Home Live November 2022 - Live MONO Goes Metal, MONOrama 12/11 2022

MONO Goes Metal, MONOrama 12/11 2022

296
0

I et Århus hvor metalscenen er blevet stækket af konkursen for Metal Royale, holder MONO Goes Metal fanen højt. I øvelokalekomplekset i Åbyhøj mødes håbefulde metalfans af skaren af rygere foran – The Århus Faithful er mødt op og der er udsolgt til arrangementet. Håbet er altså stadig grønt i en kommune, hvor kulturen er under pres også fra politisk side.

Klippekort med rig mulighed for at få mere end tre øl for 100 kr, pølsevogn foran: Rammerne er i orden og ’Ægget’ / MONOrama gør sig godt for det ofte langhårede folkefærd.

Jeg ankommer lige tids nok til at bruge de sparsomme toiletter, få overtøjet af og så er det ellers i gang med bands:

Swartzheim 17.20.

Som annonceret går Swartzheim på til tiden, hvilket betyder at de tre (!) guitarer på scenen feeder om kap, mens bassen byder ind. Fire slag og vi er i gang! Det er en viseligt energisk åbner, der trækker på både hardcore og thrash og ikke mindst den screamende forsanger og de mange guitarer sender tankerne til hardcoren.

Kernen er dog grind og flere gange overvejer jeg, hvorfor de dog har tre guitarer, når synes at handle om, at høvle så mange noder som muligt af – tilsyneladende unisont. Svaret er: Energien. For det er en eksplosion og der arbejdes sten-hårdt igennem på alle poster, hvor trommerne nærmest virker stoiske oven i al den guitar. Lyden er desuden så kompakt, at der til trods for den unisone oplevelse synes at være i hvert fald lidt luft.

Ret godt lavet!
Centralt står forsangeren, der med sit ungdommelige udseende slipper sine tekster med høj energi og kontrast til hvad udseendet byder. Vi får så meget som ni numre (?), og energien holdes oppe hele vejen igennem. Klædeligt bliver det dog, ret beset, når bandet under det syvende nummer får en gæst med, der lægger en growl under screamet. Det giver noget krop og bund og ikke mindst variation.

For selv om publikum er godt med og der endda bliver tid at lave en wall of death under sidste nummer, så kommer oplevelsen til at blive lidt en ’pølse’ af meget af det samme.

Der var i glimt hints af noget Pantera, men lidt for ofte havnede vi i høvlen derudaf. Men ret skal også være ret: Energien blev holdt med det høje tempo og forsangeren tog sq en arbejdssejr på den konto.

 

18.10 Skraek.

Fra Horsens dukkede fem mand op med en pose god, gammeldags DØD. Growl og groove går hånd i hånd, når Skraek folder sig ud og det er virkelig festligt. Det er et band, der oprigtigt virker glade for at være her og takken går da også hurtigt til Swartzheim for deres set – ja, forsangeren har et meget venligt udtryk, der står i ganske fin kontrast til hans potente growls.
Skraek synes at kende deres grooves og besøgelsestid: Ofte etableres der et sektion – om det så er grind, breakdown eller groove – og det køres så i en kort, præcis periode så vi som publikummer når at være med, uden at blive trætte af tilgangen.
Skraek starter med relativt få publikummer foran scenen men snart nok kastes hår – især når der er breakdowns og tunge riffs.

Skraek er old school, klassisk, men også tilpas varieret til at man aldrig forfalder til at sige ’nåh, det er bare SÅDAN et band’.
Faktisk er det imponerende, hvordan man eksempelvis i deres femte nummer kommer igennem både en stille intro, en pølse af grind, et breakdown, groov, uptempo og så TUUUUUNGE sektioner.
Det kan måske som det skrives her virke som en tour de force i ’se mig og hvad jeg kan’ – men det er ikke sådan det opleves.

Seks numre bliver det til med direkte kurs sydpå – mod Horsens eller Helvede – og det har været en fornøjelse!!

