Sommer, sommer og sol, forhåbentlig! Og singler! Dem har vi i hvert fald rigeligt af i indbakken, så her kommer endnu en stor håndfuld. Denne gang byder Repeat på numre fra Lush Lullaby, Dan Rose, Camilla Munck, The Lost Weekend, Troels Jørgensen, Favor og Glue Kiss.
God kuld denne gang, af de 7 er der ingen direkte dårlige imellem, og 2 numre, som er røget på den personlige favoritliste. Den finder man, som altid, nederst i sin opdaterede form. Tag det for hvad det er, ligesom anmeldelserne generelt: personlig smag, øjebliks billeder og noget som man ikke skal tolke som værende “loven”.
Det er stadig højsæson for nye singler, og selvom jeg de seneste uger har anmeldt ekstra mange singler pr. Repeat, så er der kø på linjen. Så vær tålmodig, hvis du har været så flink, at sende en single vores vej. af hensyn til tid, plads og min egen hjerne, så kan jeg ikke rumme mere end 7 af gangen.
Lush Lullaby – “Back From The Dead”
Jeg har anmeldt en del singler og udgivelser fra én-mands projektet Lush Lullaby de seneste par år. Lo-fi alt-rock af den klassiske 90er skole, hvor det både er lidt kantet og iørefaldende. Her må det gerne støje og kradse lidt, samtidig med, at den gode, enkle melodi ikke glemmes.
“Back From The Dead” er ikke en musikalsk genfødsel, ej heller decideret mere af nøjagtig det samme. Det er skåret efter den nogenlunde velkendte Lush Lullaby-list, men det virker som om bagmanden , , hele tiden udvikler sig, eller forsøger at twiste/opdatere lyden lidt. På en ganske naturlig vis.
Det er stadig alt-rock, men mindre støj-rockende og mere ovre mod noget… hmm.. slut-80er R.E.M., i hvert fald hvad den lidt “One I Love” klingende melodi i verset. Det bliver lidt mere råt og rockende i omkvædet, hvor både vokal og guitar får lov til, at snerre af en. Til sammen giver det en “OK”, men ikke helt afrundet sang.
Ikke fordi, at de to dele ikke hænger, eller passer sammen, men det er alligevel som om, at overgangen ikke lykkes helt gnidningsfrit. Det er svært helt at sætte ord på. Måske er det bare et tilfælde af, at der er tale om en “udmærket”, men ikke direkte “god” sang?
Konklusion: Et tilfælde af, hvor summen af enkeltdelene, der er hæderlige, ikke helt går op og skaber noget større. Men, Lush Lullaby har stadig et fint ører for det enkle, her bliver der samlet set, måske bare prøvet lidt for mange, eller forskelligartede ting af?
Dan Rose – “The Opposite”
INSPIRERET AF GEORGE COSTANZA’S TVIVLSOMME LOGIK,
UDFORDRER INDIE SOLO ARTIST DAN ROSE
DIG TIL AT GØRE TINGENE MODSAT.
Det bare en lille melodi, som Dan synger her. 1 ½ minut, der er nærmest bare tale om et forlænget omkvæd, heldigvis et ganske velfungerende et. Indledningsvis skulle jeg lige tune ind på Roses vokal, som jeg eller har hørt før. Men, den svinger lidt fra sang til sang, jeg ved ikke om, der er tale om bevidste valg, eller det bare er sådan det er?
Anyway, der er noget appellerende råt og upoleret over Rose og hans vokal, som man med lidt god vilje kunne sige slægter slingrende kapaciteter som Neil Young og Bob Dylan på. Det er teknisk set ikke videre prangende og “dygtigt”, det lyder ikke lige “rent” og smukt hele vejen igennem. Men, det har andre kvaliteter og noget personlighed.
Roses vokal rammer mig måske ikke helt samme grad, det er måske også for meget forlangt. Men, han kan noget med enkle folk’ede melodier. Det demonstrerer han også her, hvor han leverer en fin, lille ørehænger af den slags, som man hurtigt bløder op overfor og ender med, at være lidt små-forelsket i.
