Repeat fylder rundt og fejrer de 70 med nye singler fra Big Mess, ibens, Astrid Cordes, Claus Funch, Lukas Vanggaard og Lena Anderssen.
Jeg har ikke det store at trække tiden med indledningsvis denne uge, vi har en udmærket kønsfordeling i numrene, der er stadig lidt underskud hvad metal og hård rock angår, og en overvægt af solokunstnere, men hvad faen, mon ikke vi klarer den?
Om vi klarer den til 70 udgaver mere af Repeat må vi så se, til den tid har vi nok kørt det her lille webmagasin i næsten 10 år… anyway, det var fremtiden, lad os stille ind på nutiden, På Repeat-listen, min subjektive liste over favoritsingler der er er blevet anmeldt i år, nederst, you know the drill.
Big Mess – “Frog or Fraud”
Punk-rockerne Big Mess, som vi tidligere har anmeldt et par udgivelser fra, er snart ude med EP’en Bestial Pop.
Her sigter de efter et mere tilgængeligt punk-udtryk, hvor de ikke skyer betegnelsen “poppunk”, og har ladet sig inspirere af en række af nutidens mere populære britiske navne:
“Hvor Big Mess’ seneste album Blood Punk dyrkede bandets kærlighed til 70’ernes punk-rock koryfæer såsom Ramones og Misfits, er *Frog or Fraud” første skridt på vej mod et mere nutidigt, engelsk take på punk og post-punk, som bannerførerne Shame og Idles fører frem”.
Der lægges i hvert fald dejligt fængende fra land på “Frog or Fraud”, så det mere “poppede” element er straks i spil. Godt nok er de nævnte pejlemærker britiske og amerikanske, men jeg synes også stilen lyder sådan lidt… svensk? Det er måske vokalens lidt råbende stil, der sender mine tanker over på den anden side af sundet, men også den dejligt “crisp” guitar.
Big Mess vælger sådan set “keep it simple” taktikken, hvor stort set hele nummeret kører i samme tempo og stil og på sin vis kunne kaldes ét langt omkvæd. Der er ikke de store udsving, men med en spilletid på 2 ½ minut bliver det aldrig kedeligt eller monotont. Sangen skrider godt fremad og har, trods melodiens poppede natur godt med tyngde og “swung”. På den måde lever det egentlig fint op til beskrivelsen, hvor den lidt flossede britiske punkrock stil møder de iørefaldende, enkle melodier fra The Ramones.
Det er ikke et nummer man behøver høre mange gange, inden man sidder og nynner, vipper og skråler med – hvilket bestemt ikke er en dårlig ting for en single.
Konklusion: Short and sweet, en på mange måder “lille” sang, men en der er svær ikke at holde af så længe musikken spiller. Den slutter lidt brat, men så er det jo heldigt, at den faktisk tåler et genhør eller to.
Ibens – “Skylder Det Hele Væk”
ibens seneste album, carstenshenrikskristians, fra begyndelsen af sidste år landede som en kæmpe overraskelse for undertegnede. Ikke at deres meget poppede og ironiske tag på punken nødvendigvis var uddateret, men der var trods alt løbet en del vand gennem åen siden bandet havde deres storhedstid i slut-90’erne. Det kunne man slet ikke mærke på den udgivelse, der både hvad iørefaldende melodier og bidende og rammende tekster angår var ganske forrygende.
Nu er trioen snart klar med en relativt hurtig opfølger, Cocio & beton udkommer d. 28/10, førstesinglen “Skylder Det Hele Væk” er allerede ude:
“I ‘Skylder det hele væk’ sætter ibens fokus på et dysfunktionelt par, hvis økonomiske gæld tvinger dem til at blive sammen i det hus, de ejer, selvom den ene part er på vej væk”.
Vi lægger ud med en kort guitarintro, hvor vi lige får ridste melodien og stemningen op og sat grundrammen, inden Carsten Lykkes karakteristiske lyse vokal “skulle hilse fra banken og sige”… at det hele ser lidt skidt ud! Vi følger et dysfunktionelt par, der er på randen af økonomisk ruin, mens fyrrerne står og banker på det hus de står til at miste. Heldigvis vil banken gerne give et lån til noget parterapi, hvis bare “hun” vil blive. Selvom scenen er opdateret aldersmæssigt, så er vi stadig i velkendt ibens territorium, hvor vores hovedperson er den lidt ynkelige, slåede, handlingslammede, eller forsmåede mand, eller mandsling.
