Home Artikler Repeat #65

Repeat #65

958
0

Sidste omgang! Vi er nået til den sidste runde singler inden en bette sommerferie til Repeat. I denne uge er det singler fra Aske Jacoby, Jærv, The Blue Van, Silque, She’s a Sailor og Tomas Høffding, som gør sig til.

Yes, vi napper en kort (eller lang?) sommerferie lige om snart, ovenpå en underligt festivalløs sommer, som så kunne få lov til at løbe lidt ud i sandet med regn, blæst og meh i stedet for. Så, pisse fedt, good times and smiley faces!

Repeat vender tilbage i begyndelsen af august, når jeg har fået samlet lidt til bunke og ikke mindst samlet kræfter og fået hvilet ørerne lidt. Der udkommer sgu da ret mange singler, hva’?! Og en del af dem når endda frem til vores indbakke og får lov til at forstoppe den. Beklager endnu engang den lidt lange responstid der har været henover foråret og ventetiden på en anmeldelse, men vi kom vist nogenlunde i mål. I skrivende stund er der “kun” 3 singler i indbakken jeg ikke har hørt, så jeg logger af, skynder mig væk, smutter på rekreation og hiver resten af håret ud når jeg vender tilbage og ser at der nu er singler nok i indbakken til 3-4 Repeat artikler.

Hej hej, vi ses!

Aske Jacoby – “Stephen Hawking (In The Words Of)”

Aske Jacoby forsøger at komme ud af folk-boblen, som det kaldes i presseteksten, og er begyndt at inkluderer synth, keys og elektroniske elementer i musikken. Om nyeste single lyder det blandt andet at den “er et varmt og upbeat pop/rock-track med et dybt budskab. Aske vil gerne give udtryk for, hvor skøn planeten er, og hvor synd det er, at dumhed og grådighed kan gå hen og blive dens endeligt”.

Jacoby har været aktiv på den danske musikscene cirka lige så lang tid som jeg har været i live, så vi taler plus 40 år, hvor han har medvirket på hundredevis af indspilninger og udgivelser og har spillet med alt fra Sanne Salomonsen, Thomas Helmig og C.V. Jørgensen til en række internationale navne. Han har været med til af danne bands som News og Danseorkesteret, produceret plader, you name it. Det er altså en temmelig erfaren og ikke uvæsentlig kapacitet på den danske musikscene vi her har med at gøre, som ikke virker mæt og altså nu prøver lidt nye ting af på seneste single.

Desværre bliver den aldrig andet end “æh, den er da helt fin”, i hvert fald ikke i mine ydmyge ører. Den har et godt beat og drive og flyder ret fornuftigt fremad med en dejlig lethed, så man føler sig i konstant bevægelse. Melodien er ganske hæderlig, men måske ikke videre mindeværdig som sådan. Den er af den luftige, sommerbrise-klingende slags, som sagtens ville kunne gøre sig på eksempelvis P4, uden at den for alvor får markeret sig eller sætter sig fast. Og så er der Jacobys vokal, som her ikke helt falder i min smag og for mig bliver nummerets svageste led. Det er måske heller ikke hans varemærke og største force generelt, den er dog ikke på nogen måde direkte dårlig, der er bare et eller andet ved vokalens klang som skaber noget friktion i mine øregange. Er den let manipuleret med en eller anden diskret effekt? Et eller andet føles “off” her…

Konklusion: Tilforladelig poprock nummer, der ryger lidt for nemt igennem ørekanalerne, uden at efterlade permanente indtryk.



Jærv – “Et Andet Liv”

Amanda Glindvad og Mathias Pedersen Smid, der er inde i Jærv, har ikke ligget på den lade side siden de sidste år udsendte deres debutplade. Nu er elektropopperne klar med ny lyd i form af singlen “Et Andet Liv”:

Et Andet Liv er dermed første sang fra JÆRVs hånd, hvor både Amanda og Mathias optræder på vokal. Samtidigt bliver nummeret første smagsprøve på duoens kommende udgivelse, hvor de yderligere udforsker, hvilke nye muligheder den nye, dobbelte vokal har givet dem.

“Vi har altid lagt meget energi i at prøve at tage Amandas vokaler nye steder hen, når vi laver sange. Vokalen er den vildeste synthesizer i verden, og den er mindst lige så interessant at udforske som alt muligt obskurt og excentrisk gear. Med al den fascination af at manipulere hendes stemme, tror jeg at vi i noget tid har overset det helt oplagte og fede der også ligger i at lade to forskellige stemmer synge sammen. Det er måske trivielt at påpege det, da det er en af de ældste musikalske sandheder i verden – men for os var det en virkelig stor ting!” udtaler Mathias.

