Opsamlingsheat: Internationale albums, jan/feb ’17

0
536
views

Er der noget vi er gode til, så er det at forsømme de internationale udgivelser. Ikke af lyst, men fordi vi kun har begrænset tid og ønsker at bruge den, og pladsen, på hovedsageligt danske udgivelser. Men nu forsøger vi, at følge lidt med og samle op på hvad der sker i udlandet, med nogle opsamlingsrunder, der nok cirka kommer hver anden måned.

For der sker jo virkelig meget derude bag grænsebommene, og mange gange er det jo fra det store udland at visse musikalske strømninger dukker op først, inden de når til vores breddegrader og inspirerer danske navne.

Det opdager vi måske ikke altid, fordi vi simpelthen ikke har tid til, at lytte alle de internationale udgivelser igennem der kommer, og som vi får tilsendt. Så for, at undgå tunnelsyn (i øregangene?) og for ikke at gå glip af ALT hvad det store udland kan byde på, så forsøger vi nu at følge lidt mere med.

Konceptet er, at undertegnede prøver at samle en ordentlig bunke navne, fra forskellige genrer og af forskellig størrelse ved, at kigge på hvad der udkommer, andre medier og hvad vi selv får tilsendt. Jeg mangler stadig en overskuelig kilde på undergrundsudgivelser, men det er måske svært helt at følge med der, når vi skal nå alt det andet – så der har vi stadig nogle huller.

Udgivelsen får ét lyt, ingen stjerner eller anmeldelse, men mere et kort, hurtigt førstehåndsindtryk og så en bedømmelse a la “har jeg lyst til at høre den igen/gå i dybden med den?”.

GO!

Cloud Nothings: Life Without Sound

Mit umiddelbare indtryk er, at jeg nok ville have kunnet lide det endnu bedre, hvis jeg havde været yngre? Stilen er en omgang tilgængelig, energisk og fint tempofyldt indie/alternativ rock, der både smager af 90’er og 00’er. Det er lyttevenligt, nemt at gå til, rocker ret godt stedvis og en af den slags plader der bare suser derudaf, med en power-pop/post-punket vibe til at give det lidt punch.

Genlyt: Mjah, den flyder nemt, men også lidt ind af det ene øre og ud af det andet. Er du til genren, så giv den et lyt.

Dropkick Murphys: 11 Short Stories of Pain & Glory

Men er de nu også korte nok? At lytte til nyt fra Bostons stolte keltisk-punkede skråle-med-og-hoppe-slås sønner er lidt som, at forsøge sig med, at brygge flere kopper kaffe på samme Senseo-tablet. Det har vist været en slags kaffe engang, men nu er det mest en lysebrun kop varm vand med en smag af gammel tennissok. Lidt groft måske, det er sådan set udmærket det her. Men… yeah…

Genlyt: Næppe. Hvorfor ikke bare sætte et af de ældre, bedre albums på?

The Flaming Lips: Oczy Mlody

Et nyt album fra Oklahoma-bandet byder jo næsten altid på overraskelser, på godt og ondt. Denne gang er stilen ret udsvævende, druggy, synth-psyched og, naturligvis, pænt krøllet. Det er sådan et band, som jeg har meget stor respekt for, fordi de insisterer på, at være anderledes og udvikle sig. Men også et band, hvis plader jeg med få undtagelser, har svært ved rigtig at holde af – eller få ind under huden. Med undtagelse af The Soft Bulletin og Yoshimi Battles The Pink Robots, som er blandt mine favoritplader fra omkring årtusindeskiftet.

Genlyt: Måske. Hvis jeg skal have mig en ordenlig koger. Men det bliver nok ikke til noget.

Sepultura: Machine Messiah

50 minutter i selskab med nyt Sepultura i 2017, det virker som lidt for lang tid, næsten uanset hvor godt det måtte være? Well color me surprised, det er sgu fedt det her?! 12 numre er måske lidt langt, men det skyldes måske lige så meget mit eget lytte stress og jag, når jeg ikke lige skal anmelde. Konceptet er noget med, at vi bliver mere og mere som robotter, fordi vi stammer fra en mekanisk Gud, så når messias vender tilbage, er det som en robot, something something.

