Home Artikler Repeatlisten 2022 #12

Repeatlisten 2022 #12

317
0

En ny Repeatliste er klar med række (næsten!) friske singler. Vi skal igen vidt omkring, når der er blevet lyttet til musik fra navne som Rebecca Lou, Klimaforandringer, Bahima, Gejst, Maja og De Sarte Sjæle, Uno Soul, Juliane Viktoria, Me & Munich og og og…

I skrivende stund rusker det godt udenfor, så kan man jo passende gemme sig lidt inden for, eller kæmpe med naturkræfterne, med nogle nye toner. De seneste uger har jeg tilbragt noget tid med nyere numre fra følgende 25 (eller 24, skulle det vise sig) navne:

Dune Messiah – “Lucy Gray”, Mansfield – “Chasing After You”, Gule Blade – “Lånte Fjer”, Bahima – “Rumskib”, Visitor Kane – “Dead Loss”, Maja og De Sarte Sjæle – “Tuder I En Taxa”, Me & Munich – “Wash It Away”, Red Lama – “Chaos is the Plan”, Nabo – “Du Åbner Dig”, Rebecca Lou – “Heaven or Hell”, Gejst – “Alting Dør Med Tiden”, Charlotte-Amalie – “360°”, Turquoise Sun – “Cheese Lips”, Det Indre Marked – “Trykfald”, SLET DET – “En Følelse”, Poptones – “Climb Inside”, Ekkolys – “Alting Ændrer Sig Nu”, Klimaforandringer – “Vår”, Jonathan Almind – “Inside Out”, Hansn/Hoier – “Psykopolis”, Juliane Viktoria – “November er mit navn”, Lukas Vanggaard – “Rumskrald”, One-Eyed Mule – “What A Beautiful Ride” og Uno Soul – “All It Means” + “Heartbroken Girl”.

Der var nemlig en enkelt “smutter”, i det jeg først efter et par gennemlytninger (jeg laver en spilleliste med samtlige numre) opdagede, at der havde sneget sig to numre med Uno Soul med. Hovsa! Nuvel, så gør vi en undtagelse for “kun en single pr. kunstner” reglen. Regler er jo til for, at blive brudt, eller et eller andet… Det er jo i hvert fald ikke Uno Souls skyld, at jeg var uopmærksom.

Som det har været tilfældet i lang tid, så udkommer der ofte 2-3 (nogle gange endda flere) singler fra en kunstner kort tid op til en udgivelse. Sikkert i håb om både, at tromme noget interesse op, men nok især, at forsøge at trænge igennem den stærke streamning-strøm. Spamme algoritmerne og playlisterne om man vil.

Da vi har begrænset tid til rådighed (og dermed plads), tilstræber jeg normalt, at sprede min lytning ud. Og sortere i singlerne, så, så mange som muligt får en chance og noget omtale.

Apropos “regler”, så følger vi fortsat modellen med, at alle numre får et par ord med på vejen i stedet for, at jeg vælger 5-6 sange ud. Det betyder også, at mængden af ord om de enkelte numre varierer i den mere frit flydende form. Altså er det mere “appetitvækker” end egentlig “anmeldelse” Det giver mig lidt mere råderum og frihed, og samtidig får alle lidt.

Den store single-buffet før julefrokosterne

Skal vi ikke bare lægge ud med Uno Soul? Julen er også nostalgiens tid, og Uno Soul er i hvert fald ikke bange for, at skue en smule bagud. Deres to singler her, “All It Means” og “Heartbroken Girl” deler ikke kun en “romantisk” tone i form af titlen, men emmer også af kærlighed til popmusik med en del år på bagen.

Det dufter lidt af 60er pop-rocken med en god, iørefaldende melodi og et fængende omkvæd i højsædet. Klangmæssigt er, der også en snert af alternativ/indie rock fra 90erne at spore i den lidt kærlighedssygdomsramte musik. Det er tilbageskuende, men føles i kraft af de fine melodier og effektive hooks ikke stift eller bedaget. Der er vel efterhånden også noget tidløst over en stil, som denne, så den aldrig går helt af mode?

Her på siden anmeldte Troels-Henrik fornyligt Uno Souls debutugivelse, Poppy. Han var ganske begejstret, det er jeg egentlig også. Der er ikke nye, musikalske landvindinger, men udsigten til velkendte vidder er rar og tryg.




