Home Artikler Repeat #59

Repeat #59

724
0

Endnu en uge og endnu en uge hvor 8 singler byder sig til. Denne gang lokker Mørk, Hvem er Alf?, Anders Hjernø, Basker Hval, Eerie Glue, Schwarze Fiktion, Nye Katastrofer og Camilla Moberg.

Beklager ventetiden, bla bla bla, mange singler i indbakken, bla bla, flere undskyldninger, der går noget tid fra vi modtager til at undertegnende får lyttet og anmeldt, yada yada. Og nogle gange når jeg heller ikke at få svaret på jeres mails, I AM SORRY, OKAY?! Oprigtigt, men man kan stirre sig blind på sådan en indbakke og nogle gange skynde sig at stikke af, når man ser mængden af nye mails, men jeg/vi prøver – så bær over med os, vi skal nok nå det… det meste i hvert fald!

Nå, singler, musik, bitte!

Mørk – “Afhængig af Kærlighed”

“Jeg skrev nummeret i en periode hvor jeg var ved at slå op med en kæreste. Jeg kunne mærke hvor meget trygheden trak i mig, og hvor meget jeg ønskede at gå på kompromis med mine grænser og ønsker for fremtiden, bare for at få endnu et fix af tryghed, nærhed, kropskontakt, kys og kærtegn. Samtidig blev det tydeligt for mig, at netop det, at jeg var gået så meget på kompromis tidligere, havde været med til at skabe de udfordringer jeg stod overfor, i forholdet. Afhængig Af Kærlighed handler om at forsøge at generobre noget af den selvstændighed jeg mistede, og om at påtage mig min del af ansvaret. ”, sådan lyder det blandt andet fra forsanger Anders om den nye single fra Mørk.

Det er bandets tredje single siden de i februar 2019 skiftede fra engelsk til dansk. “Afhængig af Kærlighed” handler, som titlen antyder, om det farlige stof “kærlighed”.

“Jeg har aflyst aftaler for at ligge i din favn // Jeg har gjort det for mig selv men det har ikke gjort mig gavn”, lyder det indledningsvis med en vis sørgmodighed i stemmen, mens nummeret roligt trisser afsted. Lyder som om det her stof kan føre til selviske handlinger! Lyrisk er det ret mundret med et lille poetisk twist hist og her, hvilket fungerer meget godt. Kærlighed er jo en kompliceret størrelse og følelse, der ofte kan fører til nogle af de mest banale sangtekster tænkeligt men, synes Mørk finder en god balance her.

Jeg er lige ved at synes at der sker for lidt, eller at der går for lang tid inden vi når til omkvædet omkring 1 minut og 10 sekunder inde men, det er heldigvis ventetiden værd. Vi får noget andenstemme på, tempoet stiger og melodien flirter med det poppede på en meget iørefaldende måde. Rigtig godt omkvæd! I det hele taget løfter hele nummeret sig herefter og bliver en rigtig stærk pop/rock basker, der finder et tilpas niveau mellem det fængende og så en vis rocket tyngde. Dermed får bandet også for alvor lagt afstand til de mere letbenede tendenser indenfor pop/rock-genren.

Konklusion: Lidt lang opbygning indledningsvis men heldigvis formår Mørk, at diske op med en forløsning og bygge videre så man sidder helt veltilpas tilbage. Både lyrisk og melodisk er der noget at komme efter her, selvom vi er i det mere “radiovenlige”.

Hvem er Alf? – “I er alle mine”

“De skønne, de grimme, de gale, de blå, de vilde, de stille, de vrede og de små. I er alle mine er en hyldest til det at være menneske med alt, hvad det kan indebære”.

Vi bliver i det poppede og rockede med nyeste single fra de krøllede hjerner i Hvem er Alf?, der udsendte “I er alle mine” den første maj, så vi er topaktuelle her en måneds tid senere… yeah… Nuvel, jeg anmeldte debutplade fra bandet i 2018, en lidt diffus oplevelse der rejste flere spørgsmål end svar, lad os se hvem Hvem er Alf? er anno 2020.

