Home Anmeldelser Live The Blue Van + The New Weavers, Stairway lørdag d. 19/3 –...

The Blue Van + The New Weavers, Stairway lørdag d. 19/3 – 2022

588
0

Vi dansede rock, dansede rul, dansede marts fuldmånen helt omkuld i Vanløse. Sådan da, der var i hvert fald fuldmåne dagen før. Lørdagen bød på et trip ned af mindernes forstadsboulevard med 25 års jubilaren The Blue Van og opvarmning fra de spritnye retro-rockere The New Weavers.

Herlev anmelderekspressen blev endelig hevet ud af cykelskuret, støvet af og for første gang sendt i felten siden efteråret. Da fik den knirkende jernhest lov til, at lave noget af en koncertsprint. Noget af det Corona-forsømte blev forsøgt indhentet fra september til november, inden der igen blev lukket ned for fornøjelserne.

Efterfølgende har det knebet lidt med vintermotivationen for, at slæbe sig ud på cykelstierne, i hvert fald i efter mørkets frembrud. Og da det har været de korte døgns tid, så har der været dømt koncertpause. Indtil nu, for nu må vi hellere komme i gang, inden vi bliver for magelige og går helt i stå på livefronten igen. Her i Herlev om ikke andet, Aarhus-afdelingen har været ude og vifte med anmelderørerne i år…

Tilbage til… fortiden, lige nu?!

Et band med 25 år på bagen og et kvart århundredes materiale at trække på og et supportnavn, som i skrivende stund vel nærmest ikke har indspillet 25 minutters materiale. I hvert fald havde The New Weavers inden aftenens koncert kun 2 singler ude, begge ganske glimrende og anmeldt positivt andetsteds her på siden.

Så fortid og den mulige fremtid mødtes lige nu og her i Vanløse, en småkold aften i marts, hvor foråret så småt er begyndt at spire frem i dagtimerne. Dejlig lun lørdag afløst af mørket på Stairway, et relativt nyt spillested, som skød frem tæt på Metrostationen i Vanløse sidste efterår. Da nåede vi lige, at svinge forbi og besigtige faciliteterne i forbindelse med Gutter City.

Jeg ankom lige tids nok til lidt røg i det fri, så vi kan få stabiliseret konditallet efter den raske, lille cykeltur og derefter stemple ind. Allerede et pænt fremmøde 10 minutter inden den annoncerede koncertstart kl. 20.00. Fornuftigt, hvis man ville have opvarmningen med, for de gik sgu på allerede 5 minutter i.

De kører den stramt på Stairway!

Den nye, gamle lyd og stil fra The New Weavers

At gå på 5 minutter inden den annoncerede tid, er måske ikke særligt rock n roll. Det klassiske, lidt nonchalante ville vel være, at komme fashionabelt sent? Er dette den nye stil? Det sætter jeg pris på!

Den nye stil, kan man ikke påstå, at bandet på scenen ellers kørte. Duoen er vokset, efter at have forladt studiet og er vokset til 7 mands livebesætning. Bandet ligner noget, der er væltet ud af en genbrugsbutik efter, at have tømt samtlige kasser med blandet 70’er kluns. De ikke bare ligner, de lyder som den ægte vare, da de slingre-rocker koncerten i gang.

Lyden er indledningsvist lidt grumset i de dybe toner, det skal nok rette sig. Hvad har vi, at holde øje med, forsøger at orienterer mig, mens det for mig ukendte nummer får lov til, at sætte sig og finde sit naturlige leje. Kvindelig korsanger, tjek. Orgel, tjek, to guitarister, trommer, en bas, tjek til det hele. Er det bongotrommer jeg kan høre og skimte ovre i hjørnet?! Det her er for alvor lovende…

Bandet har allerede fundet et godt internt groove, virker rutinerede og looks the part. Heldigvis ligner de ikke kun den ægte vare, de lyder også godt derhenad. Er det Chris Robinson Brotherhoods danske fætre (og en kusine), når jeg at filosofere da “How are you doin’, Maggie?” vælter ud over scenekanten. NU swinger det allerede for alvor!! Tager mig selv i, at lade de korslagte anmelderarme falde, og et smil sniger sig ind over mine tørre citronmundsanmelderlæber?!? Mere BONGO!

