Home Artikler Repeatlisten 2022 #7

Repeatlisten 2022 #7

192
0

Vi iler mod sommerferien, mens indbakken vokser og ligner et oppustet badedyr fremfor en trimmet strandløve. Denne gang lettes trykket i postkassen, når der er blevet lyttet til sange fra navne som: Fox Paloma, SABOTØR, Vic Purple, Kristian Leth, The New Weavers, TROLD, Statement og Prisma.

OK, vi har lidt travlt. Min ambition om, at få tømt indbakken godt og grundigt inden sommerferien sejler! Både fordi, at der lige kom (endnu) et boost i singleudgivelser og fordi, at Roskilde Festival nærmer sig. Jeg havde lige glemt/undervurderet, hvor tidskrævende det er, at sætte sig ind i et helt festivalprogram…

Så, det korte af det lange er, jeg er ved at løbe tør for tid. Jeg havde egentlig planer om, at nå mindst en omgang af Repeatlisten mere inden Roskilde og sommerferien, men i skrivende stund må jeg lige være realistisk.

Så dette er MULIGVIS sidste Repeatliste og anmeldelse af singler på denne side af ferien. Det betyder også, at der er lidt af et efterslæb og forlænget ventetid, på det der allerede er landet i indbakken, som ikke er kommet med her. Og alt det, der måtte blive tilsendt efterfølgende, naturligvis. Beklager ventetiden, men der løbes så hurtigt som alderen og kondien tillader. Måske får jeg samlet op på det meste efterfølgende.

I denne runde er der blevet lyttet til følgende 22 singler:

MOERCH – “Running to Eternity”, SLET DET – “MENNESKE”, SABOTØR – “RO PÅ DANMARK”, Dune Messiah – “Privileged”, Statement – “Dreams From The Darkest Side”, TROLD – “Brumbas”, Josa Barck – “Bedsheet Exit”, The Sleeplings – “Light Leaks”, Vic Purple – “Behind My Eyes”, Sofia Heida – “Jeg er Done”, Fox Paloma – “Bubble”, Lucid Grave – “Curse of the Crow”, Lydsyn – “To Syge Skud”, The New Weavers – “Satana’s Love Stick”, Det Glemte Kvarter – “Den sidste time er døgnets bedste”, Vinyl Floor – “Anything You Want”, Timechild – “Son and Daughter”, Kristian Leth – “Danser Alene”, Trader – “Medieval”, PRISMA – “Drive”, Feather Mountain – “Pariah” og Fribytterdrømme – “Drømmesyn”.

Følgende numre kom i betragtning til Repeatlisten:

Fox Paloma – “Bubble”

Neo-vestkyst? Er det en ting? Fox Paloma bliver i deres bagstræberiske hygge-boble på deres nyeste single, “Bubble”. Et varmblodet, svalt kølende brise af en omgang honning til dine øregange. De har på ingen måde sluppet fortiden, eller tøjlerne, men ligger stadig sikkert og kompetent i slipstrømmen af lyden fra den amerikanske west coast pop/rock og valley-vellyde fra 70erne.

Det gør ikke noget, og bandet har vist på tidligere singler som “Palestine” og “Molly”, at de behersker lyden og stilen. Og tilmed på en måde, som virker ganske oprigtig og autentisk. Nyhedsværdien i deres version af de bløde toner, er måske ved at fordufte en smule i solen. Men, sangskrivningen er ingenlunde blevet statisk eller dvask.

Der er, ligesom titlen antyder noget “boblende” over “Bubble”. Tonen kan virke lidt sentimental, men der er noget opløftende over nostalgien. En smittende varme, der breder sig i krop og sind, som morgensolen på en frisk sommermorgen, hvor duggen stadig hænger i luften. Man skal måske have en svaghed for stilen, som jeg har, men jeg har meget svært ved ikke, at overgive mig og bare svæve med når Fox Paloma spreder deres vellyde.

The New Weavers – “Santana’s Lick Stick”

Jeg har tidligere været ret begejstret for det her retro-rockende band og deres første to singler. Ikke mindst debutnummeret “Don’t Make a Scene”, men begge svinger som bare pokker. og bandet lyder og spiller, som var de væltet lige ud af slut-60erne/start 70ernes rockscene. De ligner i vid udstrækning også nogle, der vitterlig er blevet transporteret derfra og op til 2022…

Derfor virker det også oplagt med en art hyldest til en af den tids store stjerner, Carlos Santana, eller måske nærmere bandet Satana, der jo namedroppes i titlen her. Har man nogensinde set den legendariske koncertfilm fra den første Woodstockfestival, der jævnligt vises i 3 dele på DR, så har man nok stiftet bekendtskab med det orkester. Her sætter de nærmest ild til dem selv og scenen, høje og hallucinerende på LSD og Mescalin – men det er en anden historie.