19.00 Big Game Hunter

Grundet ‘maskinskade’ på kontoret, når jeg først ud til koncerten til tredje nummer. Det virker til at være hæderligt, og den rag’ede taktfornemmelse og en stærk sanger bærer igennem.
Dog rammer bandet mig bare ikke helt og jeg får hurtigt tanken, at der er tale om ret ordinær bajer-rock, hvor der godt nok bruges (råbe)kor, men det er unisont og når der råbes, drukner ét af de stærkeste kort, forsangeren, lidt.
Da jeg ikke rigtigt rammer bølgen, parkerer jeg koncerten lidt der og opsøger en egernmørbrad i pølsevognen…
Det er vist det mest fair for alle involverede.


Det giver lidt rum til refleksioner. Arrangementet har tidligere været strukket længere ud, men formen med korte, 30-minutters, koncerter holder stadig.

Publikum er ret blandet og det er tydeligt, at fællesskabet ligesom hænger i luften. Der er battle wests, langt og kort hår og så folk der ser helt, helt utraditionelt for genren ‘normale’ ud. Kønsfordelingen er vanligt til den mandlige side – især på scenen – men metal HAR også bare haft et ret maskulint islæt fra dag 1, så det er vel nærmest tradition.
Som nævnt ovenfor er rammerne i orden; ikke så meget slinger, bare kød, metal og øl. Dog kunne man virkelig godt ønske sig nogle flere toiletter, da tre er i underkanten. Men qua kønsfordelingen, er der vel hegn i industrikvarteret der nyder godt af arrangementet…


19.50 Plaguemace

Hvorfor tager man egentlig til metal-festival? Plaguemace gør hvad de kan for på mest kompetente og underholdende vis at besvare det spørgsmål. Forsangeren var ham, der var ‘lånt’ ud til åbningsact’en og det er derfor ingen hemmelighed at vi her er ude i full blown død med growl, dobbelte stortrommepedaler – the works.
Og de er kommet – igen fra Horsens – for at skabe en veritabel metalfest. Den ambition kan mange jo have, men fra første tone står det klart, at vi her har med nogle kompetente herrer at gøre. Det er tight, det groover og forsangeren blander på smukkeste vis metallens ironi med kompetent showmanship og vokal. Det er ikke så alvorligt det hele, men røv-intenst og ret vildt.
Tre numre inde i settet er det en ikke uforventlig konsekvens, at der stagedives og der trækkes op til moshpit blandt det hårsvingende publikum. Trøjer flyver, maver møver og alle har en fest til denne magtdemonstration udi metal.

Som femte nummer falder ét, som ganske åbenbart er kendt og publikum skråler med, hornene flyver mod loftet og igen stagedives der og crowdsurfes.
Alt imens bandet leverer tight boogie, svinger håret og varierer lige tilpas til at crowden er på. Shit, en koncert!
Ja, det hele er som nævnt ikke så seriøst, så forsangeren ‘bortføres’ af en publikummer under sjette sang og må glædes ved at han har en trådløs mikrofon, da hans velvoksne krop må bæres på ryggen af en kåd publikummer.

Der svedes. Både fra bandet, der ikke bare styre lortet tight, men også alle indpisker. Da Plagueface (med Plaguemace, forstås) falder som det sidste er det en cementering af en magtdemonstration. Det er brutalt. Wall of death etableres, moshpit bygges – alle er med, den sidste energi brændes helt ud.
Wow. Vi er til metalfest!

20:40 Brunsten

Og som man troede at nu var næsen i sporet, dukker Brunsten op. Jeg bliver passet op af en bekendt og når ikke det første nummer, men ankommer så til en koncert, jeg hurtigt får parkeret i afdelingen ‘punk’. Oh, so little did I know.
For jo. Bas/vokal, guitar og trommer på scenen lugter da af punk og de spiller da også ofte så hurtigt at en 12-årig knægt, der har fundet ud af hvad hans krop kan, ikke vil kunne følge med.
Det. Er. Energisk.
Men også voldsomt varieret, teknisk og svært at indfange. Oftere end ikke er det rag’ede rytmer i rasende tempo, der udgør kernen og den kaotiske guitar bliver ikke så bærende som kant oven på kraftige rytmer. For den da! Den lilletromme får tæsk!

Vokalen oven på dette virker meget britisk, men råbt vredt som den bedste punk – bortset fra når et nummer går all in på Black Flag og tempoet er så højt, man frygter det overhaler musikerne.
Og så… Midt i det hele. Et langt, næsten post-rocket nummer, hvor der pludselig er vandrette linjer at spore i al den punkede energi.

