Home Artikler Repeat #105

Repeat #105

482
1

Repeat ræser videre mod sommerferien (som bliver lang i år!), i et (naivt?) håb om, at få tømt indbakken inden. I denne uge skal vi forbi singler fra Karen Cecilie Cæsar, Krogen, Rebecca Lou, How To Lose Face, Peter Christian, Anders Knudsen og About June.

Lad os ikke trække tiden i denne uge, vi har igen 7 singler linet up og mange flere i kø. Dem når jeg ikke allesammen, da dette bliver den næstsidste udgave af Repeat i et godt stykke tid. Mere info følger herom på vores platforme i næste uge.

Måske samles de ikke-anmeldte singler op på den anden side af ferien, hvis den ferie ikke bliver, dah-dah DAAAAAAH… permanent!?

Så, for foreløbig næstsidste gang, lad os kigge på nogle nye(ish) singler.

Karen Cecilie Cæsar – “Coral Sky”

Karen Cecilie Cæsar er en spritny stemme på den danske scene. Karen har længe arbejdet mod dette øjeblik, som kulminerer i et sandt kunstnerisk lydbillede! Da hun for to år siden flyttede til Nationalpark Mols Bjerge, fandt hun sin musikalske kerne, og kreativiteten fik sit springbræt med hjælp fra et spændende miljø af musikere.

“CORAL SKY” tracket har en især gribende melodi og tekst, der i kombination med Karen’s følelses rige vokal er sikker på at gribe lytterne. Sangen der berører ensomheden, som mennesker oplever er aldeles relaterbar i nutidens landskab, men sangen deler også et budskab om håb. Et håb hvilket vi alle prøver at holde fat i, og som samtidig danner et billede af en kunstner med noget på hjerte!

Nydeligt, men lidt renskuret, poleret og små-kedeligt. Jeg mangler noget kant og noget der kradser lidt, eller nogle ridser i lakken her. Den er kvart i Disney og det bliver lige en tand for høfligt.

Karen Cecilie Cæsar kan tydeligvis synge, teknisk er der ikke en finger at sætte og hendes klang og røst er ren og tydelig. Med den bløde, ballade-prægede indpakning bidrager det dog også yderligere til følelsen af, at det her er en tand for velfriseret og skolet. Det er jo også et stilistisk valg, og en smags sag, der vil helt klart være et publikum til det her.

Vi befinder os nok bare et skridt eller to uden for min komfort zone, hvad pænhed angår. Det føles næsten dydigt, grænsende til det kunstige, for mig i hvert tilfælde. Jeg siger ikke, at de følelser der forsøges formidlede ikke er ægte, eller dybfølte fra Cæsars side, men hos denne modtager kommer det til at klinge underligt fraværende.

Emotionelt rammer og fanger det ikke, men jeg er ikke så døv, at jeg ikke kan nikke anerkendende til håndværket. Ud over, at det er velsunget, så er det musikalsk storladent, flot orkestret og iscenesat. Det er et af den slags tilfælde, hvor alle tal sådan set stemmer på papiret, regnestykket går bare ikke op for mig. Eller bliver i hvert fald til noget, som jeg kan bruge til et eller andet.

Konklusion: Flot pakke, forkert modtager.




Krogen – “Jimmy Med Ild I”

Det sprit nye projekt KROGEN er affødt af sangskriver, musiker og forsanger Lasse Krogs brændende kærlighed til Outlaw Countryen, Heartland rock og Blues såvel som de kærkomne melankolske folkesange.

Jimmi-sangen har en festlig stemning og et højt tempo, et nummer som trækker i smilebåndet og får foden til at vippe til takten. Der er lagt an til Disco bas, lange guitar soloer, Rock’n Roll klaver, hidsige saxofoner og en vildskab, som får en tilbage til slut 70’ernes Country Rock helte Waylon Jennings og Kris kristofferson.

Yuuup og yehaw, det er godt nok country, det her! Af den gammeldags, knirkende, støvede, halv-skæve og meget rustikke slags. Kønt ville jeg bestemt ikke kalde det. Faktisk er jeg ikke helt klar over om, man kan kalde det Krogen har gang i her for “sang”.

Jo, det er det vel nok, men det er ikke ligefrem skønsang. Det passer dog udmærket til den noget bonderøvsbumlende melodi og skramlende instrumentering. Hvis det der “autenticitet” findes, så er det her, muligvis en udgave af det. Eller også er det bare en smule ubehjælpeligt?!

