Home Artikler Repeat #37

Repeat #37

651
0

Det er en poppet omgang i Repeat i denne uge, både af den gode og knap så gode slags. Hvordan klarer singler fra Samzara, Glasgriber, Anton Grønholm, Kamma, Astronaut og Marc Facchini sig?

Send mere rock og metal, kunne opfordringen lyde. Nuvel, måske gemmer der sig allerede noget i indbakken blandt det indsendte, som jeg når til i næste runde. Det er lidt tilfældighedernes spil hvordan genrene fordeler sig fra uge til uge, da jeg hovedsageligt går frem i den rækkefælge sangene tikker ind. I denne uge er det altså blødere toner der dominerer…

Samzara – “Let’s Hide”

“Stædig modløshed”, det er hvad første single fra aarhusianske Samzaras debut-EP i følge dem selv formidler. EPen lander til april næste år, så bandet er ude i god tid. Om nummeret lyder det videre:

“I ”Let’s Hide” kryber Samzara i kanterne af kærlighedens rammer og går, som i en trance,
modløst rundt i vakuum, kun belyst af det, som har lagt alt andet i skygge. Det handler om at være paralyseret af et ønske om at slippe væk, samt fortvivlelsen over ikke at forstå, om man vil væk fra, eller væk med”.

Det er Youtube-videoen der danner grundlag for denne anmeldelse, så det kan ikke udelukkes at billedsiden også påvirker indtrykkene en smule. Jeg får i hvert fald lyst til, at gro mig et skæg, når jeg kigger på de 3 varianter der gror på bandmedlemmerne her. Vent, jeg har sgu’ da skæg?! Nå, OK, så får jeg lyst til at barbere noget af det af og få mig et overskæg…

Udenomssnak og tant og fjas! Hvad er Samzara egentlig? Små-dunkel rock med en indie-vibe? Er det mon dækkende? Der er i hvert fald noget indie-pulserende over “Let’s Hide”, der også giver sangen en vis portion rastløshed og en små-jagende fornemmelse. De nævner selv “deer caught in the headligst” i presseteksten, det er en fornemmelse man sagtens kan finde i musikken her, også uden hjælp fra videoen.

Der er en fin stigningskurve og opbygning nummeret igennem, så det bliver tiltagende febrilsk indtil det slutter ret brat. Blev den stakkels hjort pløjet ned? Det kører sådan set ret godt for Samzara på det her nummer, men det er næsten lige før at det glider FOR godt fremad. Det er lyttevenligt og “nemt” og alt det der, og sådan set sikkert også ganske velegnet til radioairplay. Men jeg mangler lige et eller andet, som jeg ikke helt kan få formuleret?

Eller også synes jeg, at det “kun” er en godt og ikke et fremragende nummer? Måske er det bare det?

Konklusion: Det er lidt diffust for mig og dermed bliver det også til en lidt vag “kritik”, Samzara og “Let’s Hide” får sådan set tjekket alle boksene af her. Måske er det også det der i sidste ende holder sangen lidt tilbage? Er det lidt for sikkert?

Glasgriber – “Nu og Her”

Vi bliver i det poppede med Glasgriber, der tilmed kaldes “pop for voksne”. Jeg er voksen, så det burde jo være henvendt til mig!

“Når man bliver forældre, kan man nemt føle det som om, man hele tiden skal gå at gribe alle de ting ens børn kommer til at skubbe ned fra køkkenbordet eller ude i den store verden. En Glasgriber”.

Singlen, “Her og Nu”, handler dog, som titlen antyder om at leve i nuet og “huske at elske”.

Uhhh, der lægges fra land med en blød country klang og feeling, bare der ikke går dansktop i den. Åh Gud, det gør der… Yikes. OK, det kan godt være, at det her bare er endt hos den forkerte modtager/platform, men det her er stegt flæsk med persillesovs musik.