Fra poppede toner, man mere eller mindre frivilligt går og nynner med på, til Poptones. Elegant overgang. Poptones er, trods det imødekommende navn, en lidt mere uhåndterbar og egenrådig størrelse. Det er i hvert fald ikke pop i den lettilgængelige forstand. Poptonerne her er kradse. De kredser. Hugger til. Cirkler og slår knuder på sig selv. Langer ud og lokker til.

Jeg har tidligere anmeldt EPen Hunt fra den københavnske gruppe, hvor jeg fremhævede nogle af de samme dyder. Men, også at Poptones, trods deres kanter, ikke er utilnærmelige. Der er også skønhed og noget blødt, at finde i det rå og rockende udtryk. Oaser af “stilhed”, hvor bandet bryder ned, inden de bygger og blusser op igen. “Climb Inside” er ikke ligefrem et nummer, som er skræddersyet til mainstream airplay eller hitlisterne, dertil er det for eksperimenterende.

Nu vi er i det lidt kradsbørstige hjørne, så har SLET DET udsendt endnu en single i en (tilsyneladende) uendelig strøm. Jeg synes i hvert fald, at jeg har hørt en del fra dem i år, eller også smelter det hele på den hårde hardcore scene lidt sammen for mig? Bands med CAPS LOCK aktiveret, som brummer og skummer over med indignation…

NUVEL, hvor jeg tidligere ikke har været totalt overbevist af og overvundet af SLET DET, så får “EN FØLELSE” faktisk blødt mig lidt op. Sangen har sgu’ en god, tung “tog-rytme”, som det er svært ikke at blive revet lidt med af. Der hugges og vugges ud af de rustne skinner med en smittende “chuka-chuka” rytme, og den matchende vokal og dens lyd af lige så rustent nedløbsrør får gang i nikke-med musklerne.

Hvordan kommer vi tilbage på sporet efter den tur ud i betonjunglen? Nå, vi snupper bare en afstikker og omvej gennem byen til noget… noget?! Hansn/Hoier vil have os med en tur ud i storbyens blinkende neonlys og mere dunkle afkroge, efter mørket er faldet på i “Psykopolis”. Gæt om det er en rask bytur i en rask metropol? Det er det ikke.

Den her by stinker af ulmende råddenskab, snigende sindssyge og sikkert også en smule tis. Det er punket poesi, det er rendestensromantik og det hele har en bismag af noget City Slang møder Strunge. Sat til en små-psykotisk omgang elektro/danse-rocket blip-blop, der lyder tilpas tarveligt, billigt og beskidt. Med en stærk bismag af den mindre kulørte del af 80erne, den der var brun, grå og grim. Det er sgu’ ikke helt dumt.




Hvordan kommer man så hjem, når man har gået byen tynd midt om natten? Man kunne snuppe en taxa sammen med Maja og De Sarte Sjæle. Men, vær klar på tårer, for de “Tuder I En Taxa Hjem”, klokken lidt i 5. Pop med hjerte og smerte, Maja er blevet dumpet over dørtelefonen, hvor hun kunne høre udkårnes mor i baggrunden fortælle, hvad vedkommende skulle sige. Sikken en svækling!

Men, Maja er fucking heartbroken. Det er jo noget værre noget. Og klinger også lidt af noget 80er, denne gang i den mere lettilgængelige ende. Maja og De Sarte Sjæle er ikke berøringsangst overfor den banale popsang. Det er der heller ingen grund til, de er gode til, at skrive små, catchy popnumre, og gør det ikke mere kompliceret end det behøver at være. Tone, stemning og ordvalg- og billeder rammer som de skal.

Hvis man er til et lidt mere “moderne” klingende bud på dansksproget popmusik, så hold fortsat øje med Juliane Viktoria. Hendes tidligere singler, som “E20” og især “Larmer For Meget” har jeg været ret begejstret for. Det er radiovenlig pop, men ikke af den masseproducerede metervarer slags, selvom hun bruger nogle af de samme virkemidler.

