Repeat #8

0
970
views

Vi ryster endnu engang singleposen og kigger på nye sange fra elektro-poppede HunBjørn, prog-metallerne The Interbeing, rendestensrock fra Klaus Handsome & Gadens Løse Fugle, analog nostalgi fra Video Compact, rock fra Nye Katastrofer og seneste single fra Uffe Lorenzen.

Hvis nogen skulle være hoppet med på singlevognen efter første udgave, så kan den findes her, hvor der også står lidt om måden jeg går til singlerne på og tankerne vedrørende at anmelde dem.

Men det er fortiden, her er nutiden, eller den ikke helt så fjerne fortid, der en hel del numre i singlebunken, så nogle af dem kan godt have et par uger eller tre på bagen inden jeg når til dem her.

Hunbjørn – “Who Are We To Love”

Elektro-poppede HunBjørn er klar med første single fra en kommende EP, der følger op på debutalbummet fra sidste år. Hun har skrevet en sang om miljøet og de moralske dilemmaer, der følger med, når man skal vælge mellem hensynet til miljøet og bekvemmelighed. Om nummeret fortæller HunBjørn blandt andet:

“Jeg havde længe ønsket at skrive en sang om miljøet – men ikke en løftet pegefinger eller pudsning af egen glorie. Så jeg har forsøgt at ramme de dobbeltmoralske følelser, man kan have. Hvor meget er ord, og hvor meget handler vi. Og overlader vi i virkeligheden ikke bare ansvaret til nogle andre, til politikerne eller endnu værre – til vores børn”.

Førstehåndsindtryk: For meget effekt på vokalen… og sangen er små-kedelig.

Efter flere lyt: Ja, det var ikke meget førstehåndsindtryk den sang efterlod, hva´? Jeg synes nummeret starter ret fint ud, der bygges roligt op, mens nummeret foldes ud og flyder mere og mere ud i takt med, at vokalen “udviskes”, inden det trækker sig tilbage til udgangspunktet igen. Det er lidt lyden af, at kigge ud over skyerne gennem et flyvindue.

Men jeg har ret store problemer med de/den effekter der bruges på vokalen, jeg ved ikke hvad den hedder, men den er ikke noget for mig! Det er en smagssag og min smag dikterer, at sangen bliver sværere og sværere at lytte til, som den skrider frem. Det gør også, at det sikkert gode budskab fortaber sig og jeg stort set intet får med af teksten, da mine ører bekæmper de her frekvenser med vold og magt.

Konklusion: Den var ikke noget for mig!

The Interbeing – “Depressor”

De tekniske prog-metallere The Interbeing er klar med første nye nummer siden de udsendte det svimlende konceptalbum Among the Amorphous i sommeren 2017. Frontmand Dara Corcoran forklarer:

””Depressor” følger hovedpersonen fra vores to albums “Edge of the Obscure” og “Among the Amorphous”. Efter at have fundet sin sande form i slutningen af “Among the Amorphous” bliver The Interbeing den nødvendige undertrykker”.

Førstehåndsindtryk: Solidt, men måske ikke så mindeværdigt ved første lyt? Masser af dakkedak og et par retningsskift, men ikke alle får hevet mig med i samme retning.

Efter flere lyt: Jeg ved sgu ikke, det fanger mig ikke i samme grad, som seneste album gjorde, men da var det måske heller ikke de enkelte sange som sådan, der sugede mig ind i The Interbeings univers, men den samlede pakke? Jeg er ikke vild med udlægget her, det får mig til at stejle lidt. Så rammer vi det mere poppede omkvæd første gang, det er udmærket, men også en kende… irriterende? Derefter er det dog som om jeg enten vænner mig til sangen, eller bare synes den bliver bedre.

Især efter en kortvarig opbremsning cirka 2 ½ minut inde i sangen, inden der hamres igennem igen. Derefter er det som om, sangen får bedre fat i mig og anden halvdel falder bedre ud end den første.

Konklusion: En lidt ujævn oplevelse for mig. Måske skyldes det, at jeg skal lytte mig varm? Eller også er anden halvdel af sangen rent faktisk bedre end første? Ikke heeeelt solgt.

Klaus Handsome & Gadens Løse Fugle – “Jeg Vil”

Klaus Handsome & Gadens Løse Fugle (de fløjtede og sang? Nej?? Nå.), det var da et kunstnernavn der vil frem i verden! Vi er allerede gode venner, kan jeg mærke. Historien er også tiltalende, helt kort: Klaus’ har været en form for forbillede og mentor for Peter Sommer, sangen “Tigger” er dedikeret til Handsome himself. Handsome har varmet op for Saybia, efter de forelskede sig i hans musik. Nu er der en hel EP med numre på vej, hvor Saybia minus Søren Huss udgør Gadens Løse Fugle, “Jeg Vil” er første smagsprøve.

Førstehåndsindtryk: Jeg elsker de første folksy rocktoner. Mine damer og herrer, vi har os et hit af den lidt småskæve slags!

Efter flere lyt: Dem behøvede jeg næsten ikke, jeg var hooked inden vi nåede omkvædet første gang. Det er landevejsrock for røvere og andet godtfolk, der elsker lyden af et band, der tager turen op og ned igennem Jylland og spiller alle de steder, som inviterer dem indenfor.

Der er også et eller andet ved Gadens Løse Fugle navnet der giver en indikation på, hvordan det her lyder. Ikke fordi de lyder som Gasolin, formoder navnet stammer fra “Hva Gør Vi Nu, Lille Du?”. Det er noget med, at være fri, at drive rundt, at følge sit eget indre kompas, at være lidt rodløs, måske en smule forhutlet, uden at være ussel. Rendestensromantik af den fineste slags.