Nummeret er bandets anden single, en herlig, halv-sumpet rocker. Der er gået på grov, uforskammet rov, i rockhistorien, fra Small Faces, over Tom Petty til The Band. Man må gerne låne, eller hugge hele biksen for min skyld, bare det gøres med stil. The New Weavers har i et nummer, som dette tydeligvis en fornemmelse for, hvad det der rock og rul går ud på. De brede smil, man fornemmer i musikken, og på scenen i bandets lyd, smitter.

Bassisten, som bærer det gode danske navn Peter, viser det sig, får lov til, at snuppe lead på næste nummer – og toget gynger videre. Herligt slingrende er det, tilpas “sløset” og løs chu-chu train rock, som lige holder sig på sporet. Korsang? Ja tak. Ved ikke hvor det her bumletog skal hen, men det kunne lyde som om, at vi har retning ud i de store, amerikanske vidder.

The New Weavers er måske nok et halv-gammelt tog, som har fået lov til, at køre videre i tilkørte spor, men de holder en skarp tidsplan. Vi er hastigt videre til det, som jeg tidligere har udråbt, som værende en af de bedste singler fra 2021: “Don’t Make a Scene”. Nogle numre er bedre live end i studieversionen, ved andre forholder det sig omvendt. Jeg er nok mest solgt på studieversionen af “Don’t Make a Scene”, hvor de flotte vokalharmonier står helt skarpt og sangens rytme virkelig kan mærkes.

Det stadig forrygende nummer er, naturligt, lidt mere løs i kanterne live i Vanløse. Og har også bare lidt mere udflydende klang med alle de musikere, som skal finde plads i sangen. Tilmed samler toget en gæst op fra perronen i farten, Per Jørgensen, som normalt sidder bag trommerne hos The Blue Van. Her er han bevæbnet med el-spade og giver sig til, at save løs, så Peter må vifte med hatten – der er ild i lortet, jo!

Næste nummer præsenteres som “Mornings After”, kunne umiddelbart virke, som et logisk valg som en kommende single? Mere følt og rolig, en semi-ballade. Harmonier! Jaaaah. Sejler væk, mangler kun en mundharmonika, tager jeg mig selv i at tænke. Ha, min ven Peter har det hemmelige våben i hånden, skimter jeg lige bagefter! Den fine sang landede dog lidt blødt. Slap de den måske lidt for tidligt, en længere outro virkede, måske, mere oplagt?

Sidste nummer hedder “Santanas…” et eller andet. Og NU ER DER SATME BONGO BINGO. PLADEN FULD. Sangen er dog, desværre, sættets mest forglemmelige og gør ikke det store for mig.

Ellers et godt, lille og veltilrettelagt sæt The New Weavers havde strikket sammen. Mangler lige det sidste på performancedelen, især forsangeren virker stadig meget koncentreret om opgaven. Giv slip. Slip rocken helt fri,så letter det uden tvivl.

Hey, de havde materiale til over 25 minutter! Ved at lave en forlænget outro sneg de sig op på 26.

En hurtig smøg i det fri bliver det til, men ikke stå og dvæle for længe, det lugter af stram tidsplan i Vanløse. Har dog tid til, at fundere over, om det mon var en radiator, som jeg efterlod min Fritz Cola på indenfor? Det forbedrer, muligvis, ikke dette ellers velsmagende produkt.

Inde i varmen igen, nød resterne af lunkne Fritz, mens The New Weavers forsøgte, at mose alt deres gear og habengut ind i en elevator. Stairway er et fedt, lille spillested i lidt “sjove” omgivelser, placeret på toppen af en bygning. Så, de logistiske udfordringer indebærer åbenbart elevatorture.

Fuldfed Blue Van-løse fest

Hurtig om- og opstilling på scenen, hvor det ser ud til, at det mest indebærer, at fjerne ting. Sparsomt og stripped down setup, rutineret at rejse let. Og lydprøver er, tilsyneladende, klaret inden? Ser ud til, at det ellers mest bestod i, at sætte strøm til og klimpre 3-4 gange på tangenterne.

