Home Anmeldelser Live RECession Festival 30/10: Kasper Staub, Pacific Swell, AEX, Schwarze Fiktion

RECession Festival 30/10: Kasper Staub, Pacific Swell, AEX, Schwarze Fiktion

210
0

Fredag aften var Radar i Aarhus de corona-tilpassede rammer for RECession Festival 2020, der bød på fine koncerter med Kasper Staub, Pacific Swell, AEX og Swarze Fiktion.

For første gang siden marts er jeg til et indendørs koncertarrangement, da RECession ikke trodser Corona, men vælger at gennemføre festivalen under de rammer der er udstukket. Det betyder, at alle koncerter opleves siddende på stole og at der skal bæres mundbind, når man rejser sig for at gå i baren, ud at trække vejr eller på toilet.

Det skal man lige vænne sig til, men det er en stor, stor fornøjelse at kunne se musik live igen – rigtig godt arbejde af planlæggerne og Radar!

Kasper Staub

Nok mest kendt fra Lowly, indtager Kasper alene scenen med en akustisk guitar.
Her leverer han over ca 35 minutter seks numre, der har det til fælles at være ret sarte, være ret passende til det siddende publikum og i øvrigt fungere ret godt med en blanding af blåt og rødt lys.

Det sidste nummer er et mere eller mindre improviseret klaver-stykke, der varierer mellem akkordbrydninger, loops og leg med effekter over et akustisk klaver. Det arbejder sig slutteligt over i en kollage af effekter – for så at fade.

Inden da er der blevet leveret fem numre på akustisk guitar med sang. Sangen leveres med intonator, hvilket giver en varme til det ellers ret fine blå scenelys.

Numrene er alle behagelige, intense og har et sart præg. Blandingen af den akustiske guitar og den ofte ret intonator-prægede vokal giver en oplevelse af at vi sidder foran gammel og ny Sufjan Stevens og der er hele vejen igennem koncerten også noter af det stærkt personlige.

Kasper Staub leverer en koncert, der især er intens og nærværende og passer perfekt til det siddende publikum. Næst-sidste nummer bliver et højdepunkt og leger med verselinjer som ’You have the right to remain silent’ før nummeret – håndholdt som resten af koncerten – udvikler sig.

Vi varmes stille og roligt op af Kasper Staub og det er en glæde både at møde Lowly-manden i disse rammer, men også at konstatere, at Corona-rammen med siddende publikum tilsyneladende har aflivet snakkeklubben. I hvert fald mens det er nyt; der er ro i omkring og måske på grund af musikken.

Vi er i gang!

Pacific Swell

Så er der retro. Og det vil for Pacific Swells vedkommende sige, at der optrædes i fløjlsbukser, krøller og med twangguitar. Det hele emmer – ja, nærmest hørmer – af retro-cool og der er et vestamerikansk udtryk over mange af numrene.

Det måtte jo ske på et tidspunkt, men Pacific Swell blev bandet, der kom til at vise hvordan man kan komme til at arbejde lidt op af bakke, når publikum sidder ned. Men arbejde gør bandet, og bevarer hele vejen det cool udtryk, en trofasthed overfor musikken, der kunne have lavet været lavet for 50 år siden.

Der er helt klart elementer af soul over meget af det, og blandt de fem musikere på scenen finder vi også en tangent-troldmand, der med ofte tynde retro-lyde ikke blot understøtter surf-udtrykket, men også trækker i en caribisk retning – uden at det på noget tidspunkt bliver world-agtigt.

Da bandet åbner, er referencen måske beatles, men som sættet udvikler sig, bliver det mere og mere tydeligt at der er fokus på surf, Amerika og det hele kommer til at fremstå som en form for tidslomme: For mens hele udtrykket er gennemtænkt og -arbejdet, så følger udseendet med: Krøller, jakker, en bassist med underligt små solbriller. Pacific Swell er også et udstyrs og udklædningsstykke. Uden at det som sådan bliver plat.

Bandet formår at spille en hel koncert – måske 45 minutter? – uden at illusionen om måske at være et andet sted, men især i en anden tid, falder til jorden. Det er ret overbevisende det hele.