Det er så country, at det nærmer sig satire, eller i hvert fald en pastiche. Men, jeg det har et eller andet, som gør at jeg ikke hader det. Måske kan jeg endda lide det, jeg er, som man kan fornemme, lidt i vildrede. Det er sgu’ egentlig meget charmerende og sympatisk, og det mener jeg på en helt uironisk måde. Jeg falder ikke for det her af “medlidenhed”, eller med et glimt i øjet.

Med en spilletid på over 4 minutter, der egentlig bare bumle-countryrocker derudad i jævnt trav-tempo, uden de store udsving, bliver sangen dog lige lang nok i tyggetobakspyttet. Smilet stivner en smule, og man bliver lidt træt i trampebenet.

Konklusion: Jeg har intet imod en god omgang røvballe, men man bliver alligevel lidt øm bagi inden Krogen kommer i mål.

Rebecca Lou – “Lovesick”

»Min inspiration til ‘Lovesick’ kommer efter jeg havde mødt min vens fugleedderkop Jenny. Jeg synes hun var så sød og creepy cute, at jeg havde en dagdrøm om, at hun ville komme til live og og blive et rigtigt ægte menneske og vi blev vildt forelskede og hele verden var en stor forelsket tordensky. »Jenny come alive, all your colours make me high«, synger jeg blandt andet i omkvædet. Det var en sjov måde trackets tematik blev kickstartet og jeg endte med at blive i historien, fordi jeg synes den var sjov.«

Rebecca Lou har gradvist bevæget sig mere og mere i retning af det poppede, eller i hvert fald meget iørefaldende. Punken og rocken er aldrig blevet fortrængt, men de mere poppede tiltag har i hvert fald fået mere plads.

“Lovesick” er ingen undtagelse. Faktisk er det måske det mest poppede nummer Lou hidtil har udsendt. Skræller man de tynde rester af punkrocken af, så gemmer der sig et meget rent, hyper-energisk, fængende og smittende popnummer inden i “Lovesick”. Med en tempofyldt rytme og enkel klang, der sender tankerne i retning af arkadehaller, 8-bit konsoller og videospilssoundtracks.

Sangen banker afsted i en afsindig fart, mens Lous vokal ikke helt når op i samme omdrejninger og sørger for, at give noget ballast, modvægt og balance. Det bevirker, at sangen ikke stikker helt af og man kan følge med. Men for pokker der er smæk på, det minder mig (obskur reference alarm) om et tysk dancenavn fra 90eren, Blümchen, der tonsede afsted med hæsblæsende Eurodance og noget kaldet Happy hardcore.

Rebecca Lou er, heldigvis mere tøjlet. Men, det er lige før, at man kunne ønske sig, at tøjlerne blev sluppet helt på andre punkter. Måske er tiden moden til, at man prøver at fjerne de sidste rester af punkrocken, går planken ud og bare skriver den store popsang det virker som om, der presser sig uundgåeligt på?

Konklusion: Hov, det blev lidt i øst og vest og kom ikke til, at handle så meget om selve sangen! Beklager! Godt nummer og rigtig fed single, jeg er helt klart på.

How To Lose Face – “Boomers Can’t Be Choosers (I Liked It)

Énmands-indie-bandet HOW TO LOSE FACE aka sanger/sangskriver og multiinstrumentalisten Peter Fjordbak udgav i 2020 sit debutalbum ‘Nice Tries’, som fik adskillige pæne ord med på vejen af både venner, familie og presse i ind- og udland.

“Boomers Can’t Be Choosers (I Liked It)” er både titelnummer og første single fra den kommende EP. Denne energiske, uptempo indiesag, skifter kontant og kompromisløst imellem rå, skrabede, melodiske vers og trashy guitarbårne omkvæd. Her trækkes på tydelige grunge-referencer, hurtigt afbrudt af et groovy og psykedelisk mellemstykke. Omkvædets lyriske omdrejningspunkt: “Here it is. I liked it. I loved it. I don’t mind it”, er en humoristisk reference til like- hunting og den digitale “rygklapperkultur”, som de færreste af os nok holder os for gode til at være en del af.