Boom, kvart i 9 og vi skydes afsted med en “Heavy Load”. Førstesinglen fra The Blue Vans seneste album, From Responsible Sources fra 2020. Et oplagt, og glimrende valg som koncert kickstarter. Westmark i front markerer sig allerede med en stærk vokal, bandet spiller råt og højt. Rutinen lyser ud af dem, men ikke på den magelige måde. Der er ikke dømt suppe, steg og is arrangementer til dette sølvbryllup.

“Lad os danse lidt”, lyder det fra den snakkesalige og kommunikationsglade Westmark, inden næste nummer. Nu skal vi til røvballe halbal, som det lød i de gode, gamle dage da Hans Otto Bisgaard var en lømmel i Brøndby.

Når man var til ballebal på de kanter, så kunne det sikkert også nemt ende i håndgemæng. “Den næste sang handler om, at slås”, proklamerer en allerede godt svedig og dampende Westmark. The Blue Van leverer deres tilbageskuende rocktoner så forbandet ubesværet og rutineret på den fede måde, hvor det giver ro og overskud til bare at fyre den af. Og det smitter som bare pokker og forplanter sig i salen, hvor der allerede danses og rockes ud i mørket.

Nu skal de dansevillige virkelig testes, der skal i følge Westmark svinges med ballerne. Den lejlighed bruger The Blue Van til, at komme yderligere ud i hjørnerne af bagkataloget. Her “Rose of Jericho”, fra perioden, hvor de droppede “blue” og blot kaldet sig The Van. Lidt skørt nummer, men jeg kan lide idéen i det, selvom jeg aldrig forelskede mig betingelsesløst i studieudgaven. Men, så er vi tilbage til det der med, at man kan foretrække liveversioner af visse numre og vise versa.

På det nu godt ophedede Stairway, hvor varmen fra de dansende kroppe begynder, at fylde lokalet, muterer “Rose of Jericho”. The Blue Van virker opstemte og legesyge, der er noget lummer strandbar over de sensuelle rockrytmer. Det er også lidt gakke-gøglet, men kammer ikke over. Og nu med trommesolo, af alle ting. Frækkerter!

Bandets interne forståelse, både udtalt og usagt, er ikke til at tage fejl af, som koncerten drøner afsted. Der er ping pong i luften medlemmerne imellem, “bolden” spilles videre til publikum, der samles op og de små “banters” smashes venligt, men hurtigt og præcist i en ny retning. Nogle bands kan snakke en koncert i stykker, blive for interne, eller store i slaget. Jeg synes, at The Blue Van hele vejen igennem var i kontrol. De fandt et tilpas leje, udviste overskud og sans for timing, så koncerten aldrig gik i stå.

Det kunne også mærkes i sættets veldisponerede opbygning, “There Goes My Love” fik det igen til, at lette og yderligere hæmninger smidt i salen til ordene om, at  “take off your clothes, there goes my love”. Lystige rockelskere i alle aldre ses dansende, og hoppende. Nogle får sig endda en god, gammeldags sving-om. Inden “Young Rebel”, får Westmark fablet om Flintesønnerne i TV og sendt et “fuck Bagedysten” ud. Guitarist Søren Christensen, der også var i snakkehjørnet koncerten igennem, vil gerne se noget linedance og/eller squaredance. Han er ved, at fare vild i hvad der er hvad, men publikum får hjulpet ham på rette vej.

Og ja, folk står guddødme og linedancer på forreste række under sangen. Selv står jeg og sumper helt hen og forsvinder ind i musikken, hvad foregår der her?! Anmelder glemmer (IGEN), at stå med armene på kors og misse med øjnene?! Det kan sgu da et eller andet, det her rock og rul i Vanløse…

Den blå vogn midnatsrocker videre, og det virker som om vi er omkring halvvejs og foden lige træder lidt tungere speederen? Vugger satme tungt, så de der famøse metaforiske rock-skinner giver lidt efter. Der spreder sig “klappe-med-stemning” til de tramperockende toner. Bassist Allan Villadsen forsøger, at give koncerten det der skal til for, at taget letter. Bogstaveligt ved, at klaret op under loftet. Pas på der ikke ryger en fiber eller en ankel, når du skal ned derfra!

