Two Trick Pony: Three Tricks (EP) ★★★★☆☆

0
342
views

The horses are coming: the return! Two Trick Pony er tilbage efter 4 års stilhed siden deres roste støj-pop debutplade. 3 numre, 10 minutter, hvor man får et kvindeligt perspektiv på det at være en ung voksen i storbyen – med alt det der hører til.

Jeg var meget begejstret for det 3 kvinder (+ 1 mand) og deres melodiske og iørefaldende støj-pop på debuten, ikke mindst deres brug af vokaler og harmonier. Disse er intakte på denne længe ventede opfølger, selvom vi i mine ører ikke når helt de samme svimlende højder i denne omgang. Meeeeen, det er stadig en virkelig solid omgang, om end ret kort.

De 4 år er måske blevet brugt på, at blive mere eftertænksom, i hvert fald handler numrene i følge sangskriver Dorte Hartmann om, at fastholde sig selv og sin personlighed som en ung voksen København, mens børn, biler og boliglån kommer til. Det har, udover teksterne, selvfølgelig, smittet af på musikken i den forstand, at tonen er lidt mindre… lad os kalde det frembrusende og overrumplende?

The Horses Are Coming, debutalbummet fra 2014, var det som om man i større grad blev “overfaldet” af melodier og harmonier, her er der, måske, skruet en tand ned for blusset. Selvom det stadig umiskendeligt lyder som Two Trick Pony, som man kender dem fra dengang og med en lang række af de samme virkemidler.

Der lægges, efter deres standarder, temmelig bastant fra land med den tungt snerrende “The House That Guilt Built”. Er man ikke bekendt med Two Trick Pony introduceres man også straks for det vokaleparløb mellem den lyse, lidt døsige og en mere mørk, monotont “vrængende” stemme, der igen fungerer upåklageligt. Musikalsk er det som om der er skruet op for tyngden og volumen, uden at melodien overdøves helt. Der er noget faretruende over lydbilledet, som om “huset” står på et skrøbeligt fundament, eller i hvert fald rystes så meget at ting rasler ned fra væggene, vinduerne klirrer og murene begynder at slå revner.

Tempoet og trykket falder på den efterfølgende “Before I Regret”, en mere smygende og luskende sag, der lyder som den hygger sig med at gemme sig lidt i skyggerne, men konstant truer med at komme frem i lyset. Det gør den så i det melodisk dansende omkvæd, for en kort stund inden sangene trækker sig tilbage. Hey, kom frem igen, det lød godt! Det gør den så i næste runde, godt så. Nummeret stiger som det skrider frem, men det er som om det afbrydes lige inden det helt store klimaks.

Og dermed er vi allerede fremme ved afslutningen i form af “Stepping Stone”, som jeg synes er det mest interessante nummer af de 3. Måske ikke det mest iørefaldende hvad melodien angår, men den kontinuerlige opbygning med et helt forrygende, men alt for kort peak, lidt over 2 minutter inde i nummeret, har noget dragende over sig. Det er et meget insisterende nummer, der med sit konstante tryk fremad mosler sig ind på en, så det føles som om sangen forsøger at presse en op i en krog og forlanger at blive hørt. Det fungerer rigtig godt og tilføjer lidt nyt til formlen hos Two Trick Pony.

Det er næsten en skam, at det hele er overstået på så kort tid, også i de enkelte numre, som næsten kan virke FOR skåret ind til benet. Men det er der nok også en pointe i, og i hvert fald næppe et tilfælde. Hvor debutpladen gik all in på det berusende og overvældende, så virker bandet her lidt mere nærige og måske endda en anelse sammenbidte. Det havde jeg gerne set foldet ud over endnu mere tid, men som sagerne står, så er Three Tricks en fin lille forret. Men jeg vil have mere, fordi jeg er grådig!

Vi ender på 4 sulten-efter-mere stjerner i denne omgang.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.