Hmm, jeg tror både, at jeg ville give sangen et like og ikke swipe videre, hvis jeg stødte på How To Lose Face på en eller anden digital platform. I hvert fald ikke i løbet af de lidt over 2 ½ minut sangen varer. Der er fart over feltet, fra de indledende, meget insisterende trommer og så er det ellers bare ud over stepperne.

Fart, tempo, pågående energi og en lidt snerrende og fandenivoldsk attitude, der grænser til det hektiske. How To Lose Face raser afsted i sin like-jagt, indledningsvist har det en støjende 90er alt-rocket klang over sig, men halvvejs drejes der skarpt, og lidt overraskende til venstre med et “uh uh uh” stykke. Det virker næsten lidt lalleglad og hippie-happy og små-psykedelisk.

Bunden af nummeret, hvor bassen pumper løs, har egentlig en mere semi-krautet/cyklende følelse. I bund og grund er det lidt af et genresammenstød og stritter i en del retninger. Alligevel fremstår sangen ret stram og trimmet, og How To Lose Face får det til at hænge sammen og fungerer. Det kunne nemt være endt i noget rod.

Samtidig er sangen bare elementært medrivende og fængende, der er så meget fart og energi tilstede, at man bare bliver revet med.

Konklusion: Det går over stok og sten her. Også i en sådan grad, at eventuelle mangler og svagheder bliver kamufleret nok til, at How To Lose Face får et effektivt, lille nummer ud ag en masse småstumper.

Peter Christian – “Maria”

Mit navn er Peter Christian og jeg har siden 2017 udgivet danske singler her fra Smilets By. Tidligere har jeg også udgivet både et album og en ep på engelsk, som bla. blev spillet på P4. Men her til sommer kommer så mit første danske album ” Karma Karrusel”

Singlen “Maria” udkommer her 7 maj, men er ligeledes at finde på albummet. Sangen er en meget autentisk low key singer-songwriter version af den kærlighedssang,  som jeg skrev for nøjagtig 2 år siden til min datters konfirmation. Jeg håber meget at I også har lyst til at give den et lyt og nogle ord med på vejen.

Uha… den er svær. Hjertet er jo helt klart på rette sted her, der er lagt, hvad der lyder som oprigtige følelser i det. Det er personligt, og henvendt til et barn. Men, jeg synes det her er en frygtelig sang, beklager virkelig. Frygtelig, næsten tåkrummende. Sorry.

Det bliver alt for sentimentalt, rørstrømsk, banalt på den dårlige måde og pænt. Alt, alt for pænt! Jeg er sikker på, at det her ville tage kegler fremført live til eksempelvis en konfirmation, som en gave fra hjertet, men for Guds skyld, lad være med, at inddrage fremmed og udenforstående i det her!

Sangen kan slet ikke bære, at miste den personlige vinkel en face-to-face fremførelse ville kunne bidrage med. Det ville måske også være helt i tråd med, at det er den akustiske udgave, der er blevet lyttet til. En mand, hans guitar og en sang fra hjertet. Det er svært aktivt, at hade, men jeg kan slet, slet ikke være med her.

Og jeg tvivler på, at sangen og lyrikken ville blive meget bedre af, at jeg hørte den i andre, mere instrumenterede versioner. Det ville næppe ændre på indtrykket af, at det her er en alt for lille singer songwriter sang, som skulle være forblevet en privat gave.

Konklusion: Undskyld, jeg håber at modtageren satte mere pris på den behjertede gestus end undertegnede.

Anders Knudsen – “Lullaby For The Dead”

Sangen er skrevet til min gamle mormor, da hun lå på sit dødsleje. Hun var barn under krigen, fik tæsk derhjemme og var ung kvinde i en tid, hvor mulighederne var få. Det var hårdt at se hende ligge der og vente på det ukendte, mens kræften langsomt åd hende op, men værst af alt var fornemmelsen af, at hun følte sig snydt og med egne ord “gik nysgerrig i graven”.

Anders Knudsen gør sig også som guitarist i Dør Nr. 13, hvor der normalt er mere knald på og fart over rockfeltet. Her gør Knudsen sig som ballade-crooner af den klassiske slags, og han gør en god figur.

Både som sangskriver, hvor det er yderst driftsikkert, men han er også en ganske habil sanger. Det er ikke flashy, eller byder på nybrud, det er på den vis ganske velkendt og “konservativt”. Her er det dog ikke fy-ord, man føler sig tryg og i gode hænder hos Knudsen, der roligt vugger afsted og lader roen falde.