Turen rundt i bagkataloget bringer os også forbi “Dreamers” fra Would You Change Your Life? pladen. Her lyder The Blue Van pludselig lidt The Killers “inspirerede”, det er mere luftigt, vind i håret og ud mod horisonten i en åben sportsvogn. Den kunne være rød, som den i “Back to Zero”, hvor Westmark har fundet den akustiske guitar frem. Han forklarer, at sangen er lyden af en rød sportvogn og hårtransplantationer.

Midtvejskrisen mod slut i koncerten italesættes og forsøges omgået ved, at Westmark vil have noget ÆGTE. Publikum inviteres til open mike og der opfordres til, at man kan komme på scenen og fortælle en opturshistorie. Og vi går ikke videre inden, nogen har fortalt et eller andet ægte optur. Det er, selvfølgelig ved at falde helt til jorden, indtil en frisk krølhåret kvinde får mikrofonen stukket i fjæset og postuleret, at hun er… “a circustrain”. “What is a circustrain?”, spørger en lettere forbløffet Westmark”. “It’s a train that goes cho-cho”, får jeg afkodet ud fra den efterfølgende forklaring. Klart nok!

Inden vi var ved, at blive afsporet mod slut, satte The Blue Van tryk på med en effektiv slutspurt. “Chameleon” fik sat en fed streg under, at bandet ikke var løbet tør for krudt på seneste album. Mens hittet “Silly Boy”, blev leveret på lidt mere løssluppen og legende vis. Det er dog svært, at skjule hvor fængende og velskrevet et nummer det stadig er. Den er nærmest perfekt konstrueret til, at rive folk med. Endda med indbygget “hoppe-moment”, når ørehænger-omkvædet rammer. Fuldtræffer, der kom en flyvende krop lige på beatet.

Silly girl hop til “Silly Boy”.

“Vi malker den til det bliver helt pinligt”, lyder det fra scenen. Pinligt blev det ikke, selvom publikum lige skulle have pusten og styr på timingen, da der skulle synges med mod slut i sangen.

Hårdt rockende “Man Up” fra samme plade, og pladen af samme navn, lukker sættet. Nu skal den trampes og hives sikkert i havn. Mon de malker koncerten yderligere ved, at give et lille ekstranummer? SURPRISE, de kom søreme tilbage. Men, først efter at vores circus train lige nåede, at snige sig op på scenen, gribe mikrofonen og glad udbasunere “jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige”. The circus train has left the building…

Men ikke inden hun, og resten af os kunne ryste de sidste rockballer, og vride huen for de sidste sveddråber til “Mamas Boy”. Sangen vandt en hurtigt, halvrodet publikumsafstemning mod “Love Shot”, og endnu et nummer med akustisk guitar. Tror ikke, at der var tid til en omafstemning eller genoptælling, vi nærmede os 5 skarpe kvarter.

Det er satme sådan jeg kan lide mine rockkoncerter.

Utroligt, at The Blue Van stadig kan, orker og gør det her. De har prøvet lidt af det hele i løbet af karrieren, og er nu “landet” et (måske) lidt underligt og lejlighedsvis utaknemmeligt sted. Et sted, hvor man (inkl. undertegnede) muligvis tager dem lidt for givet, og glemmer hvor fede de egentlig er. Og hvor mange virkelig stærke numre det har bedrevet gennem årene?!

De har endda rigeligt til, at sammensætte en helt anden, tilsvarende velsmurt og virkningsfuld sætliste? Når man eksempelvis kan undlade en sang som “Love Shot”, så har man sgu et lækkert luksusproblem. Ganske imponerende, ligesom bandet tilgang til deres metier. De sveder, smiler og røvruskerocker stadig forbilledligt for sagen.

Jeg var så, hvis ikke fysisk, så mental forpustet, at jeg endda tog mig tid til, at snuppe en “fald-ned-smøg” foran Stairway efter koncerten. Normalt har jeg travlt med, at jokke Herlev-ekspressen hjem i seng. Denne aften skulle jeg lige nyde følelsen i kroppen.

Den sad i det knirkende korpus hele vejen hjem. Ligesom et fastfrosset, lille veltilfreds smil. Tror fandme, at det var helt ægte…

Uskarpe ord og billeder af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleIda Wenøe & Samantha Whates: Turn (EP/Anmeldelse)
Next articleKindsight: Swedish Punk (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.