Den føles dog meget kort. Der er ikke meget kød på, det virker nærmest som en art mellemspil og lider lidt under, at den ikke har nogen gængs vers/omkvæd struktur. Alt i alt er det dog en smittende, lille sag.
Konklusion: “The Opposite” er næsten slut inden den er begyndt. Som single er den mere en lille snack, eller appetitvækker end et egentlig nummer. Det går lidt ud over mæthedsfornemmelsen, men velsmagende er den lille bid da…
Camilla Munck – “”Dear Is Both Too Loving And Informal”
Camilla Munck er blandt de mest markante kunstnere på den alternative scene herhjemme. Med DMA, Steppeulven, Robert og Reumert nomineringer i bagagen har hun i flere år imponeret som skaber af – og performer i – prægnante værker. 30. april udsender hun sit første soloudspil.
Hun har været kernekraft i bands som Wynona og Munck//Johnson og musikalsk makker for bl.a. Chorus Grant, Jacob Bellens, Lise Westzynthius og Spejderrobot.
Her er vi ovre i noget mere dunkelt og ildevarslende. Stemningsfuld og atmosfærisk pop sat i et elektronisk gennemstrømmet univers, som rummer masser af dybde og tyngde i den eller sfæriske lyd.
Der er dog også en understrøm af noget rastløst og “skubbende”, en piskende rytme, der virker som en kontrast til mere rolige, blålige klangtone og stemning, der omslutter sangen. Muncks vokal er gennemtrængende, klar og markant og rummer en god portion patos og drama. Det giver et ret potent nummer, der trækker i flere retninger og efterlader et kontrastfyldt indtryk.
Det føles både beroligende, og som om sangen truer med, at flå en fra hinanden, eller sprænges. Det summer og vibrerer. Det ene øjeblik befinder man sig i skovens dybe, stille ro, det næste er man draget og hypnotiseret, pludselig hives man ud af trykheden og gennemruskes.
Og så tror jeg måske også, at man ligefrem kan danse lidt til den? Eller i hvert fald stå og små-trippe (og trip-hoppe?) lidt på stedet, mens man forsvinder ind i sin egen, lille verden.
Konklusion: Dygtigt udført. Man fornemmer, at det er rutinerede og kompetente kræfter der står bag. Det emmer bare af kvalitet, overblik og forståelse for, at skrue et velfungerende nummer sammen. Personligt er det måske ikke lige min foretrukne genre, men det ændrer ikke på, at det er et stærkt nummer Munck leverer.
The Lost Weekend – “Real”
Bare tryk på alle pedalerne og spil! Det københavnske band The Lost Weekend debuterer med en wall of noise, der gerne vil skære igennem og give lytteren noget ægte. Det er snurrende og støjende guitarer, en vokal og frontfigur der brænder igennem, og en lyd der blander sig med de mest ikoniske bands fra 90’erne.
”Real handler om den evige desperate søgen efter noget holdbart og ægte i en verden fuld af distraktioner og jagten på hurtig sanselig nydelse. Ens vindue til ’virkeligheden’ er i højere grad blevet til quick-fixes af kortvarig tilfredsstillelse, som ofte efterlader en tom, ensom og deprimeret. Teksten undersøger modet og det angstprovokerende i at holde fokus på kærlighedens forpligtelser i en travl verden hvor alt går hurtigt og selvrealiseringen dominerer”, siger forsanger Jefrrey om sangen.
Og en mur af støj og forvrænget elektrisk guitar, er da også noget der skyller ind over en fra start. Ensom guitar og vokal, der danner fælles front. Enkelt, men uhyre effektivt, når man som her rammer den rette balance og kombination af lyd, lydtryk og tykkelse af lydmuren.
