Home Artikler Repeat #99

Repeat #99

1300
0

Vi nærmer os Repeat nummer 100, men inden vi fylder rundt skal vi have den ikke mindre vigtige nummer 99 afviklet! Med numre fra De Forbandede, Malmø, Voelva, Sylvester Larsen, Mads Langelund og Heathaze.

Blandet landhandel (igen) i denne uge, hvor vi runder det næsten aktuelle og numre, som efterhånden har nogle uger på bagen (og lidt til?). Næste uge, jubilæumsudgaven, bliver ikke noget særligt, hvad markering og fejring angår, i stedet bruger jeg pladsen på, at anmelde et par ekstra singler.

Så kommer der lidt mere luft i indbakken igen, i denne single-højsæson. Det betyder også, at ventetiden på en anmeldelse er tikket lidt op igen, beklager. Her vil jeg igen lige hurtigt nævne, at hvis samme kunstner udsender flere singler indenfor kort tid, så prioriterer jeg singler fra navne jeg ikke lige har anmeldt.

Videre!

De Forbandede – “Horisontens Tomhed”

Stjernerne står rigtigt, planeterne er i position – tiden er inde til ny lyd fra De Forbandede!

Singlen “Horisontens Tomhed” er første stop på rejsen, gennem den intergalaktiske ørken  der leder op til De Forbandedes tredje album, “Menneske”.

“Horisontens Tomhed” er et pumpende rocknummer, der med sin galoperende rytme, vil få astrallegemet til at vibrere eksplosivt på enhver fan, af euforiserende kosmisk garagefuzzrock.

Sangen handler om at søge mod noget nyt og vende ryggen mod det, du kender. Som en cowboy, der ridder imod solen, eller et fortabt menneske, der svømmer imod horisonten.

Så for satan, der sker noget fra start i denne omgang Repeat! Der er seriøst SMÆK på De Forbandedes ridt ud over de støvede stepper!! Guns blazing, tunge hug, syrede keys og en lidt vindblæst og flosset vokale.

Smukt og underspillet er det ikke ligefrem, den får alt hvad den kan trække her. Og jeg kan lide det. Jeg har tidligere været ret begejstret for De Forbandede, ikke mindst deres første single, “Evig Ild”, som var en hjemsøgende og medrivende sag, inden de slog over i mere psykedeliske toner på noget af deres efterfølgende materiale.

“Horisontens Tomhed” er mere direkte og ligepå, og minder på den led mere om “Evig Ild”, Også her er der noget åbent, forblæst og meget bastant over bandets lyd- Det lyder virkelig som om de presser deres krikke til det yderste, med et fast greb i tøjlerne, så det ikke stikker af. Med kursen sat ud mod horisonten, som om de har fanden i hælene.

Det rusker, rykker og gør næsten lidt ondt, at lytte til. Som om sangen skærer tænder af en. Det er lige før, at det truer med at kamme over og blive for meget, men jeg synes bandet formår, at kontrollere lydtrykket nok til, at vi ikke ryger ud over klippeafgrunden. Mere guitrar, weeeeee!

Konklusion: Huha, sikken et ridt! Velkommen tilbage, og tak for sandstormen!

Malmø – “No Words”

MALMØ er klar med den fjerde single fra det kommende album The Inevitable End, Pt. I-V. Singlen No Words og den tilhørende artvideo udgør den fjerde af albummets fem forudsigelser om verdens ende.

Sangen er inspireret af vores stadige bevægelse væk fra det naturlige mod det kunstigt skabte. Som mennesker er vi en del af naturen, vi kommer af den. Vi er alle grene fra det samme træ, som Maria synger. ”Men alle de her grene svæver løsrevne rundt, fordi vi har fortrængt pagten med naturen i takt med de kunstigt skabte behov vi udvikler”, forklarer Maria. ”Vi ved at vi indtager micro-plast. Vi forgifter planterne, for at få dem til at vokse hurtigere. Vi tager piller for at holde os sunde. Det kunstige bliver en del af os i takt med, at vi forkaster det naturlige”.