The New Weavers er vist ikke skudt af på hippiedrugs, men nøjes med, at være høje på musikken. Det er også rigeligt fint, og nummeret her er igen et eksempel på, at det her band bare klikker og swinger på en voldsomt organisk måde. Det er, helt i Santanas ånd, endnu mere løst i kanterne end de foregående singler. Der er noget jam-agtigt over det, selvom vis stadig holder os indenfor en defineret ramme.

Det er, helt naturligt også et nummer, som måske netop har bedst af, at blive sluppet helt fri live. Hvor man ikke skal begrænse sig og overholde en fastsat spilletid på de lidt over 5 minutter, som singlen holder sig indenfor.

SABOTØR – “RO PÅ, DANMARK”

Er der noget lidt ironisk over, at et nummer som hedder “RO PÅ, DANMARK” er skrevet MED CAPS LOCK?! Nuvel, SABOTØR tager det ikke med ro, de slipper i stedet for tøjlerne og giver en hel del musikalske idéer plads at boltre sig på.

SABOTØR betegner sig selv som en dansksproget stoner-rock trio, men genrebetengelsen skal tages med et gran salt. Indledningsvist syntes jeg måske, at sangen fremstod en kende rodet. Det er ikke kun stener-tåget, men danser også lidt rundt, så det godt kan minde om sindstilstanden og stemningen fra en god koger.

Men. Det kan sgu’ et eller andet, det her. Når man lige har fået orienteret sig og lyttet sig varm, så opdager man et reeeet smittende nummer. Der lægges ud med noget, som næsten kan lyde som lidt gammeldags rap-rock/metal ala et hedengangnet band som Knallert, der havde MC Clemens i front. Bare sunget lidt på Pharphar manér?! Man undgår heller ikke, at sende Natasja en tanke, når der råbe-synges “Danmark”.

Disse, og andre associationer til trods, så synes jeg alligevel, at SABOTØR slipper afsted med, at præsentere noget selvstændigt. Noget, der har sin egen stemme, klang og stil og en hel del personlighed. Inspireret og påvirket af andre og velkendte ingredienser, jovist, men opskriften og smagen er deres.

Bag navnet gemmer sig forresten nogle Pudsige Herrer fra Aarhus, som vi tidligere har anmeldt her på siden. Nu opfordrer de til modstandskamp mod en fjende, der truer med at underminerer vores samfund og har infiltreret det med opportunisme og overfladiskhed! Modstandskampen er i gang og kommet stærkt fra land med SABOTØR som bannerfører.

Kristian Leth – “Danser Alene”

Kristian Leth har etableret sig som lidt af en multikunstner og kulturpersonlighed på tværs af medier, i vores lille del af mediebilledet måske mest kendt fra The William Blakes. Musikalsk har han/de også en række gode singler på samvittigheden, men nu springer han ud som solokunstner på dansk.

Ved første lyt var jeg en lille smule skeptisk, både titlen og dele af teksten virkede som en åbenblys hilsen til Robyn og hendes fantastiske “Dancing On My Own”. Jeg blødte dog ret hurtigt op, faktisk inden jeg var nået igennem første gennemlytning. Vi når ikke “Dancing On My Own” højder, det ville næsten også være for meget forlangt, men det er altså en ganske forrygende single og sang i sin egen ret, som Leth leverer her.

Det er poppet, iørefaldende og dansablet, men som alle gode pop/danseviser, så rummer den mere end den fængende overflade. Det bliver ikke komplekst eller overlæsset med højtravende poesi, men lige tilpas læsset med mening og følelser til, at nummeret ikke føles som velklingende og hul overflade. Der blot er til for, at lokke dig til ikke at skrue væk fra radiokanalen de næste minutter. Bliver du hængende og giver Leth 5 minutter, så får du rent faktisk lidt igen.

Teksten er meget beskrivende og har et fortløbende narrativ, det kan godt blive en hæmsko, eller koste på en sangs slidstyrke. Men, Leth har fat i så god en melodi og smittende opbygning, at jeg endnu ikke rigtig er blevet træt af nummeret. Der er lidt pop-rocket mere tempofyldt dansk Father
John Misty selvudslettende over sangen?

Når Fætter Leth danser alene med tvivlen, så bliver det åbenbart helt opløftende for alle os andre?

PRISMA – “Drive”

OK, søskende duoen PRISMA har både knækket nøden og lagt sig i overhalingsbanen og bragt sig i spidsen i det store ræs om P6 airplay og opmærksomhed. Med medvind og boostet er det også lykkes dem, at drøne lige ind på nogle fine Roskilde plakater. Blandt andet kan man opleve indieraktennen på Roskilde Rising om et par uger.