Ud over den country-poppede lyd, så er der tydelig artikulation og diktion af visse ord, sikkert for at få versefødderne til at passe til melodien, vellydende, men meget blødt og uskadeligt kor og en lommefilosofisk, mundret tekst, som lige skærer det hele ud i pap… eller glas? Lad os bare sige, at det ikke lige er min smag. “Hvorfor skal vi flygte, lykken kan findes lige her?”, jeg er smuttet…

MEN, man kan ikke sige, at det er dårligt håndværk i forhold til genren eller ikke gør det, det “skal”. Det henvender sig til bare til en lytteskare af en en anden karakter end den vi selv tilhører og prøver at appellerer til.

Konklusion: Hvis du er til dansktop, og af en eller anden grund læser med her, så vil Glasgriber sikkert falde i din smag. Alle andre vil nok ikke få nogen form for fornøjelse ud af det her…

Anton Grønholm – “Intet Uden Dig”

“Lyden har retro-glimt men lyder befriende forfriskende og indfanger 100% hvem Anton Grønholm er som musiker og det udgangspunkt han hele tiden har haft – sin stemme og sin guitar”.

Hmm, det fortæller måske ikke det store om, hvad der er i vente? Nå, det er vist noget singer songwriter halløj, så lad os se hvordan det falder ud.

Det første jeg tænker, når de første toner af “Intet Uden Dig” og Antons meget gennemtrængende vokal rammer øregangene er, hvem det egentlig henvender sig til? Alt og ingen? Det er vellydende og ret godt, eller i hvert fald “rent”, produceret, med en vokal der er helt fremme i lydbilledet, så det er nok den og ordene vi virkelig skal lægge mærke til. Selve musikken er et lidt små-skizofrent miskmask af noget guitar, pop, urbane rytmer og som nummeret skrider frem en mere blueset omgang el-spade. Ikke af den sumpede og beskidte slags, men underligt poleret og neutraliseret i sin klang. Det minder mig lidt om, når der kommer dukker en el-guitar op i visse Michael Jackson numre og “fyrer den af” og man tænker, “uha ja, du er da en værre rocker, MJ”.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med det her? Er det P4-5-7 pop? Sangskriver håndværket fejler sådan set ikke noget, sangen hænger sammen og følger fint den etablerede 3 minutters popskabelon, ud over at jeg ikke helt er med på nogle af de stilarter der pøles på. Men, det er godt nok ikke lige en sang eller en sammensætning, som tiltaler mig på særligt mange måder.

Konklusion: Man kan sagtens sigte bredt og ikke rigtig ramme noget eller nogen alligevel. Anton Grønholm er faretruende tæt på dette.

Kamma – “Yet Another Girl”

“Kammas musik består af harmoniske kompositioner og ærlige tekster om at være en ung, følsom kvinde. I sangene samles en brændende sensitivitet i øjeblikke, der forsøger at dykke ind under masken og en ellers så stærk facade. Under overfladen findes sorg, ærlighed og skrøbelighed, der bindes sammen af stemmer og melodier fra hendes drømme”.

Mand, jeg håber det her er godt, man begynder at trænge til en rigtig god sang nu! Bag navnet Kamma gemmer sig sanger og sangskriver Signe Rønsov. Kamma tør, hvor Signer tier, som det lyder i presseteksten, så nu skal vi have en dyster pop-sang om jalousi, ja tak.

Ahhh, jaaa taaak, så ramte vi noget der virkelig fungerer. Det er ikke banebrydende pop, det er ret moderne og tidstypisk sådan set, det vil sige, dansabelt med en mørkere kant, lækker  produktion og fernis på lyden og en stærk vokal. Poppet er det, men også dunkelt dunkende, når sangen pludseligt, i glimt, eksploderer på dansegulvet og hiver en med – om man vil eller ej.