Helt naturligt stiller forsangeren sin 12-strengede guitar i syvende nummer og danser koket, 60er/70ersexet rundt, mens han spiller mundharpe og synger nummeret. Driver det ned af væggene? Egentlig ikke rigtigt. Men det handler nok mere om at publikum ikke kan give noget tilbage.

Der er mange ting i Pacific Swell, der kan betegnes som ’for meget’. Samtidig vil ’overbevisende’ også være beskrivende. Der er gode sange, teknik til at fremføre dem – og så et udseende og en stage performance, der tager tilskuerne et andet sted hen. Rigtig fint!

AEX

Efter en lidt længere pause går københavnske AEX på scenen. Der åbnes med tunge slag i gulvet og techno som det kendtes fra 80erne, før forsanger Laura Noszczyk uden et hint af ironi entrer scenen iført en halvmaske.

AEX spiller forsvindende lidt musik live, og stort set al underlægning kører fra en laptop. Dog bruger musiktroldmand Steffen Rasmussen ofte drumpad og keyboards, men stort set alt fokus går til forsangeren. Hun gør også fin figur både i vokal og i forsøg på at fylde på scenen. Andet nummer synges på fransk, mens resten af sættet foregår på engelsk. Der indhentes også et sjal og halvmasken tages af og på. Når man påtænker hvor svært det er at gøre en scene interessant ene mand, gør Noszczyk det fint. Men AEX bliver på den konto ikke det mest sprudlende band.

Numrene fejler som sådan ikke noget og de pre-programmerede tracks har både god bund og sætter stemning fra det poppede til det mere goth-inspirerede.

Men hele tiden sidder jeg med en følelse af et stort ’men’. For AEX lyder fint, men der synes også at mangle noget. Eller måske er det en kombination af Noszyczyks vokal også er godt sovset ind rumklang og så de her pre-programmerede tracks der gør, at det hele fremstår lidt… Nemt? Som at sætte pladen på? Det er helt afgjort præmissen for AEX som band.

For mig som koncertgænger bliver denne præmis bare lidt overskyggende for oplevelsen og jeg sidder nærmest og håber på, at der sker noget overraskende. En fejl, en snublen, et overraskende vokaludbrud. Men AEX er på den måde nærmest perfekt; det hele fremføres som programmeret – nok egentlig fordi det er det. Meget kant er der ikke i det – og skal man være lidt grov, så spilles der ikke meget musik fra scenen.

Der er på aftenens koncert intet modbydeligt over AEX. Der er dog et ’men’.

Schwarze Fiktion

Aftenens sidste band trækker lidt på samme hammel som AEX; der gøres brug af backtracks/synths, men hos Schwarze Fiktion kommer det ikke til på samme måde at repræsentere et problem. Med tre mand på scenen; en gutarist/tangentmand, en forsanger/guitarist og levende trommer sker der også bare lidt mere på scenen.

Udtrykket bliver til tider næsten industrielt og der ligges ud med fuld smæk for skillingen.
Desværre løber bandet ind i tekniske problemer allerede under tredje nummer, der vidst nok ironisk nok hedder Break It? Det tager lige nøjagtig lang nok tid at løse til, at rastløsheden når at indfinde sig – men så kører bandet ufortrødent på igen.

Ud over det potente udtryk tegnes Schwarze Fiktion af en ret lys mandevokal. Det kunne godt resultere i at udtrykket bliver lidt splittet, men det fungerer ganske fint på Radar denne aften.

Schwarze Fiktion leverer aftenens mest energiske performance og det er først nu, det for alvor bliver påfaldende, at vi alle sidder ned. Allerede under AEX begyndte publikum at sive og under Schwarze Fiktion er der mange tomme stole. Det er synd, for bandet arbejder for sagen, men kommer også for alvor til at løbe op af bakke.

Selv er jeg også ved at være mæt af indtryk og selv om jeg anerkender at Schwarze Fiktion kender de knapper, de skal trykke på, så ender jeg med at have problemer med at skelne numrene fra hinanden. Det handler nok mere om fatigue hos mig som lytter, end om bandet.

Og dermed slutter den første aften på RECession.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.