Home Artikler Repeat #82

Repeat #82

200
0

Der sniger sig en smule julestemning ind i Repeat i denne uge i form af et samarbejde mellem navne som Rebecca Lou, Kamma og Girlcrush. Vi skal også skal have en “højoktans smadderorgasme” fra Riot Sun, pop fra navne som JEONA og Favor sammen med In Memoirs, en tur ud i P4 land med Lena Anderssen og et skud metal fra AR.

Vi sniger og stille og roligt frem til målstregen, afrundingen på et på mange måder underligt og atypisk år, ikke kun indenfor musikkens verden og, nå ja, den søde juletid. Nogle ting ændrer sig aldrig, virus eller ej!

Det betyder også, at Repeat snart går på juleferie, #85 bliver sidste omgang i år og så går der lige lidt tid inden jeg starter op igen i løbet af januar. Jeg skal lige have tømt hjernebanken, gjort hovedrent i… øhm… hovedet. Og renset ørerne! Kort sagt: nulstillet. Der er røget mange, mange singler igennem systemet i år, så jeg er ved at være lidt mør og ør. Det betyder også, at nogle af de singler vi modtager i indbakken i denne periode, og fremadrettet, ikke kommer med i Repeat foreløbig, men de fleste skal nok blive samlet op efter jul. Så der kommer lige en periode med ekstra ventetid og hvor Repeat kører lidt opsamlingsræs og hænge lidt fast i 2020, selvom kalenderen siger 2021.

Jeg agter, ligesom sidste år, at runde Repeat-året af med en form for kåring af mine favorit singler anmeldt i Repeat, i år – med udgangspunkt i de numre, der er inkludret på På Repeat-listen, som man, som altid, finder nederst.

Og så til ugens singler!

Riot Sun – “Told You”

“En højoktans smadderorgasme”! Sådan lyder det om førstesingle fra Riot Suns debut-EP Bruises, der er ude nu. Om nummeret lyder det videre:

“Nummeret er en øresønderrivende og adrenalinfyldt invitation til fakkeloptog og revolution mod den småborgerlige selvtilfredshed. “Nogen gange skal man i livet være den, der slår først. Den som tager bladet fra munden og råber op mod dagligdagens tyranni. Det er det, ‘Told You’ handler om. At have modet til at råbe fællesskabet op og uddele øretæver,” siger RIOT SUNs guitarist Ruben Rios”.

Og der er da også højenergiske hardcore tæv i luften, når Riot Sun fyrer afsted med paraderne sænket i angrebsstilling. Det fyger med lussinger trommerne og bredsider fra guitaren, mens melodien raser igennem de lidt over 3 minutters spilletid. Der er dømt musikalsk slag over og under bæltestedet i et rask tempo, som det er vanskeligt ikke at blive revet med af. Det rusker og rykker, mens vokalen er godt oppe i fjæset på en når Riot Sun kommer væltende.

Der er dog også plads til nogle finesser som et godt back up kor i udvalgte passager, mens de insisterende rytmer bæres frem af en elementer medrivende melodi. Der er ikke tale om planløs hærgen, men en ganske raffineret lille potent bombe, der giver lyst til at hoppe og spjætte lidt rundt på stuegulvet. Der er også plads til nogle effektive opbremsninger og breakdowns, hvor man sammen med bandet lige kan samle lidt kraft og suge luft ind til næste udladning.

Konklusion: Der er fart over feltet, men den smadderorgasmiske melodi ofrer ikke melodi og det iørefaldende element Riot Sun også rummer.

JEONA – “Superficial”

Så skal vi have noget “soul pop med en skandinavisk kant” fra JEONA, eller Jonas H. Søgaard, der gemmer sig bage kunstnernavnet:

Superficial er et upbeat, enkelt opbygget nummer om at have fået nok af overflade-tilværelse, der bliver styret af de nyeste trends eller digitale pseudovenskaber.

”Sangen handler om at værdsætte det meningsfulde i livet, de ægte relationer, alt det der betyder noget – jeg er selv styret af medier, trends osv – så Superficial er min bekendelse, og samtidig et løfte til mig selv om at bekende mig til et liv, der ikke handler om overflade”, fortæller Jonas.

Ehhhhh, ah, nej, OK, det her er måske ikke liiiiige helt mig. Det er velproduceret, moderne let-soulet pop med en vokal der ikke er bange for de lyse toner og en fin falset her og der. Der er også et godt ryk i rytmen, der nok skal gå i skuldrende på nogle nogle danseivrige folk under de kulørte lamper, selvom tempoet egentlig ikke indbyder til energisk fest på dansegulvet. Det er mere en cool “vipper”, som man også kan stå og nikke med hovedet til med en drink i hånden i baren.