Der sker en hel del i dette sfæriske og stemningsfulde nummer. Det er nærmest et helt lille kun 2 ½ minut langt mini-værk i sig selv, som samtidig også føles som en del af et større hele. Hvilket både er en fordel og en lille ulempe.

På den ene side, er der dermed masser at komme efter og detaljer, at dykke ned i. Musikalsk knopskyder og blomstrer det virkelig, og på en ganske organisk vis. Man føler en naturlig udvikling, hvor der bygges ovenpå, sangen muterer og udvikler sig – det spirer kort sagt. På den anden side, så er det måske ikke helt optimalt for en single. I hvert fald ikke en, som skal repræsentere et kort, afrundet eller destilleret billede.

Man får lidt fornemmelsen af, når sangen svæver rundt mellem forskellige stemninger og indtryk, at vi kun får en del af en større fortælling. Trods den begrænsede spilletid kommer vi altså ganske vidt omkring. Det føles som om vi dumper ind i et nummer, der allerede er i bevægelse.

Det klirrer og klikker, tripper på stedet, udvider sig, trækker sig sammen igen. Forsvinder næsten ind i sig selv og åbner sig igen. Selvom stilen kan føles svævende og atmosfærisk, så er der også et rastløst og nervøst drive over sagen. Den lever og dirrer. Men, kommer i kraft af dens udtryk og opbygning også til, at fremstå lidt uforløst, eller netop som en lille brik af et større puslespil.

Konklusion: Bestemt ikke uinteressant, men måske ikke helt optimal som isoleret single. Man savner ligesom “resten”, og får følelsen af, at man kun har oplevet et brudstykke.

Voelva- “The Raven”

Voelva er en erfaren sangerinde. Hun har i 12 år turneret med Rockbandet Pink Floyd Project og og i 18 år med Etta Cameron. Den storladne rocklyd tager hun med i sine produktioner som er mixet og mastereret af erfarne Peter Brander i Media sound studiet. Alle vokaler er arrangeret og sunget af Voelva – her bringes hendes mangeårige erfaring som korsanger i spil.

Den nye single er mørkere og strammere i udtrykket og eksperimenterer i kompositionen med sine rå kanter og intervalspring.

Man fornemmer, at Voelva har rødder i den storladne rock, og måske også en forkærlighed for dele af den episke, symfoniske metal? Det skorter i hvert fald ikke på store musikalske armbevægelser og en matchende stemmeføring. På flere punkter er den slags STORE følelser (muligvis) en smule “udansk” – denne form for drama er normalt ikke udtalt hos tilknappede, kølige nordiske typer.

Det er nu ikke derfor, at jeg ikke helt bliver revet med af de emotionelle toner. Jeg kan godt tåle, at der bliver skruet lidt op for dramaet. Problemet er, at jeg synes sangen “hænger” og bliver tung bagi flere steder.

Der bygges relativt langsomt op, også for langsomt rent tidsmæssigt. Vi skal over 1 minut ind i det kun 3 ½ minut lange nummer inden vi rammer noget, der minder om et omkvæd. Selve omkvædet er fint, men opbygningen virker lidt retningsløs og ineffektiv. Som om sangen, trods det lange tilløb, slet ikke får bygget nok momentum og kraft op.

Det gør også, at det afgørende skub til og i selve omkvædet kommer til, at fremstå gumpetungt. Sangen letter simpelthen ikke, men lyder og føles som om den klistre fast til underlaget.

Voelva har en fin vokal til stilen og genren, men igen bliver jeg ikke blæst omkuld. Det virker ikke bare en lille smule tøjlet og tæmmet, men i sin lyd også lidt… pænt? Der er nogle forsøg på nogle mere dramatiske overgange og passager i sangens sidste halvdel, hvor den får lidt ekstra saft stemmemæssig. Men, ligesom selve sangen, så er der et eller andet, som tynger det ned, så der ikke kommer luft under vokalens vinger.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt det skyldes, at selve materialet bare ikke er helt stærkt nok. At lyden er for velfriseret, eller at det samlede udtryk bare ikke helt falder i min smag.