Kammas vokal matcher musikken i det den både rummer nogle dybere, mørkere nuancer og det mere lyse og smittende. Samtidig bakkes den op af kor, åndedræt og diverse tricks  uden at det bliver for overproduceret og stemmen drukner i en eller anden maskinpark. Jeg synes faktisk det er ret indbydende og flot udført. Ligesom det samlede lydbillede. Jovist, det er poppet, men der er noget substans og noget at komme efter her, så det ikke bare bliver en lyt og smid væk, radiopølse oplevelse.

Men radioen kunne man nu sagtens forestille sig “Yet Another Girl” kunne gøre sig i. Nummeret har den der balance mellem noget let tilgængeligt og fængende og så alligevel noget kant, som gør at der er lidt “til alle” – uden at det fremstår overfladisk og ligegyldigt.

Konklusion: Jeg er på, har spidset ørerne og glæder mig til at høre mere fra Kamma.

Astronaut – “Amazing”

Astronaut indleder deres mail med en lille disclaimer om, at det her ikke er den mest hårdtslående rockbasker vi har bragt. Nuvel, det er jo ikke fordi det er rock der har præget Repeat i denne omgang i forvejen, så mon ikke det går?

Bandet udsendte debutpladen Silence One i foråret, hvor de, ligesom på denne nye single, arbejde sammen med producer Claudius Mittendorfer, der har arbejdet med navne som Arctic Monkeys,Muse, Franz Ferdinand og danske Mew. Forsanger Martin Zeppelin forklarer:

“Imens vi mixede albummet i London, spillede jeg den nye sang på et klaver der stod ovre i hjørnet. Claudius spurgte hvorfor den ikke var med på albummet. Men da var den ikke færdig endnu. Jeg havde ikke skrevet teksten, og de andre sange var langt mere færdige. ‘It’s amazing’, sagde han, og jeg begyndte at synge ‘It’s amazing’ for sjov… men sangen fik hurtigt sin egen alvor og sjæl over sig, medudgangspunkt i en oplevelse vi havde haft med en ven, der pludselig rejste væk uden at sige noget til nogen. Sangen skilte sig også ud fra sangene på albummet med sin mere poppede karakter, og vi fk en fornemmelse af, at den her sang helt naturligt skulle være det næste fra os.”

Vi er i den mere sarte, følte og delikate afdeling her, hvor de musikalske armbevægelser er relativt diskrete, også selvom vi egentlig befinder os ovre i noget ret storladen pop. I hvert fald i det luftige omkvæd, der søger mod højere luftlag. Men inden vi når dertil, virker Astronaut tilbageholdende og ret kontrollerede, det får ikke lov til at stikke af her.

Lydmæssigt er det blødt, indbydende og lækkert, melodien driver roligt fremad i små ryk, vokalen driver stille med i samme leje, der er ikke noget stress og jag her. Det er højstemt på en meget nedtonet vis, hvis  det giver mening? Det gør også, at det er et nummer som i første omgang ikke gør det store væsen af sig, men skal lige give sangen plads og tid til at trække vejret, på samme måde som den giver en rum til at ånde. Den skal med andre ord lige høres et par gange, inden den får fat og åbner sig mere for en.

Det gør ikke noget, men som single kan det måske være et en lille svaghed, der er risiko for, at sangen får lov til at trisse afsted i baggrunden og drukne i verdens larm. Men Astronaut skal have  ros for at have modet og tålmodigheden til ikke at presse noget igennem her og lade sangen leve på sine egen præmisser. Jeg synes bedre og bedre om den ved hver gennemlytning, og det ER lytte musik, der kræver at man lige møder nummeret der hvor det befinder sig.

Gør man det,  så er det en smagfuld, beroligende og ret smuk oplevelse!

Konklusion: Det er måske lidt et sats som single pga. roen, som hviler over sangen, det er ikke en flashy sang på nogen måde. I hvert fald ikke på overfalden, dykker man ned i den, så er det ret blæret og overlegent udført pop, som emmer af kvalitet.