Men det er sgu’ lige lidt for blødt til mig, så det forbliver en lidt ligegyldig oplevelse. Det er muligvis personlig smag, men det her nummer gør trods det er veludført og lyder lækkert og indbydende ikke noget for mig. Det virker skåret efter en ret tidstypisk popskabelon og stilmæssiget kunne det også være “hvem som helst”. Jeg mangler nok noget mere personlighed og et særkende, så det ikke smelter sammen med en masse andet “P3 pop”. Men hey, jeg kan da nynne med på den enkle melodi efter første gennemlytning – jeg ved bare ikke om det er godt eller skidt?

Konklusion: Håndværket er sådan set i orden, det er bare ikke brugt til noget som tiltaler mig.

AR – “Smertebringer”

“Vi er et upcoming band med eget label, der prøver at skabe den musik vi mener, der mangler på den danske rock- og metalscene”. AR har allerede udsendt to EPer og har en tredje på vej, så lad os se hvad “Smertebringer” har at byde på.

Okay, det her KUNNE have været rigtig godt. Der er antydningen af et Black Sabbath klingende betonriff, og nogle store, majestætiske metal svingninger, der kunne have været et solidt los i løgene, hvis det da bare ikke fordi den rædselsfulde og blodfattige produktion suger al saft og kraft ud af sangen?!

Skal det lyde sådan her? Er det mig der er døv? Det er som om alt er drejet om på “neutral” eller kørt igennem et filter, der har filet alle kanter af lyden, så der slet ikke er noget power i tilbage i den? Det er en forbandet skam, for der gemmer sig en rigtig god sang bag den kraftløse indpakning! Det starter egentlig nogenlunde, nummeret hugger godt fra land, hvor jeg ikke helt opdager at det lyder så skrækkeligt tyndt, men så kommer vokalen og jeg begynder at tænke, at det lyder lidt sært og tyndt. Så rammer det store, “tunge” riff for første gang som en våd sok mod en plastikbeholder…

Det må jo være meningen, mens jeg savner meget mere volumen, tyngde og lyd der matcher den ellers mægtige melodi. Så havde jeg nok foretrukket en rå demo-udgave.

Konklusion: Sangen er der, men den bliver kvalt i den her indpakning.




Favor/In Memoirs – “So What”

Så napper vi et samarbejde mellem to danske popnavne, nemlig Favor og In Memoirs, som vi begge tidligere har anmeldt både singler og udgivelser fra her på siden.

“So What” blev til en sang om at se sine prioriteringer helt klart. Det er en påmindelse
for os selv om at slippe forventninger. Sangen fanger både de fløjlsbløde melodier fra In Memoirs univers og Favors medrivende og finurlige tekstunivers.

OK, så det her er en mere afdæmpet og rolig sag, som i måske ikke gør det store væsen af sig under de første gennemlytninger. Den bølger langsomt fremad i et gemytligt tempo, i en eftertænksom “morgenkaffe-tempo”. Det er afslappende og tilbagelænet, beatet er elektronisk, men ikke påtrængende på nogen måde, mens et klaver noget organisk varme til lydbilledet. Sammen med de fine vokaler, den ene lys og den anden i det mere synge-snakkende hjørne, lægger sangen sig som et varm slumretæppe omkring en – måske mens du finder avisen frem?

Det truer også med at blive baggrundsmusik, men efterhånden er det som om den rolige melodi får fat i en og sangen begynder at arbejde sig ind på en. Det er faktisk, trods de små armbevægelser og de døsige tempo, ganske catchy på sin egen stilfærdige vis. Man kommer måske ikke helt oppe at støde over sangen, men det lader heller ikke til at være hensigten. Og det med baggrundsmusikken er ikke nødvendigvis en dårlig ting, man kunne også kalde det underlægningsmusik, hvis man ville bruge et mere “aktivt” ord. Det rummer nogle kvaliteter, hvor jeg sagtens kunne se det som netop underlægning til et tv-program af en art, eller som del af en radiosendeflade, hvor man lige skal have pulsen ned.

Konklusion: En rigtig fin, vellydende sniger, der ikke har travlt med at trænge sig på.

Lena Anderssen – “Aimee”

Færøsk/canadiske Lena Anderssen er nået til single nummer to fra hendes kommende album State of the Land. Sangen om Aimee har været 10 år undervejs og er blevet indspillet med noget af et hold i Los Angeles:

“Musikken er indspillet i studiet LAFX i Los Angeles, og ud over Niclas Johannesen, havde Lena bassisten Jóhannus á Rógvu Joensen med fra Færøerne foruden tre amerikanske musikere – Matt Chamberlain på trommer (Bob Dylan, Fiona Apple, Bruce Springsteen), Matt Rollings på tangenter (Willie Nelson, Mark Knopfler, Kris Kristofferson) og Jon Sosin på guitar, (Melissa Etheridge, Lukas Graham)”.