Juliane Viktoria har hendes egen stemme, stil og formår, at give det hele en god sjat personligt særpræg. “November er mit navn” fortsætter stimen af gode singler, men mangler måske lige den sidste krog for, at fange mig i helt samme grad som førnævnte numre. Dog er den langsomt vokset på mig ved hver gennemlytning, så måske er det en, der bare lige skal have lov til, at simre lidt mere?

Der er et par numre af samme “kaliber” med i lyttepuljen denne gang, “lige ved og næsten” sange, eller numre hvor jeg lige savner det afgørende sidste. Gejst har umiddelbart “hele pakken”, som kræves af et moderne popnummer. Og lægger sig naturligt i slipstrømmen af nogle tendenser og navne, der er oppe i tiden med dansabel, rytmisk spændstig pop, som Senso, Blæst eller hvad de nu allesammen hedder.

Jeg køber bare ikke heeeel “Alting dør Med Tiden”. De er LIGE ved, at være der for mig, og jeg kan ikke pege på egentlige svagheder?! Måske er jeg lidt mættet på det punkt, eller halvdøv, for Gejst har helt klart fat i noget, der fungerer – men, som for mig, burde fungerer endnu bedre.




Vi får et ganske interessant bud på “360°”, en noget mere atmosfærisk sang fra Charlotte-Amalie, der i sidste ende lander lidt blødt. Det lægger ellers flot ud med en lang, stemningsfuld klaver intro, som får min opmærksomhed. Her er det hele lige ved, at lette helt op i de højere luftlag. Derefter er det, desværre som om sangen aldrig helt når de forventede højder.

Gule Blade pyntede sig med lånte fjer på første single, der var en art omskrivning, eller kraftigt inspireret af, af Kliches “Masselinjen” er stadig at finde på Repeatlisten nederst. Nyeste single bærer så titlen “Lånte Fjer”, og sniger sig ikke med. Det er ikke et dårligt nummer, men jeg er ikke på samme måde fanget af bandets halv-skæve og poetiske toner denne gang.

Lyrisk er de ganske glimrende, og lyder ret lidenskabeligt. Der males nogle fine billeder, og sættes en stemning, som på det punkt får sangen til at leve og ånde. Det er rent musikalsk, at nummeret ikke helt fejer benene væk under mig. Det kommer til, at virke lidt spinkelt og stillestående – men, det vil muligvis tiltale nogen. Og giver også plads til, at ordnede kan ånde og får plads.

Skal det være mere direkte og lidt rocket, så Mansfield og deres “Chasing After You” Egentlig et ganske fornøjeligt bud. Der er ikke så mange dikkedarer her, det er ret lige ud.af landevejen og lyttevenligt. Men, måske også en smule konventionelt og forglemmeligt. Men, bestemt godkendt.

Godkendt er også “What A Beautiful Ride” fra One-Eyed Mule. Dem forbinder jeg ellers mest med folk/country pga. tidligere udgivelser, her har de opdateret deres lyd, så vi ovre i noget mere progget indie. Det tripper lidt, danser lidt på stedet i cirkler og sprutter, i løbet af lidt over 2 ½ fornøjelige minutter. Hurtigt overstået, lidt hurtigt glemt, men det fungerer mens musikken spiller.




Ekkolys har også fat i et eller andet med den lidt tilbageholdne “Alting Ændrer Sig Nu”. Vi er ovre i en anden genre, hvor det er langt mere roligt, stillestående og med en eftertænksom tone. Det lyder, på en måde lidt som Tv2 uden det mekaniske drive og beat, hvis det giver mening? Måske er det bare fordi, at forsangeren lidt reciterernde, små-hakkende sangstil giver mig en smule Steffen Brandt vibes? Ingen tvivl om, at teksten er dybfølt og lige så følt leveret, jeg mangler bare lige… det der… sidste… “noget”.

Det gør jeg ligeledes hos Jonathan Almind, som også slår en lidt mere tristesse-præget og længselsfuld tone an. I hvert fald indledningsvis, indtil “Inside Out”, begynder at krænge musikken ud på mere insisterende vis. Det begynder at rocke og rykke, men det rykker sgu’ ikke helt for mig. Der er et eller andet “off” angående vokalen, der måske kan skyldes produktion, eller lignende valg. Den er ikke dårlig, jeg synes bare ikke helt, at den enten kommer til sin fulde ret, eller passer helt ind i det øvrige lydbillede?