Hmm, umiddelbart er vi mere ovre i det rockede i denne omgang, der er i hvert fald godt med melodisk guitar indledningsvist. Det bliver lidt mere “poppet” i omkvædet, hvor nummeret får lov til at række op mod himlen i noget anthem-klingende, mens forsanger Laura Lundfold giver den gas bag mikrofonen. Hun har voldsomt meget power i hendes vokal, noget jeg var så fræk at mene måske kunne forsøges tøjlet en smule da jeg anmeldte førnævnte plade, så hun ikke går “full Lone Kellermann”. Ikke at der er noget galt med Kellermann men, det kan kamme over. Her synes jeg hun holder sig på den rette side af den usynlige grænse. Men der er altså mere kraft og krummer end teknik i den stemme, så det er et våben man lige skal have styr på.

Sangen. Ja… den er… den er ikke dårlig, men… den virker enten en kende tung bagi eller bare ikke helt færdigbagt. Rammen er der men, det er som om der er nogle knaster, folder og kanter sangen igennem, som gør at den ikke lige når det sidste stykke i mål og strander lidt i et ikke-dårlig/ikke-god område. Det er ikke det samme som, at alt skal være glat og nydeligt for at det er godt, der er en god, upoleret og rå energi over Hvem er Alf? som er ganske tiltalende.

Konklusion: Jeg er lidt på vippen her. På den ene side kan jeg lide en masse af elementerne, som er tilstede hos Hvem er Alf?. Men jeg mangler stadig en virkelig fremragende sang, hvor de får det hele til at hænge sammen og spille helt optimalt.

Anders Hjernø – “Giga rush”

Anders Hjernø har vi også tidligere været omkring her på siden, nyeste single udkom d. 1/5 og han har været så smart, at skrive det du behøver at vide om nummeret på Soundcloud. Her er et lille uddrag:

”I ‘Giga rush’ sætter jeg musik til en statusopdatering skrevet af Lars ”Chief 1” Pedersen, som jeg følger på Facebook. Det er dét der gør teksten til en spændende sangtekst; teksten ved nemlig slet ikke at den er en sangtekst, og derfor prøver den ikke for hårdt”.

Der er noget frit fabulerende eller stream of consciousness over nummeret, både lyrisk, det skyldes måske at det er taget fra en Facebook update, men også musikalsk, hvor nummeret sådan lidt halv-dovent pop-jazzer vuggende derudaf. Hvorfra og hvortil? Det er svært helt at sige, vores fortæller sidder, muligvis, i “en kassevogn på vej til Fyn, halvt bagstiv og helt glad”, hvilket for ham er “et giga rush”. Ord, tanker og billeder strømmer forbi i døsigt tempo, mens tid og sted lidt opløses i sangen. En sang, der ender ligeså brat som den starter og på en eller anden måde virker, som om den måde bider sig selv i halen.

Der er noget både genkendeligt og meget cachy over Hjernøs univers, samtidig er det også små-skævt, lidt off og ikke helt til at blive klog på. Det gælder både den lidt sære og aparte vokal, der ikke lader til at gå så meget op i at gå op i om alle toner rammes rent, den må gerne være faretruende tæt på at knække. Det samme gælder melodi og instrumentering, hvor en trompet gør sit for at give vokalen kamp til stregen om hvem der kan tættest på kanten. Melodien er på sin vis rolig og kan nærmest lulle en lidt i søvn, ligesom hvis man sidder og stener i en kassevogn og dagdrømmer lidt men pludselig kommer der små bump på vejen, et vindstød eller en tysker overhaler med høj fart og rusker lidt op i tingene.