Hold da op, de første par sekunder frygtede jeg lige, at det var et Minds of 99 nummer, men det gik heldigvis hurtigt over, pyha. OK, jeg kan faktisk godt høre det der fokuseres en del på i presseteksten, som der kun er et uddrag af i det ovenstående: at der er blevet arbejdet og eksperimenteret med vokalerne. Amanda er mere tydelig og markant tilstede, hun synger simpelthen tydeligere og mindre “tåget”. Mathias er jo ny i lydbilledet med hans stemme i denne sammenhæng og gør en rigtig god figur. Men der hvor “magien” opstår er i den dynamik der opstår stemmerne i mellem, når de synger op mod hinanden, eller stedvis unisont. Det fungerer rigtig godt og viser en helt ny side af denne elektro-pop konstellation.

Elektronikken og glimtvis tunge, dybe rytmiske hug har stadig en fremtrædende rolle hos Jærv, men af mangel på bedre beskrivelse, så føles det også som om poppen, og det “radiovenlige”, har fået mere plads – hvilket bestemt ikke gør noget. De kommer ret langt omkring på kun 3 minutter, hvilket måske også er en lille, bitte svaghed, hvis man skal slå ned på et eller andet. Sangen er ikke rodet, men den føles en smule delt op i kortere “sekvenser”, hvilket giver sangen en lidt flakkende fornemmelse. På den anden side keder man sig ikke, der sker hele tiden et eller andet og nummeret føles i en konstant udvikling. Min favoritpassage er nok det sidste minut, især omkring 2 minutters mærket, hvor sangen bremser op og vi får en passage hvor vokalerne i flot forening får spotlyset.

Konklusion: Jærv viser nye sider af dem selv på “Et Andet Liv”, som giver duoen fornyet liv og energi og åbner deres ellers lidt fortættede og til tider lidt tilknappede udtryk op. Det virker pludseligt større, mere imødekommende og som om poppen omfavnes i endnu højere grad. Jeg kan lide retningen, det klæder dem!

The Blue Van – “Beggar”

Jeg har været ret begejstret for de to første singler fra The Blue Vans kommende album, “Heavy Load” og “Chameleon”, der også har fået godt med airplay på P6 Beat. Nu har de fundet den akustiske guitar frem, rullet orglet ind og fyret op i lejrbålet:

“I was a beggar for your love, ’cause I wasn’t ready to give you up” – livet leves forfra, men forstås baglæns – og det er netop oftest, når man er kommet videre på den anden side af en krise eller usund relation, at man kan se fortiden i et andet lys.

“Det er jo en break-up/skilsmisse sang, som er gjort universel ud fra en personlig situationen. Der er noget smukt i et venskab, hvor man healer sammen via musikken” fortæller forsanger Steffen Westmark.

Så er vi nået til tredje single fra det kommende album fra The Blue Van og dermed falder de også for “ikke for mange singler fra samme kunstner indenfor kort tid” reglen, som måske skal have en mere mundret titel. Anyway, hvis bandet udsender flere singler inden pladen udkommer engang til efteråret, og det gør de jo nok, så forbeholder jeg mig ret til at hoppe over den her i Repeat for, at gøre plads til andre kunstnere. Det er nu ikke fordi at The Blue Van har gået mig på nerverne, eller kvaliteten er dalet, på de singler de har udsendt i år.

De virker tværtimod i virkelig stærk form og har (måske) ikke lydt så vitale, friske og bevæbnet med fængende melodier i årevis? Revitaliseret? Er det det? Nah, de har vel aldrig for alvor været væk eller har udsendt deciderede stinkere, de gik bare i en endnu mere poppet og poleret retning på et tidspunkt, hvilket der bestemt intet er galt i. Nu lyder det dog som om, at de har søgt tilbage til, og fundet, rødderne, den iørefaldende slut-60’er/start-70’er britisk inspirerede rockmusik. “Beggar” er ingen undtagelse, den er måske ikke så akut fængende som førstesinglen “Heavy Load”, eller har den lidt mere mørke “farlighed” som anden singlen “Chameleon” men, den har har noget meget varmt, trygt og rart genkendeligt over sig. Som et “glemt” nummer fra The Kinks, der har hørt Sweet så det får et let, diskret glam-rocket skær. Det lyder, på en god måde, som noget jeg kunne være faldet over i min mors samling af LP-singler…

Konklusion: Endnu en rigtig god single fra The Blue Van, der dermed scorer et regulært single-hattrick som optakt til en plade, der, hvis niveauet holder, må være en kandidat til årets danske rockudgivelse. I sammenligning med de to forrige singler, og radiohits, er det her måske lidt en “calm down” single, som ikke har forgængernes umiddelbart catchy kvaliteter. Den sparker måske ikke døren ind, til gengæld lirker de den op og placerer foden solidt i åbningen.