Jeg ved ikke, hvad jeg så her. Men ind i mellem var det ren punk, ind i mellem måske decideret kunst? Og ellers; tydeligvis nogle musikere, der er dygtige og ynder at lege med deres talenter. Men det var da for Hel ikke jazz?

Nå. Underholdende var det, og de skal ses igen!

21.40 Ferocity

For første gang på aftenen, går et band lidt forsinket på: Ferocity lægger fra land fem minutter efter planen. Veteranerne tager det nu vældig cool – ja faktisk så cool, at jeg personligt når at tænke “pft. Mellemleder-metal. Det er sq da bare en dag på kontoret”.
Det gør jeg ikke fordi de ikke spiller fint – selv om der er problemer her og der i temposkiftene. Nej, det er mere attituden. Hvor der blev pjattet og leget under Plaguemace, såer denne udskæring af død anderledes alvorlig og blottet for ironi.
Det gør det i første omgang lidt mindre festligt og farverigt og det betyder også, at der skal arbejdes for sagen. Og det gør bandet så. Med deep-growl står forsangeren stærkt og han lægger endda af og til op, så det bliver næsten scream-agtigt. Bare som variation. De øvrige musikere er med deres korte hår ret atypiske for genren, men passer også – i hvert fald i starten – deres sager og spiller op mod trommeslageren, der lidt atypisk taber et slag her og der.

Men! Som koncerten udvikler sig, vindes publikum – og jeg – over. Ja, en enkelt stagediver bliver det til, og under de sidste to numre, bliver det decideret fedt, groovende og medrivende. Ikke mindst da mosh-pittet etableres, men også fordi ikke blot forsangeren men resten af bandet synes at være vågnet og er MED på at det her er en holdsport – og vi skal have dem på gulvet med.
Dermed giver grooves pludselig meget mere mening. Den dybe vokal og de løftede næver vækker genklang og veteranstatussen cementeres.
Jeg skal nok høre Ferocity igen en gang, hvor trætheden ikke er ved at sætte ind. Men det var en interessant oplevelse at se, hvordan et band gik fra en lidt lukket tilgang til at have publikum i deres hule hånd.

23.00 Solbrud

Igen lidt forsinket gik black metal-veteranerne på kl 23.00.
Jeg har ikke set Solbrud siden deres kirkekoncert i forbindelse med festuge 2017, så jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg gik ind til.
Og dog. For da MONOrama var dækket i teaterrøg, vakte det minder og selv om det efterhånden lidt sparsomme publikum var med på at råbe ‘hey’ på backbeatet, så skulle koncerten vise sig at være mere sfærisk end rytmisk. Hvis ellers black grind kan være sfærisk.
Der bliver på en time efter min bedste overbevisning spillet seks numre. Det er med andre ord nogle lange møg-hunde af nogle numre, Solbrud leverer. Ofte er det i trommerne grind – og så en hæs, vrælende vokal oven på enten grind eller et tema.
Men der er uomtivsteligt noget meditativt over genren og ikke mindst Solbruds bud på genren. For man kan godt være ‘med’ på de lange numre og følge bandet ind i mørket – for at lyset så vil tændes bag dem… For Solbrud er et ikke et band, man går ud for at ‘se’. Der er mørkt på scenen og konturer kan dårligt defineres i tågen af teaterrøg. Lidt som hedengangne Low.
Har vi så fået en ambient, post-rock, eller NU-black koncert da Solbrud er færdige? A bit from collumn A, a bit from B, and C.
Var det en fed oplevelse? Ja… Helt overbevisende ja. Men det BLEV lidt langt over en time – og samtidig vil man ikke rigtigt undvære en ottendedel (selv om der var mange af dem!).

Sådan slutter MONO goes Metal.

Formatet med én dag er fordelagtigt. Og i hele konceptets natur vil der være hits and misses.
Men nøj! Hvor er det dejligt, sådan noget findes. Og selv om man kritisk kan overveje hvor mange betalende der kommer til et lille arrangement med så mange bands, så er der ingen tvivl om, at man har fået kvalitet for pengene.

Jeg vil glæde mig til næste gang!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleUNO SOUL: Poppy (Album/anmeldelse)
Next articleRepeatlisten 2022 #12

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.