Det er der måske ikke de store overraskelser i, især ikke hvis man har lyttet til ibens forrige album, der var overrendt af disse mandetyper, der boksede med deres placering i og mening med livet nu de havde rundet de 40. Med alt hvad der kan høre med af knuste ungdomsdrømme, kuldsejlede forhold og weekend børn osv., pakket ind i en lidt syrlig, selvironisk og afvæbnende små-melankolsk poptone. Men det er en formel der virker, fordi den virker så bundærlig.
Her lader det til at handle om, at være fanget i et parforhold af alle de forkerte grunde, fordi de skylder det hele væk. Det virker som et nummer set fra en mand der bare ikke vil forlades synsvinkel, uden at han helt kan sige hvorfor han ønsker at hun bliver – det er nok bare tanken om at være alene, der skræmmer. Måske frygten for, at det er for sent at starte forfra med en anden? I hvert fald er hun nødt til at blive af økonomiske grunde, det siger banken! Bare indtil krisen er forbi, og der er råd til at gå fra hinanden. Indtil da kan det der parterapi måske forlænge forholdet som et dårligt stykke plaster… eller måske kunne de få et barn mere og nogle flere børnepenge? Den barokke og underspillede humor er intakt hos ibens.
Helt i stil med materialet på forrige album fra ibens, så virker personerne her, især mændene, som nogle lidt handlingslammede typer, hvis løsning på livets problemer og udfordringer synes at være at forsøge at bevare en form for status quo. Eller bare følge med strømmen og tage imod, i stedet for at træde op og tage styringen, så ender ibens mænd ofte med at fremstå som passagerer igennem deres egen tilværelse. Det er sådan set store og alvorlige emner og tegner et ret realistisk portræt af en bestemt (moderne?) mandetype, eller livet for mange par derude i virkeligheden, men den iørefaldende indpakning gør, at det hele ikke virker som ren undergangspop og der er et form for håb. Selvom det, som i dette tilfælde, er en tåbes håb.
Konklusion: ibens fortsætter deres gode stime og leverer endnu en stærk single, der på elegant vis blander humor og alvor. Trioen og dens medlemmer er måske ved at være halvvejs gennem livet og karrieren, men det har ikke ført til en musikalsk midtvejskrise – tværtimod virker bandets opblomstring med at fortsætte. De har alle de rigtige grunde til, at blive sammen, modsatte parret i “Skylder Det Hele Væk”.
Astrid Cordes – “Portrait”
Astrid Cordes lærte vi at kende da hun var en del af den nu opløste popduo Shy Shy Shy, der har et par boblende pop-EP’er på samvittigheden og blandt andet leverede titelsangen til DR3 ungdomsserien Doggystyle, ligesom bandet har optrådt på både Uhørt og Roskilde Rising.
Nu er hun klar med første single i eget navn. Om nummeret fortæller Cordes:
”Inspirationen til nummeret kom på et besøg på Van Gogh Museet i Amsterdam. Hele den første afdeling af udstillingen, tager udgangspunkt i hans selvportrætter og mens jeg gik gennem rummene og kiggede på den ene skildring efter den anden af det
samme ansigt, gik det op for mig, at jeg gør præcis det samme. Jeg maler fortællingen om hvem jeg er om og om igen, og jeg er aldrig helt tilfreds med resultatet. Det er som om jeg altid enten rammer lidt ved siden af, ikke får det hele med eller er nået, at blive en anden undervejs i processen. Det efterlod mig fuld af både forundring og trøst, at et menneske fra en helt anden tid, et helt andet sted og et helt andet liv, havde haft det på samme måde og det har jeg forsøgt at fange på Portrait”.
Et lidt mere afdæmpet nummer end jeg måske havde regnet med, i hvert fald i forhold til hvordan jeg husker Shy Shy Shys mere diskokugleblinkende og kulørte stynth-pop lyd, men det kan også være min hukommelse der spiller mig et puds der. Det er mere ovre i det stemningsfulde og lidt tilbageholdende, måske ikke helt ulige følelsen af, at vandrer rundt på et museum, begravet i ens egne tanker i mens utallige malerier glider forbi ens synsfelt. Nogle registreres, andre ikke, nogle gør indtryk mens andre aldrig træder ud af væggen. Et nummer som dette med sin rolige elegance og yndefuldhed virker som et, diskret, men stadig virkningsfuldt soundtrack til den form for oplevelse.