Silque – “Luna”

De sidste to år har Silque flere gange været på afgrundens rand. I takt med at singlen “Drive” roterede på landsdækkende radio i 2018, hobede branchefesterne sig op med eksklusive afterparties og trendy natklub-besøg. For nogle af bandets medlemmer tog det overhånd. Festerne gav et boost af selvtillid, hvilket hurtigt blev en flugtvej fra den angst, usikkerhed og ensomhed, som de tumlede med i hverdagen.

Singlen “Luna” beskriver netop denne flugt. Nummeret emmer af en længsel efter natten, og melankolien er på bedste Silque-vis pakket ind i et dansabelt univers, som gør, at man lettere kan få sagt det, der skal siges.

Længslen efter natten er ret præcis beskrivelse af hvad jeg hører og fornemmer her. Det er melankolsk på den der blålige, danser-med-mig-selv/ensom på dansegulvet måde. Et dansegulv der er mørkelagt lige der hvor “jeg” befinder mig, mens de andre kroppe anes som skygger i et tåget skær fra utydelige, kulørte lamper. Hvor forrige single jeg anmeldte fra Silque, “The Love You Give”, var en mere pulserende, indie-rocket sag (alt er relativt), og første single “Venus” var en regulær discobasker, så er den her mere tilbageholdende.

Det klæder OGSÅ Silque, der viser at de har en god sans for stemninger og at give deres numre en følelse af en “farve”, hvis man kan sige det sådan (?), lige meget hvilken kulør det så måtte være. Her er det hele lidt mindre prangende og farvestrålende og holdt i mere kølige nuancer, som får lov til at flyde lidt mere ud i rolige flader. Det er kort sagt ikke helt så in-your-face, som de nævnte tidligere singler, dog er der stadig noget ret dansevenligt og fængende over melodien. Silque demonstrerer endnu engang at de har et forbandet godt popøre og kan tage noget genkendeligt og et eller andet sted lidt tilbageskuende og give det et elegant twist, så det føles moderne og tidssvarende.

De har fat i et eller andet der bare fungerer, disse Silque-fyre. Hvis de samlede de numre jeg har hørt fra dem på én udgivelse, så ved jeg ikke om det måske ikke ville stritte i lidt for mange retninger? Og dog, så er der en eller anden… “vibe”… der binder det hele sammen, så…? Men i disse streaming tider er det måske også endnu vigtigere “bare”, at kunne udsende en strøm af stærke singler?

Konklusion: Lidt mere nedtonet og en “singer” single i forhold til de foregående par stykker, men stadig en rigtig god sang, som stille og roligt får danset sig ind på en. Hvis jeg ikke har sagt det før, så tager vi den lige igen: Hold øje med Silque, de har allerede “hits” nok til at de burde være nået længere ud end tilfældet måske er – de fortjener at nogen åbner døren helt for dem.

She’s A Sailor – “Some Space For Me”

“Some Space For Me” inviterer lytteren ind i She’s a Sailors ambitiøse og iørefaldende pop-univers. Musikalsk vækker den associationer til britiske bands som Keane, Suede og Coldplay, mens lyrikken berører en oplevelse af manglende respekt, tillid og rummelighed i den moderne velfærdsstat.

Sanger Jesper Vindberg forklarer: – Aldrig har jeg følt mig så lidt værd, som de heldigvis få gange jeg har været i kontakt med et jobcenter om enten arbejdsløshed eller sygdom. Man er reduceret til en sag, der skal kontrolleres og passes ind i kasser og forudbestemte forløb. Offentlige institutioner oser ofte langt væk af mistillid til borgeren. Det er den slags tanker og oplevelser, der ligger bag sangen.

Uha, uptempo klavertoner fra start og jeg er allerede fanget, det virker meget lovende fra første strofe! Sangen falder mere til ro og finder sit naturlige leje når første vers går i gang omkring 20 sekunder inde, efter den fængende intro, ok ok, jeg er stadig med, det flyder godt, selvom tempoet og intensiteten lige falder en lille smule. Fair nok, sangen skal jo lige have lov til at settle in og finde sit naturlige groove. Der er et eller andet ved det her, der selvom det slet ikke er lige så bastant og tromlende, hvisker “Muse” i mit højre øre? Hmm, nå, jeg ved sgu ikke… det højre øre har også let nedsat hørelse, så man kan ikke helt stole på… det.