Tilmed udfoldes også en ganske iørefaldende melodi, der gør at sangen ikke bare overvælder og river en med pga. ren støj og volumen. Der gemmer sig faktisk en virkelig stemningsfuld og fængende melodi og sang under de larmende lag. Det er her de nævnte ikoniske 90er støj-bands dukker op som en løs reference og pejlemærke.
Som sangen skrider frem bygges der kompetent ovenpå, musikken vokser, flere lag tilføjes. Mens den støjende bund fra indledning forbliver intakt, og ligger og skurrer, som en en krads, ruskende og susende bund.
Jeg har egentlig ikke så meget, at sige til det her ud over, at jeg er på! Det er et virkelig godt nummer. Et der fanger og forfører mig, så jeg bliver opslugt, omsluttet og bare sidder og nyder turen.
Konklusion: Glimrende single! Hele vejen rundt, bravo.
Troels Jørgensen – “Odie”
Dansk sanger/sangskriver født 1978, der som 20 årig dannede rockbandet UNO SOUL og som indtil 2011 indspillede en række plader under dette navn. I 2008 flyttede han til Berlin og spillede hyppigt på den berlinske undergrundsscene med UNO SOUL. I årene 2012 – 2016 aktiv i det københavnske powerpop band Wonderland. Udgav i 2016 sit første soloalbum, My Mind.
Førstesinglen ”Odie” skiller sig ud ved at være den eneste sang på albummet, der ikke handler om Heinzz. Faktisk er det en form for vuggevise, som Troels skrev tilbage i 2015 til sin søn, hvis kælenavn er Futte (jf. Odie/Futte fra tegneserien Garfield). Sangen var fra start en stille godnat sang, men efter diverse eksperimenter med, hvordan sangen nu skulle lyde og fungere med bandet, tog den en helt ny drejning. Resultatet blev en uptempo popsang med tydelige rødder i amerikansk rock.
Jamen dog! Endnu en skide god sang i repeat, som er right up my ally! Det er lige før, at det bliver så meget af det gode pop/rock/-cana, at det virker FOR genkendeligt? Har jeg ikke hørt den her sang før?? Nuvel, hvad det end måtte være for et nummer, eller en kunster, Jørgensen og “Odie” minder mig om, så overgiver jeg mig og tilgiver eventuelle “lån”.
Der er noget tilbageskuende og gammeldags over tone og klang, der giver en fornemmelse af varme, solskin og noget ubekymret. Måske en køretur en lun dag, på en kyststrækning i naturskønne omgivelser? “Handle it with care”, aha, der var da noget Traveling Wilburys over den stump! Måske er det en Tom Petty-rocket følelse, møder sen-Beatles/George Harrison pop?
For helvede, hvor er det smittende og provokerende fængende, man bliver jo helt varm, glad og blød indeni. Den guitar-melodi er nærmest umulig ikke, at sidde og nikke og rykke med til. Samtidig rummer sangen også en løftende, opstigende fornemmelse, så det ender med, at man sidder svæver på sin egen regnbuefarvede og funklende sky.
Det er lige før, at man kommer ud som et lidt bedre menneske på den anden side. Eller i hvert fald midlertidigt opløftet og renset.
Konklusion: Nu er jeg irriterende glad i låget. Herligt.
Favor – “Radio Is Company”
Under sit alias, Favor har den danske sangskriver Jeppe Gade de seneste år udgivet to succesfulde EP’er, der banede vejen for det anmelderroste debutalbum “Crush”, som udkom få dage inde i den første nedlukning af Danmark.
Radio Is Company kom ud af en ren følelse af glæde over at være sammen med mennesker. Samtidig blev det også skabt i en fundering over ensomhed og hvad de alle ikke har gjort for ikke at være alene.
“Vi havde alle lagt mærke til at vores bedsteforældre altid havde radioen tændt. Her havde min farfar engang sagt, at han aldrig følte sig alene når radioen kørte. Det virkede pludselig som et meget rent billede på hele situationen.”
