Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Drüben: Ormene Æder Fuglene Til Sidst ★★★★☆☆

Drüben: Ormene Æder Fuglene Til Sidst ★★★★☆☆

103
0

En stærk titel og fremvisning af evner udi variationer og dynamik fritager ikke Drüben fra, at blive lidt monotone og forfalde til black metallens klichéer. Ormene Æder Fuglene Til Sidst udfordrer, men strejfer trods alt ikke for langt fra genren. Om det så er en fordel eller en ulempe, må være op til lytteren.

Man skal nok ikke sætte Ormene Æder Fuglene Til Sidst på for at løfte humøret. Bandet pakker det ikke ind og definerer sig selv som (depressiv) black metal. Den umiddelbare analyse efter de første par numre er, at de måske har lidt mere slægtskab med Deafheaven end for eksempel danske Solbrud?

Der er i hvert fald ikke tale om klassisk, potent, ekstrem og tung lyd, men snarere en post-rocket, fedtet-beskidt udskæring af distortede guitarer og levende trommer.
Åbningsnummeret, ‘Indskrevet I Verdens Marv’, har eksempelvis nærmest ’hul’ i lyden mellem bas og guitarer, og de sidstnævnte bliver som konsekvens næsten luftige (for genren), de fedtede gains til trods.

Som pladen udfolder sig, bliver denne umiddelbare analyse dog udfordret; jo længere vi kommer ind på pladen, jo mere genretypisk bliver udtrykket med grind og dronisk tæsken på trommer.

Og så igen. I flere numre er der små, drillende eller sjove detaljer og rig variation:
‘Fjendtligt – Negative Kræfter’ og ‘Altgennemtrængende’ bliver næsten dansable. ‘Nu Evig’ er nærmest en ballade – men bliver også lidt for meget, når (digital) distortion får vokalen til at lyde mere som en Dalek end en black-sanger på de mere nedtonede stykker. Hvis noget sådant findes i Black. Flere gange kigger nogle drilske guitar-bevægelser frem og bryder med genrens slow-grindende – og ret monotone – høvlen løs med mange noder på kort tid.

Der er altså tale om en plade, hvor ploven ikke bare sættes i furen og så derudaf. Og alligevel sætter monotonien ind – ikke mindst mod pladens afslutning. Det ligger nok i genrer, men larmen og de ret ens, vandrette, langsomme bevægelser fungerer bare mindre godt.

Læg dertil at bassen aldrig rigtig slår igennem. I nogle numre mere end andre, men det er som om, den potens, en black-koncert typisk har ikke helt har fundet vejen ned på plade for Drüben. Det er lidt ærgerligt.

Måske er det også lidt smag og behag, men med en lakonisk titel som Ormene Æder Fuglene Til Sidst kunne jeg godt have tænkt mig at få lidt mere indblik i teksterne. For det er da på én gang dramatisk, men også lidt humoristisk fundet på. Vokalen bliver dog desværre ret svær at tyde – til dels på grund af scream, men ikke mindst på grund af digital distortion.

Drüben har ellers fat i noget her. Men det er som om, genrens særpræg, der konstant refereres til står lidt i vejen for de ellers fine variationer og ideer. Jeg er ikke den store black metal-fan, og det gør sig måske gældende her, men Drüben undgår ikke, de mange variationer til trods, at blive monotone.

Desværre placerer pladen sig dermed også lidt mellem to stole, da variationerne bryder monotonien, men til gengæld også forhindrer at musikken bliver voldsom og meditativ.

Det bliver ikke mine største, men jeg anerkender variationen og ideerne og sniger mig op på fire stjerner.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.