Konklusion: Et fint dansk bud på storladen rock, som man roligt kan smage lidt på, hvis man er til genren. For mig var en lille bid, i første omgang, nok. Smagte ikke dårligt, men heller ikke af mere.

Sylvester Larsen – “Gyldent Håndtryk”

Sylvester Larsen debuterede helt tilbage i 2002, og har siden da udgivet en række albummer, hvor han har udforsket både det dansk- og engelsksprogede. Hans lyd er præget af en blanding af iørefaldende pop og klassisk rock.  Sylvester er opvokset med musikken helt tæt inde på kroppen som søn af Kim Larsen.

På den nye single “Gyldent Håndtryk”, har Sylvester Larsen skabt en tekst der sætter fokus på samfundsrelevante problemer. Sangen omhandler skatteskandalen fra 2015, hvor det kom frem at et netværk af banker og aktiehandlere havde snydt den danske statskasse for 12,7 milliarder kroner.

“Tiden er en anden, og ærlighed har trange kår // De fleste er på spanden, mens andre får et herligt år // De snyder og bedrager og taler udenom // Og gir sig selv et gyldent håndtryk. når kassen den er tom”. Der er ikke meget tvivl om, hvad Sylvester Larsen mener efter denne åbningssalut.

At han har hjertet på rette sted og peger fingre i den retning, der med rette kan og bør peges, kan vi to da sagtens bliver enige om. Jovist, det kunne muligvis gøres lidt mere subtilt og lyrisk elegant, men vi er også ovre i en lidt 70er-spillemands-protestsanger tradition, hvor den slags er tradition. Så, det er ikke her man pakker budskaber og meninger ind, eller lader meget været åbent for fortolkning. Mellemregninger og nuancer er ikke en del af denne musikalske ligning.

Det har jeg det ganske fint med, i tilpasse mængder. Nej, det er hverken form eller indhold, som er et problem for mig i “Gyldent Håndtryk”. Det er kort og godt, at jeg synes selve sangen halter og er en små-sløj omgang. Deeeeet er sgu’ lidt kantet og uelegant leveret og forløst.

Larsen har ikke nogen stor, markant eller specielt mindeværdig vokal, det er hvad det er. Det fungerer måske lige til husbehov. Melodien bliver aldrig helt gode og får ikke sådan rigtig fat, den hakker og bumler lidt spinkelt og underernæret derudaf. Der er mere tempo og fart over den, end tyngde og pondus. Produktion og lyd virker også underligt tynd og blodfattig, så man aldrig får fornemmelsen af, at der er hverken kød på sangskelettet, eller tykt blod i årene.

Det efterlader en med følelsen af et nummer, der virker stift, lidt livløst og blodfattigt. Hvilket er synd, når Larsen nu ellers tydeligvis har noget på hjertet og kæmper den “rigtige” kamp. Der er bare ikke meget slag i hans våben.

Konklusion: Hjertet banker, men der er ikke meget puls i den her sang. Det bliver skønne, spildte kræfter, som ikke efterlader noget stort, eller blivende indtryk. Desværre.

Mads Langelund – “Howling For You”

Jeg har udgivet flere sange de sidste 2 år. Flere af mine sange er blevet spillet i radioen på DR P4 samt DR P5 og har fået fine kommentarer med på vejen.

Ved siden af musikken har jeg medvirket i forskellige danske spillefilm, og det gør jeg stadig når muligheden byder sig.  Senest har det været som karakteren Christian Poulsen i Erna I Krig, hvor Trine Dyrholm, har hovedrollen. Tidligere har jeg medvirket i filmene Gud Taler Ud og Frygtelig Lykkelig.

Så skal vi have noget effektiv pumpe-poprock, der er skåret helt efter skabelonen. Omkvædsindløbet starter omkring de 30 sekunder, lige inden vi rammer de 40 sætter sangen af med omkvædet og tilhørende tempostigning. Det er helt efter bogen, men formlen fungerer jo.