Det kunne også være fornemmelsen af at sidde i en bus (husk mundbind) og se byens lys, silhuetter, skygger og konturer stryge forbi på den anden side af en let tildugget tude. Der ER et eller andet meget genkendeligt over melodien, eller i hvert fald dele af den, hvor den har sådan en sagte, spiralt stigende fornemmelse… jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvad det er det stykke minder mig om. Måske noget Beach House? I hvert fald noget P6’et… NÅ, det er ikke mere distraherende end, at jeg bare nikker med i genkendelse og så bevæger vi os videre rundt med Cordes og hendes fine vokal. En vokale der forsvinder ud af nummeret mod slut, hvor den instrumentale del får lov til at lade det over 4 minutter lange nummer rinde ud.
Konklusion: Som single er den i det mere nedtonede og atmosfæriske hjørne, ligesom det ikke er en, der markerer sig med et flashy omkvæd. Men det er velkomponeret og “bare” en god sang, som gør sig godt som soundtrack til en eftertænksom stund, eller en rolige rejse hvor man kan betragte sine omgivelser.
Claus Funch – “Sweet Detours”
Funch debuterede tilbage i 2014 men flyttede efterfølgende til Paris med familien og forsvandt lidt fra musikscenen. Første nye single fra Funch i mange år anmeldte jeg tilbage i Repeat # 64, som jeg beskrev som “et ret fængende, lille nummer”. Nu er anden single ude fra en kommende soloplade nummer to ude:
“2. single fra det nye album bliver ‘Sweet Detours’, der tekstmæssigt er en hyldest til tilfældighederne og de omveje der konstant opsøger en. Det strukturerede menneske har tilbøjeligheder til at afvige overraskende udefrakommende elementer som var det små irriterende dæmoner i stedet for at opsøge sin indre Yes-Man og omfavne disse tilfældigheder. Et spil mellem den velovervejede stereotyp og den spontane tåbe”.
Endnu en afdæmpet sag, men med et ret tungt beat til roligt at pumpe sangen fremad, som om Funch går med langsomme, tunge skridt. Sangen domineres og gennemstrømmes også af en ret fremtrædende “wee wee” lyd, som jeg ikke helt ved hvordan er blevet frembragt, det kunne godt være blevet en lidt irriterende “effekt”, men jeg synes egentlig, efter et længere indløb til sangen, at det finder sin plads i lydbilledet og giver en eller anden skurrende virkning, som skaber noget gnidning og modhager i sangen.
Med sit slæbende tempo, de tunge tramp og lidt invasive lyde giver det ikke ligefrem en single, som bare ryger ned gnidningsfrit. Faktisk er det som om sangen har en eller indbygget bremseklods, som gør den en kende genstridig, som om sangen kun modvilligt slipper underlaget og følger med. Det er måske de “små-irriterende dæmoner”; der hænger som klodser om benene her og sørger for, at der ikke er mange gratis skridt, hvis man vil fremad?
Samtidig er den roligt vuggende melodi egentlig ret fængende og man sidder hurtigt og vugger med, mens sangen kæmper sig fremad og Funchs lidt fjerne vokal delvist messe-synger, “close my eyes but stay awake”, lyder det næsten 3 minutter inde i det lidt over 4 minutter lange nummer. Det er på mange måde en linje, som ret godt beskriver følelsen og den overordnede stemning sangen igennem.
Konklusion: Måske ikke det mest oplagte nummer som single, der bliver i hvert fald kun modvilligt givet lidt ved dørene, men det har en dragende og stemningsskabende effekt, som alligevel har nogle kvaliteter der gør, at det fungerer som single. Jeg er fanget af stemningen og bliver suget fint ind i Funchs halv-dunkle univers, men det føles også lidt som et uddrag af en større sammenhæng.
Lukas Vanggaard – “Missilet”
Så er det blevet tid til en omgang svensk-inspireret indie-pop, dog med dansk afsender, nemlig Lukas Vanggaard. Han er snart aktuel med EP’en Frisk Prins, en hurtig opfølger til EP’en Håndspillede Hits, en fin, fin udgivelse der blev udsendt i maj måned. Vanggaard kan også opleves på weekendens Uhørt Festival.
“Mens Beirut bliver til en paddehattesky, pandemien patruljerer og meningsløsheden virkelig er at få øje på, er det vigtigt at finde mening i sin næste. I hvert fald for mig. Jeg har i en alder af 27 år aldrig fået taget mig et kørekort, men jeg elsker bilens rum. Det er nærmest som et beskyttelsesrum, hvor jeg kan lukke dørene, lukke alting ude og bare være sammen med en, jeg godt kan li’. En følelse af dig og mig mod resten at verdenen. (Lukas om “Missilet”)”.