Det lyder lidt langhåret og progget, faktisk er musikken også lidt progget i sin opbygning, men der er heldigvis også masser af plads til tung metal, fedt og komplekst trommespil og thrash. Gedigen overraskelse!

Genlyt: Ja! Måske Sepulturas stærkeste udgivelse siden 90’erne?

Foxygen: Hang

Den lettere udknaldede duo fra det solbeskinnede Californien er tilbage med fjerde album. Det forsætter i det 60’er solbeskinnede spor, måske endnu mere soulet end tidligere? Ihvert fald på et nummer som “Mrs. Adams”, der har en dejlig vibe, strygere og den der sprøde, ung Jagger vokal. Som pladen skrider frem, er det dog som om det bliver lidt karikeret, udisciplineret og hysterisk/påtaget, at lytte til.

Foxygen virker stadig som et band, der har svært ved at finde/vælge en kurs og helt indfri det potentiale deres første plader viste. De tager sgu nok bare for mange rekreationsstoffer.

Genlyt: Tvivlsomt. Foxygen er og bliver bare en lidt frustrerende og udkokset størrelse at lyttet til.

Frank Carter & The Rattlesnakes: Modern Ruin

Bandet følger hurtigt op på succesen med debutten Blossom, der udkom i august 2015. Det er efterhånden mere rock end punk, måske endda noget der nærmer sig en Arctic Monkeys klingende lyd, det slænget leverer her. Det kunne godt være et navn, der ryger op i headliner-klassen indenfor de næste år. Men det kommer nok til at betyde, at udtrykket bliver endnu mere glat og mindre kantet.

Genlyt: Muligvis, det er faktisk slet ikke så tosset det her, selvom man savner noget af det vanvid i musikken, som bandet ellers er kendt for live. Sigter man efter mainstreamen?

Deaf Havana: All These Countless Nights

Den titel kunne både ramme noget nostalgi og lyde lidt…. EMO? Jeg kendte kun det engelske band af navn, inden jeg lyttede albummet igennem og min umiddelbare tanke var da også, at gruppen må have rødder i EMO rocken eller den blødere del af post-hardcore. Nu er de så 4 plader og over et dusin år inde i karrieren og har skruet op for den alternative, men radiovenlige, rock-del i deres lyd – og stedvis også noget folk-rock? Eh, ikke min kop british the.

Genlyt: Not bloody likely, selvom det sikkert er nydeligt udført for genren.

Japandroids: Near To the Wild Heart of Life

Oh yeah, dem! Havde da næsten glemt den canadiske duo, der bragede godt igennem med deres album nummer to, Celebration Rock, i 2012. Et album Jonas sendte 4 stjerner efter og som vi oplevede sammen i Aarhus samme år – det føles som laaaaaang tid siden!

5 år skulle der så gå, inden de fik fulgt op på den plade. Det er lang tid i pladebranchen. Udover at have brugt tiden på, at flytte til hver deres by og lege med en mere produceret lyd, har de muligvis brugt tiden på, at lytte til et shitload heartland rock, eller bare Springsteen og Tom Petty?

Forventer du rå og kantet garage rock, som tidligere, så forbered dig på at blive skuffet. Er du til førnævnte amerikanske koryfæer og en mere pompøs klingende, “blød” rock, så er det her et forfriskende og opdateret indspark til genren!

Genlyt: Helt klart. Men du er advaret, hvis du er stor fan af deres gamle lyd.

Kreator: Gods of Violence

Den nye skive fra de tyske thrash veteraner Kreator forsætter på mange måder, hvor Phantom Antichrist slap. Samme fremgangsmåde, opbygning og forsættelse af stilen, det vil sige bombastisk, episk og meget melodisk metal, med store synge-med-venlig omkvæd og næver i vejret.

