Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer praytell. – LOL, we’re all gonna die (EP) ★★★★☆☆

praytell. – LOL, we’re all gonna die (EP) ★★★★☆☆

711
0

Hvad fanden foregår der her?! praytell. sprænger rammerne på LOL, we’re all gonna die. Både hvad genre angår og for hvad vi plejer at dække. Er det punk? Er det hiphop? Er det gakket anarki? Hvem ved?

Man får måske en lille fornemmelse af tonen blot via titlen. Der er noget sarkastisk, snotnæset og “ligeglad” over den, ik? En skødesløshed. Kynisk og nihilistisk? Nej, ikke som sådan. Jeg tror i hvert fald ikke, at EP’en er et udtryk for en form for ligegyldighed. Eller en joke.

Jo, måske, det sidste kan ikke udelukkes.

Men, det virker for komplekst og gennemtænkt, en form for organiseret kaos til, at det er ment for sjov. I så fald må det være en relativt avanceret og gennemtænkt form for fuckfinger til det hele.

Der er nok nærmere tale om en nysgerrig og grænsesøgende udgivelse, som ikke er bange for, at sprænge alle rammer. I sin kerne er det nok hiphop, eller et miskmask af beslægtede subgenrer. Et patchwork. Et flimrende øjebliksbillede af Spotify-generationen, hvor ens spillelister og algoritmer støder sammen og skaber noget nyt.

Selv kalder praytell. stilen for punk-rap. Det er den enkle beskrivelse. Punk i ånden og tilgangen, rap i stil og udførelsen, sådan cirka. Baggrunden er undergrund. Støjrock/pop, eksperimenterende afarter, ungdomshusets toner og nu hiphop. Inspireret af en koncert med gruppen Death Grips på Roskilde Festival 2019.

“I’m just a punk who has adapted to the times and make music on a computer”, lyder det fra praytell. om projektet. Musikken er muligvis “maskinel”, men temaerne meget menneskelige . Ærlige beretninger om psykisk sygdom, stofmisbrug, kønsidentitet, fremmedgørelse, vrede, angst og accept af, at verden ender.

Kombineret med den fragmenterede, eksperimenterende og både fængende og brutale musik, giver det et mildt sagt kompromisløst lydbillede. Og et, som ikke rigtig lyder som noget andet. Brudstykker er genkendelige, som i singlen “LADYKILLER”, som jeg i Repeat skrev gav mig en Beastie Boys vibe. Det er muligvis kombinationen af punk-feeling og hiphop, der sender mig i den retning.

Men billedet er aldrig helt klart hos praytell., det er udfordrende og krævende. Man forsøger, at orientere sig og finde et eller andet genkendeligt, at holde fast i. Man fornemmer både humor og alvor, når genrer smadrer sammen og praytell.s periodevis hysteriske vokal og levering river og flår i en.

Selvom der kun er 5 numre på den 13 minutter lange EP, så bliver man efterladt stakåndet og forvirret. Det er både godt og skidt, fascinerende og lidt frustrerende. Hvilket helt sikkert også er en del af hensigten. Det her er ikke lavet som beroligende hyggelytning, du skal og bliver slået ud af kurs. Eller føler dig som en kugle i en blinkende og larmende flippermaskine, der i højt tempo “flippes” rundt.

“IFELLFINE” sprutter EP’en i gang, det blipper og blopper, vokalen lyder indledningsvis som en form for skinger indie møder rap. Brudstykker af lyde blandes med hvad der lyder som en sample-stump af noget med xylofon? “I got too much going on”, lyder det fra praytell. – der sker i hvert fald hele tiden et eller andet!

“VOLDEMORT” starter med et skramlet lydoverfald, hvor digitale toner, forvrænget vokal og “blikspand der tæves” æstetik ramler sammen, og kastes lige i fjæset på en. Vokalen ryger helt op i det overgearede, næsten hylende og man sidder med store, åbne øjne og prøver på, at bevare fatningen. Sådan er LOL, we’re all gonna die hele vejen igennem sin kompakte, men febrilske spilletid.

Selv når tempoet falder, som på “FUKiT” rives man rundt af teksten. “Fuck it, I just wanna die”, lyder det opgivende og frustreret, mens verden og lydbilledet splintres rundt om vokalen. Holdepunktet her er et sugende og svampet beat, der giver sangen noget bund. Men, ovenpå læsses der lyd-skrald, der får det til at rasle, skramle og kradse. Det er kantet, ubekvemt og svært, at lytte til og alligevel sært iørefaldende.

Afslutteren, “WHEREMYMONEY” virker derimod bare som et sonisk overfald. Der er voldsomt meget tryk lyden, der maxes helt ud. Det er lige før, at det bliver ubehageligt, hvis ikke umuligt, at lægge ører til. I hvert fald uden, at det ikke skurrer og trykker. Når dønningerne efter den overrumplende indledning begynder at bøje lidt af, vælter vokalen ind i sangen. Aggressiv, konfronterende og rasende. Det er noget af en afskedssalut.

Dermed slutter LOL, we’re all gonna die nærmest, som “forventet”. Ustyrlig. En gennemgående fornemmelse for denne EP. Utilregnelig og ustyrlig. Syret og syrlig. Medrivende og frastødende. Popkælen og punkkontrær. Galt eller genialt? Det er ikke helt til, at blive klog på. Men det er i hvert fald helt sin egen og forsøger på ingen måde, at lefle for lytterne.

Det gør også, at det er en udgivelse, som er lidt vanskelig, at smide stjerner efter. Den scorer højt på originalitet, personlighed og det eksperimenterende. Omvendt, så er det mere spændende og virkelig underligt end lyttevenligt. Og her tænker jeg ikke på stil og lyd, men mere, at det nok ikke er en udgivelse jeg ville sætte på og bare “nyde” særligt ofte.

Er praytell. i sidste end et symptom på sin tid, eller med til at definere den? Det skal man vist lytte selv og komme med sit eget bud på. Vi ender på en forsigtig 4’er, der vipper op eller ned alt efter temperament og hvad man bedømmer ud fra.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleDrüben: Ormene Æder Fuglene Til Sidst ★★★★☆☆
Next articleEdens Have: Brunt Hår ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.