Der er ikke tale om det store musikalske nybrud her, det er singer songwriter folk’et rock af den helt klassiske skuffe, men håndværket er sgu¨i orden. Der er ikke de store knaster eller snavs i lyden, som er temmelig renskuret og klar, man kunne også kalde det oplagt til P4. Det var heller ikke en kritik, men det her vil nok ikke fornærme mange, men fungerer tværtimod som en fin hyggestund en rolig weekendformiddag, hvor man skal have noget der både holder en lidt i gang og samtidig ikke skubber for meget bagpå.

Det er velproduceret, det lyder faktisk utroligt velsmurt og glat, uden at det bliver for poleret, det lyder bare… godt. Sangen glider ubesværet fremad, med Anderssens fine ryst som roret der holder den på sikker kurs. Det er meget fra A til B, senere C og tilbage igen, en velkendt og driftsikker opbygning, men den virker og når det gøres godt som her, så er det svært at finde tegn på slid i skabelonen. Tilsæt et ganske iørefaldende og fængende omkvæd, og så har du en oplagt radiosingle til +40 radiosegmentet.

Konklusion: Det er velkendt og velafprøvet, men kører som smurt og håndværket kan man ikke sætte en finger på. Overraskelser og nybrud er ikke på dagsordenen, men “bare” noget så gammeldags som en “god sang”.




Greta, Rebecca Lou, Brimheim, girlcrush & Kamma – “This Time of Year (Wake Me Up When December Ends)”

Vi runder af med sæsonens første julesang her i Repeat, måske når vi et par mere inden vi går på juleferie om nogle uger?

Nummeret opstod da Rebecca Lou og Kamma delte nogle tanker omkring ensomhed i december måned, efterfølgende er de resterende kunstnere stødt til:

“Sammen begyndte vi at skrive om de svære følelser, og om den hjertesorg man kan føle, når man går den mørke vintertid i møde. Det er en følelse, der vender tilbage år efter år, og som kan være svær at dele med andre. Men det er vigtigt tale åbent om det – og at skrive musik om det. For så snart man åbner op, inviterer man også andre ind, og måske kan det hjælpe os til at føle os mindre ensomme i juletiden.”

Glædelig jul! Også til alle de ensomme sjæle derude, måske især dem, der her får en fin, fin hymne fra et stærkt hold. Jeg kunne da godt efterspørge lidt mere bjælleklang og juleklokker, hvis det skulle være en “rigtig” julesang, men det lader til at der mere er sigtet efter at skrive en “december-sang” med ensomhed som tema, som OGSÅ kan bruges som en julesang, nu det tilfældigvis lige også er den tid på året. Det gør, at sangen undgår at ryge i en for fastlåst position og sat i bås, så den kun fungerer i forbindelse med julen, hvilket nok er meget smart.

Det er altså ikke en julesang som sådan, men der spilles på nogle af de samme elementer og virkemidler man finder i mere regulære julenumre. Det er lidt højtideligt i stil og lyd, har noget “Let Love Be Love” ballade/hymne over sig uden at blive klistret og kandiseret og rammer en lyd, som både har noget nutidigt poppet over sig og et nostalgisk skær, der kunne pege 10, 20 eller 30 år tilbage. Det er også med til at give den et usagt julepræg, det er jo en tid for nostalgi og traditioner…

De forskellige vokaler, hver for sig og i harmoni, passer rigtig godt sammen og glider ubesværet ind og ud af hinanden. Det er måske lidt svært at høre hvem der lige synger hvad hele vejen igennem, men på den anden side giver det også en følelse af sammenhold og en rød tråd sangen igennem, så der ikke pludselig er en vokal der stikker helt af.

Selvfølgelig er det også lidt gammeldags og tilbageskuende, det er tydeligvis inspireret og sigter efter en velkendt “julet” lyd og præsentation. Der er bare nogle traditioner og forventninger til denne form for sange, som man skal leve op til – og det gør det her. På den gode måde.

Konklusion: Julen er hjerternes fest, og de her musikere har hjertet på rette sted og leverer et godt budskab og tilpas med julestemning, så man ikke får kvalme eller klejner galt i halsen. Den er godkendt og burde også kaste noget radio spilletid af sig.

Føjes til På Repeat-listen: ingen i denne omgang

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Freja Gyldendal Amby, redigering: Thit M. Berthou

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.