Det er svært ikke, at blive revet en lille smule med, at sangen banke-effektive drive og driftsikre opbygning. Men, det er også med til, at man lidt ubevidst forsøger, at blokere bremsen lidt. Man får næsten fornemmelsen af, at man bliver forsøgt forført, eller presset til, at blive medrevet. Det giver sangen en lille, uheldig slagside mod, at virke konstrueret eller leflende.

Håndværket, sansen for at lave en fængende melodi, drevet frem af en uhyre velsmurt musikalsk maskine, kan man ikke sætte mange fingre på.Tekst- og lyd er dog ikke ligefrem udfordrende, det er skrevet og leveret, så det kan glide lige ind i en af de nævnte radiokanalers sendeflade. Det er der ikke nødvendigvis noget forkert i, men det giver sangen et skær af noget glat og en lille smule anonymt.

Lidt mere personlighed og overraskelser ville ikke skade.

Konklusion: Det er lige før, at Langelund leverer noget, som er lidt FOR effektivt og velsmurt. Men, man kan ikke påstå, at det ikke fungerer så længe musikken glider afsted, smurt ind i musikalsk olie.

Heathaze – “Pressure”

Bandet der har været i gang i lidt over et år, har en 100 % DIY tilgang til alt hvad de laver. Udover at have indspillet og produceret musikken selv, udgiver bandet også selv musikken på deres eget selskab “Broken Knob Records”.

“Pressure” er et melodisk rocknummer, der henter inspiration i 80’ernes heltemodige guitarriffs tilsat en næsten 90’er/00’er garagerocklyds vibe. Sangen handler om det pres mange mærker på sociale medier i dag. Intet må være som det egentlig er. Alt skal præsenteres, så det ser rigtig godt ud. Der skal jages likes og i den process glemmer vi nogle gange, hvem vi i virkeligheden er”.

Min første tanke, da vi nåede omkvædet var noget i retning af: “OK, hvem har godkendt eller står inde for det her?!”. Nu, som man kan læse, ser jeg, at der er tale om 100% DIY, hvor bandet selv har stået for indspilning og produktion. Prisværdigt og ros for ildhuen og lysten til, at gøre tingene selv, men…

I har brug for noget sparring, en producer eller nogen, som kan justere eller sige fra. Vi kommer nogenlunde hæderligt fra start. Jeg får Muse-fornemmelser, især i bassen og den pumpede rytme/melodi, der ligger og skubber sangen frem. Blandet med noget alternativt rockende i den iørefaldende afdeling. Alt sammen udmærket uden, at være decideret prangende. Men, vi er i gang.

Til gengæld ryger vi i min optik af sporet, når vi rammer omkvædet. Her sigtes der efter nogle harmonier og kor, som skal bakkes vokalen op. Det lykkes ikke! Stort set alt i disse omkvæds-passager lyder “off”. Ikke direkte falsk, bare “off”, skævt, ude af synk og det modsatte af “harmonisk”.

Selve produktionen sangen igennem lyder okay, i hvert fald bestået for, hvad det er og hvad der tilstræbes. Men, arrangementer af vokaler  udførelsen af idéerne omkring omkvædet, her skal der nulstilles og forsøges forfra. I samme ombæring kan man så lige luge ude i den mest tydelige Muse-brummen i maskinrummet.

Lyrisk er det en so-so oplevelse. Budskabet om, at man skal passe på med at jagte opmærksomhed og “likes” er fint, og virker oprigtigt, men igen kunne der måske arbejdes lidt med udførelsen. Det bliver lidt firkantet og on the nose, så det kommer til, at fremstå en kende banalt.

Konklusion: Gør-det-selv mentalitet og gåpåmod er godt og Heathaze skal bare klø på, for de har faktisk fat i en ganske god og effektiv melodi. Men, måske skal de lige lukke et ekstra øre eller to ind i studiet?




Føjes til På Repeat-listen: De Forbandede

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Martin Baltser, Malmø pressefoto

Previous articleMirja Klippel: Slow Coming Alive ★★★★☆☆
Next articleRýk: Jonquille (EP) ★★★☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.