lidt for deres tillokkende og tvetydige toner. Det betyder, desværre også, at de møver et andet nummer ud af dansegulvet. Vi må sige tak for denne gang til de kosmisk-psykedeliske vibrationer fra The Soft Eggs og deres “Headless Panther”.

Når nogen, at tilkæmpe sig en finaleplads på falderebet inden vi kårer årets single? Følg med om et par uger i Repeatlisten #5.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: UBLU, pressefoto

Repeatlisten format og “regler”:

Jeg sigter efter, at lytte til 20-30 numre, der kommer i betragtning til den næste Repeatliste. Hvad der ellers kommer ind overgår til puljen til den efterfølgende måned.

I det følgende præsenterer jeg i “knock out runde” format de singler, der ud fra lyttepuljen er kommet i betragtning til Repeatlisten. Inden jeg snævrer feltet ind og vælger de numre, der evt. får en plads blandt de 12 – og vinker farvel til de sange PÅ listen, der ryger ud i singlemørket. Det kræver, selvfølgelig at jeg helt subjektivt synes, at nogle fra det nyeste kuld er BEDRE end nogle af de sange der allerede ER på top 12 Repeatlisten.

Det er den del, som minder mest om det gamle Repeat og gør det ud for “anmeldelsesdelen”. Forskellen er, naturligvis, at alle de nævnte singler i min optik er gode/de bedste fra lyttepuljen.

Previous articleAnti Ritual: Expel The Leeches (Album/Anmeldelse)
Next articleWrithe: Awaiting A Tide (Album/ Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.