Konklusion: Hjernø er ikke som popsangere er flest, derfor er det nok heller ikke en single med den store masseappel. Men for finurlige popfeinschmeckere bydes der på masser af guf og kalorier. Og så er der bare et eller andet sært tillokkende og meget fængslende over tekst, melodi og den særprægede vokal her.

Sangen er kun tilgængelig på Hjernøs Bandcamp og på Soundcloud.

Basker Hval – “Wreath”

‘Wreath’ er et nyt track fra den københavnske synthwaver Basker Hval. I en tid, hvor synthwavescenen er defineret ved brugen af digitale trommemaskiner, computergenerede lyde og plugins, er ‘Wreath’ et nyt take på synthwave anno 2020. Produktionen er rodfæstet i analoge synthesizers, reallyde og trommeoptagelser, og i en genre, der ellers udelukkende bevæger sig indenfor klare 80’er-æstetiske rammer, har Basker Hval med tracket ’Wreath’ skabt en organisk-teknologisk hybrid, hvori menneske og maskine mødes.

Om det lykkes at få mennesket og maskinen til at mødes må jeg nok lade op til synth-eksperter at afgøre men, det her er i hvert fald et virkelig fedt og vellydende nummer! Hvis du altså er til 80’er synth og scifi-lydlandskaber, der er sat på en form for rock-formel og opbygning?

I hvert fald er der en nogenlunde genkendelig struktur i det her nummer, så det ikke flyder ud i lange, spacede lydflader. Det er instrumentalt, ja, men selve opbygningen synes at følge en eller anden form for vers-omkvæd struktur overført til et smukt og bjergtagende synthwave univers. I hvert fald når nummeret for alvor sætter i gang efter det første minuts indledende fintuning på frekvens og lettere ildevarslende opbygning.

Det er lidt “sjovt” med synth, dark, whatever wave, der jo, selvom den som her også gør brug af analoge instrumenter, i høj grad i hvert fald føles maskinel og “kunstig”, at genrerne alligevel lader til at appellere til rock og ikke mindst metalfans. Især sidstnævnte synes der at være et vist overlap med i lytterskaren, måske skyldes det at der kan være noget storladent, episk og symfonisk som en fællesnævner? Anywaaaaay, det handler ikke så meget om Basker Hval og “Wreath”, det er et storartet nummer, som jeg synes man skal give et lyt – også selvom man måske ikke tror man er til den slags. Er du til 80’er film eller nyere sager som Stranger Things eller den mere oversete tyske serie Dark? “Wreath” rummer noget af den stemning man også kan finde der…

Konklusion: Som single er det jo lidt udenfor den gængse norm her i Repeat: det er et instrumentalt synthnummer. Derfor sprænger det måske også rammerne lidt og “falder udenfor”, men giv Mikkel Aksglæde og hans Basker Hval et lyt, det er altså dragende og betagende det han har gang i.

Eerie Glue – “Sloppy Seconds”

“Singlen er et take på eksistentialistisk ensomhed og en kærligshedsang der hylder kærligheden”.

Således lyder det kort og godt om nyeste single fra Eerie Glue, der albumdebuterede med The Benefits of Being Mad tilbage i 2018. Bandets frontmand har holdt sig i gang under kunstnernavnet Bünni, som vi også har anmeldt både singler og album fra her på siden.

Doven og døsig og alligevel ret catchy og smittende, det er sådan førstehåndsindtrykket jeg får af “Sloppy Seconds”, når den vrider sig ud af højtalerne. Der er noget næsten genstridigt over det ellers hyggelige lille nummer, som en der ligger og fiser den af under en varm dyne og nægter at stå op, selvom man står og hiver vedkommende i benet. Bare lige 3 minutter og 28 sekunder til…

Det er skæv pop møder psykedelika i et mat men alligevel kulørt og farvestrålende univers, som om der er lagt et sløret “filter” ned over sangen, der roligt danser let på tå afsted. “Nobody knows where they are going // Unless we are together we are going nowhere”, lyder det indledningsvis i den søde hyldest til tosomheden. Selvom lyden er sød og blød er der også antydningen af noget lurende ensomhed, måske er det frygten for, at være alene der presser sig lidt på? Hvis man har kan man også miste, og selvom man har kan man godt føle sig alene osv.?

