Ral: A Fool’s Errand (EP) ★★★★☆☆

0
629
views

Ral er et forholdsvis nyt Aarhus-band, som snart drager på tour med bysbørnene Baest og I’ll Be Damned, så dem kommer du måske snart til at høre mere til. Og med god grund, for deres kombinerede tungmetalliske og melodiske rock er slet ikke nogen dårlig kombination.

Bandet er dannet tidligere i år, så det er ikke meget hård øvehud og sammenspil de kan have nået at akkumulere i forhold til, at de nu allerede er klar med en 5 numre lang EP. Lige så overraskende er det, at sangskrivningen allerede er ret stærk. Der er, måske, lidt for stor variation fra nummer til nummer, hvad stil og klang angår, men selve sangene hænger ret godt sammen.

De kalder selv deres stil en blanding af en brutal instrumental del og en mere melodisk vokal, det er der også noget af, men grænserne er mere flydende. Det bliver aldrig overdrevet tungt så dødsmetallen eller lignende lurer, ej heller så melodisk at det bliver poppet. Der er en snert af noget både 00’er alternativt rocket over det og så 90’ernes grunge scene, faktisk er der numre som ikke ville lyde helt fejlplaceret i en Alice In Chains sammenhæng. Hvor der også arbejdes med nogle harmonier og dobbelt vokal, hvilket nærmest aldrig er en dårlig ting i min bog.

Det gør sig især gældende for numrene “Pudding and Pills” og “The Danish Paradox”, henholdsvis EP’ens tredje og fjerde nummer. Førstnævnte lægger råt huggende fra land, inden vokal-parløbet sættes i gang og mens guitaren laver “Jerry Cantrell tricket” og skiftevis lægger sig op af vokalerne og forstærker harmoni-effekten og slår sig fri i andre passager. Det er et lidt kantet og “larmende” nummer indtil man rammer en mildere og mere melodisk strøm omkring omkvædene, der river en med i en behageligt glidende bevægelse. Der sker egentlig en hel del i sangen, måske næsten FOR meget, men det hele kollapser alligevel ikke under sin egen vægt. Fed sang.

“The Danish Paradox” lægger mere tumultarisk og tempofyldt fra land, inden vokalerne dukker op igen og giver den der AIC vibe, i hvert fald i verset. I omkvædet er det som om den ene vokal få lov til i højere grad at tage teten og folde sig ud. Her nærmer vi os mere det alternativt rockende og lidt teatralsk højstemte. Igen sker der virkelig meget, der er mange små tempo- og stilskift, så man godt kan blive lidt forpustet. Det bliver ikke decideret progget, men der er nok at holde styr på.

Åbneren, “Peculiar Julia”, er i den mere strømlinede ende, i hvert fald efter det her bands standard, og dermed også et fornuftigt valg som førstesingle. Men, den snyder også lidt, for det er et nummer der måske ikke helt afslører hele sandheden om Ral. Der spilles hårdt og tungt i glimt, men det er den her meget melodiske, stedvis næsten svævende, vokal der løber med meget af opmærksomheden. Den der AIC følelse og klang der stikker hovedet frem senere, er der ikke meget af her. Men stadig et udmærket, og ikke mindst lidt anderledes klingende, nummer.

I det hele taget er det en af de store forcer hos Ral, meget af det virker velkendt og genkendeligt fra andre sammenhænge, men her sat sammen på en måde som måske ikke er hørt så ofte. Uden, at det falder fra hinanden i de enkelte numre. Man kan godt fornemme en vis afstand mellem stilarterne, hvis man laver en 1:1 sammenligning mellem de enkelte numre. Eksempelvis minder titelnummeret mig mere om noget a la Incubus end de resterende numre gør, men forløbet i selve sangen virker logisk og sammenhængende. Det er måske ikke lige min favorit på EP’en, men det mere noget at gøre med stilen end, at det er et dårligt nummer.

På den afsluttende “Horse Shades” sættes tempoet en anelse ned og der skrues op for den musikalske tyngde. Et sejt vuggende og svajende nummer, hvor vokalen stadig befinder sig i dit lidt højere luftlag, men samtidig lige skruer lidt op for blusset. På en måde minder det mig lidt om noget Black Book Lodge? Både den instrumentale del, vokalen og selve opbygningen af nummeret – selvom det bliver knap så ørken-progget som Black Book Lodge kunne ende med at være.

Man får lidt af hvert hos Ral, den røde tråd kunne godt være lidt mere tydelig, men på den anden side får bandet prøvet nogle ting af og det stikker aldrig helt af for dem. Alt i alt en meget lovende debut, især når man regner bandets unge alder med. Det kunne godt være, at man skulle holde lidt øje med dem!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.