Et navn, som til gengæld har helt styr på både vokal og det samlede udtryk, er Dune Messiah. Det er stilet, lidt mørkemandsklingende tusmørkerock, hvor farverne skifter fra varm orange-rød til noget mere blåt og køligt.

“Lucy Gray” fremstår som et gennemarbejdet, velkomponeret og meget selvsikkert nummer. Selvsikkert nok til, at give en saxofon masser af plads, uden antydningen af ironi eller kitch. Der er heller ikke grund til andet end, at ranke ryg og skuldre, Dune Messiah har styr på skidtet. Jeg mangler bare en sang, som jeg bedre kan lide. Ja, det var da et vidunderligt vagt ønske fra min side igen, men altså – jeg er vanskelig, at gøre helt tilfreds!

Og jeg bliver ved. For Turquoise Sun har også styr på sagerne med deres stenede drømmepsykedeliske dvaske flyder “Cheese Lips”. Men, jeg elsker ikke sangen. Jeg vil dog give pluspoint for, at bandet kommer ret imponerende langt omkring på kun 2 ½ minut.




Turquoise Sun har hele tiden gjort sig i det lidt “dovne”, “ligge og flade ud i strandkanten” med et psykedelisk tæppe trukket over sig. Red Lama startede også i det psykedeliske, men langt mere udpræget, og klassisk psychrock. Dengang i midt 10erne, da det var en form for bølge med psychrock. Siden, ikke mindst på det seneste, har Red Lama bevæget sig i mere poppet og eksperimenterende retning – endda flirtet med dansegulvet på et nummer som “Justified”.

På nyeste single fra deres aktuelle album, synes jeg egentlig at de har fødderne plantet i det mere psykedeliske igen. “Chaos In The Plan” slår en dunkel tone an, og trækker en med sig ind i mørket. og lukker dig ikke ud igen, mens musikken kredser og lukker sig omkring en.

Der lukkes ikke meget lys ind gennem sprækkerne her og sangen virker, som lidt af en kontrast til de toner, der ellers er sluppet ud fra Red Lamas studie i år. Alligevel er, der måske en rød tråd her. Det er IKKE ikke-dansabelt, faktisk er der noget dansende over musikken, eller i hvert fald cirklende. Bare på en lidt indelukket og faretruende måde, så man føler sig lidt overvåget eller forfulgt.

Vi skal ikke helt ud i lyset endnu, for NABO synger om ensomheden på “Du Åbner Dig”. Men, også om kærligheden, og om, at lukke folk ind – eller forsøge, i hvert fald. Det er en form for roligt udviklende og fremskridende voksenrock med et solidt drive og en insisterende bund. Stille på overfladen, men der er faktisk godt med fremdrift og tyngde i sangen. Et nummer af den slags, der ikke forsøger, at imponerer med store armbevægelser, men bare skyller en med. Godt nummer!

Nu er vi ved, at være varme og inde i en god stime, så vi fortsætter med Visitor Kane. Med “Dead Loss” forlader vi dog ikke mørket. Eller kommer helt ud af fortidens skygger, i dette tilfælde spøger både 60erne og 80erne. Vi får noget af det mørke, lidt trøstesløse og “hårde” fra sidstnævnte, mens sangen også rummer ekkoer af noget varme og mere let fra 60erne.

Visitor Kane virker tydeligt inspireret af en britisk lyd, en britisk arbejderklasse lyd. Selvom, det kan virke som om, at der er er noget at et hop fra 60ernes “uskyldige” lyd til de betongrå 80ere, så udspringer det lidt fra samme sted. Det får Visitor Kane omsat til et stærkt nummer, som muligvis ikke fremstår videre flashy, eller umiddelbart gør meget opmærksom på sig selv – men, der er noget slidstyrke. Det er en sang, som arbejder sig ind på en og bider sig godt fast.




En anden slidstærk arbejdshest i dette kuld af af singler er Me & Munichs “Wash It Away”. En støj-poppet veltrimmet og laber rocksag, der utrætteligt bare kryber ind på en, indtil man ikke kan lade være med, at nynne og synge med på omkvædet.