Eerie Glue kan det der med, at flække en lille iørefaldende melodi sammen, der er noget trygt og rart over lyden og universet, selvom en antydning af melankoli altid er tilstede. “If you go away I’ll follow you where ever you go” og “and time goes by by the blink of an eye // Oh how I want it to last”, lyder det i omkvædet hvor en snert af desperation presser sig på. Der er skyggesider af glæden hos Eerie Glue, nemlig at man vil holde fast i den for enhver pris. Det er igen frygten for at miste, der kigger frem.

Konklusion: Eerie Glue får med relativt enkle ord og virkemidler udtrykt en hel del om et emne, som der er skrevet utallige sange om. Det er ikke verdens største kærlighedssang nogensinde men alligevel en vellykket, lille sag. Godt selskab så længe den varer.

Schwarze Fiktion – “Miami”

Jeg var ret begejstret for forrige single fra elektro-rockende Schwarze Fiktion, som jeg anmeldte tilbage i Repeat #52. Nu er det aarhusianske projekt ude med en ny 80’er basker, om “Miami” lyder det:

“Miami” er tilbageskuende og fremadkiggende. “Miami” er 80’er referencer og fremtidsrettede lyde, et nutidigt billede af trip-hop, pop, rock, elektronica og techno. I samarbejde med Carsten Heller (Nephew, Spleen United, The Minds of 99) og Christian Skjødt har Schwarze Fiktion formået at skabe en pop-lyd, der er både hårdtslående, catchy og undersøgende på samme tid.

“Miami” ligger i meget naturlig forlængelse af det lydbillede Schwarze Fiktion også gjorde sig i på forrige single, “Cool Bikini Cool”. Det er måske meget naturligt og på sin vis også rart i den forstand, at man fornemmer en rød tråd og sammenhæng i duoens pulserende og neon blinkende univers. Men med genkendeligheden kommer også en lille snert af at det virker som om jeg har hørt det før, bare på en lidt anden måde.

Den dunkende puls der effektivt pisker nummeret fremad, en flimrende fornemmelse af af kulørte lamper der blinker en lige i skærmen, en rocket energi der giver sangen noget vildskab og flotte synthflader, der sørger for 80’er stemningen ikke går tabt. Det er en opskrift der fungerer men, altså en der måske bliver lige velkendt nok til min smag, når jeg stadig har den forrige single nogenlunde frisk i erindring. Måske er det her dog lidt mere “techno” og med mindre af den krautede følelse, der gennemstrømmede “Cool Bikini Cool”? Så, same same but different?

Konklusion: Det føles som “mere af det samme”; måske uden egentlig at være det?! Det kan lyde selvmodsigende men, Schwarze Fiktion har i hvert fald fat i en eller anden formel der virker – og som sagtens kunne resultere i, at de kommer bredere ud.

Nye Katastrofer – “Gør Mig Fri”

Nye Katastrofer er et andet navn vi tidligere har været omkring i Repeat-artiklerne, af flere omgange, nu er de ude med “Gør Mig Fri”, som er anden del af en fire dele lang samling af sange bandet har planlagt at udsende. Rockbandet var tidligere backingband for Esben Amdisen og har eksisteret siden 2014. Om singlen fortæller de:

“Der er forskellige udgaver af frihed. Det er ikke altid man selv vælger hvilken frihed der gør en fri. Temaet berøres let i den ellers udadvendte og dansevenlige sang “Gør mig fri”.”

Vupti, jeg er hooked fra første tone, det sker ikke så tit længere, lad os da se hvad det ikke kan ende med, når Nye Katastrofer, lidt overraskende (deres forrige mere rockede singler in mente) byder op til kæk dans og liflige trin. Næste tanke et par minutter senere er: “det er fandeme en god sang, det her!”.