Phantom Antichrist er en af mine absolutte favoritplader fra dette årti, og en jeg stadig sætter på jævnligt – der er bare ikke et svagt nummer på den plade. Om Gods of Violence opnår samme status hos mig er nok tvivlsomt. Det er mere af det samme, måske føles det bare lidt mere udvandet og en anelse spekulativt i denne omgang.

Genlyt: Doch, aber nicht ohne ein aber dabei. Så: mjoooh. Update: Jeg kom til at høre den igen. Jeg kan godt lide den.

Ty Segall: Ty Segall

Produktive Ty Segall er klar aktuel med sit andet selvbetitlede album, fordi! Det er garage/støj/syre-rock af den slags som vi kalder “Jonas musik” her på redaktionen. Eller, det er faktisk en betegnelse jeg selv lige har fundet på.

Men, Jonas har tidligere anmeldt Ty Segall i rosende vendinger, og skulle han have anmeldt denne plade, så havde det nok også været positivt. Det er skævt, kantet, skramler, larmer, river, flår og er alligevel sært melodisk og iørefaldende – også selvom han kokser godt ud hist og her.

Genlyt: Ja, især hvis du er en Jonas-type!

Black Star Riders: Heavy Fire

Da Thin Lizzy frontmand Phil Lynott døde i 1986, var det ikke enden på bandet. Et Thin Lizzy af navn har turneret siden, og gør det stadig, men kun med gamle numre. Da bandet besluttede at indspille nyt i 2012, blev det under navnet Black Star Riders.

De er nu nået til tredje album, og det er faktisk ganske, ganske hæderlig rock af Thin Lizzy skolen, ja, selv vokalen minder i stil og klang lidt om Lynott hist og her. Det kan man så synes om hvad man vil, men det nye album kan nu sagtens tåle, at stå på egne ben.

Genlyt: Muligvis, om ikke andet som forberedelse til deres koncert på sommerens Copenhell Festival.

Elbow: Little Fictions

7. album er britiske Elbow nået til, og de kan som end fejre 20 års jubilæum i år. Jeg var på de første 3-4 plader, ikke mindst Leaders of The Free World fra 2005 (dammit, er den så gammel?), men da var jeg måske også inde i en mellow, men pompøs og symfonisk indie-rock periode. Det er jeg ikke rigtig længere, kan jeg godt mærke.

Det sagt, så rummer Little Fictions mange af Elbows forcer, i hvert fald dømt ud fra første lyt. Der er måske ikke så meget nyt under solen, her syv plader inde i karrieren, men omvendt lyder de heller ikke satte og magelige, sangskrivningen er stadig virkelig solid. Hey, det er Elbow og lyder sådan.

Genlyt: Jeg ville gerne sige ja, men den falder sgu’ nok for tidsgrænsen.

The Menzingers: After The Party

Endnu et Jonas-band! Denne gang i heartland-rock kategorien, med en lille, bitte bismag af noget college punk/rock – men af den potente slags. Ikke Blink 182… Nuvel, Jonas var vild med deres forrige album, Rented World, fra 2014. Det har jeg ikke hørt, men han vil sikkert også synes om After The Party, der dømt udfra omtalen virker som en naturlig forlængelse af det album.

Det lyder lidt som en lidt federe udgave af The Gaslight Anthem, ikke at de ikke er ok, men synes The Menzingers træfprocent på gode sange og melodier er højere. Det er lidt lyden af, lige at være nået fra en mild sommerbyge, i lunt vejr, ind under teltdugen på en scene, på Roskilde. Og så sætter musikken i og papvinen går på omgang.

Genlyt: Ja, kommer de ikke på Roskilde? Vi køber vin!

Priests: Nothing Feels Natural

Priests debutalbum er lyden af noget der bare er fucked, og som titlen antyder, ikke er som det skal være- føles unaturligt. At det amerikanske bands udgivelse lige falder sammen med, at Trump er blevet præsident er nok et tilfælde. Til gengæld var det ikke et tilfælde han blev det, det var noget der havde ulmet over længere tid – ligesom denne plade og den uro og oprør der præger den.