I første omgang var jeg lidt afventende, og havde ikke helt overgivet mig. Den skal lige have et par spin, selvom man allerede under første gennemlytning opfanger, at i hvert fald omkvædet kan et eller andet. Så lægger man mærke til, at der også bygges ret godt op til det, at det hele glider gnidningsfrit og virker meget naturligt. Der forceres ikke, der presses ikke for meget på, der er plads til de kanter, som skal være til stede.

Me & Munich har, måske ikke skrevet og leverer verdens største sang nogensinde. Men, det her er altså et bundsolidt, organisk og velsmurt nummer, der hænger ved efter endt lytning.

Er Det Indre Marked denne omgangs bedste bandnavn? Folk på min alder vil få associationer til noget EF-halløj, altså noget genkendelighed og noget der “minder om gamle dage”. Men, det er også et navn, som fungerer på løsrevet fra den slags. Det signalerer en tankestrøm, “handel” mellem følelser, indre “konflikt” og et håb om balance på bundlinjen. Masser af muligheder.

Nå, “Trykfald” er også en rigtig, rigtig fin single. Vi er ude i noget emotionel indie-pop, hvor det hele svæver og kredser rundt i et luftigt lydbillede. En rigtig “krænge sjælen og tankerne” ud ungdoms-sjæler, hvor man gerne må blotte sig, være sårbar og bare… føle! Der er et eller andet her, som lugter af noget, som har “hele pakken”, eller er godt på vej i hvert fald. Så de er hermed på radaren.

Skal vi ikke snyde radaren, forlade jordoverfladen og tage et smut ud i rummet, her hvor det langsomt lakker mod enden? Ved et tilfælde har vi to numre i puljen, som hedder noget med “rum”. Henholdsvis “Rumskrald” fra Lukas Vanggaard og “Rumskib” med Bahima. Tror ikke der er en sammenhæng og, at det er sidstnævnte der ender, som førstnævnte, men man kan aldrig vide!

Vanggaard har de seneste år været leverandør af nogle habile popsange, hvoraf mange kredser om den der svære kærlighed. Der er noget bittersødt, lidt melankolsk og længselsfuldt over både hans stemme, lyrik og generelle sangunivers. Disse stemninger er stadig til stedet i “Rumskrald”, der også er en form for kærlighedssang, men lidt mere lyrisk abstrakt end nogle af hans tidligere numre Der spilles lidt mere på stemninger, derfor har musik og melodi måske også lidt mindre ørehængerpotentiale end andre singler fra Vanggaard.

Han tillader sig her, at lege lidt med udtrykket, hvilket bestemt er klædeligt. Nummeret får for mig dog først for alvor fat, og gennemslagskraft mod slut, hvor titlen råb-synges ud. Den kan, muligvis også tilskrives en god opbygning?




Hvor “Rumskrald” måske ikke helt får skovlen under mig, så efterlader “Rumskib” fra Bahima til gengæld et glimrende indtryk. Jeg vil endda flotte mig, satse lidt at kreditten og postulere “skal du være med på det næste nye, så skal du overveje Bahima”. Det her kan NOGET. Faktisk meget. Gruppen har en EP ude, som jeg ikke har fået lyttet til endnu, men efter, at have fået prikket til min nysgerrighed med denne single må jeg nok hellere… inden de stikker af!

Det lyder, som noget der kunne have kurs direkte mod P6 Beat rotation og upcoming/Rising Scener rundt omkring i landet næste sæson. Det er fængende, teksten er tilpas forståelig og samtidig kringlet nok til, at man spidser ører. Det er ungt, men ikke forpustet og anmassende. Det prog-sprutter og danser lidt, og emmer af en nysgerrig legesyge, der smitter. Jeg får også lidt Rigmor-vibes?

Og så lyder det som en børnesang, forklædt som voksen. Det var ment, som en kæmpe kompliment. De tillader sig endda, at inkorporere “Jeg Gik Mig Over Sø og Land” i teksten, i sangens drilske indledning. Det er nu ikke hovedårsagen til, at jeg tænker “børnesang”. Den har nogle af de samme kvaliteter, som de bedste børnesange, eller nærmere sange som måske ikke engang var tænkt som deciderede børnesange, men er blevet det.