Det virker også helt fortjent med udgangspunkt i en helt serie af medrivende singler. “I Never Wanted To Meet You”, “Villains of The Night”, “Seven Greedy Girls” og nu “Drive”, som det seneste skud i bøssen. Når musikken spiller i radion kan jeg indledningsvist godt have lidt svært ved, at høre hvilken sang, der lige er hvilken af dem, men de er alle velsmurte og uhyre driftsikre. Det fræser vare derudaf, så det er vanskeligt ikke at blive revet med.

“Drive” rummer de efterhånden velkendt PRISMA kvaliteter, og en opbygning man kender fra duoen. Genkendelighed er ikke nødvendigvis en dårlig ting, slet ikke når grundmaterialet er godt, som her. Men, der er den nævnte risiko for, at det hele flyder lidt sammen i længden. Så er det godt, at PRISMA på “Drive” lige trykker på båthornet hist og her, så kan man da høre at det er dét nummer, som kommer susende.

Mere af det samme er stadig ikke en dårlig ting, når det gælder PRISMA. Dog skal man nok til, at overveje at pille lidt ved formlen og udtrykket, hvis motoren ikke på et tidspunkt skal gå i tomgang. Indtil videre er der stadig friskhed og overvældende tempo til, at jeg lader mig rive med og kun har følelsen af ensformighed, som en lurende tanke gemt væk i baghovedet.

Korte Kommentarer:

Jeg er endnu ikke helt overbevist over nødvendigheden i Uffe Lorenzens nyeste projekt Lydsyn, hvor han og en band ligesindede lyder lidt for meget som… Uffe Lorenzen? “To Syge Skud” er da “fin”, og skal nok få spilletid på P6, men det virker også lige så forudsigeligt, som klangen af sangen selv.

Det samme gør sig lidt gældende for Fribytterdrømmes seneste udflugt “Drømmesyn”, der nok skal få noget P6 airplay og kærlighed. En langsom, svævende og, ja, drømmende sag. Al ære og respekt for, at udvikle sit udtryk og ikke stå stille, men jeg tror bare, at Fribytterdrømme og jeg flyder i hver vores retning – og det er helt fint!

Vic Purple har med “Behind My Eyes” begået en synth-tung, dunkelt dunkende og ganske hypnotisk sag, der også har potentiale til, at få hul igennem i æteren. Jeg har egentlig ikke noget, at udsætte på nummeret, men omvendt heller ikke så meget mere, at sige. Ud over, at det er en fin, mørke single! Mørkt er det også stadig hos Lucid Grave, der ikke er bange for, at folde dunkelheden ud over hele 8 minutter og 50 sekunder. Det er, selvfølgelig langt for en single, men det her er også olm, sort rock, der ikke sigter mod radiobølger, men den lede undergrund. Endnu et tungt og dybt brøl fra den urovækkende del af vækstlaget.

Fra mørket til lyset, heavyrockerne Statement befinder sig i hvert fald ude i sollyset, på de store open air scener med “Dreams From The Darkest Side”. Det er tungrock af den klassiske slags, hvor der er godt med vind i garnet, i det luftige omkvæd. Nytænkning er lige meget her, det er bare en god, gammeldags velfungerende heavybasker.

Det bringer mig frem til den rundes sidste indslag, og et af de mere kuriøse af slagsen. TROLD med “Brumbas”. Hvad er det her?! Først så ville jeg gerne hade sangen, men jeg er faldet lidt for den. Det er en musikalsk humlebi, eller brumbasse. Den burde ikke kunne flyve, eller bare holde sig i luften. Men, det lykkes på en eller anden måde for TROLD, at holde en sær blanding af sømandsvise, folk-metal, keltisk-rock og dansker-druk heavy på vingerne. Det er næsten naturstridigt, og måske også “dumt”?! Men charmerende, på sådan en bims og bumlende vis…

Føjes til Repeatlisten: Skal nogen ind på en af de 12 pladser, så må nogen ud af Repeatlisten. Sådan er de hjemmestrikkede regler. Vi siger farvel og tak til Sort Mono og “Sorte Fugle”, der har holdt sig luften på listen siden februar måned. For, at gøre plads til en solodans fra Kristian Leth og “Danser Alene”.

Vi ses snart, på Roskilde Festival eller i en uventet omgang Repeatlisten. Ellers bliver det engang på den anden side af af sommerferien!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Sabotør pressefoto

Previous articleSolen er Sexet: Solen er Sexet (LP/anmeldelse)
Next articleA. Fabrin: Prøve for hårdt/Gi’ op for let (Anmeldelse / EP)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.