Et symptom på noget større, et udbrud af noget der bare ikke kan holdes tilbage? Priests er punk, det er rock, det er post det ene og det andet, det er riot grrl, det er surt og konfronterende. Indelukket og udfarende, dragende og lidt afskrækkende. Det kan sgu og vil noget det her.

Genlyt: Ja, meget. Og Priests spiller på Roskilde til sommer, noter dem under must see.

Overkill: The Grinding Wheel

Ok, ikke så meget pis her. Det er bare god, gammeldaws thrash der tonser derudaf på den helt rigtige, tyske måde. Det er meget mere “true” end Kreator er, men det er jo et stilvalg.

Overkill er et af de der bands, som jeg “altid” har vidst eksisterede, men aldrig fået lyttet til. Jeg ville nok ikke kunne nævne et nummer med bandet, men det kunne da godt være jeg skulle benytte lejligheden til at få indhentet det forsømte – især fordi det nye album lader til, at være en fin introduktion til gruppens univers.

Genlyt: Ja, og de spiller på Copenhell til sommer, så der skal læses op!

Amy Macdonald: Under Stars

Et navn jeg næsten havde glemt, eller forbandt med en svunden tid! Skotten brød igennem herhjemme med This Is The Life i 2007, hvor De Sorte Spejdere spillede hendes singer songwriter pop ganske flittigt på P3. Nu er det nok nærmere P4, der kunne finde på at spille hende.

Under Stars er faktisk hendes fjerde album, og hun er forresten kun 29 år gammel, så hun var ikke fyldt 20 da debutten udkom. Lyden er blevet lidt mindre… “skotsk” og mere middle of the road pop-rocket, det er ganske tilforladeligt og en smule kedeligt.

Genlyt: Næppe, så hellere sætte This Is The Life på igen.

Ryan Adams: Prisoners

På “Hunted House” lyder Ryan Adams som endnu en, der har brugt noget tid på, at lytte til gamle Springsteen plader. Eller er hans nye album, nummer 800 i rækken (cirka), lidt en blandet landhandel af Adams’ sædvanlige inspirationskilder.

Det er kort sagt lidt som en køretur igennem Amerika og amerikansk musikhistorie, for 30+ år siden. Sikker kurs, men heller ikke så meget nyt under solen, eller de store udflugter og overraskelser. Men talentet for at skrive sange fornægter sig godt nok ikke.

Genlyt: Jo, det er muligt!

Dirty Projectors: Dirty Projectors

Oh OK, her skulle mine øre da lige stille ind på den rigtige frekvens. Første nummer på pladen lyder som om det er flere forskellige sange, der bliver spillet oveni hinanden. Og flere genrer! Som en slags mash-up? Ah, OK, det bliver ved sådan? Det kræver vist mere end et lyt det her…

Jo, den kan vi vist lige så godt arkivere under “ret interessant, men kræver mere tid”.

Genlyt: Har jeg så mere tid? Medmindre de spiller en festival jeg skal på, er det nok tvivlsomt jeg får hørt den igen.

Sun Kill Moon: Common as Light and Love Are Red Valleys of Blood

Det nye album fra den humørsyge/vrisne/lakoniske/artsy folk-douchebag Mark Kozelek varer 129 minutter… selv hvis man er umanerlig stor fan af hans musikalske univers, så må det være noget af en mundfuld.

Nu er jeg hverken ven eller fjende, Kozelek er en af dens slags enerådige kunstnertyper, som man næsten er nødt til at respektere lidt, men altså, det har aldrig talt specielt meget til mig. Det her er dog ganske udmærket “læn dig tilbage i din bedste stol og luk øjnene musik”.

Genlyt: Men over 2 timer i stolen? Så kan jeg jo lige så godt gå i seng.

Og med den rare tanke in mente, så lukker vi første runde af opsamlingsheatet, vi er tilbage i slutningen af april/start maj med de internationale udgivelser der smuttede for os i marts og april.

Rundens sikre køb: Priests

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.