Vokalen har en varme og fylde som virker både indbydende og omfavnende, melodien vokser i takt med at der kommer lidt flere instrumenter på og pludselig slår sangen lidt med halen og lave et par elastiske krumspring cirka 50 sekunder inde, der hvor omkvædet nok “burde” være kommet. Hmm, den finte ved jeg ikke helt om jeg bryder… AH, ok, der kom omkvædet, finten var for at give sangen et svirp og lidt dynamik inden omkvædet, som er af den blødere, voksende og opbyggende slags, frem for en eksplosion eller dybt hug. Højre øre tog ikke fejl, Muse melder sig igen som et form for pejlemærke. Hvis den engelske trio havde selvkontrol og smag… Hey, jeg kan godt lide Muse, altså op til, men ikke nødvendigvis inklusiv, hele Black Holes and Revelations.

“Some Space For Me” er ikke She’s a Sailors “Starlight” men den minder en lille smule om et nummer som dette hvad opbygningen angår. Men jeg tænker også Baal og, hold da op, mens jeg sidder her og ævler og forsøger at hive referencer og sammenligninger frem, så spiller der altså er ret godt nummer i baggrunden. Øjeblik, jeg giver det lige nogle flere lyt fordelt over længere tid og vender tilbage…

Sådan, det ovenstående her var meget præget af mine umiddelbare indtryk og fornemmelse, da nummeret fangede mig fra første sekund. Og efter nogle flere lyt må jeg sige at de første indtryk holder. Det her er et virkelig glimrende nummer, jeg kan ikke helt slippe Muse fornemmelsen, men folk har forskellige referencerrammer og jeg føler ikke, at det bliver distraherende, så det er ikke et springende punkt på nogen måde. Stærkt anslag og indledning, der fanger, god opbygning mod omkvædet og når det rammer, så overrasker det lidt ved at “flade ud” i stedet for at “peake”, men på en stadig iørefaldende og fængende vis.

Konklusion: Man kan vel næsten ikke bede om mere for en single? Ud over at nogen skynder sig at spille den i radioen, selvfølgelig, så vi kan se hvor langt det kan bære.



Tomas Høffding – “Kaster alt det jeg var ind i bålet”

Whomadewho sanger og bassist Tomas Høffding er klar med første single i eget navn og tilmed på modersmålet. Et nummer hvor det “clubbede møder det intime, hipstersynths svinger med en dristig båndløs bas, og “Kaster Alt Det Jeg Var Ind I Bålet” er Høffdings bud på et nutidigt poptrack”. Om sangen forklarer Høffding:

”Jeg drømmer om, at de her sange er nogle folk vil høre i bilen, på løbeturen, i sofaen, mens de hænger ud med deres venner. Jeg glæder mig til at spille dem live i en helt anden setting end de kæmpe dansefester WhoMadeWho-koncerterne er. De er fantastiske, men jeg glæder mig til at turnere herhjemme og synge sange med tekster, som folk umiddelbart forstår – og forhåbentlig kan relatere til”.

Snif snif, kan I lugte det? Det dufter lidt af P6 spilletid, det her. Jeg kan ikke helt sætte ord på hvad præcist der definerer lyden, som gør at det er det jeg tænker under første gennemlytning. Tone og lydmæssigt rammer nummeret bare et eller andet i tiden og den stil, som jeg forbinder med mange af de moderne, nye numre som den kanal tager i rotation. De har så også været flinke til, at spille Whomadewho, som man, naturligvis, også stadig kan høre ekkoer og aftryk fra i dette vellydende nummer. Den der lidt blålige, dansevenlige klang, hvor den er kvart i elektronisk dansemusik men aldrig går all in på dakkedak fronten.

Som titlen antyder, så er det dog også tid til at prøve noget nyt og futte det gamle af. Umiddelbart sker det så tydeligt ved, at nummeret er på dansk, hvilket klæder Høffdings vokal fint og, selvfølgelig, gør det en smule mere relaterbart som udgangspunkt. Vokalens klang og sangstil og måden den ligger i mikset gør dog, at ikke alle ord er lige tydelige at afkode, i hvert fald for mine halv-døve ører, så det er for mig ikke en kæmpe “game changer”. Han kunne for så vidt lige så godt synge på engelsk.

Det er et nummer der på stille og rolig vis får vugget mig med på beatet og suger mig ind i sit smådrilsk dansende univers men, det er som om det lidt over 3 minutter lange nummer næsten stopper for brat? Lige når jeg er ved, at være lullet helt ind i sangens semi-hypnotiske rytme så er den slut. Damn, den fik mig næsten!

Konklusion: Det dufter af airplay, og det ville bestemt ikke være ufortjent.



Føjes til På Repeat-listen: She’s a Sailor

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: She’s a Sailor, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.