Marc Facchini – “Manden og Tårnet”

Marc Facchini slog benene godt væk under mig med første single fra hans kommende 4. soloplade for nogle uger siden. En plade der handler om Jordens undergang, nærmere bestemt den sidste dag på planeten Jorden inden en kæmpe astroide gør  det af med os. Det medførte ikke kaos og larmende anarki på “Bag Tonede Ruder”, der i stedet gik i en lidt anden retning og fortalte historien om en hjemvendt soldat, som ikke havde lært at tage uniformen af.

“Manden og Tårnet” vælger endnu engang en anden vinkel på dommedag, den handler om en mand der “bygger sig et tårn af affald for at have den bedste udsigt, når jorden møder sin undergang”. Om sangen lyder det videre:

”Han er alene. Manden. Han ser folk omkring sig forberede sig på Jordens undergang. Han ser dem bruge tid sammen med venner, kærester, familie. Han har ikke nogen at bruge tiden sammen med. Han har kun noget at bruge tiden på. Han samler mursten og skrald. Han bygger et tårn. En trone. En udsigtspost. Han vil sidde på første række. Han vil have den bedste plads når horisonten bryder i brand. Han vil have et glimt af hvad der kommer efter os”.

Noget af det der for mig før Facchini til en af landets dygtigste og mest interessante sangskrivere er denne evne til, at se på verden og mennesker fra småskæve, overraskende og uventede vinkler og igennem disse fortællinger om små skæbner sige noget meget større og universelt. Det har han vist over de første 3 plader, hvor det også i glimt er blevet mere og mere… “spirituelt”, af mangel på bedre ord. Der er ikke gået new age og pseudovidenskab i den, men, hos Facchini kan der godt være mere mellem himmel og jord, selvom man er forankret i netop en verden af videnskab og naturlove. Måske er det mennesket “sjæl” og den slags ikke målbare størrelser, han gennem sine sange og tekster har fået fat i?

Når jeg lyttertil Facchini  er det sådan set ikke så vigtigt hvad jeg personligt tror på, eller hvordan mit verdensbillede ser ud, jeg køber somregel fuldstændig det han præsenterer – fordi hans sangskrivning, historiefortælling, personbeskrivelse eller hvad der nu måtte dominere den specifikke sang er så god.

Til forskel til den mere nedtonede førstesingle, så er tempoet skruet en anelse i vejret her, rytmen på guitaren mere markant, bakket op af violinen, der stedvis tager føringen. Der er generelt mere smæk på her, ikke at det på nogen måder bliver støjende eller voldsomt, der er bare mere tryk på lyden. Facchini synger ligeledes mere igennem, næsten som om han står på toppen af skraldebjerget og synger til udsigten. “Måske er der en mening med det hele // måske skal vi dø // for at andre kan dø”, lyder det, ikke nedslående, men mere klar i mæglet og konstaterende. Sangen lukkes af med den paradoksale udmelding, “jeg har ventet så længe// på at se hvad der sker // når jorden går under // og vi ikke er her mere”.

Det er egentlig både en smule tragisk, komisk og trist. Som flere af de skæbner, der optræder i Facchinis fortryllende sangunivers. Hvad fik skraldemanden så ud af det og er han selv klar over, at det ender i en selvmodsigelse? Det afhænger selvfølgelig af, om man tror på et liv efter døden, ellers virker hans byggeri af udsigtstårnet noget omsonst… et tårn der forresten er bygget af vores affald og efterladenskaber, hvis man lige vil have lidt klimadebatvinkel på sagerne.

Konklusion: Nogen gange kan jeg blive helt irriteret på Facchini, fordi jeg synes han er så dygtig at det næsten er uretfærdigt. Uretfærdigt er det også, at han (endnu) har et bredere gennembrud tilgode. Nuvel, måske er han bare for raffineret en sangskriver? Føj “Manden og Tårnet” til bunken af glimrende sange fra hans hånd, måske i mens du bygger dig et bette tårn?

Føjes til På Repeat-listen: Kamma og Marc Facchini

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Mads Ogstrup, Marc Facchini pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.