Bandet med det fine navn Klimaforandringer leverer ugens “skævert” i kraft af det betagende nummer “Vår”. Den og de er svære sådan lige, at sætte i bås eller smide labels på. Indholdsfortegnelsen er vag og lidt udefinerbar, et sammenfald- og brud med og mellem stilarter og inspirationskilder. Helt i tråd med titlen, så virker det, som musikalske strømninger fra forskellige steder på kloden, hvor landegrænser ignoreres.

Det ene øjeblik synes man, at kunne afkode noget mellemøstligt, men så lyder det samtidig, som om der er et caribisk tilsnit. Eller er vi i en afrikansk ørken? Men, der er også noget nordisk kølighed over eksempelvis vokalen. Der dog også er så stenet, at der er noget psykedelisk over sangen?! De mange indtryk, klange og stemninger kunne nemt være endt i et værre rod, men på en eller anden måde får Klimaforandringer det hele til, at gå op i en højere enhed.

Rundens lukker og bedste single (ikke nødvendigvis bedste sang, der er en forskel for mig) kommer fra en velkendt kant. Rebecca Lou er nemlig ude med nyt, og rammer igen stort set plet på hitskiven med “Heaven or Hell”.




Hun har de sidste år været fast inventar på P6 med single efter single, og nyeste skud i hitkanonen er ingen undtagelse. Og med god grund. Lou og band har bevæget sig fra undergrund til noget lidt mere strømlinet og mainstream. Ikke nødvendigvis hvad angår salgstal og den slags, men i lyd og udtryk. Og sangskriverevnerne har udviklet sig i takt med, at kanter er filet af og til, og maskinen smurt.

Det gør også, at “Heaven or Hell” er næsten renset for Lous tidligere punk-“unoder” og rockknaster. Lyden er blevet mere poleret, stilen mere poppet – læderjakkepop eller Puch Maxi punk?

Lou er ikke bange for, at skrue op og tænke og lyde stort. Uden at det bliver overlæsset. Det gælder både melodi, volumen og følelserne, der er højt til loftet hos Rebecca Lou. Også på “Heaven or Hell”, der folder sig ud i stadion størrelse og brager derudaf, som en ægte anthem. En hymne til outsiderne, som kan stemme i og lade ordene gjalde ud. Det er ganske uimodståeligt og godt håndværk. Med en lille, dejlig bismag af Robyn og “Dancing On My Own”.

Eneste minus, og det er ren personlig smag, eller min fysiske grænse der testes er, at det er lige før vokalen rammer et for højt toneleje, når der gives mest gas. Det kammer ikke over, men jeg kan mærke, at mine øre ikke skal presses meget mere. Men, de holder. Og sangen holder. Endnu en kæmpe banger fra Lou og crew.

Føjes til Repeatlisten: Vi skal lige gøre plads til lidt nyt, så vi siger på gensyn til Gule Blade og “Drivkraften”, samt Tredjeperson med “Uden Ord”. For, at fylde hullerne i listens 12 pladser lukker vi hermed Rebecca Lou og Bahima ind i varmen.

Jeg har stadig ikke helt besluttet, hvad jeg fremover stiller op med både format og selve Repeatlisten. Sidstnævnte er jeg aldrig blevet helt tilfreds med, især når tiden kun tillader 12-14 lister pr. år – så bliver listen lidt stillestående og udynamisk. Måske går jeg bare tilbage til den gamle model efter nytår med én lang spilleliste, hvor alle mine favoritnumre blandt de omtalte singler puttes på, så det ender med en samlet liste for året.

Og angående formen, hvor jeg har kørt “en lang smøre med omtale til alle”, fremfor “udvælg en 5-6 numre fra lyttepuljen til længere omtale”… ehhhh, jeg vil på den ene side gerne give alle bare et par linjer med, omvendt er det ret tidskrævende og kræver man bevarer overblikket – kontra, hvor overfladisk det stedvis også bliver… Jeg udskyder beslutningen endnu engang!

Vi høres ved, jeg skynder mig, at flyde endnu en lyttepulje, eller to og få ryddet op i indbakken inden jul.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Bahima, pressefoto

Previous articleMONO Goes Metal, MONOrama 12/11 2022
Next articleKarl Kristian: Superhelt (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.