Nå, så skal vi lige ned på jorden igen. Nogle sange, som denne fra Favor, som jeg ellers har haft det udmærket med, kommer til at lide lidt under måden jeg som regel lytter til Repeat-numre på. I den rækkefølge man ser her, og her kommer Favor til, at virke som en lidt flad opfølgning på to virkelig stærke sange.
Det er lidt unfair, for det er skam, isoleret set en fin lille brise Favor slipper fri her. Den gør måske heller ikke sig selv nogen tjeneste med sit ved første lyt lidt dvaske, tøffende tempo. Ligesom vokalen lyder som om den kommer fra en fyr, der enten lige er stået op, eller er ved at falde ned i en drømmende døs. Måske trænger han bare til en opkvikker, en spand kold vand og til, at rømme sig
Langsomt afsløres en ganske solid og fængende melodi, men det kræver lige et par lyt og at man får rystet den døsige fornemmelse ud af kroppen, som sangen i første omgang efterlader.
Egentlig er sangen ikke så “doven” som lyder, og er sådan set i en konstant, fremadrettet bevægelse. Der er noget næsten cyklende/maskinelt over rytme og den følelse sangen efterlader, men altså i en lidt “fluffy” og søvndyssende indpakning. Og dermed mener jeg, egentlig ikke kedelig! Det kan også være ganske behageligt, at blive lullet lidt i søvn og få lyst til at gabe og strække sig dovent.
Konklusion: Favor ER i det behagelige hjørne her. Det bliver nok også en lige en tand for mageligt til min smag. Det er sådan set en fin popsang, den gør bare ikke lige det store for mig. Omvendt gør den mig heller ikke fortræd på nogen måde.
Glue Kiss – “Silhouette Cool”
Vi er en trio fra København, der spiller en form for indie/alternativ rock med noget punk rock indflydelse. Vi prøver at ramme en slags livlig fusion af Placebo, Bloc Party og Pixies, med fokus på 90’er distortion, fængende melodier og sitrende, lyse vokaler.
Vi har spillet sammen et par år nu, men ikke udgivet indtil videre. Det ændrer sig til gengæld nu, da vi nu har et debutalbum ‘Platonic’ lurende i horisonten med udgivelse i slutningen af maj.
Vi lukker og slukker denne omgang af Repeat med lidt mere fart i stængerne og larm og lydtryk i ørerne, når Glue Kiss forsøger både, at kradse lidt i øregangene og behage med en fængende melodi. Det er ret store forbilleder, som de selv bringer på banen her. Dem synes jeg, at vi skal pakke lidt væk, de gør bandet lidt en bjørnetjeneste.
For vi når ikke op på det niveau. Dertil er Glue Kiss (endnu) ikke dygtige nok sangskrivere eller håndværkere Til gengæld har de noget utæmmet, rå energi og en upoleret tilgang og klang, som bringer noget andet til bordet. Diamond in the rough? Måske.
Det er svært, at afgøre på baggrund af et enkelt nummer om, der er potentiale til noget mere her. Men, jeg må sige, at jeg synes bandets Bloc Party’ske huggende og pågående attitude er ganske smittende. Det er IKKE en dårlig sang, og bandets energiske tilgang og udladninger er bestemt medrivende, det er bare ikke en decideret fremragende sang.
Mindre kan bestemt også gøre det, og som en effektiv, lidt kantet og glad-i-låget-hovedet-under-armen og derudad sprint fungerer det. Skal bandet så forsøge, at file nogle af knasterne af? Mjaaaah, meeeh, svært at sige, de risikerer at der måske ryger noget af den umiddelbarhed og det febrilsk friske i deres udtryk?
Konklusion: Det uperfekte kan også være ganske tiltalende, Glue Kiss har noget flosset fængende og charmerende upoleret over sig, som gør dem til et sympatisk bekendtskab.
Føjes til På Repeat-listen: The Lost Weekend + Troels Jørgensen
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: The Lost Weekend, pressefoto