Konklusion: Feeeeedt nummer, hør den! Og befri dit liv!

Video Compact – “Average at Best”

Video Compact præsenteres som: “Video Compact er som navnet antyder kærligheden til den analog nostalgi. De bevæger sig igennem drømmende lydbilleder og leger med det visuelle, imens de holder en klar tråd til samtidens musikalske tendenser. På “Average At Best” bevarer Video Compact et stærkt greb om popmelodien, der visuelt præsenteres gennem en kalejdoskopisk rejse”.

Hmm, holy buzzwords Batman, det kilder i min sensor!

Førstehåndsindtryk: Ikke et nummer der ved første lyt gør meget væsen af sig, må jeg sige. Men sådan et hvor man tænker, mens det strømmer ubesværet afsted, at det er rigtig solidt håndværk og sikkert udført.

Efter flere lyt: Det er ikke lige umiddelbart et nummer der, hvad angår stil og lyd angår falder i min personlige smag, men, det er jo ikke deres skyld! Men, 5 minutter alligevel? Hvor det bare driver stille og roligt fremad, ikke de store udsving, ikke noget markant eller mindeværdigt omkvæd, men mere det der drømmende lydbillede der tales om i presseteksten… det føles lidt langt i forhold til hvad der sker?

OK, så det her er mere en cruiser end… vent, vent, øjeblik… måske gemmer der sig alligevel en lidt halv-fængende melodi i de tilsyneladende rolige lydflader! Men er det nok?

Konklusion: Nej, ikke helt nok for mig… jeg kedede mig en smule, beklager, for “kedelig” er et af de kedeligste ord, at bruge.

Nye Katastrofer – “Kan Ikke Elskes”

“Nye Katastrofer er et band med skæbnesvangre konsekvenser. Stilen er nordisk, mørk rock med en eksperimenterende, elektronisk rytmebund og et raffineret tæppe af synthesizer og guitar, samt dansksprogede sange om livets skyggesider, skæbnen og katastroferne. De store og de små!”.

Sådan præsenterer Nye Katastrofer blandt andet dem selv, førstesinglen “Kan Ikke Elskes” udkom for en måneds tid siden.

Førstehåndsindtryk: Hmm, er lidt kørt død i den der post-punkede energi, som en del bands har dyrket de senere år. Men, den får alligevel fat i mig, som sangen skrider frem, hvor det især er linjen “jeg kan ikke elskes”, der bider sig fast og pirrer min nysgerrighed.

Efter flere lyt: Sgu egentlig et ret dystert nummer, hvor man “sidder og glemmer, et liv fuld af minder” og så konstateringen om, at man ikke kan elskes, eller elske tilbage. Koldt! Nummeret i sig selv rammer også denne lidt nedslående tone, men samtidig gennemstrømmes det af en ret smittende energi, der gør, at man ikke sidder og hænger med snotten, når man lytter til det.

Selvom det ikke lyder bedaget, så giver selve musikken mig også en eller anden 80’er/koldkrigsstemning? Det er ikke en dårlig ting.

Konklusion: Jeg er på, og nysgerrig efter mere, det kan et eller andet det her.

Uffe Lorenzen – “Alting Er Eet”

Der skulle kun gå omkring 1 ½ år inden Uffe Lorenzen blev klar med soloalbum nummer to. Albummet, der har fået titlen Triprapport, udkommer den 10. maj. Om det nye nummer, “Alting er Eet”, lyder det:

”Alting Er Eet er en sang, der er inspireret af det sug man kan føle, når man kigger op i nattehimmelen under de rette omstændigheder. Man kan godt få en glimtvis erkendelse af, at vi befinder os på en klode der suser igennem universet, hvis man gør sig lidt umage. Det giver unægteligt et lidt andet perspektiv på sådan noget som klimaforandringer”.

Førstehåndsindtryk: Pænt gusten og “gullig” lyd, med godt med ekkokammer på Lorenzens vokal. Lyden matcher meget godt det billede Lorenzen beskriver med, at kigge op mod nattehimlen og føle suget. Det er måske, ved første lyt, ikke helt så catchy som nogle af de singler der udkom fra første album.

Efter flere lyt: Hvis singlerne fra første plade viste beat-spillemandssiden af Lorenzen, så lever det her mere op til albumtitlen på den nye plade, det er mere “trippy”. Det føles som et godt trip, men, i kraft af, at det ikke har et omkvæd der er akut fængende, men mere lever i kraft af den svampede melodi og den overordnede stemning, så kræver det også lige et par lyt, inden den hænger fast.

Og så kan jeg ikke helt lade være med, at tænke på Eric Idles “Galaxy Song”, når Lorenzen synger om verdensrummet, ikke at det er en dårlig ting. Lorenzen er, heldigvis, på sin egen, særegne måde mere poetisk og abstrakt det meste af vejen, så nummeret ikke mister sit umiskendelige Lorenzen aftryk.

Konklusion: Jeg ved ikke om den er for lidt “hittet” til, at få samme grad af airplay som singlerne fra Galmandsværk, men, jeg synes det er en ret stærk sang, hvor Lorenzen forlader det mere nære for en stund og kigger på det bredere perspektiv (update: og ugen efter jeg skrev dette har jeg hørt nummeret mindst 3 gange på P6 Beat, så, så meget for min mening om mulig airplaypotentiale…).

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Zarko Ivetic, Uffe Lorenzen, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.