Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Poptones: Hunt (EP) ★★★★★☆

Poptones: Hunt (EP) ★★★★★☆

220
0

Poptones er en eksperimenterende trio fra København, der med udgangspunkt i 80erne og 90ernes alternative rockscene sender deres musik igennem en vridemaskine, hvor sange og produktion kommer ud i den anden ende, som fascinerende små værker i sig selv.

Når man ser bandnavnet, så forventer man måske noget upbeat og let tilgængeligt. Jeg vil ikke kalde Poptones og deres muterede rock decideret nedslående og ej heller utilnærmeligt, det har en sær tiltrækningskraft, men deres tilgang til musikken er ikke ligefrem lige så umiddelbar som navnet antyder.

Udgangspunktet er nok velkendt og i glimt lader de også en vis poppet tiltrækningskraft skinne i igennem, som på singlen “Escape”. Men det hele er alligevel… sært, anderledes og lidt fremmedartet. Som om man befinder sig i en syret drøm, hvor elementer man kender strækkes, flyder sammen og ud og ind af hinanden, trækker sig sammen igen og løsriver sig lidt fra tid og sted. Det er spacey. Og underligt iørefaldende alligevel. I dette nummer er det som om sangen gør modstand, kun modstridigt bevæger sig fremad i rytmisk bølgende ryk, men stadig virker fastlåst og statisk. Det giver en “sjov” følelse af at være i bevægelse og alligevel ikke, når man lytter til den dovne, drømmende sag. Samtidig er det nok en af EPen mest catchy numre, en 23 minutter lang EP, hvor Poptones lokker en med ud på lidt af en forunderlig tur.

Den efterfølgende “Waves” tager tempoet lidt ned, men trommerne sprutter militant i korte salver, så det alligevel ikke går helt i stå, “Someone please push me over”, lyder det ud af de musikalske tåger. Lyden er både organisk og levende og har samtidig et digitalt og maskinelt præg. Det kunne næsten minde lidt om hvis Deftones skruede ned for metal-rocken og knalde lidt ud? “The Waves come crashing down”, lyder det fra den udtryksfulde vokal, uden at musikken af den grund ændrer tone og slår over i mere voldsomme udbrud.

I det hele taget går Poptones deres egne veje og lyder som om de har ladet sig lede af musikken og set hvor det bringer dem hen. Der indledes med “Don’t Be Affraid”, hvis titel næsten kunne lyde som en art mission statement og trøst til lytterne. Det er tonalt og stilmæssigt, ikke mindst den forvredne og kradse vokal, er det nok Poptones i deres mest uforsonlige hjørne. Men samtidig gennemstrømmes nummeret af beroligende “uh uh” kor og en blød, berolig skvulpende melodi, der tager en i hånden, mens mere kantede og forvrængede lyde huserer rundt om i lydbillede. Det er et helt lille lydunivers i sig selv, der både føles som en afsluttet rejse og sender en videre ud på jagt sammen med Poptones.

Trioens poppede side viser sig også i næstsidste nummer, “You Shouldn’t Go”, hvor det bliver helt indsmigerende fløjlsblødt i tonen. Det er nærmest en sjæler, men uroen lurer lige under overfladen, vokalen får kortvarigt et twist, et glimt af noget mere mørkt og ildevarslende. Som en en trussel ligger på lur. Men Poptones lader sig ikke forføre til, at give ind overfor de impulser, nummeret holder stilen, hvor man blot i antydningen aner, at der kunne være fare på færde.

På den afsluttende, mere bastant rockende og støjende “New Moon”, får noget af det så lov til at slippe ud mellem sprækkerne. Det er igen en sang, der lidt lyder som om den eksisterer i en nogenlunde fast struktur i en lille boble, men at der er et større, ukendt og ikke helt synligt univers rundt om denne boble, som i glimt påvirker den og skubber til, hiver i sangen. Eller som en glitch i et computerprogram, der pludselig får skærmen til at flimre. Så man ved at der er et eller andet galt i systemet, et eller andet sted. “It’s gone away”, “go away”, “turn away”, lyder det lidt utydeligt ud af baggrunden i det næsten 9 minutter lange afslutningsnummer, der i sidste ende lyder som om det sender Poptones på randen af et sammenbrud – eller en transformation?

Hunt er en særpræget og egenrådig størrelse, et værk bestående af 5 mindre værker, hvor Poptones får vist, at man kan presse rigtig meget information ind på under 25 mimnutter uden at det hele crasher. Noget af det, især slutningen, bliver måske lige vel uforståeligt og eksperimenterende, og så alligevel. Hvis man netop ser Hunt som en jagt på forandring/forvandling eller en rejse, der i sidste ende skal bringe en et nyt sted hen, så er der en logik i løjerne.

Jeg er i hvert fald både fanget og fascineret, så vi kvitterer med 5 forundrede upcoming stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.