Mere behøver du ikke vide, hør den før din nabo, den bør dukke op på en radiokanal nær dig snarest.

OK, lidt mere så. Øhm, der er noget genkendeligt over guitaren og melodien, der i glimt minder mig om… ah, hmmm!? Det er en af de her “kan ikke komme på det, dammit” situationer, den skal nok komme! AHA, Pearl Jam, “Given to Fly”, fra Yield. Vent, kan det passe? Nå, måske er det bare mig… I hvert fald kan jeg lide det, den gør, den guitar der! I mens danser vokalen og resten af bandet rundt og rundt så man får en dejlig snurrende fornemmelse i mellemgulvet (yeeehaaaw), “ingen vil ha’ mig”, lyder det ude på dansegulvet. Så vi er ude i en dancing on my own situation?

Noget af det der får det her til at fungere, ud over at det helt fundamentalt bare en rigtig god sang, er at leveringen er meget ikke-ironisk og uden glimt i øjet. Det kan godt være, at det er en iørefaldende poppet rocksang men, den leveres med den rette mængde alvor til at det her ikke føles som et letbenet frikvarter for et band, der ellers har spillet lidt mere dystert klingende rock. Måske er det her den rette blanding for dem?

Konklusion: Bingo, fuldtræffer, efter et par gode forsøg rammer Nye Katastrofer plet med denne single og har måske fundet den rette hylde for dem – om ikke andet for en stund?

Camilla Moberg – “Summertime”

Jo, det er da snart sommer sådan helt officielt, så vi skal da også lige have en sommersang, om ikke andet af titel. Den kommer i denne omgang fra sangerinden Camilla Moberg, der i følge pressematerialet er tidligere fodboldspiller på eliteplan, indtil kronisk sygdom satte en stopper for en lovende karriere. Det har måske ikke så meget med musik at gøre, men de medfølgende frustrationer og kampen for at finde et nyt holdepunkt i tilværelsen lyder muligvis som “godt brændstof” til at skrive nogle sange?

Det starter i hvert fald “sommerligt” på “Summertime” med en nydelig, opløftende guitar-brise, der er endda noget frisk fingerknips inden Mobergs let country-klingende vokal sætter i. Det er også mere end kvart i P4, nærmere er klokken hel, hvilket bestemt ikke gør noget – men bare så vi alle lige er tunet ind på hvor vi skal henad med det her.

Der er lige ved at gå lidt for meget “happy foot stomp” rytme i den i omkvædet, det ender ikke ud i en omgang Mabel og “boom boom”, vi holder os ovre i det mere landlige og idylliske veranda country, men den lurer lige om hjørnet. Det skal man være forsigtig med, det skidt – det smitter!

“I love you baby, that’s all I wanna do”, det ER alt sammen meget nydeligt, lidt uskyldigt og ganske harmløst på “Summertime”, alt fra den bløde musikalske indpakning, over den lige ud af landevejen tekst til Mobergs rene, klare og fine vokal. Det var ikke en kritik, for håndværket er godkendt, men blot en konstatering. Det er radiovenligt og nemt at gå til og en dejlig ukompliceret lytteoplevelse. Det vil sikkert være for pænt og rart for nogle, men jeg ville ikke slukke hvis det kom i radioen en eller anden formiddag – modsat ville jeg nok heller ikke aktivt opsøge det. Men det er smag og behag.

Konklusion: Fin og behagelig single, som jeg har svært ved at sige noget decideret dårligt om ud over, at det er hørt før og lyder meget høfligt og flinkt. Så man skal lige være i humør til, at kunne håndtere sådan en omgang musikalsk elskværdighed.

Føjes til På Repeat-listen: Nye Katastrofer + Basker Hval

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Nye Katastrofer, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.