Hov for pokker, jeg sad lige og besvarede et par mails mens jeg afspillede nummeret for første gang. Ja, jeg sætter af og til bare numrene i gang og så ser jeg om de fanger mig, selvom jeg laver noget andet som sådan en form for “trænger singlen igennem” test. Den her kræver vist lidt mere koncentration, Vanggaard lyder nemlig lidt mere luftig og porøs i denne omgang end hans mere direkte iørefaldende numre, som jeg tidligere har lyttet til. Det er måske fordi han nu er blevet en frisk prins? Det er i hvert fald lidt følelsen af frisk luft, vind i håret og luft under vingerne der strømmer en i møde som en brise på en sommerdag.
Det sagt, så har nummeret faktisk en ret tydelig, mekanisk puls, der sætter et godt, cyklende tempo og giver sangen en lidt små-krautet indie kant. Vanggaards vokal lægger i et lysere toneleje end man tidligere har hørt fra ham, det skal jeg lige vænne mig til og tune ind på, ligesom den lidt 80’er synthede tone sangen også rummer ligger et stykke fra hans “Håndspillede Hits”. Når man lige får stillet ind på hans nye frekvenser, så er det faktisk ret fængende, smittende og virkningsfuldt, det han har fat i her. Det er grænsende til det udflydende hist og her, hvor det er faretruende tæt på, at sangen bare fordamper lidt, men så kommer der et eller andet der fanger ens opmærksomhed igen, som en vokal udskridning, hvor det lyder som om stemmen er lige ved at knække – så jeg ryger aldrig helt ud af sangen.
Til gengæld er det også en sang der starter oppe i fart og aldrig rigtig sænker det cyklende tempo, så er man ikke med fra begyndelsen, kan det måske godt føles som om man kommer til at halse lidt bagefter. Bliver man hægtet af er det en den slags luftige numre, der bare lidt kører sit eget løb, aldrig ude af syne, men man kommer heller ikke helt tæt nok på til at indhente den og føle sig som en del af turen.
Konklusion: Vanggaard viser nye sider af sig selv her og slipper sådan set ret godt fra det – hvis man altså får fat i sangen og den ikke bare smutter lidt fra en.
Lena Anderssen – “State of the Land”
Vi lukker og slukker denne omgang Repeat med færøsk/canadiske Lena Anderssen, så den sniger vi lige ind under “danske singler”, med forlov.
Nummeret er titelnummeret til et helt album som udkommer næste forår og grundsporene til pladen blev indspillet i Los Angeles i 2018 med den legendariske The Beatles producer Geoff Emerick bag pulten. Det blev den sidste plade han indspillede før han døde pludseligt i oktober ’18.
Her befinder vi os med begge ben nogenlunde solidt plantet på jorden og nede i den klassiske singer songwriter muld. Det er sangskrivning og lyd, der dufter lidt af morgenkaffe, papiravis, udsigt mod naturskønne områder og P4 kørende i baggrunden. Det er den stille storm, hvor der lurer noget i det varme lydbillede, som i dette tilfælde får lov til at bryde ud og lige markerer sig i form af en varm og fyldig guitar omkring 2 ½ minut inde i det lidt over 4 minutter lange nummer. En velkendt, men velfungerende formel.
Og det er sådan set en betegnelse man kunne bruge om hele sangen, hvor Anderssens sikre, lidt country-klingende vokal er den imødekommende og tryghedsskabende “guide”, der leder os sikkert igennem de 4 minutter. Der bydes ikke på de store overraskelser, det er sådan set ret traditionelt og samtidig bredt appellerende, men det er bundsolidt og fint håndværk. Det er, det lurende drama i sangen til trods, bare ikke noget der blæser en helt bagover. Det behøver alle sange naturligvis heller ikke at være og nu jeg nævnte P4, så kunne jeg sagtens forestille mig at “State of The Land” var netop sådan en type sang, som kunne strømme ud af radioen i det indledningsvis nævnte scenarie.
Konklusion: Indbegrebet af en sikker sang, der uden problemer holder kursen igennem let oprørte farvande. Men det er også et farvand, der kan virke ret befærtet og svært af skille sig ud fra.
Føjes til På Repeat-listen: ibens
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Rasmus Gøtke Lykke, Lukas Vanggaard pressefoto