Det er stemningsfuld med ret enkle virkemidler, en sang af den slags, som kunne være kommet under brit-poppen i 90erne, i slipstrømmen af 00ernes indie/singer songwriter bølger, og altså i 2021. Tidløst, eller lidt umoderne? Tja, det er nok en smagssag.

Jeg synes, at Knudsen har et godt greb om melodi og atmosfære. Det virker dejligt roligt og rutineret, der er ikke noget forceret eller anmassende over sangen. Tonen er straks slået an i den tusmørkeatmosfæriske intro, og holdes sikkert nummeret igennem. Man kan straks nynne med, fornemmer hvor sangen og Knudsen vil have os med hen.

Sangen overrasker en lille smule ved ikke, at have noget egentlig omkvæd. Her er ikke noget stort, fejende klimaks, som sangens let-stigende opbygning måske eller kunne lægge op til. Nogle vil savne det, det kunne sagtens have været inkluderet, men Knudsen vælger altså en anden, mere afdæmpet og lidt resignerende tilgang. Som OGSÅ fungerer. Det frarøver dog muligvis sangen det sidste, store “punch”.

Konklusion: Afdæmpet, smuk, stemningsfuld, let-sørgmodig og konsekvent i sine valg. Det er sgu’ bare en rigtig, rigtig fin sang!




About June – “Bigger Than You”

Sangen,som er skrevet af forsanger Kasper Bro, er på den ene side nærmest festlig med klap på 2 og 4 og en legende, ja,måske endda flirtende guitar, som slingrer afsted henover omkvædene. På den anden side er der noget intenst og urovækkende i den mere og mere insisterende vokal, som kulminerer med et skrig i sangens døende sekunder.

Bigger Than You handler i bund og grund om at vende den anden kind til i en konfliktsituation, særligt når man,i flere af ordets betydninger, er den store part i konflikten. Men sangen udstiller samtidig det besværlige i, at gøre netop det.

Mine første tanker var, at den lidt nasale vokal og den 90er vuggende rytme og klang var en smule enerverende. Men, hurtigt sad jeg og vuggede med og fik en følelse af forårsdage for 20-25 år siden. Duften, luften, stemningen af frihed og være ubekymret. Ud over de der hverdagstømmermænd, der plagede en, mens man mødte ind på jobbet…

Det er altså en følelse, der er præget af nostalgi og minder, som i første omgang bærer dette poprock nummer. Der er noget let og ubesværet over sangen, der følger en velkendt opskrift hvad opbygningen angår. Vi kommer fra det vuggende og huggende vers over i et lidt mere “glat” omkvæd med tilpas fremdrift til, at man lige får et lille skub bagi og sus i maven.

Når vi når andet vers har man “luret” de fleste tricks og fremgangsmåden, og så begynder udsigten til, at sangen varer næsten 4 minutter af virke en lille smule trættende. Eller i hvert fald forudsigelig. Det er stadig en fin sang, jeg keder mig ikke som sådan, dertil er det for smittende og opløftende.

I forhold til, hvad About June bringer til bordet af idéer og at sangens struktur begynder, at køre lidt i ring, så ER den en omgang for lang. Så må man selv vælge om det betyder, at der ikke er påfund, eller udvikling nok til en hel sang, eller at det der er kun burde varer 2 ½ minut.

Konklusion: Helt grundlæggende giver sangen mig en rar og hyggelig følelse i kroppen. I hvert fald de første par minutter, derefter kører sangen lidt på repeat, på den forkerte måde. Så… fin, men for meget af den?

Føjes til På Repeat-listen: Rebecca Lou + Anders Knudsen

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Rebecca Lou, Roskilde Rising 2019

1 COMMENT

  1. Neeeeej!!! Da jeg selv var med i denne omgang, havde jeg så travlt med at læse hvad du, Ken, syntes at jeg først nu læser begyndelsen nu. Jeg håber virkelig at du/i finder energi og tid til at fortsætte – evt. efter en pause eller på en anden måde. Jeg glæder mig hver uge til at læse fredagens Repeat + selvfølgelig diverse andre anmeldelser og artikler. Der er ikke mange steder tilbage hvor høj som lav kan få et par ærlige ord med på vejen om deres musik, så krydser fingre for at i finder en måde at drive det videre på. I modsat fald så tak for energien og tiden i har lagt i dette site.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.