Peter Amoras: I blæk, i bølger (EP) ★★★☆☆☆

0
261
views

I blæk, i bølger behandler et forlist forhold stemningsfuldt, men Amoras’ univers lukker sig så meget om sig selv, at man som lytter ender lidt indifferent på sidelinien, trods flere gode elementer.

For Peter Amoras blev startskuddet som sangskriver på dansk, at hans kæreste gennem 4 år gik fra ham. I blæk, i bølger har han arbejdet på i de to år, der er gået siden. I følge Amoras selv, handler EP’en om “at tabe sig selv i
hinanden, og en følelse af at miste sin identitet efter slutningen af et langt forhold”. At vide det, sætter selvfølgelig også en stemning, når man lytter.

Ikke at musikken i sig selv ikke er stemningsskabende. Det er faktisk netop noget af det, Amoras lykkes ret godt med. Der er en eftertænksom og tungsindig vibe, der matcher Amoras egen beskrivelse ovenfor ret godt.

EP’en åbner med ‘Fri’, hvor anslaget er akustisk guitar inden mere dunkle toner væver sig på tværs. Det kan ind i mellem minde lidt om Mikael Simpson’s soloalbums fra midt-00’erne – der er noget af samme blåtonede sårbarhed i det, ligesom der også er noget ved intonationen i vokalen, der trækker mine tanker i den retning. ‘Fri’ er faktisk en ret interessant og fængende åbner, der gør indtryk.

Men kompositionerne på I blæk, i bølger ender dog med at fremstå lidt ensformige i længden, og jeg kommer i hvert fald til at koble ud ved gentagne lyt. Der mangler noget mere dynamik, flere hooks, omend monotonien selvfølgelig kan være en pointe i forhold til temaet.

Det er egentlig ikke fordi, Amoras ikke har forsøgt at lægge små instrumentale variationer ind, men jeg tænker mere på kompositionerne som helhed. Andet nummer, ‘Ikke for børn’, er måske den mest afvekslende af EP’ens sange, og selv om de 3 1/2 minut ikke som sådan føles for lange, og nummeret bølger og bruser op og ned, så er der et eller andet, der gør det svært for mig at trænge helt ind i det og føle med Amoras.

Det samme er tilfældet på de sidste to numre på EP’en, ‘Uendeligt nu’ og
Virkeligheden’. Måske er det fordi Amoras vokal ligger lidt gemt og tilbagetrukket, gemt bag klangen af synths og guitarer i den neopsykedeliske indpakning, så den næsten virker mere som et instrument, end en stemme, der kommunikerer lyrikken – den skal man lytte godt efter for at få fat på.

På ‘Uendeligt nu’, der langsomt lægger fra land med “uuuh”-kor, og langsomt vokser, uden at forlade det duvende tempo, synger Amoras blandt andet “Jeg er færdig med at samle/På ting jeg ikke kan bruge til noget”, mens savnet af den anden stadig er omdrejningspunktet. Det er en af flere stærke linier undervejs, men de er, som nævnt, svære at fange i psych-indpakningen.

Det er også savnet der er i fokus på ‘Virkeligheden’, hvor fraværet af den anden, tomrummet på altanen, mindet om gåturen hånd i hånd, fylder teksten. Men det bliver, igen, desværre ikke rigtig smittende for mig som lytter – jeg kan konstatere at Amoras har været opslugt af at efterbehandle et forhold på EP’en, men det virker også for indadvendt behandlet, for lukket om sig selv, både musikalsk og lyrisk, til at jeg helt føler mig inviteret med indenfor som lytter.

Ikke at der ikke er gode detaljer undervejs – Amoras har egentlig et OK øre for melodier og der er umiddelbart også fint styr på instrumenter og produktion, selv om den neopsychede klang måske tager lidt overhånd, og gemmer vokalen lidt for godt væk. Især fordi det er et tema, hvor man som lytter også gerne vil mærke lidt med. Men hvor anslaget på ‘Fri’ gjorde mig interesseret i Amoras’ univers, følger EP’en desværre ikke helt op, og ender med at lukke sig for meget om sig selv – og jeg ender som lytter med ikke at blive synderligt berørt af Amoras’ efterbehandling af sit forliste forhold. Derfor lander vi på 3 stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.